Hey skønne læsere.
Denne gang er bogen et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Alle meninger/holdninger er dog mine egne.
Titel: #Challenge
Forfatter: Ninna Nygaard
Serie: -
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2024
Antal sider: 236
Hvad gør man når man kommer til at sige noget man ikke kan trække tilbage? Hvad sker der når ens største hemmelighed bliver afsløret uden man kan stoppe at alle finder ud af den?
Veninderne, Jasmin og Laura, går i niende klasse og skal lave gruppearbejde i skolen om sociale medier.
En udfordring imellem grupperne sætter Laura og Jasmin på hver sin side af en konflikt de ikke selv har skabt. De bruger mere og mere tid hver for sig, og til sidst er der så mange misforståelser mellem dem at ingen af dem ved hvordan de skal finde sammen igen.
'#Challenge', hvor skal jeg dog starte med den her skønne fortælling?
Det er uden tvivl en skøn, medrivende fortælling, der sætter fokus på sociale medier, dens indvirkning og de positive/negative effekter den kan have på unge mennesker og deres relation til hinanden.
Jeg nød at blive revet med af fortællingen allerede fra starten af, hvor vi i hver deres kapitler følger veninderne Laura og Jasmin. To skønne veninder, der formår at havne i en konflikt, der eskalerer undervejs ift. gruppearbejdet omkring netop de sociale medier. For slet ikke at nævne udfordringen de kaster sig ud i, mht. #challenge og hvad end det fører med sig undervejs.
Det er uden tvivl en realistisk roman, der giver et bud på hvordan sociale medier spiller ind ift. unges relationer - både på godt og skidt. Der sker flere forskellige ting undervejs, som virkelig giver et skønt indblik i de to pigers liv, tanker og følelser undervejs. Man får virkelig en fornemmelse af hvad der er på spil for dem, måden de interagerer med hinanden og lader sig rive med af udfordringen der opstår pga. den opgave de laver i skolen.
Samtidig formår den ene at udfordre sig selv mere end hun havde regnet med, hvori hun får skøn respons på sine evner - selvom hun næppe ønsker at alle skal se det. Men oh boy, hvor nød jeg blot at følge slagets gang i de to grupper, hvordan de håndterer de forskellige situationer. Jeg blev uden tvivl revet med undervejs, på en god måde og lod karaktererne komme ind under huden på mig.
Karaktererne virker dejligt realistiske, skrivestilen er lige til og man fornemmer at forfatteren har gjort noget ud af selve historien, så den taler til de unge ift. hvor de er mht. de sociale medier. Samt den effekt den kan have på ens liv, hvis man ikke tænker sig om ift. hvad man poster eller giver af sig selv online.
'#challenge' får alt i alt 4 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar