Sider

torsdag den 27. april 2017

Book Buying TAG

Hey kære læsere <3

I dette indlæg vil jeg for første gang i min blogs historie, lave et TAG, og det er endda et bog tag. Jeg fik øje på den inde på Pipalukbooks blog og tænkte "Hey, jeg har da aldrig lavet et TAG på min blog og den her ser da ret sjov ud, så den vil jeg da være med på." - også selvom jeg ikke er tagget, men det skal da ikke forhindre mig i at være med. Så lad os da hellere komme igang.

Hvor køber du dine bøger?
Jeg køber altid mine bøger i bog butikker og andre butikker, hvor man fysisk kan købe bøger. Mest af alt fordi jeg godt kan li' at se bøgerne foran mig, og kunne holde dem i mine hænder, før jeg køber dem. Det kan ske at jeg ender med impuls køb i ny og næ, men for det meste er det bøger der i forvejen er på min ønskeliste - mental liste eller fysisk liste. Dog er det kun nogle få bøger jeg køber af gangen og det er ikke så vildt tit jeg gør det.

Forudbestiller du nogensinde bøger, og hvis du gør, gør du det så i en butik eller online?
Det er meget sjældent at jeg forudbestiller en bog. Rettere sagt, så har jeg faktisk aldrig gjort det, da jeg har det med at vente til at de er udkommet og er landet i de fysiske butikker. Den eneste gang jeg på nogen måde har bestilt en bog, som for længst var udkommet, var i en fysisk bogbutik. Det er mest af alt fordi jeg gerne vil have en chance for at kunne se den i fysisk form, før jeg kan beslutte mig for om jeg vil have den på min hylde, eller ej.

Hvor mange bøger køber du i gennemsnit om måneden?
For mig er gennemsmittet nok mest af alt 0-1 bog om måneden, alt efter hvor mange bøger jeg i alt køber om året. Det er ikke ret mange, da jeg så vidt muligt prøver at få læst de bøger jeg har på hylden.

Benytter du dit lokale bibliotek?
Ja, det gør jeg i den grad. Elsker at tage en tur derop, for at snuse rundt og få fornemmelsen af alle de skønne bøger de har stående. Samtidig elsker jeg atmosfæren der er på et bibliotek, og det at det er gratis at låne bøgerne. Det er svært at forklare den følelse jeg får, når jeg går rundt og jeg går på opdagelse rundt blandt hylderne, hvor der er så mange forskellige verdener der bare venter på at blive læst.

Hvis ja, hvor mange bøger kan du låne/låner du ad gangen?
For det meste låner jeg kun 1 bog ad gangen, max 2, da jeg ikke har lyst til at stresse mig selv ift. at få dem læst i løbet af en måned - selvom der er mulighed for at forlænge låne fristen. For mig skal det være hyggeligt at læse, og ikke være en pinefuld affære at jeg ender i stress tanker om at "åh nej, jeg fik ikke læst dem alle", inden de skulle afleveres. Sidst jeg var deroppe, lånte jeg hele 3 bøger, som jeg stadig har liggende.

Hvad er din mening om biblioteksbøger?
Biblioteksbøger er skønne. Det giver alle muligheden for at låne dem, uden nødvendigvis at skulle betale for dem og alle har muligheden for at få en rigtig god læseoplevelse. Samtidig er det dejligt ikke at være tvunget til at skulle købe en bog, for at finde ud af om man kan li' den eller ej.

Hvad synes du om brugte bøger?
Elsker brugte bøger mindst lige så meget som nye bøger. De har deres helt egen form for charme, og de har samtidig været ude på en vandring, før de landede på min hylde og dem har jeg da en god del af :)

Står dine ulæste og dine læste bøger sammen/på den samme reol eller ej?
De læste og ulæste står alle blandet sammen på den samme hylde, ind imellem hinanden. Så længe jeg ved hvilke bøger der er læst og hvilke der ikke er læst.

Planlægger du at læse alle de bøger, du ejer?
Ja, det gør jeg da, men det kommer formentlig til at tage en del tid, da der er en god del bøger som jeg endnu ikke har læst - og jeg har en mani med at der altid kommer en god del bøger, før jeg når at komme i bund med den ulæste stak. Selv når jeg ikke køber ret mange bøger i forvejen :)

Hvad gør du med de bøger du ejer, men som du ikke føler, du nogensinde vil få læst/som du ikke kunne lide? Og har du nogensinde doneret bøger?
Jeg donerer sjældent bøger væk, men hvis jeg gør, så gør jeg det til en af de lokale genbrug i byen. Mest af alt afleverer jeg dem hos den lokale Bogcentral, hvor jeg får et hvis sum penge for dem og derved ender med at købe nogle nye bøger eller får et tilgodebevis. Derved er der andre der kan få fornøjelsen af dem jeg ville af med og jeg får en stak 'nye' bøger med hjem, som andre afleverede - det er netop et af de steder, hvor jeg får fat i brugte bøger, samt hvis jeg finder en bog på genbrug :)

Sidst, men ikke mindst, må i med glæde lige tjekke min seneste video ud lige nedenfor :)


Det var alt for mig idag, efter et dejligt langt indlæg :) Hvis i er med så langt, så kommenter et '<3' i kommentarfeltet og så håber jeg i har det godt og passer på jer selv, og hinanden, indtil næste gang.

