lørdag den 20. august 2016

2. praktik #9

Hej kære læsere <3

Som nogle nok har kunnet fornemme i mine tidligere indlæg, så kæmper jeg en del med mig selv. Ikke bare ift. praktikken, men en hel del med mig selv på hverdags niveau. Nogle dage er bedre end andre. Nogle dage kæmper jeg mere end andre dage, hvilket kommer an på hvordan jeg har det på den pågældende dag og hvordan tingene er gået. Om det så er at opnå mine mål eller om jeg føler mig utilstrækkelig. Hvilket jeg gør en del. Kan jeg nu opnå det jeg gerne vil? Kan jeg leve op til kravene og de mål jeg skal igennem? Kan jeg udvikle mig nok og tids nok til når praktikken er slut? Jeg er ikke sikker.

Efter sidste uge har der kørt en masse tanker omkring en eventuel pause fra det hele. I sidste uge kørte det hele rundt i hovedet, men nu er jeg nok mere afklaret med det. Ikke fordi jeg stopper lige nu og her, men kæmper videre og giver mig selv tid til lige at mærke efter hvordan jeg har det med tingene. Det er virkelig ikke noget jeg har været god til, men er begyndt på det. I hvert fald med hensyn til at lytte til mig selv og prøver på ikke at bekymre mig om hvad andre mon tænker om mig og de valg jeg tager. Det er trods alt mit liv og måske har jeg virkelig brug for en pause, så jeg kan få ro på de ting jeg kæmper med og i sidste ende ikke lade det stå i vejen for mig. Først og fremmest kæmper jeg videre, da jeg endnu ikke er parat til at give op i den her omgang.

En af de ting jeg f.eks. kæmper med er anerkendelse og accept. Vil så gerne have anerkendelse og accept fra mine kollegaer, ligeså vel som fra børnene. Er jeg nu god nok som den jeg er? Eller er der noget helt galt med mig? Men den jeg mest af alt burde få accept og anerkendelse fra er mig selv. For hvis jeg accepterede mig selv for den jeg er og anerkendte at jeg har det som jeg har det, samtidig med at se mig selv for den jeg er, så ville jeg hvile mere i mig selv end hvad jeg gør.

I årevis har jeg forholdt mig til at jeg gerne ville være usynlig. Hvorfor mon? Hmm, det er godt spørgsmål. Mest af alt fordi jeg har været så forfærdeligt bange for hvad andre tænker om mig. Hvis jeg overvejer at gøre noget, som jeg et eller andet sted godt kunne tænke mig at prøve af, så kommer tanken om hvad andre mon vil sige til det. Værre er dog hvad de mon vil tænke om mig og sige om mig bag min ryg. Selv når der måske ikke er noget hold i de tanker, så kan jeg ikke lade vær med at frygte det.

Frygten sidder dybt i mig ift. mobningen i folkeskolen. Specielt der er det at man danner ens identitet og ens selvfølelse. Mine er endt med at være en del negative og frygt baseret ift. hvad andre vil tænke om mig, i stedet for at forholde mig til hvad jeg tænker om mig selv. Hvad har jeg lyst til? Hvad drømmer jeg om og hvor vil jeg gerne hen? Jeg ved det ærlig talt ikke. Den eneste drøm jeg nogensinde har turdet håbe på, var at blive pædagog. Man kan sige at jeg er i fuld gang med at blive det, kan forstå tingene og andre siger til mig at jeg er en klog pige. Men er jeg nu også det? Det tvivler jeg selv stærkt på. En ting er jo at have det hele i teorien, men det hjælper dælme ikke hvis man ikke kan udføre det i praksis.

XOXO – Rina <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Blodets Bånd #7 - Fortidssynder // Anmeldelse

Hey kære læsere <3 Så er jeg på den igen med endnu en anmeldelse, og denne gang har jeg haft fornøjelsen af at læse 'Fortidssynd...