Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Meningerne er mine egne.
Titel: Rosens akkorder
Forfatter: Marie Alexander White
Serie: Luscinias lyrik #1
Forlag: Forlaget Petunia
Udgivet: 2019
Antal sider: 278
Agathe får endelig samlet mod til at vise klassekammeraten Cecilie, hvad hun i virkeligheden føler. Cecilies reaktion sender Agathe ud af kurs. Den nye verden, der åbner sig for hende, er ikke ubehagelig, men der skal mod til for at gribe mulighederne. Rosens Akkorder er en young adult roman om at finde den rene tone i en verden, der kan spille falsk. Lusinias Lyrik er LesFic om mobning, kærlighed, familie, nye og gamle venskaber omsluttet af musikkens hypnotiske taktslag.
'Rosens akkorder' var for mig en skøn bog, med masser af følelser og en god del kampe for hovedpersonen Agathe. Jeg havde allerede inden jeg gik i gang med bogen, hørt en del gode bedømmelser af den - dog uden at spoile mig selv omkring bogen. Det blev heldigvis en god oplevelse, da jeg for alvor kommer i gang med bogen. Ikke desto mindre da vi møder Agathe, der kaster sig ud i at agere sårbar overfor en anden person, som så giver hende helvede til gengæld.
Dog virkede starten lidt forvirrende, i og med man lige skulle fornemme hvad der foregik, hvem var hvem og hvordan det forholdt sig med Agathe og co. - mens det på den anden side gav en god fornemmelse af Agathe og hendes omgivelser.
Jeg nød bestemt at følge Agathe, der på en god måde formår at finde en indre ro i sin egen seksualitet undervejs, i og med at den pige/pige romance der er føltes naturligt - og det at hun for alvor står op for sig selv, ift. at det er noget hun hverken kan eller vil lave om på - selvom hendes far ikke er helt med på den, og gerne så at hun var 'normal'. Selvom normalen er et vidt begreb, alt efter hvem man spørg.
Agathe udsættes undervejs for mobning, hvori man mærker hvordan det tærer på hende, mens det er fedt at følge hende finde en form for holdepunkt via musikken og en flok nye venner, der giver hende bedre plads til at være sig selv.
Dwt var også fedt at følge udviklingen af nye og gamle venskaber, som på en eller anden måde gav Agathe modet på at færdiggøre skolen og engagerer sig i musikken og personer, der vil hende det bedste.
Sproget undervejs er let, lige til at gå til og forfatterens små udtryk undervejs fik mig til at smågrine - og visse udtryk fik mig til at stoppe op et øjeblik, da der var nogle jeg ikke havde hørt før. Men heldigvis på den gode måde.
Karaktererne er velskrevede, alsidige og fulde af humor - de giver hver især hinanden en form for glæde, udfordringer og komplimenterer hinanden.
Forfatteren formår at sætte fokus på emner som mobning, seksualitet, venskaber og forelskelse på fineste vis.
Ikke mindst de dilemmaer som Agathe kommer ud for, og skal tage stilling til. Det var skønt at følge hendes udvikling, at se hun fandt hendes indre ro og indre kriger - selv overfor dem der gerne ville hjælpe/beskytte hende. At hun fandt sit eget fodfæste i en verden der ikke altid er til at finde hoved eller hale i - og for den sags skyld finde den rene tone, i en verden der kan spille falsk.
Alt i alt får 'Rosens akkorder' 3,5 ud af 5 stjerner.
Tusind tak til Marie Alexander White for anmeldereksemplaret.
XOXO - Rina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar