Random update #3 - Tankerne

Hej kære læsere <3

Som jeg nok har nævnt i et par indlæg efterhånden, så kæmper jeg med tankerne. Specielt de negative & dem, der stort set får mig til at tvivle på mig selv. De tanker har jeg ærlig talt haft i årevis, men har kunnet holde dem i skak, i form af at jeg "bare" valgte at holde mig i baggrunden fra mit eget liv. Selvom mine nærmeste prøvede at støtte mig & få mig ud af den skal.

Men ærlig talt har jeg alligevel tænkt at jeg på nogle punkter var en tilskuer i mit eget liv, i form af hvordan andre ser mig. Som den generte & stille pige. Pigen der holder sig i baggrunden. Da jeg var lille & gik i børnehave & folkeskole, fik jeg altid fortalt at jeg skulle sige noget mere, række hånden mere op i timerne & ikke være så stille & genert. Det gav mig et selv billede af at jeg var forkert & at jeg skulle blive mere udadvendt. Som om at det var forkert at være den stille type, der ikke krævede den helt store opmærksomhed i en større flok af mennesker.

Det gav også anledning til at jeg ikke tør gøre noget, i tilfælde af hvis jeg gjorde noget forkert & jeg så ville blive rakket ned på af den grund. Kritik tager jeg til mig som en dårlig ting, selvom det kun er ment som en hjælp. Selv hjælp har jeg fået lært som en negativ ting. Som om det var en svaghed, selvom det kun er positivt at bede om hjælp til at blive bedre. Det har givet mig en angst for at gøre noget forkert & jeg skal helst have alverdens anerkendelse for, & en forsikring om, at det er okay, før jeg gør noget.

Selv der er det svært at gøre det, for hvad nu hvis det de siger bare var noget de sagde, uden at de mente det? Hvad nu hvis det jeg gør alligevel er helt forkert? Hvad nu hvis jeg ender med at blive set ned på, på baggrund af det jeg gjorde? Jeg kunne blive ved med at finde på flere "Hvad nu hvis...", men jeg tror i forstår hvor jeg vil hen med det. Det er tvivlen der snakker. Mobningen gjorde det selvfølgelig ikke bedre, men selv 8 år efter at jeg er gået ud af folkeskolen, sidder det i kroppen. Får stadig tankerne om hvad andre tænker om mig, når jeg ikke er der. Også det om jeg nu er god nok. Om jeg er vigtig eller ej for andre, selvom den jeg burde bekymrer mig om mest, er mig selv & mine egne tanker om mig selv.

Jeg har efterhånden indset at jeg af natur godt kan lide mig eget selskab & lader op alene, når jeg er hjemme ved mig selv. Jeg er ikke genert, men introvert & indadvendt. Det er en del af mig. Selvom jeg stadig kan mærke at jeg ser det som lidt af en svaghed, fordi jeg ikke er som de andre & ikke så let falder ind i mængden.

Men alligevel frygter jeg alt det andre tænker. Tænker om mig. Frygter at det er dårlige ting. Det gør det ikke bedre at ferien slutter meget snart & at jeg her om få dage skal tilbage til praktikken. Der er 4 måneder tilbage & jeg vil så gerne brænde igennem & vise at jeg kan & vil det her. Men alligevel tænker jeg: Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det, selvom jeg prøver at overbevise mig selv om det modsatte? Det er til at få spat af & en lille del af min hjerne griner af mig, fordi den er træt af at tankerne ikke er til at slippe af med, lidt ligesom den gif jeg har sat ind med Tori Spelling aka Donna Martin. Det hele sidder i kroppen & alt vreden er dælme ikke så let at slippe af med.

Men tror det var det for den her gang, kære læsere.
XOXO - Rina