Grænsen til Trafallas, Del 1 - Den halves arv - Julie M. Day // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Endnu en gang er jeg på banen med en skøn anmeldelse og denne gang er det Julie M. Days debutroman, der står for skud. Nemlig, som overskriften indikerer, 'Grænsen til Trafallas, Del 1 - Den halves arv'. Lad os hellere se at komme igang.

Titel: Den halves arv
Forfatter: Julie M. Day
Serie: Grænsen til Trafallas #1
Forlag: Skriveforlaget
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 466

”Hvad er jeg?” gentog jeg. Denne gang lød jeg vredere end planlagt. Men jeg var vred! Jeg var vred og frustreret. ”Du er halv,” sagde han så. De tre ord virkede voldsomme og på samme tid befriende. Og pludselig havde jeg svært ved at synke.
Da Grace stifter bekendtskab med en mærkværdig skriftrulle, og der samtidig kommer en fremmed mand til byen, er hun ikke i tvivl – den fremmede vil hende noget, og det er ikke nødvendigvis noget godt. Inden længe bliver Grace hvirvlet ind i en ældgammel fejde mellem godt og ondt. Hun er stærkt ønsket af nogen i det fremmede og magiske land, Trafallas, mens andre helst ser hende forsvinde. Hvem er de gode, og hvem er de onde, og hvem af dem kan Grace stole på? Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker. Den halves arv er 1. del af 3.

OMG! En fantastisk fortælling. Jeg siger det bare. Jeg er så positivt stemt over denne fantasy roman. En bog der er fængende fra allerførste side, hvilket for mig kun kan været et godt tegn. Jeg blev i den grad revet med ind i en verden fyldt med magi, og fyldt med baggrundshistorie, der gør at fortællingen i den grad har dybde. En dybde der virkelig formår at fange læseren helt til sidste side. Selv der, når man når slutningen, vil man stadig have mere. Mere af Grace og hendes historie, samt hendes kærlighed til Zachos (som for mig udtales som nachos med Z).

Jeg blev revet med fra starten, da jeg for alvor kom igennem første side. Følger troligt med Grace fra hun er i sin egen, almindelige verden, hvor alt er som hun kender det og videre til at en mystisk person kommer og tager hende med ind i en helt ny verden. En verden, hvor der lever elvere, hvilket ikke er væsner jeg normalt omringer mig med, men skøn forandring for mig. Oveni det er der de mystiske væsner og beskrivelserne af dem er super gode. Fantastisk fortalt, i en verden der er mere end hvad man lige tror, samt beskrivelsen af omgivelserne og stemingen hele vejen igennem. Jeg blev i hvert fald mærket af stemningen, idet det var så godt beskrevet.

Det jeg elsker ved bogen, udover at blive revet med fra starten, er selve sproget. Sproget er dejligt letlæseligt, man er med fra starten og det foregår i et dejligt behageligt tempo. Specielt det med at fortællingen foregår over længere tid, gør at det er mere realistisk ift. at Grace lærer magi, sproget i Trafallas og omkring den nye verdens historie, hvilket ikke kan gøres over kortere tid. Ikke hvis det skal gøres ordentlig og ift. det at sproget er svært for hende at forstå i starten og at skulle lære at udtale ordene, samt lære betydningen.

Selve spændingsniveauet igennem bogen er også dejligt behageligt, idet der både er et højt tempo når det går stærkt, hvor hjerter sidder helt oppe i halsen, og et roligt tempo, så man lige kan få lov til at trække vejret imellem de spændende ting. Oveni det er der tidspunkter hvor jeg lidt godt kunne regne ud at Grace ville ende i problemer. Hvordan kan man lade en nysgerrig ung kvinde, blive alene på en gade, et fremmed sted, uden at forvente at hun ville tage på eventyr? Jeg spørg bare. Ikke fordi det er dårligt, men i min teori, kan man ikke tage et sted hen, have en hyggelig dag, uden at der på en eller anden måde vil gå et eller andet galt - i en eller anden forstand.

Jeg elsker Graces personlighed og særheder, samt det at hun er en bogelsker, ligesom jeg selv er. Og der er det at hun arbejder i en boghandel da man møder hende første gang. Elsker den måde hun formår at tage Trafallas til sig, som havde det været hendes hjem fra starten.

Jeg elsker forholdet mellem Grace og Fëra, der i den grad virker som to bedste veninder, der virkelig kan gøre alt og intet sammen. Hvad end Grace har på hjerte, kan hun tale med Fëra om det. Fëra er i den grad en skøn karakter, der virkelig tager Grace til sig fra starten, som var hun hendes egen. Forholdet imellem dem er det dejligste, sødeste og ikke mindst det at de lidt har det med at være ude på løjer, når fyrene ikke er hjemme.

Det gik dog lidt for hurtigt for mig ift. forholdet mellem Zachos og Grace. Ikke fordi jeg ikke kan lide deres søde kærlighedshistorie, men det gik måske lidt for hurtigt fra at Zachos det ene øjeblik virkede til at hade Grace og hendes tilstedeværelse og videre til at hun er hans livs kærlighed. Der kunne godt have været lidt mere indimellem der, hvor de fik lov til at udvikle deres kærlighed, så læseren kunne få lov at følge med i selve processen ske.

Jeg beundrer virkelig Grace og hendes mod, idet hun for alvor får sin sag for overfor oprørerne, idet de kommer efter hende. Grace formår virkelig at stå op for sig selv og for dem hun elsker. Oprørernes leder kan virkelig lære noget af hende, idet Otera (oprørernes leder) virkelig kan være egoistisk mod at nå sit mål. Hvad end der skal til.

Hun var lidt for meget af at ville have det på hendes måde, uden lige at finde ud af hvordan hun bedst kunne dreje situationen til hendes egen fordel. Ellers er det et godt samspil mellem det gode og det onde. Julie M. Day formår at lede op til at der skal ske mere mellem oprørerne og Victiorlianerne. Specielt med den cliffhanger der kom til sidst. Hvad dælen er det for en afslutning? Jeg vil i den grad have mere, læse mere og ikke mindst tilbage til Trafallas. Tilbage og finde ud af hvad der kommer til at ske.

Ja, indlægget blev lidt langt, men jeg håber i bærer over med mig. Jeg har virkelig elsket at læse denne bog, så jeg havde rigeligt på hjerte. Håber vi ses næste gang.

XOXO - Rina <3