'Død indtil solnedgang' af Charlaine Harris // Sookie Stakhouse #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Død indtil solnedgang

Forfatter: Charlaine Harris

Serie: Sookie Stakhouse #1

Forlag: Lindhard & Ringhof

Udgivet: 2001

Antal sider: 348

Sookie Stackhouse er 25 år og servitrice på en bar i sydstatsbyen Bon Temps. Der er én ting som adskiller hende fra de andre i byen; hun kan høre menneskers tanker - men kun de levendes. Så da den "unge" vampyr Bill en dag kommer ind i baren og bestiller et glas blod, er det en stor lettelse for hende at der endelig er en hvis tanker hun ikke kan høre. Sookie bliver forelsket i Bill, og det er bestemt ikke velset i den lille by.

Kvinder findes myrdet på frygtelig vis, og nogen er tilsyneladende også ude efter Sookie. Hvem er det der står bag drabene? Er det Bill eller en af de mindre tilpassede vampyrer - eller er det en helt tredje?

Oh boy! Hvad filan har jeg begivet mig ud i?
Den her serie er en jeg stødte på første gang som TV serie - hvor jeg lånte de tre første sæsoner af en veninde. Ikke at den 100 % fangede mig, selvom jeg i den tid var godt inde i hvad jeg vil kalde min 'vampyr' periode - om end jeg aldrig fik set serien færdig.

Alligevel har jeg begivet mig ud i at læse bøgerne bag, blot for at se om de fanger mig mere end selve TV serien.

Og må ærligt indrømme at jeg har det ret okay med at være kommet igennem første bog, som jeg følte jeg kendte handlingen af ift. hele sæson 1 af TV serien. Om end bog og serie klart er forskellig fra hinanden, blev jeg revet med hele vejen igennem. At møde velkendte karakterer på en anden måde og selv forestille sig dem og deres omgivelser.

Men nøj, hvor var det specielt at være helt inde i hovedet på Sookie som karakter. Hele hendes væsen er så dejligt uskyldig, på en måde så det næsten føltes akavet til tider. Men nøj, hun er elskværdig på sin helt egen måde, er helt sin egen og jeg nød at være i hendes selskab.

Selvom jeg kind of kendte handlingen, blev jeg alligevel revet med. Af mysteriet, vampyrerne og være en del af Sookies hverdag. At komme ind i hovedet på hende ift. hendes evne, der er ret specielt. Hendes fascination af vampyrer og mødet med Bill, der eskalerer til et skønt, romantisk eventyr i sig selv - på en let og uskyldig måde, og så alligevel ikke.

Jeg nød at se dem lære hinanden at kende, at se Sookie blive revet ind i Bills verden og opleve forskellene mellem menneskene og vampyrernes verden. Om end man let mærker hvad beboerne i Bon Temps tænker om deres forhold og vampyrer generelt. Hvilket er godt beskrevet ift. hvordan noget anderledes og udefrakommende kan oprøre et lille samfund, der har sine faste rutiner og meninger.

Min yndlings karakter er og bliver dog Sookies bedstemor, der er noget for sig selv. Hun er skøn, hjertevarm og en jeg ville ønske var min bedstemor. Om end Sookie og hendes bror, Jason, også formår at vinde mit hjerte lidt - elsker deres familie dynamik. Jeg blev lidt revet med af at ønske der var flere scener med blot dem.

Charlaine Harris har en skøn, levende og genkendelig fortælling ift. vampyr fænomenet - med sine helt egne takes på universet. Intet er overladt til fantasien, på den gode måde. Hun formår at gøre vampyrerne til sine egne, spicet op med et mysterie der gav mig en fornemmelse af at ville vide mere.

Og slutningen?

Slutningen formåede at overraske mig, selvom jeg godt vidste hvem der stod bag mordene - så gjorde det indtryk på mig, den måde det blev afsløret i bogen.

'Død indtil solnedgang' får 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Jeg dør på fredag' af Xenia Svensson // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Jeg dør på fredag

Forfatter: Xenia Svensson

Serie: -

Forlag: Byens Forlag

Udgivet: 2023

Antal sider: 336

Cecilie gør alt for at være som de andre. Hun passer sin skole, er en dygtig målvogter i håndboldhallen, og så er hun hemmeligt forelsket i Mikkel fra psykologi. Men når de andre ikke kigger, vælger hun ikke at spise og at få smerten ud med barberblade. Cecilie er en del af et hemmeligt netværk på Instagram, hvor unge deler deres sværeste tanker. I Netværket har man hinandens ryg. I Netværket er der ingen, der sladrer. En dag uploader Rikke et billede i Netværket. “Jeg dør på fredag,” skriver hun. Det er ikke første gang, at Rikke truer med selvmord, men Cecilie kan ikke slippe tanken om, at noget er anderledes den her gang.

JEG DØR PÅ FREDAG er en barsk og realistisk fortælling om at kæmpe alene mod verden.

Det er en roman om ikke at turde se de mennesker, der vil hjælpe, og kampen mod et socialt netværk, der lover altid at ville beskytte én, men som også truer til tavshed.

Holy moly, for noget af en fortælling!

'Jeg dør på fredag' er en bog jeg var ret spændt på at læse, ift. jeg i forvejen fulgte forfatteren på de sociale medier - hendes overgang fra at være bogblogger til at være forfatter. Og helt ærligt? Xenia Svensson starter godt ud med en stærk debut.

'Jeg dør på fredag' en bog der formåede at krybe ind under huden på mig og rev mig lige så stille i stykker jo længere ind i bogen jeg kom. For nøj, hvor er Cecilies historie både fængslende, barsk og en ret så vigtig en fortælling, med fokus på tabubelagte emner, der fortjener at se dagens lys. Emner der er vigtige at få italesat og få ud i verden.

En fortælling der er sat op på en letforståelig måde med både almindelig tekst med selve handlingen og tekstbeskeder mellem de unge piger, samt nogle instagram opslag. Sammenlagt formår det at give læseren et godt indblik i det univers Cecilie og hendes veninder er en del af.

Samtidig med én bestemt karakter kickstarter en hel lavine af tanker, følelser og snakke mellem Cecilie og veninderne i Netværket, pga. ét bestemt opslag - som titlen giver et ret godt hint til.

Men for lige at starte med hovedpersonen Cecilie. Så ved jeg ikke engang hvor jeg skal starte med hende?

En ung kvinde med livet foran sig. men som alligevel føler hun kæmper mod resten af verden - en kamp mod sit eget sind, der trækker hende ned i et ret så dybt hul. Alt imens forældrene gør hvad end de kan for at give hende de bedste muligheder for at få det bedre, hvori Cecilie nægter at være modtagelig.

Dog er Cecilie ret så opslugt af fællesskabet ift. Netværket, sammen med andre unge piger der alle har hver deres grund til at være en del af det. Alle med noget psykisk i bagagen, som forfatteren formår at skildre på en let tilgængelig måde, så man kommer ind under huden på de forskellige karakterer. Selvskade, selvhad og spiseforstyrrelser - skildret på en måde, så man får en medfølelse med dem, alt imens jeg følte en frustration på deres vegne over at kæmpe med de tanker de gør.

Men hvor skidt Cecilie end har det, er der små glimt af håb undervejs.

Glimt af at folk omkring hende gerne vil hende det bedste, hvis hun blot selv kunne tage imod det. Jeg nød at lære hende at kende. At få et indblik i hendes verden, hendes hverdag og de tanker hun slås med. At føle det hun føler.

Dette er en fortælling om selvskade, selvhad, spiseforstyrrelser og selvmord. Vigtige emner som forfatteren formår at skildre på en ret så skarp, letforståelig og lettilgængelig måde, så jeg som læser ikke var i tvivl om hendes budskab undervejs.

At agere i en verden hvor man ikke føler man hører til, blandet med en god portion magtesløshed og at agere i et fællesskab, der ikke nødvendigvis er godt for en. En kamp mellem at turde at vælge livet til eller fra på ens egne præmisser.

Dette er ikke en bog for sarte sjæle, så man bør gå ind til det med en varsomhed ift. hvad man kan klare psykisk. Ja, det en bog der bør læses og som sætter fokus på emner, der er vigtige at få italesat. Emner der kan give udefrakommende et indblik i en verden, der er barsk og fyldt med ting der er svære at snakke om.

'Jeg dør på fredag' får 4.5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Tidsdyret' af Andreas Boeskov // De glemte vogtere #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Tidsdyret

Forfatter: Andrea Boeskov

Serie: De glemte vogtere #2

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2023

Antal sider: 272

Asger nyder at være medlem af vogterne. Han bliver hele tiden bedre til at bruge sine drømmekræfter og beskytte verden – selvom han indimellem oplever at blive unødigt rasende og aggressiv, når de er i kamp… En mystisk hændelse sætter vogterne på sporet af det gådefulde Tidsdyr. Det bringer dem på en vild mission rundt i verden for at redde menneskeheden – og en ny ven. Men pludselig er det svært at vide, hvem der er ven, og hvem der ikke er. Måske kræver denne mission mere, end deres evner kan bære.

Hvis jeg følte jeg blev revet med af første bog i den her serie, er det ikke noget under at jeg endnu en gang blev revet med af denne skønne og medrivende fortsættelse.

Jeg nød at vende tilbage til Asger og flokken af De glemte vogtere, der gør hvad end de kan for at beskytte verden omkring dem. Jeg nød at følge den pingpong de har med hinanden, deres måde at samarbejde på ift. at bekæmpe det onde, selvom Asger har sine udfordringer når de er i kamp.

Det var svært ikke at lade sig rive med af handlingen, der tager en med på lidt af et eventyr rundt om i verden og især ift. affæren omkring Tidsdyret, der formåede at lave en del ravage rundt omkring. Men nøj, hvor jeg ikke kunne andet end være fanget af vogternes ihærdige forsøg på både at finde den og få den stoppet.

Jeg blev ærlig talt revet med fra start til slut, og elskede forfatterens måde at tage en i hånden, så man ikke blev tabt undervejs - om end jeg blev overrasket ift. de små plottwists og overraskelser forfatteren kommer med undervejs.

Jeg elsker vogternes sammenhold, deres venskab og det at følge dem rundt i verden, hvor forfatteren formår at give et skønt billede af de alverdens steder de besøger. Det føltes lidt som om man befandt sig der sammen med Asger og co. 

Forfatterens måde at skrive på, er dejligt levende, let og beskrivende på en måde, så man ser tingene for sig. Karaktererne er helt sin egne, står klart frem for en og man ved hvem der er hvem, såvel som verden omkring dem.

Og hele mysteriet omkring Tidsdyret? Loved it!

Jeg elskede hvor meget forfatteren havde lagt i Tidsdyret som væsen. Dens måde at være og agere på, dens kreativitet ift. ikke at lade sig finde så let - selvom den gemmer sig lige for næsen af en, uden menneskeheden bemærker noget som helst.

Hele konceptet omkring Tidsdyret var velbeskrevet, velgennemtænkt og gjorde hele deres eventyr ret så spændende og levende.

'Tidsdyret' får 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Dragedronningen' af C. G. Valentin // Dragernes Æra #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Dragedronningen

Forfatter: C. G. Valentin

Serie: Dragernes Æra #3

Forlag: Leitura

Udgivet: 2022

Antal sider: 468

Sarina gør sig klar til at rejse gennem portalen med sine drager og dragefolket. Ingen ved med sikkerhed, hvad der venter dem på den anden side, men én ting er sikkert:

Intet er som forventet på den anden side. Tiden er knap. Modstandsgruppen mobiliserer sig og gør alt, hvad der står i deres magt, for at stoppe Sarinas rejse. Ifølge dem er det bedst, at Novahr Orbîs ikke blander sig i den anden verdens tilstand. Da modstandsgruppen stiller sig i vejen i et afgørende øjeblik, må Sarina endnu en gang kæmpe for sit folk og for at opfylde profetien. Alt imens nager tvivlen Rådsdamerne og Queridor. For at forstå fremtiden, ser de sig nødsaget til at vende blikket mod fortiden. Er skæbnen mejslet i sten, eller er den foranderlig?

Oh boy, for noget af en afslutning på en skøn serie.

Helt ærligt? Så var jeg en anelse nervøs for at komme i gang med bogen, i skræk for at finde ud af hvordan det hele ender - især efter den cliffhanger den forrige bog efterlod en med ift. både Sarina og Juliana.

Men da jeg først var kommet i gang, var det uendeligt svært ikke at læse videre og jeg blev for alvor revet med hele vejen igennem.

Jeg elsker at vi får historien fra flere sider end kun én, i og med vi følger både Juliana, Sarina og Queridor - fra hver deres kapitler, der er fortalt på hver deres måde. Især når vi kommer ind under huden på dem, og får en større helhed i hvad det er der foregår fra tre forskellige vinkler af samme sag. For wow, der sker en hel del og jeg som læser skulle holde tungen lige i munden, for at holde styr på alverdens information.

Om end jeg mest nød at følge Juliana, ift. de breve hun skriver til Sarina.

Jeg elskede at vi formåede at finde ud af hvad der var sket med Juliana efter første bog. At følge hendes skæbne generelt. Hendes tanker, hendes forvirring, hendes viljestyrke mod at find en løsning i den kaotiske tilstand vores verden befandt sig i - trods der er en del bump på vejen.

Især ift. den måde hendes dele er sat op på med linjerede sider, gør det ret så fængslende at vende tilbage til hende.

Dog nød jeg også at følge Sarina og hendes færd mod at finde sin vej ind til Juliana - om rygterne virkelig var sande ift. om Juliana var i live. Jeg nød at se hvordan Sarina formår at vokse med sin opgave i lederrollen, hendes bånd til dragerne og hendes vilje til at lære nye ting - især ift. de udfordringer hun står overfor undervejs.

Samtidig var jeg fanget af hvilken indvirkning tingenes gang i Novahr Orbis havde på vores verden og hvad der skete her vs. hvad der foregik der. Alt kaosset fra begge sider der påvirker hinanden ift. det føles som verdens undergang. Alt imens vi har profetien som ingen rigtig forstår 100 %, men som de alligevel blindt prøver at fortolke.

Der er mange tråde at forholde sig til undervejs og spørgsmål fra de to forgangne bøger, som jeg følte blev besvaret undervejs. Forfatteren formår at give mig en følelse af at tingene blev løst, selvom der bestemt også kom en del overraskelser og ting jeg ikke havde set komme.

Der var kamp til stregen, det gode mod det onde og alt derimellem - at ikke alt nødvendigvis var sort/hvidt, men der var plads til gråzonerne indimellem.

I sidste ende følte jeg at jeg fik en god afslutning på en skøn og velskrevet serie, fyldt med fantastiske elementer, forunderlige væsner og en velkreeret verden. Samtidig med plads til skønne karakterer, der på hver deres måde formår at tage en i hånden og tage en med på noget af et eventyr.

'Dragedronningen' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Stav til sorg' af Eva Munk // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren & forlaget.

Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Stav til sorg

Forfatter: Eva Munk

Serie: -

Forlag: Klippe

Udgivet: 2023

Antal sider: 528

Jeg går i en millard stykker. Eksploderer som stjerner i atmosfæren. Forsvinder i et sort hul af tårer og snot. Mine knæ kollapser under mig. Det værker i kroppen, da jeg rammer jorden. Men jeg kan ikke gøre noget, end ikke røre mig. Er lammet af sorgen, der indhenter mig med katapultkraft.

Gustavs bedste ven Benjamin døde i en trafikulykke. Rasmus' far faldt om med hjertestop. Ofelias mor gik bort efter et længere sygdomsforløb. Sidsels mormor har svær demens og er på en måde allerede væk. 

I august mødes de fire unge i en sorggruppe. Sammen skal de undersøge, hvad sorg egentlig er og gør ved en. Hvorfor kan sorgen være så svær at sætte ord på? Og hvordan får den så meget magt?

Ej, men for pokker da, Eva. Hvorfor skal du få mig til at tude på den måde?

Jeg kan seriøst ikke andet end holde af den her bog, og jeg elsker at den gav mig all the feels hele vejen igennem. Allerede fra første side er jeg fanget og jeg blev revet med hele vejen - for så at sidde tilbage med tårer i øjnene. Næsten hulkende.

'Stav til sorg' er uden tvivl en velskrevet, velfortalt og gennemtænkt fortælling, der sætter fokus på det svære i at miste nogen - og skulle forholde sig til den efterfølgende sorg.

Så det at Eva formår at fortælle det gennem 4 unge mennesker, der på hver deres måde har mistet en - og som mødes i en sorggruppe for unge, hvor de formår at finde frem til at håndtere de svære følelser.

Jeg elsker mødet med Sidsel, Ofelia, Rasmus og Gustav til det første møde til første gang i sorggruppen - for derefter at vi i løbet af et enkelt år kommer ind under huden på dem. Både når de mødes i selve sorggruppen og udenfor mødestedet, idet de formår at lave noget sammen. Snakker sammen.

Samtidig med man også lærer dem at kende hver for sig på hver deres måde.

Forfatteren formår at give dem hver især en stemme, så man ikke er i tvivl om hvem der er hvem og hvad de kæmper med. Jeg har vitterligt lyst til at give dem alle et stort kram!

Kapitlerne er dejligt korte, hvilket forfatteren formår at få til at fungere, hvori vi skiftevis følger de fire unge - på en måde, så man ikke kører 100 % død i én karakter. Alt imens man sagtens kan glæde sig til at vende tilbage til dem hver især og se hvad de ellers gemmer på, under hver deres overflade.

Mødet med dem hver især, deres familier og blot lytte til deres tanker, deres følelser.

Jeg elsker at forfatteren formår at vise hvordan mennesker håndterer og reagerer forskelligt på sorg, der i forvejen er noget så sårbart. Hvor alt overskyggende det kan være, samtidig med vigtigheden i den støtte de fire unge oplever i hinanden. Det at de er der for hinanden, på godt og ondt. Giver hinanden støtte.

Samtidig med at deres familier hver især er der, om end en af karakterernes hjemmefront er mere robust end andres. Men hey? Jeg ville elske at komme hjem til Ofelias bedsteforældre, og især hendes mormors bagværk. Hun lyder altså så skøn!

På den anden side elsker jeg at der også er plads til de sjove, søde og skøre øjeblikke midt i det hele. At der er plads til de gode snakke, at de formår at grine sammen og være der for hinanden. Snakker sammen i og udenfor gruppen, hænger ud sammen og danner venskab med plads til de svære og knap så svære øjeblikke.

Det en bog der får sat ord på hvad sorg er. 

En bog hvor der er plads til de svære, alt overskyggende følelser, samtidig med at mindes de gode stunder og stadig kunne grine og have det sjovt. Finde støtte hos ligesindede. Være til stede i nuet, uden at glemme dem man har mistet. Blot at vide man ikke er alene, og det okay at være ked af det, men også kunne glædes ved minderne. Få sat ord på det man kæmper med.

Alt i alt får 'Stav til sorg' 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.