Hey kære læsere.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatter Sissel Moody og Forlaget Klippe.
Alle meninger er dog mine egne.
Titel: Undergrundens mysterier
Forfatter: Sissel Moody
Serie: Forbandelsen over Laitana #2
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 2019
Antal sider: 559
Tror du på Magi? Tror du på sammenhold?
Tror du på, at vi sammen kan vinde over den mørke magi?
Jeg, Linea, er frelseren, og jeg tror på det.
Laitana er mørkere end nogensinde før. Et uvejr ødelægger og bringer dødelige konsekvenser med sig. Exma holder sig skjult. Soldater spreder frygt i Søbyen. Flere indbyggere er stadig forsvundet. Der er noget på vej. Vi kan alle mærke det. En ny magisk sten fra Undergrunden er vores eneste chance for at bryde forbandelsen. Men ingen ved, hvor Undergrundens indgang er placeret, og det eneste kort dertil er forsvundet. Vi må stå sammen og kæmpe. Frelseren alene er ikke længere nok.
Inden jeg gik i gang med bogen havde jeg en mindre forventning om at, når Linea kom tilbage til Laitana, ville størstedelen af tiden blive brugt nede i Udergrunden og afsøgningen af dens mysterier - i hvert fald ud fra titlen. Men den forventing/antagelse blev gjort til skamme, da jeg endelig kommer langt nok ind i bogen - heldigvis på den gode måde. For der sker så mange forskellige ting, som alligevel formår at give et perfekt billede af de mysterier der evt. kunne gemme sig i Undergrunden.
Jeg følte det var
Linea er helt klart vokset som karakter. Specielt ift. hendes selvværd, der bestemt er en afgørende faktor, i og med at hun på flere punkter agere mere selvsikkert, tror på sig selv og sine egne evner, samt at hun kan mere end hidtil troet. Specielt ift. det store ansvar hun konstant skal bære rundt på i det at være frelseren - hun tager det en god del mere alvorligt, og tager det for alvor rigtig på sig.
Der var dog tidspunkter hvor hun stadig virker en smule naiv ift. troen og tilliden på nogle personer undervejs - selvom hendes instinkt og hendes tætteste venner fortæller hende at visse personer ikke er til at stole på, så stoler hun alligevel blindt på det visse utilregnelige personer fortæller hende.
For slet ikke at snakke om hendes svingende tiltro/manglende tiltro til Naja/Navia - der gang på gang har givet hende et rap over fingrende.
Det var bestemt også fedt at se at en bestemt karakter, som Linea møder for første gang, skubber en lille smule til hende, for at få hende til at overveje sig selv og sine tanker, handlinger og meninger en smule mere selvstændigt - idet de giver hende muligheden for virkelig at træde ud af skyggen af andre, og for alvor være sin egen. For hvem er man egentlig, hvis man ikke lægger sig op ad andre?
Jeg elskede fornemmelsen af at være på eventyr med Linea og co. undervejs. Der er en god blanding af handling med masser af fart på og de rolige tidspunkter, hvor karaktererne har mere ro på.
Det var helt klart en fornøjelse at være tilbage i Laitana, hvor mørket er værre end nogensinde før. Stemningen kan klart mærkes undervejs, i og med vi får muligheden for at rejse nye steder hen. Ikke mindst at Sissel formår at give et nyt syn på visse karakterer, som jeg havde fået et bestemt syn på i første bog, men som i denne bog blev en smule udfordret - på den gode måde.
Ligeså vel som jeg godt kunne mærke den klaustrofobiske fornemmelse vi får af at være nede i de labyrintiske gange - mørket der sniger sig ind på en, uhyggen ved ikke at vide hvad der evt. lurer rundt om det næste hjørne, og mørket der snor sig om en på en krybende og klam måde.
Undergrunden har bestemt en stor betydning igennem hele bogen, og jeg elsker den fokus der er på Jaynova - mest af alt ift. ham som person og de kræfter han bærer på. Den fede detajle var at Undergrunden lå et helt andet sted end jeg umiddelbart havde troet at den ville være, hvilket jeg syns var ret så fedt.
Jaynova virkede for mig som værende lidt af en lusket type, der gav indtrykket af at være en man ikke helt ved hvor man har - fordi han netop er herre i eget hus, idet han er en selvstændig instans
Jeg kan rigtig godt li' den måde hvorpå man kan mærke at Sissel Moody er vokset med opgaven, vokset med fortællingen og givere mere af 'Show, don't tell' - så skønt.
Også selvom jeg undervejs kunne gætte mig til visse sammenhænge, omkring visse personers relation til hinanden og lidt fik sat en forbindelse mellem visse hændelser, uden at det blev nævnt direkte - andet end ved at det gav sig selv, når det blev sat sammen via handlingen og det for alvor gik op for Linea at visse ting hang sammen.
Alt i alt giver jeg 'Undergrundens mysterier' 4 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina <3
Jeg følte det var
Linea er helt klart vokset som karakter. Specielt ift. hendes selvværd, der bestemt er en afgørende faktor, i og med at hun på flere punkter agere mere selvsikkert, tror på sig selv og sine egne evner, samt at hun kan mere end hidtil troet. Specielt ift. det store ansvar hun konstant skal bære rundt på i det at være frelseren - hun tager det en god del mere alvorligt, og tager det for alvor rigtig på sig.
Der var dog tidspunkter hvor hun stadig virker en smule naiv ift. troen og tilliden på nogle personer undervejs - selvom hendes instinkt og hendes tætteste venner fortæller hende at visse personer ikke er til at stole på, så stoler hun alligevel blindt på det visse utilregnelige personer fortæller hende.
For slet ikke at snakke om hendes svingende tiltro/manglende tiltro til Naja/Navia - der gang på gang har givet hende et rap over fingrende.
Det var bestemt også fedt at se at en bestemt karakter, som Linea møder for første gang, skubber en lille smule til hende, for at få hende til at overveje sig selv og sine tanker, handlinger og meninger en smule mere selvstændigt - idet de giver hende muligheden for virkelig at træde ud af skyggen af andre, og for alvor være sin egen. For hvem er man egentlig, hvis man ikke lægger sig op ad andre?
Jeg elskede fornemmelsen af at være på eventyr med Linea og co. undervejs. Der er en god blanding af handling med masser af fart på og de rolige tidspunkter, hvor karaktererne har mere ro på.
Det var helt klart en fornøjelse at være tilbage i Laitana, hvor mørket er værre end nogensinde før. Stemningen kan klart mærkes undervejs, i og med vi får muligheden for at rejse nye steder hen. Ikke mindst at Sissel formår at give et nyt syn på visse karakterer, som jeg havde fået et bestemt syn på i første bog, men som i denne bog blev en smule udfordret - på den gode måde.
Ligeså vel som jeg godt kunne mærke den klaustrofobiske fornemmelse vi får af at være nede i de labyrintiske gange - mørket der sniger sig ind på en, uhyggen ved ikke at vide hvad der evt. lurer rundt om det næste hjørne, og mørket der snor sig om en på en krybende og klam måde.
Undergrunden har bestemt en stor betydning igennem hele bogen, og jeg elsker den fokus der er på Jaynova - mest af alt ift. ham som person og de kræfter han bærer på. Den fede detajle var at Undergrunden lå et helt andet sted end jeg umiddelbart havde troet at den ville være, hvilket jeg syns var ret så fedt.
Jaynova virkede for mig som værende lidt af en lusket type, der gav indtrykket af at være en man ikke helt ved hvor man har - fordi han netop er herre i eget hus, idet han er en selvstændig instans
Jeg kan rigtig godt li' den måde hvorpå man kan mærke at Sissel Moody er vokset med opgaven, vokset med fortællingen og givere mere af 'Show, don't tell' - så skønt.
Også selvom jeg undervejs kunne gætte mig til visse sammenhænge, omkring visse personers relation til hinanden og lidt fik sat en forbindelse mellem visse hændelser, uden at det blev nævnt direkte - andet end ved at det gav sig selv, når det blev sat sammen via handlingen og det for alvor gik op for Linea at visse ting hang sammen.
Alt i alt giver jeg 'Undergrundens mysterier' 4 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar