Sider

søndag den 28. juli 2024

'Stjerner lever ikke evigt' af K. L. Berger // Stjernetågen #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Stjerner lever ikke evigt
Forfatter: K. L. Berger
Serie: Stjernetågen #2
Forlag: Hi Reader
Udgivet: 2023
Antal sider: 386

Jeg skriger, til jeg kaster sur galde og luft op. Skriger gennem hostene, der truer med at rive svælget op. Mit ansigt er vådt. Badet i tårer. Hele kroppen er i flammer, og jeg skriger i takt med smerten, der vokser. Skriger over den gule betændelse og pusset, de store blister kaster af sig. Lugten af brændt hår trænger gennem dén af bræk og sved, og jeg skriger fortsat. Sandet står op omkring mig. Sætter sig fast som små korn i svælget, og gør lyden ujævn og sønderrivende. Min hals snører sig sammen. Jeg har svært ved at få luft. Snot løber ud ad næsen på mig og rammer læberne, løber ned ad hagen og halsen. 
Da lyden endelig ophører, synker jeg sammen i sandet. Jeg tror, jeg skal dø. Alt er sort. Jeg kan ikke få luft. Verden er forsvundet.
I en dystopisk fremtid har Grace klaret første del af Overhøringen, men chancen for at redde Berlins liv har aldrig været mindre. Og trods en fremstrakt hånd fra en uventet kant, bliver spørgsmålene kun flere end svarene. Da verden styrter sammen, må Grace gøre op med sig selv, hvem hun vil følge i jagten på frihed. For når alt kommer til alt, er der måske i virkeligheden kun ét spørgsmål: Er I virkelig værd at redde?

Oh boy, for noget af en afslutning på en skøn, medrivende og fængslende duologi!
Jeg nød at følge Grace i første bog, i hendes færd ind i Overhøringen, for at redde hendes bror Berlin. En færd der viser sig sværere og hårdere end regnet med - hvilket kun bliver mere udfordrende her i anden omgang!

Handlingen fortsætter der hvor den forgangne bog slap. Hvor vi i den forgangne bog kom igennem første del af Overhøringen, bliver vi denne gang kastet ind i anden del. Forfatteren formår endnu en gang at rive mig med fra start til slut, da jeg ikke på noget tidspunkt kunne lade være med at ville læsere videre og damn - jeg nød at følge Grace i hendes videre færd.
Ikke mindst det at følge den udvikling hun gennemgår undervejs, for damn, hun er en badass!

På den ene side forsøgte at regne ud hvad der ville ske undervejs, mens jeg på den anden side gentagende gange blev overrasket over de ting Grace og co. blev udsat for. Både på godt og ondt. Jeg blev revet med at de udfordringer de kommer ud for. Elskede især at se den måde Grace formår at håndtere det undervejs - en god blanding af forskellige følelser.

Samtidig lod jeg mig let rive med at den alliance Grace har med nogle af de andre, så hun ikke kæmper alene. Man får en fornemmelse af den verden de hver især er en del af, uden for Overhøringen og hvad der er på spil for dem hver især.
Det at de undervejs finder ud af mere om hvad der er op og ned omkring hele situationen og Stjernernes intentioner? Det var nervepirrende at følge med i de små detaljer de formår at komme med undervejs, der vender alt på hovedet. Men er det godt eller skidt?

Forfatteren formår at give mig som læsere en dejlig beskrivelse af de omgivelser vi bliver kastet ind i, sammen med Grace. Både det at være tilbage i Planeten, inden anden del af Overhøringen, men mindst lige så meget da selve anden del af Overhøringen begynder. Det føltes som at være der sammen med Grace. Mærker omgivelserne, ser dem for mig og mærker strabadserne de gennemgår.

Slutningen formåede at overraske mig ret så meget.
Trods det at den føltes en anelse forhastet og der skete en hel del på hvad der føltes som alt for kort tid, så nød jeg den alligevel. Jeg nød at blive revet med, blive forarget, sidde med hjertet helt oppe i halsen og ikke kunne regne ud hvordan det ville ende. At se hvordan Grace takler alt kaosset og formår at kæmpe til det sidste.

Men helt ærligt? Det at forfatteren kommer med en halv lykkelig/halvt åben slutning giver mig som læser en mulighed for selv at kunne tænke mig til hvad der vil ske efter jeg har lukket bogen i. En mulighed for selv at videre fortolke hvor Grace og co. mon ender. Selv digte videre i hvordan vores fremtid vil være og om vi mon er det værd at redde.

'Stjerner lever ikke evigt' får 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

søndag den 7. juli 2024

'Drømmene kan ingen tage fra mig' af Nadja Kaagh // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Drømmene kan ingen tage fra mig
Forfatter: Nadja Kaagh
Forlag: People's Press
Serie: -
Udgivet: 2015
Antal sider: 223

Nadja bliver gravid som 17årig og føder sin første søn som 18årig. Forholdet til faren varer kun kortvarigt, hvorefter Nadja bliver alene med sønnen Sebastian. Hverdagen er svær at få til at hænge sammen for den unge mor, der kæmper hårdt med studierne og en stigende træthed, der til sidst tvinger hende fra skolebænken. Det viser sig, at Nadja lider af en sjælden type uhelbredelig leukæmi, der truer med at tage livet fra hende.
Lykkeligvis responderer Nadja meget godt på den nye type kemoterapi, og hun kan langsomt vende tilbage til livet igen. En af drømmene er om hel familie, og det kommer inden for rækkevidde, da hun møder sit livs kærlighed, der trods dystre udsigter holder fast i sin kærlighed til Nadja. De to har et inderligt ønske om at udvide familien, hvilket sker, da Nadja føder Elias, der desværre dør som spæd og bliver deres lille engel i himlen. Allerede et år efter føder Nadja deres anden fælles søn, Sakarias, der i dag er en sund og rask dreng på tre år. Virkeligheden er dog fortsat et liv med kræft for den lille familie, der kæmper benhårdt mod sygdommen hver dag, men finder stor styrke i deres kærlighed til hinanden og til livet.

Jeg må hermed gå til bekendelse og indrømme, at jeg er en af dem der i en del årrække fra dokumentar seriens start, troligt fulgte med i De Unge Mødre, dengang det var på Kanal 4. Jeg nød at følge med i de unge mødres tilværelse, som ja, unge mødre ift. de op- og nedture de lukkede os ind i - deriblandt Nadjas tilværelse som værende ung mor - og med livet som kræftpatient, i form af leukæmi.

Dog har jeg haft bogen stående på reolen i årevis, uden reelt set at få den læst før nu. Trods det at jeg længe har tænkt at få det gjort. Men nøj, for en historie der ligger i Nadjas liv og tilværelse. Ja, jeg husker ganske vist hvad der blev vist i programmet De Unge Mødre, men det er en oplevelse i sig selv at læse Nadjas fortælling med hendes egne ord.

Hun tager en med fra starten af hendes liv, hendes tanker og følelser fra barnsben og videre op gennem teenage årene og ind i voksenlivet. At blive ung mor til hendes skønne dreng, Sebastian og forholdet til hans far. At finde sig til rette i rollen som mor, mens drømmene stadig gerne skal have en chance for at udleves. Det var svært ikke at smile af det gå-på-mod Nadja har til at give sig i kast med sine drømme.
At lære Nadja at kende som andet end 'hende fra De Unge Mødre' - men mere som en sej og viljestærk kvinde, med mod på livet.

Men damn! Så samtidig at få kastet en leukæmi/kræft diagnose ned over sig, efter alverdens sygdom der har tæret på kræfterne, er ingen joke. Det var skisme hård læsning at følge de tanker, følelser og kampe Nadjas liv efterfølgende har bestået i. Sorgen over at få nyheden og det at hun trods sygdommens alvor, formår at finde en livsglæde, der formår at holde hende oppe.
Samtidig at genfinde kærligheden, kampen for at udvide familien og at navigere i alverdens behandlinger, kontroller og ture på sygehuse.

Det er tankevækkende læsning, såvel som inspirende og livsgivende læsning.
Det var på enhver måde en fornøjelse at læse med og få Nadjas historie, fortalt af hende selv. At komme ind på livet af livet som mor, samtidig med kampen mod leukæmi og stadig formå at turde drømme. Turde ville livet, tage kampene og finde vejen frem - trods alverdens modstand.

Om man så kender Nadja fra De Unge Mødre eller ej, så er dette klart en læsning værd.
En skøn læsning om en sej, stærk og inspirerende kvinde, med noget på hjerte. Trods det at en nyhed om sønnen Sebastian tilbage i 2022 skær en del i hjertet ift. hvad læsningen har vist de har været igennem sammen.

XOXO - Rina.