Sider

fredag den 10. september 2021

'Skyriel' af Lene Dybdahl // Ovaniprofetierne #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Skyriel
Forfatter: Lene Dybdahl
Serie: Ovaniprofetierne #1
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2016
Antal sider: 561

En stormfuld vinternat kommer en pige til verden. Moderen får et foruroligende varsel om sin datters magiske kræfter og sender hende i hemmelighed bort til øen Josil. Her vokser Skyriel op hos magikeren Alainon, men hun er ikke som nogen anden pige på øen. Hun går på jagt, bander og bider fra sig, og gamle Alainon går hende på nerverne. Hvorfor vil han ikke fortælle hvor hun kommer fra?
I hendes 16. år viser Dragevarslet sig på himlen. Det er første tegn på Ovanienprofetiens opfyldelse, og Alainon bliver nødt til at tale. Profetien spår at en stærk magiker vil dræbe kongen og tage magten. Det skaber panik i kongestaden, og kongen beordrer Ovanerrigets magikerslægter fængslet eller dræbt. Alainon bliver arresteret og sendt til det berygtede fængsel Darc Nox. Skyriel følger efter, fast besluttet på at redde ham. Det bliver begyndelsen på en rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer.

'Skyriel' var noget af en fantasy fortælling at kaste sig ud i. 
Vi bliver introduceret til en verden fyldt med magi, pirater, drager, og hvad der ellers gemmer sig af magiske skabninger, såvel som vi dykker ned i et kongerige med konger og prinsesser. Vi bliver kastet ind i en verden med intriger og kongelige kampe - så det ikke fordi det blev kedeligt.
Dog virkede starten en anelse langsom, da der var en hel del ting læseren skulle forholde sig til, men derefter begyndte handlingen for alvor at komme i gang.

Jeg nød at blive introduceret til Skyriel, der er lidt af en håndfuld,. Hun er en fandenivoldsk, viljefast ung pige, der har ben i næsen og lader sig ikke træde på. Så fedt at se en ung kvinde der kan give igen af samme skuffe mod dem der mobber hende, selvom det også giver hende en del knubs på vejen jo ældre hun bliver - specielt ift. de lidt mere hårdføre typer hun støder på undervejs på sin rejse.
Må dog indrømme at Skyriel virkede en anelse for perfekt i starten, da hun lærte tingene lidt for hurtigt - uden nogen problemer, mens alt kom lidt for nemt til hende.

Dog får vi ikke kun historien fra Skyriels synspunkt, men også fra andre karakterer.
Det gjorde noget godt for historien, da vi får et større billede af den verden vi befinder os i. Vi får set mere af Ovanerriget, dets befolkning, kongerriget som en helhed og de konflikter der rumsterer rundt omkring. Samtidig får vi muligheden for netop at se tingene udfolde sig fra et større perspektiv - mere end blot fra en enkelt karakter.
Dog kunne det indimellem føles en anelse langtrukkent, da visse plotlinjer blot virkede til at være med for at give fortællingen den ekstra fylde - mens jeg pænt ventede på at komme tilbage til det der virkelig gjaldt.

Lene Dybdahl har formået at tage nogle velkendte tropes, fx Den Udvalgte og give sit bud på det med netop Skyriel. Selvom visse ting kom lidt for nemt til hende, var det trods alt en fornøjelse at se Skyriel kæmpe med tanken om at hun er den udvalgte ift. den profeti der bliver nævnt i starten. En profeti der måske er lidt for nem at gennemskue, men ikke desto mindre gav det læseren en interesse for at se om alt ved den nu holdt stik.
Noget andet er de små historier der bliver fortalt i starten, som jeg forstod blot skulle være en historie, blev en anelse for hurtigt spillet ud ift. handlingen undervejs - hvilket gjorde det lidt for belejligt for mig at gennemskue hvad der ville ske med visse karakterers handlingstråde.

Dog er Lene Dybdahl god til at beskrive verdenen og gøre alt omkring karaktererne dejligt levende, så man ikke er i tvivl om hvor man er. Det var lidt som at være der selv, mens man ser handlingen udfolde sig for øjnene af en.
Jeg elskede magien i historien, og se Skyriel formå at udfolde sine evner indenfor det felt. Se hende finde en tiltro til sig selv ift. sine evner, mens hun kæmpede videre for hvad hun tror på.

Alt i alt får bogen 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar