søndag den 10. maj 2020

'Sværd af glas' af Victoria Aveyard // Rød Dronning #2 // Anmeldelse

Hey, skønne læsere.

Titel: Sværd af glas
Forfatter: Victoria Aveyard
Serie: Rød Dronning #2
Orig. Titel: Glass Sword
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2017
Antal sider: 464

Jeg er et sværd, et sværd af glas, og jeg er ved at gå itu.
Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund: den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite. Men det viser sig, at Mare har Sølver-egenskaber. På overmenneskelig vis kan hun kontrollere lyn, og det gør hende til et våben, som de magtfulde Sølvere ønsker at styre.
Kongen kalder hende en umulighed, men hun finder ud af, at hun ikke er den eneste af sin slags. Hun undslipper den intrigante prins Maven og tager af sted for at finde og redde de andre Røde med Sølver-egenskaber. Hendes håb er, at de vil slutte sig til hende i kampen mod de magtfulde Sølvere, men den mission er livsfarlig og bringer hende på kant med sine allierede i Den Højrøde Garde.
Krigen mellem den voksende oprørshær og de sølvblodede magthavere intensiveres, og det samme gør Mares kamp mod det mørke, der vokser i hendes sjæl. Vil hun vakle under vægten af de mange liv, der må ofres for oprøret? Eller har forræderi og svigt allerede gjort hende hård?

Mare Barrow, du sødeste Mare Barrow - hvad skal der dog blive af dig?
Hun har i den grad sluttet sig til oprørsgruppen og er nu helt og holdent på deres side. Vi bliver mødt af Mare, Cal og den Højrøde Garde, der flygter fra Maven og hans mor, der fik Cal til at slå sin far ihjel. Intrigerne og spændingerne stiger, så man ikke kan andet end læse videre.
Men man kan dog alligevel mærke at den her bog lægger sig ret godt op ad teorien omkring den svære to'er. Mest pga. at den lægger ret meget op til handlingen i de efterfølgende bøger. Ikke at der ikke skete en hel del i den her bog, for det gjorde der og jeg var ret spændt i en god del af tiden.

Men der der var dog en del af bogen der føltes en lille smule ensformig, da forfatteren bruger en del tid på Mare's tanker vedr. konflikten mellem hvad der er rigtigt og forkert. Hun svinger en del mellem at være nede i kulkælderen følelsesmæssigt, at finde hoved og hale i Mavens ageren og at være lidt høj på strå, ift. at hun er 'Lynpigen'. 
Det jeg dog godt kan li' ved den del, er dog at hun fremstår mere menneskelig. Man får på en og samme tid både hendes gode og dårlige sider. Man får hendes hævntørst mod Maven, hendes tro på at missionen vil lykkedes og tvivlen på om det de vil opnå, nu også vil blive til noget - såvel som hvem man overhovedet kan stole på, andre end sig selv.
Man ser hende ligeså stille gå i stykker undervejs, og forandre sig til mere end blot Mare Barrow fra Pæle.

Der blev brugt en hel del tid på netop at finde frem til dem, som Julian havde på sin liste og 'redde' dem, selvom der på en og samme tid skete nogle drastiske ting undervejs og de ikke altid var lige heldige.
Samtidig formår hun ikke rigtig at bekymre sig for dem omkring sig, andet end at de hjælper hende med at finde frem til de andre med specielle evner, som Maven og co. er ude på at gøre en ende på. Det får nogle ret så store konsekvenser undervejs for nogle af dem der står hende nær - mere end hvad hun lige regner med, mens hun alligevel formår at tromle videre, uden de helt store forbehold.
Gav mig indimellem en klump i halsen.

Jeg elskede sproget i bogen, og den måde forfatteren formår at gøre det hele levende på - ikke mindst formår hun at få karaktererne til at fremstå levende. Det var let at fornemme den spænding der blev opbygget undervejs, såvel som karakterernes forhold til hinanden svingede op og ned, i forbindelse med at det hele intensiveres i spændingen omkring Mare og hendes følge, der forsøger at nå frem til dem på Julians liste, før Maven og co. når til dem.

Den del med Mare der ikke helt kunne få Maven ud af hverken tanker eller sind gav mig en smule tvivl ift. det bånd de skabte i den første bog. Selvom jeg ikke på nogen måde er fan af ham, så kan jeg ikke dy mig for lidt at håbe på der er en lille del af ham der er god - inde bag den ret så sindssyge facade, der virkede til at blive styret af hans mor. For ingen er født onde, vel?

Og kan vi lige snakke om den afslutning? Wow.
Jeg blev ret overrasket over det mod Mare udviste - såvel som dumdristighed. For selvom jeg inderligt håber at Mare og de Røde klarer kampen mod Maven og co., så formår hun altså ikke at tænke klart.
Det var bestemt en nervepirrende afslutning, som giver mig ret så meget lyst til at læse videre. For hvad pokker vil der mon ske med Mare nu, hvor hun selv har sat sig i den situation hun er havnet i?

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

'Sanjategnet' af Majbrit Ravnholt Cramer // Anmeldelse

Hey skønne læsere. ' Sanjategnet ' er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget. Alle meninger/holdninger er dog mine egne. T...