Hey skønne læsere.
Det har altid været svært at være Harry Potter, og det er ikke blevet nemmere nu, hvor han er en overbebyrdet ansat i Ministeriet for Magi, ægtemand – og far til tre børn i skolealderen. Harry kæmper med en fortid, som ikke vil give slip, og hans søn, Albus, må bære den tunge byrde fra en arv, han aldrig har ønsket. Da fortiden og nutiden smelter ildevarslende sammen, må både far og søn erkende den ubehagelige sandhed: Nogle gange kommer mørket fra uventede steder.
Oh boy.
Dette er en bog jeg både havde set frem til at læse, men samtidig frygtet at gå i gang med. Mest af alt fordi jeg elskede at læse den originale serie, og stadig elsker den af hele mit hjerte - så det at kaste mig over en historie der foregår 19 år efter 'Harry Potter og Dødsregalierne' sluttede, var lidt af et sats.
Ville fortællingen leve op til mine forventninger? Ville det leve op til de forestillinger om hvad jeg troede/håbede på ville ske?
Men må sige at jeg på min egen måde nød at følge karaktererne, i et nyt og hæsblæsende eventyr, der dog tager en lidt anden drejning end jeg havde forventet. På den gode måde. Jeg nød at følge Harry Potter, Ginny, Ron og Hermione i deres voksne udgaver og se hvor de er endt henne ift. både familieliv og karrieremæssigt. Samtidig nød jeg at følge børnene i deres skolegang på Hogwarts, de udfordringer de møder og specielt Harrys mellemste søn, Albus, der kæmper med at være i skyggen af selveste Harry Potter.
Jeg blev positivt overrasket over hvordan fortællingen fik de rigtigt twists de rigtige steder, samt tog en med på lidt af et eventyr. For slet ikke at nævne det eventyr Albus og hans ven Scorpius, hovedkulds kaster sig ud i, uden at tænke over konsekvenserne.
Det var let at mærke at forfatteren, såvel som medforfatterne, havde tænkt over de mulige scenarier Albus og Scorpius' små eventyr formåede at ændre alt og de udfordringer de mødte derefter. Specielt ift. mødet med en helt ny karakter, der på sin vis gav mig noget af en overraskelse.
Jeg nød at se venskabet mellem Albus og Scorpius udvikle sig til et sandt venskab, hvori de begge har brug for hinanden og se dem tage på eventyr sammen og vi på den måde genser en form for venskabelig magi mellem dem, som vi så med Harry, Ron og Hermione.
Dog vil jeg sige at visse karakterer ikke helt var som jeg huskede dem og virkede anderledes, idet de ikke helt havde den samme magi som i de originale bøger - her tænker jeg specielt på Ron Weasley, der virkede lidt for tumpet ift. den han var i serien.
Men der var heldigvis andre karakterer der formåede at skinne lidt mere igennem på en positiv måde, idet de virkede lidt mere realistiske i deres ageren. Jeg nød bestemt at se en anden version af fx Severus Snape og Draco Malfoy. Især Draco fik lov at vise en anden og bedre version af sig selv, end vi ellers kender ham.
Dog kunne jeg godt have ønsket at vi havde set lidt mere til Harrys 2 andre børn, James og Lily, da det mest af alt virker til at det blot er Albus der kæmper lidt i skyggen af sin far. Ikke at jeg ikke nød at lære Albus at kende på godt og ondt, mens vi samtidig får Harry at se i rollen som far, såvel som ægtemand.
Inden jeg kastede mig over fortællingen, havde jeg dog læst en del blandede anmeldelser, der vejede til både den gode såvel som den dårlige side. En lille del af mig blev af den grund i tvivl om hvilken side jeg selv ville ende, idet det først og fremmest er en fortælling der er sat op som en teaterforestilling - hvor jeg nu har læst selve manuskriptet i bogform.
Det var lidt af en ambivalent følelse at sidde tilbage med, da jeg ikke er vant til at læse manuskripter og der på sin vis er ting der er gået tabt mellem linjerne. I hvert fald for mig, da det var ret svært for mig helt at kunne forestille mig karakterernes ageren på scenen, når jeg blot læser deres replikker, uden helt at se det så levende som jeg kunne have ønsket mig.
Alt i alt får den 3,5 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar