'Dødedansen' af Karen Inge Nielsen // Grænselandskrimi #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Dødedansen

Forfatter: Karen Inge Nielsen

Serie: Grænselandskrimi #2

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2021

Antal sider: 348

En præst findes bestialsk myrdet i sin kirke i Bylderup. Mordet virker rituelt, da offeret er bundet, som var hun korsfæstet, med hænderne skåret af. Politiets teorier trækker hurtigt i en retning, men alle spor ender snart i blindgyder. Samtidig er en tysk medicinaldirektør forsvundet, og Tomas Beckmann fra Flensburg Kriminalpolizie ønsker hjælp fra dansk politi. På sidelinjen står efterforsker Mads Lindstrøm, tvunget på afspadsering efter sin egenrådige handlen i sagen om Færgemanden, overladt til sig selv, sit tomme barndomshjem og sin tvivl om, hvor han hører til. Da hans søster melder sin ankomst, begynder de sammen at rode op i familiens dystre fortid, og Dødedansens motto ‘Hvad I er, var vi en gang; hvad vi er, skal I blive’ truer med at blive sandhed for både morderens ofre og Mads Lindstrøm selv.

Oh boy, for noget af en fortsættelse!

Karen Inge Nielsen formår endnu en gang at hive en med ind i en sag, der ikke ligefrem er for sarte sjæle. For forfatteren formår at beskrive både sagen og offeret på en måde, så det står levende frem for en. Det en fortælling hvor jeg blev revet med fra start til slut, for netop at finde ud af hvem der havde formået at kreere så brutal en gerning.

Jeg nød at blive revet med ind i en sag om hvem end der dræbte præsten - en sag der ikke er helt nem at løse, når enhver ledetråd mod en potentiel gerningsmand, ender i en blindgyde. For selvom visse ting indikerer hvem gerningsmanden er, har personen et stærkt alibi og gennem hele fortællingen føles det som om de famler i blinde - hvilket jeg nød, for netop ikke at kunne gætte gerningsmanden så let.

Og det at jeg formåede at blive overrasket i sidste ende, gjorde det hele endnu bedre når man undervejs kan gætte med uden helt 100% at vide hvem der reelt set gjorde det.

Men kudos til Mads Lindstrøm for ikke at give op og jeg nød at følge hans tilgang til tingene, såvel som samarbejdet med folkene på den tyske side - om end Mads' chef ikke ligefrem er glad for metoderne eller det at Mads endnu en gang ikke helt formår at følge en ordre. Men hey? Mads er helt klart sin egen herre, om end det giver ham problemer undervejs.

Alligevel var det en ren fornøjelse at være tilbage hos Mads Lindstrøm, om end han stadig er mærket af den tidligere sag. For ja, han tager det lidt personligt ikke at være den der får hæderen for at løse sagen om 'Færgemanden'. Men det at han tvinges til at skulle forholde sig til både en tidligere sag og ting fra sin fortid - fx sin far.

Men det at hans søster også formår at rive op i nogle ting, ved at gøre op med deres barndomshjem, får vi en dybere fornemmelse af Mads, hans tankegang og hans måde at se tingene på. Måske en anelse for stringent? Lidt ligesom hans måde eller slet ikke.

Jeg nød helt klart at komme tættere ind på Mads som person, lære hans fortid mere at kende og forholdet til hans søster, der trods alt blot vil hjælpe og ikke mindst komme ovenpå forældrenes bortgang.

'Dødedansen' er mindst lige så medrivende som sin forgænger, i og med Karen Ingen Nielsen formår at skrive i et fængslende sprog, der ikke ligger fingrene mellem sagens detaljer, karakterernes personligheder og sagens grufuldheder. Samtidig fokuseres der denne gang, trods sagens grufulde detaljer, også på det psykologiske aspekt - hvilket var mindst lige så spændende som sagens detaljer og det at vi kommer mere ind i hovedet på Mads Lindstrøm.

'Dødedansen' får 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.