'Kampen om Valdor' af Jeanet Kirch // Baronessen #2 // Anmeldelse

 Hey, skønne bogorme

Titel: Kampen om Valdor

Forfatter: Jeanet Kirch

Serie: Baronessen #2

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivet: 2020

Antal sider: 252

”Jeg har sendt ham tilbage efter dig. Lov mig, at du sætter mig fri.” 

Fangen falder tilbage i en drøm om baronessen.

Snart skal to hold kæmpe i arenaen om kongeriget Valdor.

Der er gået et halvt år siden Reina og hendes venner forlod Era, men de er ikke glemt. Et sindrigt plot udspiller sig for at få dem tilbage. De kan vende tilbage som helte eller miste deres liv i arenaen.

Kampen om Valdor skal afsluttes.

'Kampen om Valdor' var en bog jeg var spændt på at læse, efter jeg havde læst forgængeren 'Baronessen'. Hvor spændt jeg end var på at læse bogen, levede den bestemt op til alle forventninger.
Jeanet Kirch er vokset som forfatter ift. sin debut. Fortællingen virkede mere levende, man kom lidt mere ind på livet af karaktererne og relationerne virker mere i takt med deres tanker og handlinger - selvom relationen/forelskelsen mellem Anna og Lorac var lidt en overraskelse, dog som et sødt sidespring ift. den relation Lorac havde haft med Reina i den første bog.

Der var dog indimellem passager med lidt for meget info på én gang, omkring hvad der var sket siden Reina og co. forlod Valdor i forgængeren, men heldigvis på en måde hvorpå der virkede naturligt og inkorporeret i historien, via karakterernes tanker og observationer.

På en måde kommer man lidt dybere ind i Valdor, lære verdenen mere at kende end tidligere - selvom vi allerede kendte en del i forvejen. Samtidig fik vi også mere at vide ift. adskillelsen af de forskellige racer/verdenens indbyggere og den måde de har forholdt sig hidtil.

Starten var lidt forvirrende ift. hvem der var fortælleren i det pågældende kapitel, men fandt hurtigt ud af systemet ift. når der var markeret hvem der var hovedpersonen i de enkelte kapitler og når det lidt var dem alle - eller når det blot var en fra Era/Valdor.
En anden ting var ift. Lorac og optakten til selve afgørelsens time, var at jeg godt kunne have brugt et hvis kapitel kom en tak tidligere - fremfor at visse replikker/handlinger lidt blev nævnt to gange.

Jeg elskede spændingen der holdt fortællingen i gang, og kunne ikke helt slippe bogen da jeg først begyndte at læse. Der var op til flere ting jeg fik svar på undervejs, og de små overraskelser der kom undervejs gav fortællingen de helt rigtige vibes ift. at ville vide mere.

Beskrivelserne omkring verdenen er spot on, sproget er i den grad blevet bedre og detaljerne omkring karakterernes væremåde er lige som de skal være.

En af de ting der gjorde udslaget var bestemt slutningen, hvor spændingen var på sit højeste og kampen skulle afgøres, var det svært at sige om en hvis karakter ville kunne holde sit løfte eller ej.

Jeanet Kirch har bestemt skabt en spændende, medrivende og skøn 2'er, der lever op til sine forventninger. Og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd.

'Kampen om Valdor' får i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Kvantespring' af Lise Villadsen // Anmeldelse

 Hey, skønne bogelskere

Titel: Kvantespring
Forfatter: Lise Villadsen
Serie: - 
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2020
Antal sider: 260

Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå. Astrid vil gøre alt for sin skrøbelige storesøster, og den dårlige samvittighed over ikke at kunne hjælpe ligger som en konstant underlægningsmusik i alt hvad hun foretager sig. Men da Astrid forelsker sig, begynder livet at folde sig ud på en ny måde. Pludselig ser hun sig selv og sin familie med nye øjne. Men kan Cecilie holde til, at Astrid begynder at prioritere sig selv og følger sine følelser? Og kan man overhovedet blive sig selv uden at miste nogen eller noget undervejs?
’Kvantespring’ er fortællingen om de bittesmå bevægelser, der driver os længere og længere fra hinanden – eller tættere på. Bevægelser der har kolossal indflydelse på vores tilværelse. Og som i sidste ende kan være afgørende for, om vi finder modet til at springe ud i livet.

Hvordan skal jeg dog formå at beskrive den her bog? 
En bog der bestemt giver et førstehåndsindtryk af hvordan psykisk sygdom, i det her tilfælde angst,  påvirker, ikke kun personen der har det, men hele familien. 

Vi følger Astrid, hvis søster, Cecilie, har angst og det at hun vil gøre hvad som helst, for at Cecilie har det godt. Som læser får man et godt indblik i hvor dysfunktionel hele familien er og de tråde Cecilies angst trækker i dem alle. 
Astrid og forældrene har nærmest sat alt på standby for Cecilies skyld. Venskaber bliver sat på prøve, sociale arrangementer bliver valgt fra og kærligheden? Endnu en ting der giver Astrid en knude i maven, for hvornår går grænsen for at fravælge sig selv til fordel for sin søster? Og hvornår er det tilladt for en gangs skyld at vælge sig selv? For slet ikke at nævne forældrene, hvis nerver godt og vel er tyndslidte.

Bogen formåede at give mig kuldegysninger, gøre mig frustreret og vred på Astrids vegne, lige så vel som forældrenes. Hvor meget de end forsøgte at hjælpe Cecilie, gav hende muligheder, terpede med hende til eksamen, kom de nærmest ingen vegne, når det nærmest virkede som om alt hun ville var at forblive hvor hun var - i sin egen trygge zone, sammen med familien.

Den person jeg nok blev mest frustreret over, er moren. For hvor meget det end kræver at skulle sørge for et barn, på 19 år vel at mærke, der har angst og skulle manøvrere i den situation der i sig selv er hård - havde jeg det lidt som om hun agerede lidt for omsorgsfuldt overfor Cecilie, pakkede hende ind i vat og bare føjede hende, når situationen blev for meget for datteren.
På den anden side har vi en far, der på sin vis har givet op, og udfordrer datteren på en lidt for hårdfør måde, at hun ikke kan forblive i situationen for altid. Han ønsker at hun skal formå at hive sig selv op af det sorte hul og komme fremad
Begge parter gør det ud fra bedste mening, af kærlighed til deres datter og hendes fremtid, men ingen af delene er på nogen måde en løsning, hvilket Lise Villadsen formår at vise på fineste vis. Det kræver mere end 'bare' at tage sig sammen og kræver en holdindsats at komme igennem det - selv fra personen der har det psykisk svært.

Undervejs følte jeg med Astrid og heppede på hende, den indre kamp hun gennemgår. Kærligheden til sin søster, pligtfølelsen overfor hende og familien, den uendelige tålmodighed der er ved at rinde ud og magtesløsheden over hvad de dog skal stille op ift. Cecilie.
Det var let at mærke Astrids frustrationer igennem bogen, kampen for også at ville blive set og da det hele bliver for meget.

Jeg elskede skrivestilen, sprogets lethed igennem bogen og den måde bogen nærmest læste sig selv. Fløj stort set igennem bogen, førend jeg overhovedet nåede at starte - hvilket var en ren fornøjelse.
Dette er bestemt en bog der bør læses. Ikke kun af selve aldersgruppen den henvender sig til, men af alle der vil have et indblik i hvordan psykisk sygdom påvirker alle omkring den pågældende.
Lise Villadsen formår at give et rigtig godt indblik i de uhensigtsmæssige og usunde mønstre man falder i som familie, når man har en med fx angst tæt på livet.

I alt får 'Kvantespring' 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'På røven gennem natten' af Søren Poder // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Titel: På røven gennem natten

Forfattere: Søren Poder

Serie: -

Forlag: Brændpunkt

Udgivet: 2020

Antal sider: 176

Samtalen var slut. Viktor stirrede på den tavse telefon. ”Hold nu kæft ... De må have trykket vatpinden helt i bund.”

”Hvad sagde han?” spurgte Lukas.

”Han sagde, at vi er fredløse, og at de nok skal finde os. Og hvis vi ikke har 300.000 kroner eller posen, så slår de os ihjel. De drukner os i kogende vand.”

”Men for fanden ...”

”Og de vil smadre min tommelfinger med en hammer, fordi hans hånd kom i klemme i bildøren. Ellers er prisen 350.000.”

Lukas og Viktor er barndomsvenner, men er ved at glide fra hinanden efter 10. klasse. En lørdag aften beslutter de sig for at hænge ud ligesom i gamle dage, og da de ikke har nogen penge, går de med til at at levere en pose for banden Black Brotherhood. Det burde være en nem tjans, men alligevel mister de posen, og efter et mislykket forsøg på at stjæle den tilbage er de pludselig på flugt fra både Brotherhood og det lokale politi. Alting går fra slemt til værre, da Lukas’ kæreste stikker af hjemmefra, og Viktor smækker en bandeleders hånd i stykker med en bildør, og nu kender de kun én person, der kan hjælpe: Oldefar.

Wow! Hvordan jeg end vender og drejer det, så kan jeg kun sige at dette er en bog med et hæsblæsende tempo. Allerede fra starten af bliver vi smidt ind i historien, ift. de to venner der hænger ud på en lørdag aften - som nærmeste kort efter ender på lidt af en tur, der på flere områder ikke burde være noget for to unge drenge. Men hvad gør nogen ikke for at tjene nogle nemme penge?

