Hey kære læsere
Månen skinner blegt over Sortedammen, da den nye Stormester træder frem. Som i trance lytter han til Slangens hvislende stemme, mens han stirrer ud over den bølgende tåge, hvor Helvedeshunden langsomt kommer til syne. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hans krop. Mørket lukker sig om Marcus og Kira, da Sortedammens tåge indhyller herregården Herstedholm og med ét forandrer alt. Den ruin, lokalbefolkningen mener, Herstedholm er, viser sig for dem i al sit forfald. Selvom stedet er ubeboeligt for mennesker, er det tydeligt, at andre væsner kan skjule sig mellem de gamle mure. Herregårdens historie rummer mange dystre hemmeligheder, der rækker ud af historiens mørke, lige fra troldkvinden Maren og til det sidste århundredes sindssygehospital. Ikke alle fortidens rædsler forbliver glemt i den forbandede nat, som Marcus og Kira må kæmpe sig igennem for at overleve. Hurtigt går det op for Marcus og Kira, at der er mere på spil end blot at slippe ud af den hjemsøgte herregård. Helvedes dæmoner kradser mod porten til Djævlepassagen, og kun de tre relikvier i Devotstjernens hånd kan forhindre den i at åbne sig.
Hvad end der har gjort jeg ikke har fået den læst færdig før nu, er for mig et mysterium. Men da jeg endelig fik den læst, kan jeg kun sige at det var noget af en fortsættelse.
Karen Inge Nielsen har formået at fange den mest mystiske og creepy atomosfære jeg nød at være med på undervejs i bogen. Hun formår at give de mest uhyggelige, fængslende og mareridts-agtige beskrivelser, der gjorde fortællingen levende.
Fortiden og nutiden formår at flyde mere og mere sammen, så de forskellige tide kolliderer på fineste vis. Ikke mindst ift. at selve Herstedholm for alvor ligner en stor ruin, som omverdenen (bortset fra Marcus, hans mor, Kia og fruen) har set.
Tågen omringer på en creepy måde bygningerne, mørket har indtaget stedet og diverse stemmer kalder fra mørket. Det var svært at undgå at få en rislen ned af rygraden.
Det var rigtig fedt at se Marcus og Kia kæmpe sig igennem bygningerne for at undgå Djævlepassagen åbne sig, såvel som fortidens skygger kommer mere og mere frem i lyset. Ikke mindst ift. Elvira der i den grad har sit at kæmpe med, og se hendes perspektiv ift. hendes handlinger og tanker.
For slet ikke at snakke om slangen, der hvisler rundt i sin vært for at få sortedammen til at åbnes? Oh boy! Slangens vært havde forfatteren på ingen måde afsløret, før det helt rigtige tidspunkt - hvor jeg med nød og næppe kunne gætte hvem den uheldige 'vært' var.
En ting jeg dog var lidt forvirret over, var hvordan Marcus formåede at kunne se/fornemme de ting der skete i fortiden, a la Elvira eller andre hændelser.
Endnu en gang var der intet der var tilfældigt placeret. Det kunne mærkes at Karen Inge Nielsen havde tænkt over fortællingen, handlingen, karakterernes handlemønstre, såvel som overlapningen af fortiden og nutiden. For hvem er det lige der er den 'onde'? Hvem er de forskellige karakterer og hvad har de med hinanden at gøre?
Ikke mindst nød jeg den mystiske del omkring Johanne og hendes tilkobling til fortiden.
I alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar