'Blod, sne og sod' af Gry Kappel Jensen // Eventyrsagaerne #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Blod, sne og sod

Forfatter: Gry Kappel Jensen

Serie: Eventyrsagaerne #2

Forlag: Turbine

Udgivet: 2025

Antal sider: 370

På paladset i Kejserens Stad lever prinsesse Mai et liv i overdådig luksus og trøstesløs ensomhed. Hun kæmper en desperat kamp for at forandre sit ydre og tæmme sit indre, så hun kan leve op til sin families forventninger, men kejserens nye hustru har alligevel forvist hende til en afsidesliggende del af slottet, hvor hun er omgivet af umælende tjenestefolk dagen lang. Lige indtil en mystisk page dukker op foran døren til hendes kammer. Pagen virker ligeglad med, at Mai ikke ser ud, som en rigtig prinsesse bør gøre, og han taler til hende, som om han er hendes ven og ikke hendes tjener. Samtidig begynder sladderen at gå ved hoffet. Passer det, at kejserens datter kan læse folks skæbne i en tekop? Og hvad betyder de mørke og dystre ting, hun forudsiger?

Inden længe vender voldsomme begivenheder op og ned på Mais liv, og sammen med den mystiske page er hun tvunget til at flygte fra paladset og skjule sig dybt inde i den mørke skov, hvis hun vil redde sit liv.

Jeg skal ikke være bleg for at indrømme jeg har en forkærlighed for genfortællinger af eventyr, så jeg vidste uden tvivl at jeg ville kaste mig over denne skønne, selvstændige fortsættelse til sin forgænger. Denne gang med eventyret om Snehvide, der formår at hive mig med ind i forfatterens skønne måde at kaste nyt lys over det klassiske eventyr.

Hele vejen igennem bliver jeg revet med af en fascinerende handling, der tager en med ind i Kejserens palæ og ind i en helt anden kultur end jeg er vant til. Jeg blev især revet med af den forskel vi møder mellem rig og fattig, i takt med vi følger prinsessens møde mellem de to skel i det land hun befinder sig i.

Jeg blev især grebet af Mai, der er mere en bare en prinsesse, men en der har en særlig evne - en evne der ikke nødvendigvis er så velset blandt de andre ved hoffet.

Jeg elskede at blive revet med af spændingen, ift. Mai der ender på lidt af et sidespor, hvor hun går igennem så mange grusomme ting, det halve kunne være nok. 

Men holy moly, hvor elskede jeg hendes personlighed, hendes udvikling undervejs og det at gå fra at have en hvis måde at se tingene på, til at blive udfordret i de pågældende idealer hendes verden er styret af. Især hele spektret med at acceptere sig selv på en ny måde end før, idet hun møder pagen Johannes, der sætter hele hendes verden på hoved.

Foruden det at dette er en selvstændig fortsættelse i serien, nød jeg at vi formår at møde Nebula og de andre karakterer vi mødte i første bog, så man fornemmer forbindelsen mellem de to bøger, uden de nødvendigvis hænger 100 % sammen. Især ift. Mai der får en fornemmelse for livet uden for sine vante rammer og mødet med andre mennesker, der er i samme situation som hende mht. særlige evner.

Men selvom dette endnu en gang er forfatterens egen fortolkning på det klassiske eventyr, elsker jeg den måde hun har formår at få trækkene fra eventyret som man kender det, flettet ind på sin helt egen måde.

Elsker forfatterens måde at skrive på, med et sprog der er både flydende, lettilgængelig og et univers der er velkreeret i sin væremåde og karakterer der står klart frem for en hver især.

Og kan vi lige snakke om den ufatteligt smukke og velkreerede forside, med dertilhørende sprayed edges, der har det flotteste motiv. Ej, men jeg dåner jo nærmest over den, så smuk bogens ydre er og den måde det komplimenterer selve fortællingen som en helhed.

'Blod, sne og sod' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Menneskeheden' af Elisabeth Hjartdal // Efter krigen om solen #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Menneskeheden

Forfatter: Elisabeth Hjartdal

Serie: Efter krigen om solen #2

Forlag: Hi Reader
Udgivet: 2024

Antal sider: 457

De skød ham for øjnene af mig.

