Sider

tirsdag den 6. november 2018

Soulfinders Sky - Benedicts #1 af Joss Stirling // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Så kunne jeg få taget mig sammen til at få læst denne skønne bog færdig. Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor det skulle tage mig så længe, men her kommer mine tanker om bogen.

Titel: Soulfinders Sky
Forfatter: Joss Stirling
Serie: Benedicts #1
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2012
Antal sider: 328

Da Engelske Sky Bright starter på high school i USA, opdager hun hurtigt, at der er noget mystisk over de fanden-i-voldske og vildt lækre Benedict-brødre. Men da den yngste bror, Zed, pludselig taler til hende gennem telepati, bliver det for meget for Sky. Ikke alene insisterer han på, at hun, ligesom han, er en savant og i besiddelse af særlige evner – hun er også hans soulfinder, hans sjælespejl. Mødet med Zed ripper op i mørke minder om en fortid, Sky har brugt de sidste mange år på at fortrænge. Og skal hun virkelig tro på det der med, at når først soulfindere har fundet hinanden, kan kun døden skille dem ad? Noget tyder på, at det er sandt – for snart bliver Sky viklet ind i et drama, der kan koste både hende og Zed livet.

Sikke en fortælling. Må ærligt indrømme at det er skønt at læse noget der ikke har været på banen før i Fantasy genren. Ikke på samme måde som denne. Jeg har læst en god del med vampyrer, hekse, elvere og varulve, så det er helt klart en forandring at der kan komme noget nyt på banen - denne gang med Savantere.

Sky Bright er for mig en skøn hovedperson, der bliver hvirvlet ind i en verden, som hun på ingen måde kender til, og samtidig finder sin soulfinder. Kan godt li' den måde at den uskyldige nye tilflytter bliver draget af den mystiske fyr, der på alle måde virker tiltrækkende og alligevel skræmmende - til trods for at den kliche i nogle sammenhænge er lidt overbrugt.

Men lige så snart man kommer ind under huden på karaktererne, finder man ud af hvorfor den mystiske fyr Zed er så tilbageholdende og mystisk. Elsker at der bliver vist så mange sider af de forskellige karakterer man bliver introduceret for, hvor der er lagt et mysterie indover, der virkelig viser familien Benedicts særlige evner. Det kunne godt ligne en ny omgang af Twilight, idet de også har deres særlige evner, men her udvikler historien sig til sin egen.

Jeg elsker den måde at Joss Stirling har givet fortællingen de fine detaljer ift. Sky, hendes fortid og hvordan selve mysteriet bliver implementeret allerede fra starten, og den del kører hele vejen igennem, hvor Sky for alvor får gravet sin fortid frem og lærer sin identitet at kende - hun formår endda at komme op i gear og får lidt mere gennemslagskraft, end da vi først møder hende.

Samtidig formår Joss Stirling at beskrive på en måde, hvorpå omgivelserne træder godt og grundigt frem, hvilket kun er et plus. Man får på den måde en bedre fornemmelse af hvor karaktererne befinder sig.

Elsker i bund og grund fortællingen, plottet og karaktererne, samt sproget Man kan mærke spændingen de helt rigtige steder, og jeg kunne virkelig mærke at hele historien var gennemtænkt fra start til slut. Joss Stirling har for mig en sans for at fortælle, hvor man bliver inddraget i en større sammenhæng, end blot at en ung pige falder for den mystiske fyr - men at der er mere i det, end man skulle tro. 

Denne fortælling er til dig, der mangler en lidt anderledes fortælling, ift. Paranormal Romance, med et twist af action og mysterie.

XOXO - Rina <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar