Hey skønne læsere.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger/holdninger er dog mine egne.
Titel: Tidens slør
Forfatter: Dina K. Sjöblom
Serie: Mellem verdener #2
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 2023
Antal sider: 447
Konflikten i jernalderens Skotland spidser til. Romernes greb om Storbritannien strammes, og imperiets magtudøvere skyr ingen midler for at få befolkningen til at underlægge sig det nye regime. I nutiden kæmper Alexandra med at finde fodfæste i sin nye virkelighed, men intet er som før. I takt med at nutiden og fortidens skæbnetråde vikles mere og mere ind i hinanden, får Alex sværere ved at ignorere, at Ragnarok nok blot er begyndelsen på rækken af de planer, som skæbnen har hvirvlet hende ind i.
Kapløbet med tiden er sat i gang, og Alexandra må søge i de mørkeste afkroge af mytologien – og i sig selv – for at redde Nathans slægtslinje. Men hvor langt kan man egentlig gå i retfærdighedens navn uden at miste sig selv undervejs?
Oh boy, for noget af en fortsættelse!
Dette var klart en bog jeg havde glædet mig til at kaste mig over. En fortsættelse jeg ikke kunne andet end have en masse forventninger til, efter afslutningen på dens forgænger - men om ikke Dina formåede at gøre dem alle til skamme og give mig noget af et eventyr uden lige. Og jeg elskede hvert et sekund!
Man taler endda vidt og bredt om den svære 2'er, men Dina formår at give den hele armen med en hæsblæsende fortsættelse, der river en med fra start til slut. Det en fortælling der er fyldt med overraskelser - både ift. de rolige og velgennemtænkte øjeblikke, samt de hæsblæsende og barske af slagsen. Jeg kunne ikke andet end nyde hvert et sekund og jeg lod mig let rive med hele vejen igennem.
Det var ret svært at glemme jeg ikke befandt mig inde i bogen sammen med Alexandra.
Og for at være helt ærlig? Så kunne jeg ikke andet end elske at være tilbage i godt selskab med Alexandra, der er en skøn, viljestærk og målrettet person, der formår at udvikle sig hele vejen igennem bogen. En udvikling jeg ikke kunne andet end lade mig rive med af og blot nyde hendes væremåde.
Om end hun på overfladen kan virke hård og i kontrol, elskede jeg at man også fik de mere følsomme og tænksomme sider af hende undervejs. Selv hendes mod, når hun havner i livstruende øjeblikke, såvel som situationer, hvor man ikke ved hvad der venter en.
Elskede især gensynet med de velkendte karakterer vi mødte i første bog. Et gensyn der dog ikke gik helt som forventet, men alligevel fyldt med glæde, overraskelser og... uventede øjeblikke. Store som små.
Samtidig med jeg nød at se Alexandra læne sig mere ind mod den skæbne, der er blevet hende tildelt. Såvel som får nye informationer, der vender op og ned på de ting hun troede hun allerede vidste.
Udover at vende tilbage til de karakterer vi mødte i første bog, som jeg helt klart nød at vende tilbage til, så elskede jeg også at møde Alexandras kusine - en lidt mere løssluppen person, der virkelig er en skøn modsætning til Alexandra. Hendes væremåde kunne jeg ikke andet end elske og det at hun støtter Alexandra hele vejen igennem. Selvom det hun fortæller kan lyde som det rene volapyk, hvis man ikke var der selv.
Jeg formåede at blive godt og grundigt overrasket undervejs. Endda op til flere gange, hvor forfatteren formåede at tage mig ved næsen og rive tæppet væk under mig. Det var både ift. handlingen hvor jeg spændt fulgte Alexandras færd, hvori der skete ting jeg aldrig havde forventet og overraskende informationer, jeg på ingen måde havde regnet med. Informationer der formåede at ændre både mit og Alexandras perspektiv på den rejse hun har været ude på fra starten af.
Sproget og universet er på så mange måder velformuleret, velgennemtænkt og dejligt beskrivende, så det var let at fornemme omgivelserne, såvel som karaktererne. Jeg elsker den måde forfatteren formår at lægge så meget betydning af selv de mindste ting ind i sin fortælling. Det er let at mærke de tanker hun har lagt i hver en information - stort som småt. Der er helt klart kredset for detaljerne.
Der var mere på spil denne gang, nye udfordringer og det er uundgåeligt at mærke at den research forfatteren har lavet inden, har spillet en vigtig rolle, for fortællingen som helhed. Både ift. beskrivelserne i Skotland og den tid vi havner i, sammen med Alexandra.
Og kan vi lige snakke om den slutning? Hvad filan var det lige for noget? Den kan da ikke slutte på den måde og så endda uden svar... jeg vil have mere, please! Og det kan vist ikke gå hurtigt nok.
'Tidens slør' får alt i alt 5 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar