søndag den 31. august 2025

August Wrap Up // 2025 // Rina's bogblog

Hey skønne læsere.

Holy moly ... allerede 8 måneder af 2025 er gået, mens der nu kun er 4 måneder tilbage. Den forgangne måned er ligesom alle andre måneder, forsvundet i en døs af arbejde, læsning og hverdagens sysler. Men ikke desto mindre har jeg den sidste måneds tid fået hverdagen op at køre igen efter tre ugers ferie i juli måned, såvel som fået læst lidt flere bøger end den forgangne måned.

I starten af måneden fik jeg først og fremmest færdiggjort dét puslespil jeg viste frem i min sidste wrap up, som jeg havde gjort et godt indhug i, i løbet af sommerferien - hvilket var så rart, når jeg havde haft gang i det i 1,5-2 år, inden jeg lige fik lavet den sidste spurt og vupti ... så var den færdig! 

For slet ikke at nævne at jeg sågar fik købt en ramme til den, så jeg kan hænge den op. Dog var det nærmest et projekt i sig selv at få limet brikkerne sammen med en dedikeret puslespils lim, for så at få puslespillet på bagpladen og i ramme.
Samtidig koksede det lidt med selve rammen, der gik lidt fra hinanden i det ene hjørne, så jeg måtte hive fat i en limpistol, for at få limet den sammen, inden det til sidst lykkedes at sætte det hele sammen. Resultatet blev i hvert fald flot.


----------------

Men lad os da se på hvad jeg egentlig har fået læst i august.

Har fået læst i alt 6 bøger, hvoraf de alle er læst som lydbøger, da det lige er hvad jeg har haft overskud til - især mht. jeg mest af alt har lyttet til bøgerne, mens jeg har været på arbejde.
  • Ragnarok (Mellem verdener #1) af Dina K. Sjöblom
  • OCD-drengens tabu af Carsten Stoemann Rasmussen
  • Tårnvagterne (Sagaen om Tårnvagterne #1) af Jeanet Kirch
  • Brakhideøjet (Thalliyalora #2) af Maria Gessner Roland
  • Ravnenes Hvisken bog 2 (Ravnenes Hvisken #2) af Malene Sølvsten
  • Det vil ikke altid være sommer - et brud på anoreksiens lænker af Josefine Kleis-Olsen
-----------------

Men selvom jeg ikke fik læst en fysisk bog færdig, kom jeg dog lidt videre med én jeg fik påbegyndt i slutningen af juli - nemlig 'The 100' af Kass Morgan - hvilket er en bog jeg regner med forhåbentlig at få et godt indhug i, i løbet af september. Hvis alt går vel, så at sige.

Samtidig var 'Mellem verdener #1 - Ragnarok' af Dina K. Sjöblom en genlæsning, hvilket var lige det jeg havde brug for i starten af måneden. Foruden jeg senere hen kastede mig over 'Ravnenes Hvisken #2' af Malene Sølvsten, så havde en mindre omgang Nordisk Mytologi tema kørende med de to bøger. 

---------------

Den 15. august i år kunne jeg endda fejre hele 10 år som bogblogger, hvilket jeg også fik markeret i det her indlæg: 10 år som bogblogger, såvel som på instagram (karinafrederiksen), hvilket folk har taget SÅ godt imod - selvom jeg nok mest markerede det for egen skyld.
Ikke mindst for at mindes hvor langt jeg er kommet ift. da jeg startede da jeg var 24 tilbage i 2015 og til nu, hvor jeg er 34. Der er sket en del siden da, jeg har læst en del gode bøger, har mødt de skønneste mennesker og fået mig utallige gode minder undervejs. Foruden at turde dét mere end da jeg startede og til nu. 
Det er uden tvivl 10 år jeg ikke vil være foruden, trods op- og nedture undervejs.

Men det var så vist alt jeg havde for denne gang, så håber I har nydt at læse med.

XOXO - Rina.

onsdag den 27. august 2025

'Tårnvagterne' af Jeanet Kirch // Sagaen om Tårnvagterne #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Tårnvagterne
Forfatter: Jeanet Kirch
Serie: Sagaen om Tårnvagterne #1
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2024
Antal sider: 332

”At være tårnvagt er ikke velset i Samia. Det er en straf.”
Landet Samia er smedet i krig, og dets historie er skrevet i blod. For hundrede år siden førte Mørkekongen sin hær over landets grænser, hvor han blev slået tilbage. Siden blev der opført vagttårne på sletterne mellem Samia og Sortebjergene. Den smukke Eban lever for musik. Når fortidens synder bliver for tunge for de gamle soldater på Admiralens Hvile, lindrer han deres plagede sind med sine melodier. Men Ebans egen fortid indhenter ham, da han arresteres, fordi han har nægtet at tjene i hæren, hvilket er en pligt for alle mænd i Samia. Krigeren Atlan har kæmpet for Samia hele sit liv. Alligevel befinder han sig som fange til udvælgelsesprocessen af tårnvagter, hvor han redder Ebans liv. I selskab med en broget gruppe fanger sendes de afsted til tårnene langs Samias yderste grænse, hvor truslen fra den for længst besejrede Mørkekonge kun anses for at være symbolsk. Men tårnvagterne gør snart en skæbnesvanger opdagelse, der kan kaste landet ud i kaos. Splittet mellem valget om frihed og ønsket om at gøre det rette, står de overfor en vanskelig beslutning: Skal de forsøge at frelse det land, der har dømt dem som forbrydere eller vende det ryggen?

Ughf, for en spændende fortælling.
En fortælling jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente af den - men da jeg først er i gang, blev jeg revet med af både karaktererne og præmissen for historien.

I starten var jeg en anelse skeptisk ift. hvad jeg nu havde rodet mig ud i ift. fortællingen.
En fortælling der lidt virkede som om den flok vi mødte bare lidt skulle afstraffes af forskellige årsager, men nøj, hvor blev jeg overrasket, da den lille gæve flok af tårnvagter formår at tage ud på et eventyr. Et eventyr de nok ikke burde rode sig ud i, men jeg kunne ikke andet end lade mig rive med.

Karaktererne har uden tvivl op- og nedture undervejs i deres færd med at finde ud af det her mysterium. Et mysterium der enten kan give dem muligheden for at gøre det rette for landets bedste, mens der er en frihed der lurer lige for næsen af dem. Især når de møder folk undervejs der sætter spørgsmålstegn ved deres mission og gør at de må overveje for og imod. For gør de egentlig det rigtige eller er det mest for at opnå plus point hos de større magter?
Den del syntes jeg var interessant at følge og finde ud af hvordan deres tankegang bliver udfordret undervejs.

For holy moly, hvor kommer de vidt omkring i deres færd.
Først her formår vi som læsere at lære landet at kende og får beskrivelser af omgivelserne undervejs, hvilket er guld værd. For mig gjorde det underværker ift. at kunne få en fornemmelse af hvor karaktererne befinder sig og hvad det er for en verden man som læser bliver introduceret for.

Det var for mig et interessant univers, som forfatteren formår at inddrage læseren i, i takt med at karaktererne kommer frem på deres mission. Både ift. deres omgivelser, de personer de møder og de dilemmaer de står overfor undervejs.

Selvom man lige i starten skal finde hoved og hale i hvem der er hvem ift. karaktererne og deres forskellige personligheder, er de ret interessante at følge i deres færd. Specielt når man tænker på de er en ret så broget flok, der udefra måske ikke helt virker som den bedste flok til at være tårnvagter - uanset hvad man må tænke om netop det at være "dømt" til at være tårnvagt.

Forfatteren har en skøn og medrivende skrivestil, der gør at man som læser formår at se karaktererne og universet for sig. Foruden at man bliver revet med ind i fortællingen, så man lidt er nødt til at vide hvor de er på vej hen og hvordan det hele ender - såvel som at afslutningen af den her bog giver en afslutning på dét eventyr de har været ude på, men lige så vel giver plads til at der kan ske mere.

'Tårnvagterne' får alt i alt 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

fredag den 15. august 2025

10 år som bogblogger // Rina Rabler #5 // Rina's bogblog

Hey skønne læsere.

I dag er det ikke en anmeldelse der står for skud, men mere en fejring af at jeg, pr. d. 15. august 2025, kan fejre hele 10 år som bogblogger. Et helt årti som værende én der har delt sin passion for bøger og delt sine tanker om de bøger der nu er blevet læst.

Men hey - hvad mon de 10 år egentlig har bragt med sig af goder, ud over at dele glæderne ved læsningen og de bøger der nu er blevet læst undervejs? En masse minder, jeg uden tvivl ikke vil være foruden, såvel som de venskaber/bekendtskaber jeg har dannet undervejs.

Allerede en måned efter jeg startede bloggen her, flyttede jeg hjemmefra - som 24-årig!
Foruden at jeg uden tvivl var heldig at kunne bo hjemme så længe, var det først der jeg 100 % følte mig klar til at bredde vingerne og flytte i eget hjem - for der at finde min egen rytme, udenfor de mere vante rammer.

Bogblogger arrangementer

Det var lidt det der, foruden bloggen i sig selv, der var startskuddet til jeg lige så stille blev dét mere modig ift. at prøve nye ting.

Selvom jeg startede bloggen i 2015, var det først i 2017, at jeg var til mit første bogblogger arrangement - jeg var på daværende tidspunkt en ret så forsigtig person, der skulle lære at det med at tage ud i verden på egen hånd, uden andre til at hjælpe. Ja, givetvis var jeg 26, men hey?
Jeg formåede trods alt at komme afsted til København, for at deltage i fejringen af 'Sjælehenteren' af K. L. Berger. Endda inden jeg igen var til mit næste bogblogger arrangement i foråret 2018 i anledningen af 'Grænsen til Trafallas, del 2 - Skyggen fra Nord'.

Indtil da havde jeg blot hygget mig med at anmelde bøger, mens jeg agerede en smule i baggrunden, ift. de andre skønne bogbloggere jeg på daværende tidspunkt blot fulgte - uden selv 100 % at føle mig på lige fod eller niveau med. 

Siden da, har jeg været til flere skønne arrangementer, i anledning af bogudgivelser, fejringer og bogblogger relaterede events - om det har været ifbm. Fantasyfestivalen eller i løbet af året, så er det guld værd, at jeg de sidste 10 år har bevæget mig ud over egne grænser, så jeg blev mere modig ift. at springe ud i de ting jeg gerne vil.

Især ift. at man ved disse arrangementer, ud over at møde de skønne forfattere og andre bogbloggere, får et andet indblik bag bøgerne, processen der ligger i at få dem udgivet og nogle af forfatterens tanker ift. processen - foruden selve det at skrive selve bogen.

Bogmesser

I 2018 var også første gang jeg var til Fantasyfestivalen i Esbjerg, hvor jeg var så heldig at få et armbånd til weekendens festligheder. Dog var jeg dét år kun afsted lørdag, men har siden da troligt været afsted hele weekenden de efterfølgende år - hvis man ser bort fra 2020's pandemi
Fantasy festivalen er uden tvivl den bogmesse jeg holder mest af, med den magiske stemning, de eventyrlige foredrag og det fællesskab der er omkring genren, der virkelig formår at blive hyldet den weekend.
Men først i 2021 var jeg til Bogforum for første gang, hvilket i sammenligning med Fantasyfestivalen, er en mere overvældende oplevelse - selvom det uden tvivl har været fedt at være afsted til begge dele.

For slet ikke at nævne at jeg i perioden 2021-2024 endda var en del af bogblogger panelet til Årets Danske Fantasy Pris - hvilket for mig var en ære at være med til, da jeg elsker at folkene bag Dansk Fantasy, The Fantasy Fellowship (læsekreds for fantasylæsere) og Fantasyfestivalen giver plads til at hylde de danske fantasy forfattere.
Specielt når jeg selv elsker fantasy genren og elsker at der er så mange dygtige og helt igennem fantastiske fantasy forfattere derude.


Fællesskabet

Men ved I hvad jeg er mest taknemmelig for at have fået de sidste 10 års tid?
Det er uden tvivl venskaberne og en plads i det mest mangfoldige fællesskab, hvor der er plads til så mange forskellige mennesker.
Jeg har uden tvivl mødt de skønneste mennesker, i form af både bogblogger kollegaer, forfattere og alt derimellem. Venner og bekendtskaber jeg slet ikke vil være foruden.

Jeg knus elsker det fællesskab der, hvor jeg fra starten af følte mig velkommen og en del af noget større end kun mig og mit lille hjørne af bogfællesskabet. At finde andre ligesindede, jeg har fået de skønneste venskaber til, de skønneste snakke og sjov jeg har haft i deres selskab - både fysisk til bogmesser, arrangementer og what not, såvel som online hvor jeg har haft en del gode snakke.
Om det så har handlet om bøger, livet eller andet, der lige faldt os ind, så er det uden tvivl værdsat, at jeg har fundet et sted hvor jeg føler der er plads til mig.

10 år er lang tid, og kan let føles som en livstid.
Men sikke en livstid det har været. Et årti jeg ikke vil være foruden, med alle minderne, venskaberne og at jeg er blevet en del modigere, ældre og dét klogere siden mit 24-årige jeg sprang ud i noget nyt - som jeg dengang ikke havde regnet med stadig ville være en ting så mange år senere.

Men 1.000 tak til alle jer skønne forfattere og forlag, der i tidens løb har betroet jer til mig med jeres skønne bøger og fantastiske fortællinger - jeg ser frem til mange flere af slagsen, foruden de bøger jeg ikke får tilsendt, men mindst lige så meget læser af ren og skær fornøjelse - og fordi jeg jeg ikke kan lade være.

Tak, til jer skønne bogbloggere, der lige så vel har ladt mig med ind i det skønneste fællesskab, der har fyldt mig med minder, smil, grin og en hel del gode snakke. Både om bøger og alt det andet ved siden af. Må det endelig fortsætte ud i det uendelige.
Såvel som til de skønne forfattere der ligeså vel er blevet til et venskab udover bøgernes verden og de skønneste snakke der har været undervejs.

XOXO - Rina.

lørdag den 9. august 2025

'Den sommer vi sang mellem bøgetræerne' af Maria Persdatter // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Den sommer vi sang mellem bøgetræerne
Forfatter: Maria Persdatter
Serie: -
Forlag: Hi Reader
Udgivet: 2025
Antal sider: 296

Fanny burde have det fedt, for hun har endelig slået op med sin utro eks. De depressive tanker begraves derfor i fest, musik og falske smil, da hun med to veninder tager på festival. Hendes veninder mener, at den bedste måde at komme sig over en fyr er ved at finde et rebound. Men hvad er egentlig bedst for Fanny selv? Esther-Liva er hjemvendt fra Østrig for at være sammen med sin barndomsven, Mads-Emil, men han forsvinder konstant. Hans venner er søde nok, men hvor meget og hvor lidt må man fylde i en gruppe, man ikke rigtig kender? Så dukker Bjørk op, og pludselig betyder Mads-Emil ikke helt så meget. Det giver bare slet ikke mening, for Esther-Liva er ikke typen, der forelsker sig. Vel?
Den sommer vi sang mellem bøgetræerne er en ungdomsroman, der udfolder sig på Skanderborg Festival. To festivalcamps krydser veje i en cocktail af rå følelser, høje promiller, queer konfetti og lyse nætter.

Ughf, for en skøn fortælling.
En fortælling der virkelig formåede at give det skønneste indblik i både hvad en oplevelse på en musik festival kan indeholde og mødet mellem de skønneste unge mennesker - såvel som kaotiske øjeblikke venner imellem, de sødeste momenter nye bekendtskaber imellem og nye venskaber der opstår undervejs.

Jeg nød uden tvivl at blive revet med ind i festival stemningen undervejs.
Især i mødet med både Fanny og Esther-Liva der er i hver deres festival lejr med hver deres sæt venner, alt imens de undervejs formår at mødes på kryds og tværs i løbet af festival ugen - en uge fuld af op- og nedture, som jeg ikke kunne andet end blive revet med af, i takt med at man følger de to hovedpersoner i hver deres kapitler.

Men helt ærligt, så elskede jeg både de rolige øjeblikke de to lejre har hver især, hvor de har de skønneste snakke, man lærer karaktererne at kende, såvel som når de to lejrer, de to grupper af venner, møder hinanden undervejs og får skabt relationer hinanden imellem, der rækker længere end til den ene uge på festivalen.
Foruden jeg nød de mere kaotiske øjeblikke, hvor det føles som om alt er på spil, gnidninger sker og man ikke helt ved hvordan det ender for de to hovedpersoner.

Foruden tid i de forskellige lejre, nød jeg lige så meget at de unge mennesker får hørt noget godt musik og deltager i forskellige aktiviteter rundt omkring på pladsen, alt imens de har den fedeste uge. Jeg fik mig i hvert fald et par smil undervejs.

Undervejs får man en skøn fornemmelse af de to karakterer, de følelser og tanker de hver især bøvler med og forventningerne til deres tid på festivalen. Tanker og følelser der kommer i spil i forskellige situationer, i snakke med deres venner, i mødet med nye mennesker, spontane øjeblikke og hvad end en festival har at byde på. 
Jeg nød uden tvivl at lade mig rive med af at følge dem hele vejen igennem, hvori man undervejs lærer dem at kende i et miljø, ingen af dem kan kontrollere.

Det er en uge hvor de hver især formår at udfordre sig selv på en anden måde end de plejer, lærer sig selv at kende på en ny måde og give sig selv hen til nye relationer - selv dem der ender ud i en lidt akavet miks af følelser, de måske ikke helt ved hvad de skal gøre af.

Forfatteren formår uden tvivl at skrive i et ungdommeligt sprog, der taler til unge mennesker. Foruden forskelligheden i karaktererne, der hver især manøvrerer på LGBTQ+ spektret - hvilket uden tvivl er indkorporeret på den fineste vis, så de hver især virker relaterbare, uden det er mere i fokus, end det blot er den mest naturlige del af fortællingen.