Det jeg godt kunne li' ved bogen, var at tempoet var tilpas højt til at det var let at lade sig rive med, såvel som at kapitlerne var små og overkommelige til at man kunne tage den i mindre etaper - uden at det nødvendigvis var for meget af det gode. 
Ikke mindst den del hvor man mest af alt følger Lucas og Viktor i deres flugt fra Black Brotherhood og politiet, men man får også politiets perspektiv i den hæsblæsende sag der eskalerer hurtigere end de kan følge med.

Humoren igennem bogen er på flere måder både sjovt, gennemskrevet og på nogle områder lige på grænsen til hvad der kan være for meget.
Men på den anden side så er særligt oldefarens humor noget for sig selv, såvel som hans formuleringer, ordspil og talesprog noget af det der for mig gjorde bogen sjovt - kunne ikke andet end smile og smågrine undervejs.. Selvom jeg indimellem undrede mig over hans talemåder, såvel som drengene sikkert også vendte øjne af ham indimellem.

Sproget er let, lige til at gå til og indimellem ret groft, såvel som tempoet er til at holde til.
Ikke mindst det at forsiden er flot, farverig og giver et godt indtryk af hvad der sker i bogen - selvom det nok først giver mening, når man kommer til et hvis punkt.

Bogen passer rigtig godt til den angivne aldersgruppe, 13-16 år og kan nemt anbefales, hvis man er til en bog med tempo i og er med på et hæsblæsende eventyr.

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Devotstjernens hånd' af Karen Inge Nielsen // Djævlepassagen #2 // Anmeldelse

 Hey kære læsere

Titel: Devotstjernens hånd

Forfatter: Karen Inge Nielsen

Serie: Djævlepassagen #2

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2019

Antal sider: 354

Månen skinner blegt over Sortedammen, da den nye Stormester træder frem. Som i trance lytter han til Slangens hvislende stemme, mens han stirrer ud over den bølgende tåge, hvor Helvedeshunden langsomt kommer til syne. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hans krop. Mørket lukker sig om Marcus og Kira, da Sortedammens tåge indhyller herregården Herstedholm og med ét forandrer alt. Den ruin, lokalbefolkningen mener, Herstedholm er, viser sig for dem i al sit forfald. Selvom stedet er ubeboeligt for mennesker, er det tydeligt, at andre væsner kan skjule sig mellem de gamle mure. Herregårdens historie rummer mange dystre hemmeligheder, der rækker ud af historiens mørke, lige fra troldkvinden Maren og til det sidste århundredes sindssygehospital. Ikke alle fortidens rædsler forbliver glemt i den forbandede nat, som Marcus og Kira må kæmpe sig igennem for at overleve. Hurtigt går det op for Marcus og Kira, at der er mere på spil end blot at slippe ud af den hjemsøgte herregård. Helvedes dæmoner kradser mod porten til Djævlepassagen, og kun de tre relikvier i Devotstjernens hånd kan forhindre den i at åbne sig.

Hvad end der har gjort jeg ikke har fået den læst færdig før nu, er for mig et mysterium. Men da jeg endelig fik den læst, kan jeg kun sige at det var noget af en fortsættelse.
Karen Inge Nielsen har formået at fange den mest mystiske og creepy atomosfære jeg nød at være med på undervejs i bogen. Hun formår at give de mest uhyggelige, fængslende og mareridts-agtige beskrivelser, der gjorde fortællingen levende.

Fortiden og nutiden formår at flyde mere og mere sammen, så de forskellige tide kolliderer på fineste vis. Ikke mindst ift. at selve Herstedholm for alvor ligner en stor ruin, som omverdenen (bortset fra Marcus, hans mor, Kia og fruen) har set.
Tågen omringer på en creepy måde bygningerne, mørket har indtaget stedet og diverse stemmer kalder fra mørket. Det var svært at undgå at få en rislen ned af rygraden.

Det var rigtig fedt at se Marcus og Kia kæmpe sig igennem bygningerne for at undgå Djævlepassagen åbne sig, såvel som fortidens skygger kommer mere og mere frem i lyset. Ikke mindst ift. Elvira der i den grad har sit at kæmpe med, og se hendes perspektiv ift. hendes handlinger og tanker.
For slet ikke at snakke om slangen, der hvisler rundt i sin vært for at få sortedammen til at åbnes? Oh boy! Slangens vært havde forfatteren på ingen måde afsløret, før det helt rigtige tidspunkt - hvor jeg med nød og næppe kunne gætte hvem den uheldige 'vært' var.

En ting jeg dog var lidt forvirret over, var hvordan Marcus formåede at kunne se/fornemme de ting der skete i fortiden, a la Elvira eller andre hændelser.

Endnu en gang var der intet der var tilfældigt placeret. Det kunne mærkes at Karen Inge Nielsen havde tænkt over fortællingen, handlingen, karakterernes handlemønstre, såvel som overlapningen af fortiden og nutiden. For hvem er det lige der er den 'onde'? Hvem er de forskellige karakterer og hvad har de med hinanden at gøre?
Ikke mindst nød jeg den mystiske del omkring Johanne og hendes tilkobling til fortiden.

I alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.