Bagefter tog de mig med til Menneskeheden. Den sidste menneskeby på Jorden. De siger, at de reddede mig. At jeg er sikker her. Men passer det? Eller er de også bare ude efter mit blod? Før ville jeg være flygtet. Det vil en del af mig stadigvæk. Men en kulde har taget rod i mig. Bremser min oprørske frihedstrang. Jeg er alene. Det har ikke været et problem tidligere. Ikke før jeg stak af fra Heliopolis med min første og eneste ven. Men nu? Nu har jeg ingenting.

Så måske skal jeg blive …

Holy moly, for en skøn, medrivende og velskrevet fortsættelse.

Hvis jeg ikke i forvejen elskede at følge Sofie i første bog, så blev jeg det i hvert fald i den her, for wow! Bare WOW!

Allerede fra starten af bliver man revet med af Sofies fortsatte rejse. For én ting var at komme væk fra Englecentret, mens en anden ting var at blive taget med til et nyt, spændende og intimiderende sted. Jeg kunne ikke andet end blive fascineret af det nye sted, i selskab med Sofie der skulle lære så meget nyt at kende og adskillige nye personer - især ift. de kræfter hun skal lære at kende. For nøj, hvor blev man revet med på et hæsblæsende eventyr.

Hele vejen igennem forsøger man i Sofies selskab at finde hoved og hale i hvad Menneskeheden er for et sted, mens man forsøger at finde ud af hvad end det er der foregår. Man møder nye, interessante og skønne karakterer, der på deres egen måde har deres ting at kæmpe med - ud over Sofie og hendes handlinger, der har en effekt på dem og deres liv, ift. hvor hun selv kommer fra. 

Især mødet med en hvis person hverken Sofie eller jeg havde regnet med at møde, gjorde alt dét mere interessant. 

Især når man fornemmer at der er større ting på spil end blot hende selv. Fortællingen får en større kompleksitet end hvor forgængeren slap, mens man får en fornemmelse af der er noget underliggende gemt hos Menneskeheden, der ønsker at gøre op med Tilflytterne - hvori Sofie ender med at blive en brik i et spil, hun end ikke helt ved hvordan udspiller sig.

Elsker den måde forfatteren formår at skildre Sofies tanker og følelser undervejs.

Det at Sofie oplever op- og nedture undervejs som et menneske, gør alt det mere sårbart og stærkt på samme tid. Sofie er uden tvivl en stærk, ung kvinde fyldt med fejl, mangler og en styrke der trækker hende fremmad på en medrivende måde, og er en karakter fyldt med modsatrettede følelser og tanker, der blot prøver at agere i en verden med folk, der ønsker at kunne styre hende til deres fordel.

Og kan vi lige snakke om de overraskelser og plottwists undervejs?

Jeg formåede at få gåsehud undervejs og sidde med hjertet helt oppe i halsen et par gange, såvel som tårer i øjnene. Adskillige gange måtte jeg stoppe op og trække vejret, førend jeg fortsatte, da der skete vilde ting jeg end ikke tør tænke på.

'Menneskeheden' får alt i alt 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina

'Vestenvinden' af Alexandria Warwick // De Fire Vinde #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar, venligst tilsendt fra forlaget.

Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Vestenvinden

Forfatter: Alexandria Warwick

Serie: De Fire Vinde #2

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2025

Antal sider: 560

En mørk genfortælling af den uforgængelige historie om forbudt kærlighed, inspireret af den græske myte om Hero og Leander og den skotske ballade Tam Lin. Brielle fra Thornbrook har viet sit liv til klosteret. Om dagen smeder hun jern, og om aftenen fordyber hun sig i Teksten som led i forberedelsen til at blive akolyt. I sine enogtyve år har hun aldrig rørt en mand. Og vil aldrig gøre det. Men da hun finder en såret fremmed i skoven, kan Brielle ikke modstå trangen til at hjælpe ham. Mødet fører hende til Underverdenen, hvor luften emmer af forrådnelse, og elverfolket danser og hvisker. Her går det op for hende, at manden, hunhjalp, faktisk er en gud: Zephyrus, Vestenvinden, Forårsbebuderen. Der er ikke mange, Brielle kan stole på i det underjordiske rige, og mindst af alle Zephyrus. Han er farligt charmerende, og aldrig har en mand i den grad besnæret hende. Nu begynder Brielles farefulde færd gennem Underverdenens uhyggelige floder og huler, men her kommer hendes tro i strid med hendes hjerte – og ikke blot hendes fremtid er på spil … også hendes liv. Vestenvinden er andet bind i serien De fire vinde, som hver især henter inspiration fra græsk mytologi og kan læses uafhængigt af hinanden.

Ughf, for lidt af en mørk og uforglemmelig fortælling.

En fortælling jeg ikke kunne andet end blive ret så fascineret af hele vejen igennem. For hvem kan stå for en gud, forbudt kærlighed og dilemmaet om man skal følge sin tro eller sit hjerte.

Allerede fra starten blev jeg nysgerrig på Brielle, der har viet sit liv til klostret. Et liv i cølibat, kun Gud er ens livsledsager og et mål om at blive akolyt. Men hvad gør man ikke lige, når en gud viser sig for en og føre en ned ad en vej man ikke lige havde regnet med? En vej, Brielle virkelig gør sit for ikke at lade sig forføre af, men som hun alligevel ikke kan slippe.

Jeg lod mig let rive med af det eventyr Brielle kommer på undervejs, med både tid i klostret og i det underjordiske rige. Foruden hele aspektet med klostret, hvorfor de forskellige piger er havnet netop der og i det liv fascinerede mig. Dog får man kun Brielle og en andens historie om hvorfor de er ved Klostret, men ughf! De ikke ligefrem de bedste venner, hvilket er en relation der, foruden Brielle og Vestenvinden, holdt mig fanget.

Jeg nød især at blive revet med af Brielles tanker, følelser og mødet med Zepherys, der sætter alt overstyr for hende. En relation der udvikler sig til mere end hvad Brielle til en start ønsker, men som så vækker noget uventet i hende. Selvom intet et rosenrødt ift. de to, blev jeg revet med. Heppede på hvad end der skete mellem dem.

Foruden  er heldigvis plads til både de rolige og de actionfyldte øjeblikke - især i det underjordiske rige, sker der ting og sager, som gjorde jeg lidt sad med hjertet oppe i halsen på Brielles vegne. Her kunne man godt mærke forfatteren havde gjort en del ud af de oplevelser Brielle fik, de farer hun mødte undervejs og hvad hele oplevelsen gjorde ved hende.

At hun vakler en anelse i sig selv og sin tro undervejs, gav et helt nyt perspektiv på netop det at finde sig selv og sin identitet. Specielt ift. relationen der udvikles Brielle og Zepherys a la Vestenvinden. Hvilket giver kvaler med dem fra klostret der konsekvent minder hende om hendes forpligtelser til faderen, sin tro og livet i klostret. Men er det virkelig det rigtige for hende? Hvis ikke det er troen, hvad er det så?

'Vestenvinden' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Blodmånehuset' af Maria Gessner Roland // Thalliyalora #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar, tilsendt fra forlaget.

Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Blodmånehuset

Forfatter: Maria Gessner Roland

Serie: Thalliyalora #3

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2025

Antal sider: 372

”Dét får du ikke lov til. Du får ikke lov til at være ked af det!”

For at maskere deres egen sorg begiver Thalli og Aymitt sig ud i Khaligo på jagt efter hævn. De drager mod hjertet af Nordlandet, Paxira – larckziernes storby og hjemsted for Lekhima Tanhali. Men Paxira er et farligere sted end nogensinde før: Kræfternes kamp står for døren, det vrimler med larckzier overalt, og Thalli og Aymitt er eftersøgte for forræderi mod styret. Men det er ikke det eneste, der venter dem i Paxira. En hemmelig organisation gemmer sig lige under næsen af Lekhima Tanhali. En organisation fyldt med uventede allierede, der alle arbejder sammen for et større formål – et formål, Thalli allerede har stiftet bekendtskab med. Men i Paxira vil gamle bekendte mødes på ny, og tillid må spire frem, hvor man troede, den aldrig igen ville opstå – for kampen om Khaligo er kun lige begyndt.

Blodmånehuset er tredje bind i tetralogien Thalliyalora.

Holy moly, for noget af en fortsættelse af en bog!

En bog jeg uden tvivl var spændt på at læse efter det der skete i den forgangne. Men hey? Jeg blev på ingen måde skuffet og jeg nød at være tilbage hos karaktererne og universet.

Allerede fra starten af blev man revet ind i handlingen, der starter der hvor 2'eren sluttede. Der er gang i den fra start til slut, mens jeg helt klart blev revet med af Thalli og co., der er ude på hævn og det kan helt klart mærkes i deres handlinger og måde at agere på.

Specielt det at de trodser klare ordrer og drager ud på deres egen mission. En mission der ikke nødvendigvis er så ligetil som man kunne håbe for deres vedkommende.

Vejen hen til Blodmånehuset var lidt af en tur, ift. det at finde Lekhina Tanhali og de overraskelser de møder undervejs, er utroligt medrivende, så jeg næsten sad med hjertet oppe i halsen.

Til trods for de ikke altid ved hvad der venter dem, blev jeg revet med af Thalliyalora og hendes måde at håndtere situationerne på. Såvel som det at hun udvikler sig og sine evner, der klart er større end hun lige ved af.

Det er en bog fyldt med hemmeligheder, overraskelser, venskab og magi - såvel som allierede fra en uventet kant. Blot det at man møder nye karakterer undervejs, som giver et indblik i en del af universet vi endnu ikke har oplevet, men som forfatteren på fineste lader sig udvide på bedst mulige måde.

Især det at forfatteren lader en hvis race træde mere frem på en måde, så man kommer mere under huden på larckzierne - især ift. hvad det har af betydning for Thalliyalora og hendes ophav.

Skrivestilen er lige til, lettilgængelig og skrevet på en måde, så man ikke er i tvivl om hvor man er eller hvem man er sammen med. Karaktererne træder klart frem for en, så man fornemmer deres følelser, tanker og handlinger.

Jeg elsker magien, overraskelserne og de uventede plottwists der dukker op, så man ikke kan andet end blive revet med.

'Blodmånehuset' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Nordenvinden' af Alexandria Warwick // De Fire Vinde #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar, tilsendt fra forlaget. Tusind tak, for bogen.

Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Nordenvinden

Forfatter: Alexandria Warwick

Serie: De Fire Vinde #1

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2025

Antal sider: 524

Med inspiration fra Skønheden og Udyret og myten om Hades og Persefone er dette en stemningsmættet og fortryllende fantasyromance.

Wren fra Edgewood kender sit til lidelse. Efter forældrenes død er det Wrens ansvar at sikre, at hun og hendes søster overlever den barske og endeløse vinter, men hvis man skal tro sagnene, er deres hjem måske ikke sikkert meget længere. I tre hundrede år har landet omkring Edgewood været indhyllet i is, mens Skyggen, den magiske barriere, der beskytterbyens borgere mod Dødelandene udenfor, svækkes. Kun én ting kan forhindre Skyggens fald: blodet fra en dødelig kvindebundet i ægteskab til Nordenvinden, den farlige og udødelige guddom, der hersker over Dødelandene, og hvis hjerte siges at være lige så koldt som hans rige. Og tiden er inde til at vælge hans brud.

Da Nordenvinden udser sig Wrens søster, vil Wren gøre alt for at redde hende – selvom det betyder, at hun må ofre sig selv. Dødelig eller ej, Wren giver sig ikke uden kamp …

Hvad end det er med bøger, der er i et eller andet omfang er inspireret fra forskellige fortællinger, så er jeg uden tvivl en sucker for det - hvilket ikke er nogen undtagelse med den her skønhed af en bog, der er inspireret af en blanding mellem 'Skønheden og udyret' og 'Hades og Persefone'.

Allerede fra starten af blev jeg revet med af hovedpersonen Wren, der er en karakter for sig selv. Hun er en ung kvinde med ben i næsen, viljestærk og gør hvad end hun kan for at passe på dem hun holder af - selvom det kræver sin kvinde at blive set, da hun ikke nødvendigvis er den der får tingene foræret. Så jeg blev uden tvivl revet med af hendes beslutning om at tage sin søsters plads, da Nordenvinden udvælger en kvinde.

Derfra var det kun et spørgsmål om tid førend man kommer ind under huden på Nordenvinden Boreas, hvem han er og de gudelige kræfter han ligger inde med. 

Selvom mødet mellem Wren og Nordenvinden ikke ligefrem var lutter lagkage, blev jeg revet med af deres relation undervejs. En relation der udvikler sig til mere end hvad man lige regner med - selv med små forstyrrelser fra andre karakterer man møder.

Jeg kan endda ikke andet end elske Wrens udvikling, i og med at hun finde sin indre styrke til at finde sig selv på en helt ny måde end hende vi mødte til en start.

Foruden det at jeg nød at blive revet ind i et skønt, velbeskrevet og levende univers med guder, overnaturlige kræfter og det at forfatteren får det hele til at stå klart frem for en. Der var endda flere gange hvor jeg blev overrasket undervejs.

Især ift. det med Nordenvinden og hans kræfter. Forfatteren formår virkelig at gøre en ære ud af at alt har sin pris - selv for dem med hvad der virker som evigt liv. Der er gjort noget ud af baggrunden for hvor og hvem de forskellige karakterer er og hvad der er på spil for dem.

Forfatteren har en skøn, levende og fængslende skrivestil, en velopbygget univers og karakterer, man higer efter at vide mere om. Jeg blev uden tvivl revet med hele vejen igennem, og måtte konstant have mere og vide mere.

'Nordenvinden' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

September Wrap Up // 2025 // Rina's bogblog

Hey skønne læsere.

Endnu en gang er måneden fløjet afsted, førend jeg kunne nå at se mig om. Men sikke en måned, der foruden et par gode bøger, lige så vel har budt på Fantasyfestivalen - hvilket for mig er årets begivenhed.

Var sågar en tur i Givskud Zoo i den første weekend i september. En hyggelig tur, hvor vi fik set et de forskellige dyr. Var især begejstret for at se ulvene, da jeg nok liiiidt har en svaghed for dem - selvom jeg nok foretrækker at se dem på afstand, end møde dem på gaden.

-----------------------

I september fik jeg læst i alt 7 bøger, hvoraf det er fordelt over 1 fysisk bog, og 6 lydbøger.

• 
  Tidens slør (Mellem Verdener #2) af Dina K. Sjöblom
• Store små løgne af Liane Moriaty
• Nordvinden (De Fire Vinde #1) af Alexandria Warwick (Anmeldereksemplar)
• The 100 (The 100 #1) af Kass Morgan
• Blodmånehuset (Thalliyalora #3) af Maria Gessner Roland (Anmeldereksemplar)
• Sandstorm (Pandora #2) af Christian Engkilde
• Min egen stemme af Britney Spears

----------------------

I september måned fik jeg også lyttet lidt til podcasts på Mofibo - hvilket er en podcasts kastede der hedder 'Psykologen'.

En podcast hvor tre studerende på psykologi studiet i forskellige afsnit, snakker og fortæller om forskellige psykiatriske diagnoser og termer. En podcast der er ret interessant at lytte til, hvis den slags kunne have interesse.

Især ift. at lære forskellige diagnoser at kende og hvad de egentlig indebærer og betyder.

Har fået lyttet til et par afsnit om:

• Dissociativ Identitets forstyrrelse
• Manipulation
• Bipolar affektiv sindslidelse
• Angst
• Udbrændthed
• Münchausen syndrom
• Borderline
• Ængstelig evasiv sindslidelse

----------------------

Men hey? Ud over at få læst og lyttet til podcast, har jeg også en svaghed for at ser TV-serier - selvom jeg ligeså godt kunne læse i den tid jeg får set et par afsnit.

Har so far godt gang i både: 

• Chicago Med
• One Tree Hill
• Legacy. 
• Beverly Hills 90210', som er et gensyn med en god gammel kending, & er en serie jeg er lidt on/off med.

Er det for mange serier at have i gang på én gang? Uden tvivl. Men kan jeg nøjes med én serie ad gangen? Nej, absolut ikke. Selvom den tid jeg bruger på at se serie, ligeså godt også kunne bruges på at læse en god bog. Dog har jeg lidt en svaghed for serier, så der skal bestemt være plads til begge dele.

Det var alt jeg havde for denne gang. Tak, for at læse med!

XOXO - Rina.