XOXO - Rina <3

søndag den 16. april 2017

Den sorte paraply - Lene Dybdahl // Boganmeldelse

Hey kære læsere <3

Der er gået en hel uge siden sidst og denne gang kommer jeg til jer med endnu en boganmeldelse. Denne gang med en bog fra en dansk forfatter. Nemlig "Den sorte paraply" af Lene Dybdahl. Det er første gang jeg læser en bog af Lene Dybdahl, og havde egentlig ikke de helt store forventninger, da jeg ikke har læst nogle af hendes bøger før - så jeg håbede på at det ville blive en god første gangs oplevelse. Jeg blev ikke skuffet.

Titel: Den sorte paraply
Forfatter: Lene Dybdahl
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2014
Antal sider: 444

England 1666. Adelsønnen Robert Swift tilbringer sommeren på landet i selskab med sin far, som han hader af et ondt hjerte. En nat da Robert ligger og sover, buldrer en hestevogn ned ad markvejen. Det første varsel om at hans trygge tilværelse snart er forbi. På kuskesædet sidder en sortklædt mand med et morderisk udtryk i det ulveagtige ansigt. Sværdet ved hans side klaprer ildevarslende i takt med vognens rystelser. Hvilke dystre hemmeligheder bærer denne sortklædte under kappen? Når tiden er inde, kender Robert da forskel på godt og ondt i en verden af løgn og forræderi?

En yderst velskrevet roman. Hele historien er gennemført, og virkelig inddragende i den forstand at Lene Dybdahl formår at beskrive London i 1600 tallet, med tilhørende historie og stemningen der ulmede under overfladen i datidens London. Samtidig er 1600 tallet tiden hvor pesten er i udbrud, og tiden hvor den katolske tro ikke længere er en del af England.

Jeg elsker at der er inddraget historie hele vejen igennem og jeg samtidig lærer noget om datidens London. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med historien og det at jeg samtidig lærer en del af historien igennem en fortælling, der i den grad inddrager virkelig ting sammen med fiktion og fantasi. Samtidig bliver man revet med at stemningen og man føler med karaktererne.

Man bliver helt klart taget med på en spændende tidsrejse mellem datidens London og nutidens London - der for mig giver den dejlige fornemmelse af fantasy, som jeg holder så meget af. Man kommer på en rejse sammen med Robert, der kæmper for sin egen overlevelse, både i sin egen tid og i den grad også i en nyere tid, som han ender i ved hjælp af en magisk paraply, og samtidig kæmper med et hukommelsestab efter "den store brand" og han lander i vores tid.

Robert var ret meget ude på noget af en rutsjebane tur med alt det han gik igennem. At se sin far blive myrdet (selvom han hader ham), og derved at have mistet alt og blive kidnappet og tvunget til at udføre, men stadig bibeholder sin omsorgsfulde facon. Man kan ikke andet end at holde af ham undervejs.

Min yndlingskarakter igennem hele bogen er helt klart Jenny, der er en omsorgsfuld ældre dame, der uden at kende Robert, tager ham med hjem og hjælper ham. Også selvom hun bliver udsat for så mange frygtelige ting, for at hjælpe en forvirret ung mand, der efter han er kommet til vores tid, ikke kan huske noget som helst om hvem han er.

Rawls - for filan hvor kan man ikke andet end at hade ham og man ved straks at han er den onde og ved at han ikke har andet end onde hensigter. Han har sine skumle bagtanker, der skal hjælpe ham til at få et bedre ståsted i den sociale hieraki - dog uden held. Jeg har ærlig talt kun et meget strengt forhold til ham, idet at han ikke tænker på andet end sine egne behov om at rangere højere på den sociale rangstige end hvad han gør i forvejen og han slår ingen midler for at nå det mål - hvem der så end må lade livet for det. Argh, altså.

Banden af udlændinge, der bliver beskrevet, er så virkelighedstro at jeg ligefrem meget klart kan forestille mig hvordan de ser ud og ligefrem har en klar fornemmelse af deres accent - hvilket kun gør det en bedre læseoplevelse.

Elsker den måde historien bliver en del af fiktionen, fantasien og magien er en vigtig del - og det er det jeg elsker ved fortællingen. Elsker, elsker, elsker magi og fantasi blandet sammen med en del af historien. Er det mærkeligt både at kunne lide fantasy og historie på samme tid? Det håber jeg ikke, for det gør jeg. Samtidig er forsiden mørk og dragende, og passer til den uhyggelige spænding i bogen.

Lene Dybdahl - du har fortjent en god omgang ros :) Jeg vil helt klart gerne læse flere bøger fra din side af.

XOXO - Rina <3

lørdag den 8. april 2017

Paper Towns // Boganmeldelse

Hey kære læsere <3

Midt i ræset omkring Camp NaNoWriMo fik jeg så sandelig tid til at få læst en bog færdig, som jeg har haft med i min taske i 2 måneders tid. Så i dag få i simpelthen min anmeldelse af "Paper Towns" af John Green.

Titel: Paper Towns
Forfatter: John Green
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 335

Quentin Jacobsen har lige siden barndommen elsket den gådefulde Margo Roth Spiegelman. Så da hun en nat åbner hans vindue og kravler ind i hans liv - med planer om en storslået hævnaktion -følger han med. Men da deres eskapadenat slutter, og en ny dag begynder, er Margo forsvundet. Q opdager dog hurtigt, at hun har efterladt sig spor. Til ham. Q og hans venner begiver sig ud for at finde Margo. Men jo tættere Q kommer på hende, jo mindre ser han den pige, han troede, han kendte.

John Green har for mig, formået at skrive en velskrevet bog med en god omgang research, i forhold til spøgelsesbyerne - eller 'papir byerne' som de bliver kaldt og alle de andre ting der bliver researchet i bogen.

Karaktererne er for mig velskrevet i og med at de alle er forskellige, og karakteriseret i den grad til hvordan High School unger bliver portrætteret i forskellige serie og bøger - med de forskellige hierarkier, med de populære og de knap så populære og alt derimellem.

Der er dog lige den ting med at Quenting for mig måske er lige lovlig for optaget af Margo, og nærmest i sin egen forestilling om hende, har sat hende op på en piedestal - og der for ham ikke rigtig er andre måder at se hende på, og det at han villigt går med hende ud på eventyr den nat før hun forsvinder.

Det er først da hun forsvinder efter den nat, og han sammen med sine venner gennemgår alle de spor hun har efterladt, ligesom alle de andre gange hun er stukket af hjemmefra, at Q undervejs ser at Margo ikke helt er som han først havde antaget. Gruppen af venner har alle hver deres syn på hende, så hvem kender hende egentlig?

Og behøvede forfatteren egentlig hele tiden og igen, at nævne hele navnet a la Margo Roth Spiegelman? Fair nok at Quentin i sig selv er forelsket i Margo, men for pokker - hele navnet behøver ikke at blive nævnt så meget. Det ville for mig have været fint kun at nævne fornavnet, når der kun var en Margo. Med mindre der i den pågældende sammenhæng også blev nævnt en anden Margo, med et andet efternavn. No hate, i'm just saying.

Undervejs i hans søgen efter at finde hende, den pige han elsker, opdager han nye sider af hende, som han ikke troede muligt og det at ingen af dem rigtigt kendte Margo. Hun har kun efterladt sig små, mystiske spor, som ikke helt giver mening, eller nærmere flyver i alle mulige forskellige retninger. Det gør det for mig ret spændende, samtidig med at han undervejs tror det værste. Man bliver hip på at læse videre for at se hvor alle sporene fører hen, og om gruppen overhovedet formår at finde hende.

Jeg kan alt i alt godt li' bogen som helhed, i og med at det har været dejligt afslappende at læse en god ungdomsbog, der i sig selv kan være spændende.

Det var egentlig det jeg havde for denne gang.
XOXO - Rina <3

lørdag den 1. april 2017

Camp NaNoWriMo - april 2017

Hey kære læsere <3

Huskere i mine indlæg fra november 2016? Hvis ja - fedt :) Hvis ikke, så må jeg lige hurtigt sige at jeg i november måned 2016 deltog i NaNoWriMo = National Novel Writing Month, hvor jeg kastede mig ud i at skrive en roman, a la 50.000 ord. For at sige det mildt, så lykkedes det mig at nå målet at skrive alle 50.000 ord - til trods for at det var første gang at jeg kastede mig ud i sådan en omgang.

Denne gang handler det om Camp NaNoWriMo, som er en mindre udgave a NaNoWriMo der bliver afholdt i april & juli. Jeg deltager i hele april & det starter i dag - d. 1. april. I Camp NaNo kan man selv sætte sit eget mål med hvor mange ord, linjer, sider, timer eller minutter man vil kaste sig ud i - hvilket jeg syns er rigtig fedt.

Som en god start har jeg valgt, at sætte målet at jeg vil nå at få skrevet 15.000 ord i løbet af april. Det er ca. 500 ord hver dag. Målet er lige til at kunne nå i løbet af 30 dage. Hvis jeg når mere, kan det kun være en god ting.

Jeg håber der er flere af jer derude der har lysten til at deltage & kaste jer ud i denne udfordring. For mig er det perfekt, da det holder mig ved ilden i at der skal skrives hver eneste dag & samtidig er der et mål jeg skal nå - derved at der er en deadline i sidste ende.

Derudover må i med glæde lige tage turen forbi min YouTube kannal, min Facebook side, Twitter & ikke mindst min Instagram profil.

XOXO - Rina <3