Elsker især det at de hver især, både de to hovedpersoner og bi karaktererne, formår at finde sig selv på en ny måde undervejs. Trods det burde være en uge fyldt med sjov og ballade og god musik, er der mindst lige så meget plads til de dybe snakke og finde en styrke til at vende tilbage til hverdagen - om det så er tilbage til det sædvanlige eller måske for at gribe efter nye muligheder.

'Den sommer vi sang mellem bøgetræerne' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

lørdag den 2. august 2025

Juli Wrap Up // 2025 // Rina's bogblog

Hey skønne læsere.

Juli måned har på den ene side været en måned der er gået hurtigt, men så alligevel ikke. Men mest af alt, så har den budt på tre ugers sommerferie, med mulighed for at komme ned i gear og få slappet af. 

Min sommerferie bød på, foruden læsning, på afslapning, puslespil, et par strandture (obligatorisk for mit vedkommende) og set noget serie.

Jeg startede endda min ferie ud med at invitere mig selv en tur i biografen, for at se 'Lilo & Stitch' - en rigtig skøn film, som jeg varmt kan anbefale ift. det er en remake af den originale tegnefilm fra 2002.

Foruden at jeg også var til endnu en sommerfest lige inden min sommerferie startede med det andet arbejde - en hel uge efter den sommerfest jeg var til med det ene arbejde.

-----------------------

Til trods for at jeg har haft en hel del mere tid til rådighed for at få læst, så har jeg i juli måned ikke fået læst så vildt mange bøger. Formåede nemlig "kun" at få læst 4 af bøger i alt, men det har til gengæld været nogle skønne læseoplevelser - endda bøger af danske forfattere.

De 4 bøger jeg fik læst i juli måned er fordelt på 2 fysiske bøger og 2 lydbøger.
  • Vinger af Skygger og Torden af Stine Bahrt
  • De slettede (Fermis Paradox #1) af Sabine Hein
  • Den sommer vi sang mellem bøgetræerne af Maria Persdatter
  • Vulkanvinter (Pandora #1) af Christian Engkilde
'Vulkanvinter' af Christian Engkilde er den eneste bog jeg ikke har fysisk på min reol, men ikke desto mindre var det en skøn læseoplevelse. En bog om fremtiden, klimaet der ændrer sig til det værst tænkelige, ren og skær overlevelse og en stærk hovedperson, der tør tage chancer.

'Den sommer vi sang mellem bøgetræerne' er uden tvivl en ægte sommerbog, da handlingen foregår på Smukfest og har ægte sommervibes, ungdoms liv og at være i nuet - er så glad for jeg fik den læst & kunne være en del af en musik festival, som jeg aldrig selv har været med til i virkeligheden.

---------------------
Men foruden at have hygget med at læse, brugte jeg også en god del timer med at komme videre med et puslespil jeg har haft gang i alt, alt for længe - et puslespil jeg med al held kan få op at hænge, for holy moly, hvor er det flot!

Det er det fineste puslespil med hvide ulve, som jeg fik i fødselsdagsgave tilbage i 2016. Jeg har et par gange før forsøgt mig med at få det samlet, men mistede altid lidt tålmodigheden eller skulle flytte. Så det at jeg er kommet så langt nu, gør mig en anelse mere stædig ift. at få det færdigt!


---------------------

'Den sommer vi sang mellem bøgetræerne' af Maria Persdatter og 'De slettede' af Sabine Hein er to bøger jeg havde sat på min sommer TBR, da jeg på instagram blev tagget til at vise en sommer TBR frem - og so far har jeg klaret 3 ud af de 4 bøger jeg satte på den liste, hvilket er ret godt ift. at jeg er en mood reader.

Hvad end august byder på, må jeg se efterhånden som måneden skrider frem. Har som altid ingen decideret TBR, da jeg læser efter hvad end mit humør finder på.
- Ud over forhåbentlig at komme godt i gang med den sidste af bøgerne fra min lille sommer TBR, som jeg endnu ikke har læst - nemlig 'The 100' af Kass Morgan, der er bogen bag serien af samme navn.

Hvad har du/I lavet i jeres sommerferie? Læst nogle gode bøger?

XOXO - Rina.

'Brakhideøjet' af Maria Gessner Roland // Thalliyalora #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Titel : Brakhideøjet Forfatter : Maria Gessner Rolan Serie : Thalliyalora #2 Forlag : Dreamlitt Udgivet : 2024 Antal side...