Sider

søndag den 14. februar 2021

'Alt det ingen ved' af Lise Bidstrup // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Alt det ingen ved
Forfatter: Lise Bidstrup
Serie: -
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2019
Antal sider: 268

Katrine og Maja starter i samme klasse på gymnasiet og bliver hurtigt bedste veninder. Maja er udadvendt og social. Katrine er en smule mere til den stille side, men de to piger er uadskillelige indtil Maja begynder at ændre sig. Hun bliver stille. Hun pjækker. Hun trækker sig fra skolen og Katrine, der ellers gør hvad hun kan for at få den gamle Maja tilbage. Efter 2. g. dropper Maja ud af gymnasiet uden et ord.
Katrine hører ikke mere fra Maja indtil hun pludselig får en mail fra hende da hun er ude at rejse efter 3. g. Mailen åbner op for de hemmeligheder som Maja ikke kunne fortælle dengang.
Hemmeligheder der sætter fortiden i et helt andet lys.

Dette er anden bog jeg har læst af forfatteren, og må sige hun gør det godt.
Forfatteren formår at give en tankevækkende historie, der på en fin måde jonglere mellem historiens nutid og fortid, så vi som læsere får et billede af Katrine og Majas venskab fra de møder hinanden i 1.g, bliver rigtig gode veninder, videre til at Maja trækker sig og de glider fra hinanden, og venskabet bliver genfundet til sidst. 

Selve bogen er delvist opbygget af at man møder Katrine, der er ude at rejse i historiens nutid, hvor hun undervejs ser tilbage på gamle minder, såvel som gennem en mailkorrespondance mellem hende og Maja, hvori de genoplever deres gymnasietid - og lige så stille afdækker hvad der egentlig skete dengang.
Man fornemmer undervejs der er et eller andet med Maja, som hun ikke kan få sagt og man finder også ud af hvad det er, men på de rigtige tidspunkter - dog med en fornemmelse af hvad det kan være, og små hints undervejs.

Selvom jeg personligt gættede hvad det var der var galt, nød jeg stadig at følge med og lære de to veninder at kende. På godt og på ondt. Ikke mindst det at følge Katrine på hendes rejse, på et sabbatår der gav hende et helt nyt syn på livet.

Historien glider dejlig let fremad, i et skønt tempo og sproget gør det let at forholde sig til karaktererne, stederne man bliver introduceret til og man fornemmer at forfatteren formår at holde fast i karaktererne - hvad end det er i nutiden eller fortiden, såvel som selve mailkorrespondancen.
Som læser blev jeg lige så fint taget i hånden og fulgt gennem historien, og lod mig let rive med.

En lille detalje, som ikke er super vigtigt for selve historien, men som alligevel gav mig et lille smil på læben - hvilket var, at når Katrine og Maja hang ud, så de forskellige afsnit af 'Beverly Hills 90210'. En serie der er en personlig favorit, og en serie jeg kan ind og ud. At forfatteren har valgt lige netop denne serie, gør mig lidt varm om hjertet.

Alt i alt får bogen 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar