Viser opslag med etiketten boganmeldelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten boganmeldelse. Vis alle opslag

søndag den 13. december 2020

'The Hate U Give' af Angie Thomas // Anmeldelse

 Hey skønne læsere

Titel: The Hate U Give
Forfatter: Angie Thomas
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2017
Antal sider: 384

16-årige, Starr, er eneste vidne til, at hendes ubevæbnede ven, Khalil, bliver skudt og dræbt af en hvid politimand. Indtil nu har Starr balanceret mellem det sorte lokalmiljø, hvor hun bor, og den finere privatskole i forstaden, som hun går på. Men da nedskydningen af Khalil bliver forsidestof over hele landet, er hun nødt til at beslutte, om og hvordan hun vil råbe op, særligt da nogle af hendes venner på skolen antyder, at Khalil selv var ude om det.

Oh my dear Lord, hvor er det en stærk fortælling, om et emne der bestemt har mere til at sige, end bogen på nogen måde kan formå at komme ud med. 
Vi følger Starr, der efter at have set sin ven Khalil blive skudt, for alvor oplever ubalancen mellem de sorte og de hvide - selvom hun går på en hvid skole, med hvide skolekammerater, er hun selv sort og bor i ghetto området Garden Heights. En skelsættende fortælling om den kløft der stadig agerer i USAs dagligdag.

Indtil nu, havde jeg kun hørt mange gode ting om den her bog, og har længe villet læse den - uden helt at have fundet tiden til at få det gjort. Men nu hvor jeg endelig har fået den læst, giver den bestemt stof til eftertanke.
Jeg nød bestemt at følge Starr, opleve hendes tanker og følelser omkring hændelsen med Khalil - hvordan hun agerer ift. hvem hun omgås. Om det er blandt ligesindede hjemme i Garden Heights eller blandt hendes skolekammerater.

En anden ting er, at jeg nød at følge med i stunderne der var omkring familien, den sammenhold de har og de små,  søde øjeblikke de har sammen - hvor skøre de end er, gav det mig lyst til at ville besøge dem og være en del af det.
Det var spændende at følge Starr, hendes tanker og observationer omkring de forskelle hun selv bemærker og hændelserne der kommer, efterhånden som vreden bygger sig op i hende. Nød bestemt at se hvordan handlingen udfolder sig, ift. de forskellige hændelser Starr kommer ud for, de indre og ydre kampe hun er nødt til at tage og det at hun endelig formår at give igen på en måde, der i min verden giver god mening.

Det er bestemt en bog der er værd at læse, og som giver stof til eftertanke. Ikke mindst det at det er så langt fra min egen hverdag, mine egne oplevelser - og det at jeg selv er hvid.
Forfatteren formår virkelig at få sat ord på de ting Starr gennemgår, ift. tanker og følelser, hvordan hun takler sine venners ord/handlinger ift. Khalils drab og netop skildringen mellem de to verdener hun på daglig basis agerer i. Ikke mindst forskellen mellem dem.

For slet ikke at nævne at den lykkelige slutning ikke nødvendigvis kom, men at man nærmere ser de trælse konsekvenser der er, for netop sorte og de hvides privilegier kommer frem i lyset.

Sproget er let, overkommeligt og omgivelserne, som vi befinder os i, virker levende og træder let frem. Forfatteren formår på en god måde at skildre både karaktererne på fineste vis, såvel som relationerne imellem dem - og de fordomme der stikker dybere end man lige skulle tro.
Ikke mindst får vi en realistisk fortælling om det miljø der er i den ghetto som Starr er vokset op i, de livsbeslutninger nogle har måtte tage og konsekvenserne deraf.

Hvis du/I endnu ikke har læst 'The Hate U Give', så giv den endelig en chance.
Alt i alt får den 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

torsdag den 2. juli 2020

'Kongens lænker' af Victoria Aveyard // Rød dronning #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere <3

Titel: Kongens lænker
Forfatter: Victoria Aveyard
Serie: Rød dronning #3
Orig. Titel: Kings Cage
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2017
Antal sider: 533

Med opbydelsen af mine sidste kræfter strækker jeg hals og ser mig over skulderen på jagt efter kameraer, på jagt efter verdens blik. Se mig, tigger jeg. Se, hvordan han lyver. Det strammer om kæben, jeg kniber øjnene sammen i et forsøg på at ligne noget, der forhåbentlig er billedet på ukuelighed, oprør og vrede. Jeg er Lynpigen. Jeg er et uvejr. Det føles som en løgn. Lynpigen er død.
Men det er det sidste, jeg må gøre for sagen og for de af mine nære og kære, som stadig er derude. De skal ikke se mig snuble i dette sidste øjeblik. Nej, jeg står fast. Og selv om jeg ikke aner hvordan, bliver jeg nødt til at kæmpe videre selv her i uhyrets mave.

Hvis intrigerne og magtspillet i ikke allerede i forvejen var lidt en affære at skulle finde hoved og hale i, har forfatteren formået at give den et mindre nøk opad.
Mare Barrow havde overgivet sig til Maven for at sikre sine venners sikkerhed, blot for at han kunne bruge hende som trofæ. Historien gav for mig en dybere forståelse af hvordan det hele fungerede fra indersiden af slottet, Maven og hvordan hele det univers fungerer fra andre sider end blot oprørs siden.

Der var en god del spænding undervejs, en god del følelser på spil og brikker der på sin vis bliver rykket rundt undervejs - hvilket for mig gjorde at jeg blev revet med på en ny måde end før.
Samtidig lærer man også nye regioner at kende, nye karakterer og alliancer bliver introduceret og flere chancer bliver taget op til et nyt niveau.
Samtidig får man en fornemmelse af hvem der muligvis er på hvilken side, hvilke former for risiko de hver især er villige til at tage og hvem de forskellige mener burde sidde på tronen. Jeg elskede intrigerne og den spænding det skaber, dybden af forholdende og de følelser der er på spil.

Ift. Mare, agerede hun en smule egoistisk indimellem, når hun ikke liiige fik den ønskede opmærksomhed fra Maven - som hun ellers indimellem forsøger at undgå, ligeså vel som det at han ignorerer hende og mest bruger hende som en brik i et spil. Som om alt lidt skulle handle om hende, fordi hun er Lynpigen. Som om hun er den eneste alle andre burde forholde sig til.
Dog syns jeg det var fedt at vi kom tættere ind på livet af selveste Maven. Vi finder ud af nogle ting om ham, som vi ikke vidste før og små detaljer der på en god måde giver mening ift. ham som person, og den måde han agerer på.
En af de ting jeg nød mest, var hvordan Mare formåede at bibeholde sin egen integritet/personlighed, mens hun befandt sig på slottet. Hun er for mig stadig badass (til trods for hendes små egoistiske øjeblikke), med den måde hun formår at prikke lidt til Maven indimellem og det samspil de har med hinanden - man får lidt mere af Maven, når han er i selskab med Mare.

En anden ting var dog at vi denne gang fik fortællingen fra flere synsvinkler end kun Mare Barrow. Dog følte jeg lidt at det for det meste var en smule unødvendigt, da de blot gengav en del af handlingen som vi i forvejen havde fået fortalt via Mare og mest af alt gav deres syn på hende i samme vending.
Dog nød jeg Evangelines synsvinkler, da det gav et bedre indblik i hvem hun var og hvorfor hun agerede som hun gjorde i visse situationer, hendes tanker og meninger. For mig var hun den bedste karakter af de 'nye' synsvinkler vi fik her. Hun er bestemt en stærk karakter, med stærke meninger og giver et anderledes syn på tingene end tidligere.

Den sidste tredje/fjerdedel af bogen var for mig en lidt anden fornemmelse end det første lange stykke. Op til flere ting falder på plads, et par ting bliver rundet fint af og leder op til den sidste bog, såvel som forhold/venskaber bliver (gen)etableret og man får en fornemmelse af at de er ved at gøre sig klar til et større opgør end tidligere.

Slutningen af bogen gav mig en lidt træls syn på Cal, ift. at han lidt har det med 'blot' at agerer ud fra hvad der menes er bedst for alt og alle - uden egentlig at give sit eget besyv med. Som om han blot bliver ved med at lade sig styre af alle andre end sig selv, gør hvad der forventes af ham og nægter lidt at træde rigtig i karakter. Men jeg håber dog stadig på at han formår at rive sig mere løs af de ting, og træder lidt mere i karakter i den sidste bog.

Jeg havde en god fornemmelse af bogen, nød læsningen og er spændt på hvordan det hele ender i den fjere og sidste bog.

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

mandag den 22. juni 2020

'Blodets arv' af Kate Cary // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Blodets arv
Forfatter: Kate Cary
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2008
Antal sider: 284

Under 1. Verdenskrig gør den unge John Shaw tjeneste ved fronten i Frankrig. Her møder han den blodtørstige kaptajn Harker, der har opnået heltestatus blandt de unge soldater. John skriver med sin søster Lily, der bor på godset Carfax Hall i England. Da john bevidstløs bliver indlagt på et sanatorium i nærheden af Carfax Hall, følger fortidens spøgelser med. Sygeplejersken Mary Seward læser om gruopvækkende oplevelser i Johns dagbog - og pludselig dukker den besnærende kaptajn Harker op i England...
en fascinerende roman, der blander vampyrmytens horror med mystik og historisk romanfortælling om livet i henholdsvis et engelsk overklassemiljø og ved fronten under 1. Verdenskrig.

For det første vil jeg indrømme at selve bogens format for mig var ret interessant, i og med at handlingen bliver beskrevet via dagbogs sider, breve og gennem ikke kun én, men 3 karakterer - med enkelte andre karakterer indimellem de 3 hovedfortællere.
Ikke mindst det at vi bliver taget med ind i en krigs situation i begyndelsen, hvor ikke alle er det man tror de er, hvorefter historien tager en med igennem et mysterie med historiske/overnaturlige figurer, og informationer der kommer lidt efter lidt.

Det var dog lidt en blandet fornemmelse indimellem at skulle forholde sig til de forskellige karakterers tanker, følelser og deres beskrivelse af handlingen igennem bogen. På den ene side var det lidt svært at forholde sig til de forskellige karakterer på én gang da der skiftes imellem dem, men på den anden side gav det et mere nuanceret syn på handlingen, forholdene imellem og selve mysteriet, der blev oplevet forskelligt, alt efter hvem man fulgte i de pågældende sekmenter af dagbogs sider eller breve.

Jeg nød undervejs den mystiske stemning der lå som undertone til de oplevelser karaktererne har, beskrivelserne af deres omgivelser og fornemmelsen af den tid vi befinder os i, såvel som den måde de snakker til hinanden på. Selvom de forhold de enkelte personer indleder, virkede lidt forhastede.
Blev heldigvis også overrasket hen mod slutningen, ift. visse ting ikke helt var som man skulle tro, valg blev taget og ikke alle fik den lykkelige slutning som jeg havde håbet på for visse personer. Heldigvis på en måde, hvorpå jeg godt kunne forstå den udvikling handlingen gik i.

I 'Blodets arv' kommer vi dog ind bag murene hos selveste grev Dracula, som for mig nærmest er vampyrernes konge. Det var sjovt den måde forfatteren her formår at få de reelle ting ind, som jeg som læser forbinder med vampyrer, Dracula og ikke mindst det sted jeg forbinder med Draculas hjemsted. Tænker de små detaljer som værende hvidløg, helligt vand, kirken vs vampyrer, spidse stave.
Nød også de små detaljer omkring Van Helsing, Dracula, forhistorien der ligger op til hvor vi møder John Shaw og co., samt de små tråde de forskellige karakterer har ift. hinanden - uden altid helt at vide det.

Det var for mig en okay god læseoplevelse, der gav en anden fornemmelse af vampyrer end jeg er vant til. Ikke mindst den del hvor jeg undervejs undrede mig over hvordan handlingen hængte sammen med bogens titel, som så til gengæld bliver afsløret længere henne i bogen - hvor de forskellige tråde/spørgsmål der bliver kastet ud til læseren undervejs, lige så fint bliver samlet op på.

Alt i alt får bogen 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

tirsdag den 5. maj 2020

'Udstillet' af Nicole Boyle Rødtnes // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Udstillet
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
Antal sider: 283

Med min hund Einstein i favnen nærmer jeg mig gruppen. De ler højt af noget, en af dem har sagt. ”Undskyld, må jeg komme forbi?” siger jeg og prikker den nærmeste på skulderen.”Selvføl…” Han vender sig om. Og med ét forvandles hans smil til en stirren. Først på mig, og så på Einstein.”Gud, det er jo dig,” siger han så. ”Dig fra Grænseløs. Dig med …” Han går i stå. Nu har de andre også vendt sig.”Gud ja, det er da dig,” siger en anden.”Og hunden,” siger en tredje.”Jeg skal forbi,” siger jeg igen. Højt og bestemt denne gang. Intet sker. Så maser jeg mig forbi.”Årh, lad være med at være sur!” råber de efter mig. ”Hvis du ikke gider tale om det, hvorfor var du så på tv?”
Ida og Oliver har deltaget i realityprogrammet "Grænseløs". Nu er de hjemme igen. Oliver nyder kendis-livet, mens Ida kæmper med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet. Ting, hun ville gøre alt for at ændre …

I et godt stykke tid har jeg fulgt Nicole Boyle Rødtnes på sidelinjen, og hørt adskillige gode ord om hende og læst en hel del positive anmeldelser om hendes bøger. Og må ærligt indrømme at al den positive snak der har været omkring hende og hendes forfatterskab er velbegrundet.

I 'Udstillet' blev jeg revet med allerede fra starten af, og havde det nærmest som om at bogen læste sig selv. Nicole har formået at skabe et realistisk bog, der på fineste vis skildrer det at være ung og ønsket om opmærksomhed. Specielt i en tid hvor vi har muligheden for konstant at være på de sociale medier og unges deltagelse i reality TV - og de konsekvenser det kan medfølge. 

Specielt Oliver nyder sit nye liv i centrum for en masse opmærksomhed - hvilket på visse tidspunkter irriterede mig, da han ikke helt kunne se udover sin egen næsetip ift. de handlinger han foretager sig. Oveni det ville han nærmest gøre hvad som helst, for blot at blive kendt og leve kendislivet. For mig virkede det lidt som om han lod sig rive lidt for meget med ift. at vinde og ikke 100 % tænkte konsekvenserne igennem. 
Men han får dog (heldigvis) lidt en øjenåbner undervejs overfor en han holder af, hvilket får ham til at genoverveje nogle ting og få øjnene lidt op for hans opførsel. Så det var rart at se han forhåbentlig genovervejer den måde han vil opnå sin drøm.

Ida derimod er knap så begejstret for at have deltaget, hvilket man sagtens kan mærke igennem bogen. Både ift. hendes tanker, hendes handlinger og de snakke hun har med sine venner. Det er let at fornemme at der er sket noget i programmet, som hun på ingen måde er vild med og den opmærksomhed hun får er lidt en anden end den Oliver oplever.
Det er fedt at man undervejs så småt får en fornemmelse af de ting der er sket i programmet, og at der er sket noget mellem Ida og Oliver - uden man egentlig får præcist at vide hvad det er, før hen mod slutningen. Nicole formår at opretholde en form for suspence ift. hvad der er sket imellem dem, uden at afsløre mere end hvad der er nødvendigt. Det gav mig ærlig talt en knude i maven, da det går op for mig hvad det er der var sket imellem dem.

En anden ting jeg bider mærke i og nød at følge, var bestemt det forhold der var mellem Ida og David. Både ift. deres fælles fortid og nutidens udvikling. Selvom det måske er lidt for meget instalove til mig, men kunne ikke andet end holde af det alligevel. Det gav Ida et afbræk fra alt det trælse hun går og tumler med, såvel som et pusterum fra sine tanker.

En af de ting der for mig, gjorde at jeg fløj igennem bogen, var at sproget er flydende og at man agerer let igennem det flow Nicole har formået at skabe - både med historiens nutid der veksler mellem Ida og Olivers synsvinkler, flashbacks fra selve showet og de små bider af den kontrakt, som deltagerne skulle underskrive. Samtidig har hun formået at sætte fokus på et emne ift. det at deltage i et reality program, hvor man kommer ind bag scenerne og oplever bagsiden af det. Det der fangede mig var de urimelige

Selvom det her undtil videre kun er den første bog jeg har læst af Nicole, så er det bestemt ikke den sidste. 
Alt i alt får 'Udstillet' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

lørdag den 2. maj 2020

'Valgt ved solnedgang' af C. C. Hunter // Shadow Falls #5 // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Valgt ved solnedgang
Forfatter: C. C. Hunter
Serie: Shadow Falls #5
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2014
Antal sider: 480

Kylie har forladt Shadow Falls, og flyttet hen til sin farfar og grandtante fra at finde ud af hvad det betyder at være kamæleon.
Ensomheden og savnet af de andre får hende til at tage tilbage. Men hun har endnu ikke valgt hverken Derek eller Lucas. 
Et nyt spøgelse dukker op, og en stemme begynder at tale til hende inde i hovedet.
Et møde mellem Mario og Kylie bliver afgørende. Kun én af dem vil overleve ...

Det her var en afslutning på en serie som jeg har det ret godt med. Mest fordi den overrasker mig på flere punkter - på den gode måde, mens flere detaljer kom ind i billedet og overraskede, hvilket gav det hele et ekstra kant - og som på en positiv måde ledte op til hvad der skulle ske i slutningen af bogen.
Kylie fik et ryk opad ift. at hun voksede lidt mere som karakter, i og med hun bliver stillet overfor situationer der kræver mere af hende og gjorde at hun blev nødt til at agere lidt mere voksent end tidligere. Specielt ift. det at hun tænkere mere fremadrettet, både med hensyn til sig selv og hendes nærmeste. Jeg elsker den omsorg hun har for sine venner og familie, idet hun gerne vil det bedste for dem.

Men Kylie, kan vi to lige tage os en alvorlig snak og drøfte Lucas - bare lige 2 sekunder? For hvordan pokker kan du formå at tilgive ham for det han holdt hemmeligt for dig i den forrige bog? Ja, han virker som en sød og charmerende fyr, der formår at sige de rigtige ting, har de rigtige intentioner og I elsker hinanden, men helt ærligt? Jeg ville med glæde have ladet Della give ham en omgang og smide ham på porten. Aner slet ikke hvordan du kan formå at tilgive ham.

Jeg elskede personligt at Kylie fik et indblik i sin egen arts måde at leve på. Deres måde at leve på er anderledes end hvad Kylie er vant til og deres tankegang til omverdenen er forældet - hvilket er en ting Kylie ikke er spor fan af, men gerne vil lave om på, så de kan formå at leve mere frit blandt alle andre. Det var rart at se hvordan hun formåede at få tingene sat mere i perspektiv, såvel som plottet omkring Mario og hans agenda kom en lille smule mere i baggrunden - uden at det på nogen måde forsvandt. Det gav på en eller anden måde en helt anden udvikling end hvad jeg lige havde regnet med.
Specielt ift. en hvis person der trådte ind i Kylie og hendes mors liv, som for mig gav en ekstra overraskelse, da vi kom hen mod slutningen af bogen.
Jeg havde hjertet næsten oppe i halsen, da bogen nærmede sig sit højdepunkt og Kylie for alvor havde sit opgør med Mario - og selv der formåede visse karakterer at overraske mig noget så gevaldigt. Ikke mindst fordi en karakter sin tidligere blot havde været et irriterende sidespring, viste sig at være en helt anden end jeg havde ventet.

Endnu en ting jeg elskede, var Kylies venskab med både Miranda og Della. De tre er de skønneste veninder, og har på en god måde formået at skabe et særligt bånd til hinanden. Også selvom Miranda er lidt for optaget af Perry og Della er et stædigt æsel, så kan jeg ikke andet end holde af dem. For slet ikke at snakke om det spirende venskab der kom mellem Kylie og Fransesca (den gnavne varulvepige, der altid hænger på Lucas). Det var rart at se de to ikke kom i kambolage med hinanden hele tiden, men til gengæld gav hinanden en bedre chance.
Samtidig nød jeg den sukkersøde udvikling mellem Holiday og Burnett, idet deres forhold formår at udvikle sig til det næste niveau - og den begivenhed der sker i slutningen af bogen gav mig et smil på læben. Hvor forskellige de to end er, og hvor meget de end ikke kunne formå at indrømme deres følelser for hinanden i de forgangne bøger, så kan jeg ikke andet end holde af dem sammen.

Alt i alt giver jeg den 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina

mandag den 6. april 2020

'Papirbryllup' af Laura Ringo // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Papirbryllup
Forfatter: Laura Ringo
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2019
Antal sider: 179

Mennesker har brug for mennesker, var der engang en skolelæge, der sagde i en ungdomsserie, som Pil og jeg så sammen. Jeg har ikke brug for mennesker, jeg har kun brug for Pil.
Pil og Mia er studerende og bor sammen i Pils lejlighed. De sover i samme seng uden at gå i seng med hinanden og har udviklet en kollektiv spiseforstyrrelse.
Da de har boet sammen i et år beslutter de sig for at holde fest og fejre papirbryllup. Men som aftenen skrider frem, viser det sig, at der måske alligevel ikke er så meget at fejre. En humoristisk og alvorlig bog om venskaber.

Da jeg startede på den her bog, vidste jeg ikke på forhånd hvad jeg gik ind til. Ikke andet end hvad jeg havde læst mig til på bagsiden.

Men da jeg får læst mig igennem bogen, bliver jeg mødt af et venskab der er præget af en spiseforstyrrelse ingen af dem vil rigtig vedkende sig. Såvel som et venskab på godt og ondt, minder om hvordan de mødtes blandes indimellem handlingens nutid der forløber sig over en enkelt aften/nat.

Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal tænke om det, for bogen byder virkelig på nogle vigtige emner - identitetskrise, uvirkelige krops idealer og spørgsmål om hvem man er som ung. Såvel som det at deres venskab virket ret atypisk og ret så destruktivt, idet de fastholder hinanden i et uhensigtsmæssigt mønster af vaner mht. mad og det at de underkender en underliggende spiseforstyrrelse. 

Jeg blev ret så irriteret på Mia undervejs, da hun for mig virkede en smule for omklamrende og kontrollerende, i og med at hun knap nok kunne se ud over venskabet med Pil - såvel som agerede manipulerende i visse situationer fra de minder vi som læser får indblik i undervejs. 
Pil derimod sevar bestemt en jeg holdt af og heppede på. Jeg ønskede bestemt mere for hende, end den måde Mia formåede at takle deres venskab. Selvom Pil i sig selv virker en smule naiv i sin ageren overfor Mia.

Det var for mig lidt en blandet fornøjelse at læse bogen, i og med at handlingen er en blanding af historiens nutid og minder, hvor man som som læser skal holde tungen lige i munden for at følge med.
Men ikke desto mindre sætter den fingeren på relevante emner for nutidens unge. 

Til trods for det, får bogen 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina

lørdag den 7. marts 2020

'Vågen ved daggry' af C. C. Hunter // Shadow Falls #2 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Vågen ved daggry
Forfatter: C. C. Hunter
Serie: Shadow Falls #2
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2012
Antal sider: 434

Kylie vil finde ud af, hvilke overnaturllige kræfter hun helt præcist har, men får snart vigtigere ting, at tage sig af. Et spøgelse fortæller hende nemlig, at en hun elsker snart vil dø. Som om det ikke var nok, er der også en vampyr på fri fod, og Derek trækker sig væk fra hende. Da varulven Lucas fra Kylies fortid vender tilbage, har hun nok at se til og snart må hun også kæmpe for at forblive i live.

For det første vil jeg indrømme at det er tre år siden jeg fik læst første bog, og syns det er lidt pinligt jeg først nu er kommet videre med bog nr. 2. Men af en eller anden grund formåede jeg at udskyde denne serie, uden egentlig at vide hvorfor.

Men for at være ærlig, havde jeg det okay godt med den her bog. Jeg nød bestemt at lytte til den, mens jeg gik og arbejdede. Livet forsætter stille og roligt i Shadow Falls lejren, hvor Kylie hænger ud med sine venner, laver forskellige aktiviteter og forsøger fortsat at finde hoved og hale i hvem og hvad hun er. 
Jeg nød bestemt det venskabelige bånd mellem Kylie, Miranda og Della, der alle er forskellige men samtidig er der for hinanden, når det virkelig gælder. Såvel som det søsterlige bånd Kylie har med Holiday. Der er et godt samspil mellem karaktererne, myterne omkring lejrens eksistens og det at deltagerne på lejren har en form for hverdag kørende.

Men hele situationen omkring Kylie, med hensyn til at finde ud af hvad hun er, virkede for mig en smule irriterende i længden. Ja, jeg ville da gerne finde ud af det sammen med hende, men det var som om forfatteren trak det lidt i langdrag. Der blev spillet lidt for meget ping pong mellem de mulige arter som Kylie viste tegn på at kunne være - mens lige som man håbede på det kunne være det ene, så smuttede de lidt videre til det andet og det tredje. For så at gå lidt frem og tilbage mellem dem, inden man egentlig kommer til noget der falder på plads.

En af de ting jeg virkelig nød at følge med i, var det spøgelse der gang, på gang, på gang vendte tilbage til Kylie for at fortælle hende noget vigtigt - uden egentlig at give ordentlig hints til HVAD der var spøgelset ville have Kylie til. Bare at hun skulle hjælpe en hun holdt af. Det irriterede en lille smule, men det var stadig veludført.
Såvel som om der var en fornemmelse af at en lurede på hende, uden at man fik en fornemmelse af hvad det gik ud på og sære ting skete i lejren, uden nogen kunne finde ud af hvad det var.

Men til trods for teenage dramaet, og forvirringen mht. hvad og hvem hun er, elskede jeg at man kom ind bag facaden af de unge mennesker. Specielt Kylie, ift. hvad hun tænker og gør i de forskellige situationer hun havner i. Specielt med Derek, hvor jeg fik fornemmelsen af hvad hun tænkte og følte omkring ham.

Der bliver belyst hverdagsting, som enhver kan relatere til på en eller anden måde, i et letlæseligt sprog og i et fængende univers. For udover problemstillingen med Kylie og hendes eksistens, er der flere ting hun på en og samme tid skal finde ud af og finde en løsning på. 
Det hele føltes levende, spændende og lige til at gå til, på et niveau hvor alle kan være med.

Alt i alt får bogen 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

onsdag den 19. februar 2020

'Den usynlige' af L. J. Smith // The Vampire Diaries #11 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Den usynlige
Forfatter: L. J. Smith
Serie: The Vampire Diaries
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2014
Antal sider: 328

Elena og Stefan møder i Dalcrest en fjende som er anderledes og farligere end nogen de indtil nu har været ude for, netop som de tror at de endelig kan begynde på det liv de har drømt om.
Damon jages i Europa fra land til land af mystiske vampyrers om kan færdes frit i solen og tilsyneladende er usårlige.

Før jeg gik i gang med bogen, havde jeg ikke de store forventninger, idet den forrige bog havde en okay fin afrunding og ikke ligefrem lagde op til mere. Men kunne ikke andet end dy mig for at ville læse videre og se hvad gruppen ellers er ude på.
Ikke desto mindre blev jeg som læse kastet 4 års tid længere frem i tiden, da Elena og co. har formet et liv efter college, med alt hvad det indebærer, såvel som det at de er ved at have gjort en ende på de oprindelige vampyrer, og tror de kan leve lykkeligt til deres dages ende.

Men, men, men. Det er ret fedt at de ikke helt er så sikre som de gå og tror. Såvel at de render rundt som høns uden hoved, for at finde ud af hvem det er der leger 'marionet'-dukker med dem. Det at der er én oprindelig vampyr, de hverken har formået at finde eller kan finde, og dermed dræbt, gør at det er spændende og jeg som læser spændt fulgte med i om de nu formåede at finde frem til den her vampyr.

Ikke mindst at vampyren på intet tidspunkt, før hen af mod slutningen, viste sit ansigt. Udover den del at alle andre blev brugt som marionet dukker for ham. Det var en ting, som jeg tænker er ret veludført fra forfatterens side. Man vidste ikke helt hvilket ansigt vampyren havde, hvem han var eller hvor han var. Han kunne være hvem som helst. Hvor som helst.

Dog følte jeg lidt at forfatteren på en måde satte Bonnie ind på et sidespor, ved at sende hende til en anden by, for at lære flere hekse tricks og kunster. Det er fedt nok for sig selv, idet Bonnie kan lære noget fra det. Men det føltes mere som om forfatteren ellers ikke helt vidste hvad hun skulle gøre med hende.
Til trods for at vi indimellem fik glimt af Bonnie i det nye element, var det lidt som om forfatteren gled let og elegant hen over Bonnie og hendes oplevelser. Jeg ville ønske at vi havde fået et bedre indblik i det Bonnie lærte, samt hvordan hun lærte de forskellige ting. Ikke blot små glimt af at hun nu havde lært en god del, som resten af gruppen nu kunne gøre brug af.

Noget andet er at det var rart der kom helt nye elementer til ift. de mystiske personer, der jagter Damon og Katherina i Europa. Noget der giver den sidste del af serien en ekstra kant, ift. at de ikke kan vide sig sikre hvorend de befinder sig.
Såvel som Meredith der har nogle ret forunderlige drømme, der på en og samme tid virker virkelige, men alligevel ikke helt. Dette er klart til jeg glæder mig til at se hvor det fører hen ad.

Såvel som hele afslutningen i sig selv med at en person, som jeg troede var en af de gode og som de havde stolet fuldt og fast på - for at personen gav dem noget af en overraskelse. Jeg havde på intet tidspunkt undervejs overvejet at der var noget specielt eller anderledes ved Jack, der var en del af gruppen og en del af at ville af med de Oprindelige. Så lige som de tror de endnu en gang har ro på og kan leve deres liv som de ønsker, gør han det utænkelige.

Alt i alt giver jeg bogen 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

søndag den 16. februar 2020

'Den magiske sten' af Sissel Moody // Forbandelsen over Laitana #1 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget Klippe.
Alle meninger er dog mine egne.

Titel: Den magiske sten 
Forfatter: Sissel Moody 
Serie: Forbandelsen over Laitana #1 
Forlag: Forlaget Klippe 
Udgivet: 2019 
Antal sider: 511

Tror du på magi? 
Tror du på, at der er et andet sted, du er bestemt til at være en del af? Tror du, at det kun hører til i dine drømme og tanker? Hvad nu hvis den verden findes?Hvad nu hvis magien blot venter på dig?Hvad nu hvis du bare skal tro på det? Jeg, Linea, tror på, at magien findes.  Underlige drømme. Feen foran mit vindue. Det lysende brev. Det var bare de første virkelige tegn. Da Lurany dukkede op på mit værelse og fortalte om Laitana og forbandelsen, der lå over landet, vidste jeg det. Det var meningen, at jeg skulle følge med ham. Jeg hørte til et andet sted, og stedet var magisk.
Den Magiske Sten er første bind i trilogien Forbandelsen over Laitana.

Sissel Moody har formået at skabe en skøn fortælling om Linea, der bliver mobbet i skolen, ikke har det helt store selvværd og samtidig stadig tror på magi og har gjort det hele sit liv. Så da Lurany kommer og tager hende med til Laitana, er hun ikke i tvivl om at hun skal tage med.
Jeg nød bestemt at tage med Linea på eventyr til et helt nyt sted, lære Laitana at kende og se hvad dette nye sted havde at byde på - til trods for at det tager lidt tid før historien kommer ordentlig i gang.

Ikke mindst det at det overordnet set er en kamp mellem det gode og det onde, som egentlig er bogens fremdrift. Jeg nød den mission Linea blev sat på, sammen med en gruppe af de karakterer vi møder i Laitana og de eventyr de alle drager ud på for at finde stenen.

Elsker især det at Laitana bliver så fint beskrevet undervejs, idet man bliver introduceret til de forskellige områder de kommer hen og det at der er et kort forrest i bogen - den brugte jeg en del, for at kunne følge med i hvor vi var henne undervejs. Ikke mindst det at man bliver introduceret til forskellige væsner/fabeldyr, som vi bevæger os rundt i den her nye verden. Hvert væsen har endda hver sin funktion/opgave, såvel som værende en del af et system i Laitana.

En ting jeg dog havde lidt problemer med, var at Linea blev beskrevet som værende 17 år og gik i gymnasiet - men for mig virkede hun ikke helt som værende 17 år personlighedsmæssigt. Hun virkede som værende yngre, lidt mere barnlig og en der velsagtens kunne have været folkeskole elev, uden det egentlig havde gjort noget ift. handlingen fremadrettet og alt hvad der skete i Laitana.
Hun ender endda med at spoile 'the element of surprise', som de i den grad havde til deres fordel, da de møder den der havde lagt forbandelsen. Her kunne jeg godt mærke at jeg evt. er en smule uden for målgruppen, da jeg lidt bandede Linea langt væk over hendes 'nu skal jeg gi' dig, skal jeg' og ødelægger det moment de havde kørende med hvem der havde overtaget.

Men på en og samme tid nød jeg dog at se Linea gå fra at være en ensom og usikker pige som jeg kan nikke genkendende til da jeg selv har kæmpede med ensomhed og dårligt selvværd/selvtillid, det at have det svært med sig selv, sin krop og det at agere sammen med andre, til at udvikle sig til ar have en større selvtillid og bedre selvværd i hendes rejse gennem Laitana og de venskaber hun udvikler undervejs. Så fedt at se hende hvile mere i sig selv i slutningen, finde et nyt syn på sig selv og sin krop, idet hun er en smule buttet og har en uregerlig hårmanke.

Sproget var dejligt letlæseligt, og passer godt til selve målgruppen, som værende fra 12 år og opefter. Dog havde jeg en fornemmelse af at handlingen var mere et 'tell, don't show', frem for 'show, don't tell'. Her kunne jeg have ønsket at der var blevet fokuseret på at gøre det omvendt. Også selvom jeg på forhånd vidste at Sissel havde startet med at skrive historien i en alder af 14 år (you go, girl), ville det have været rart hvis der havde været fokus på den del i redigeringen.

Og scenen hvor Linea første gang møder Lurany ansigt til ansigt, følte jeg lidt at der var en omgang 'info-dumping', idet Lurany straks giver hende en masse informationer uden afbrydelser og det at Linea ikke helt får mulighed for at forholde sig til hvad det er han fortæller hende, før de nærmest er på vej til Laitana. Hun tager der ret så roligt, selvom det er mange ting på én gang - selvom hun tror på magien.

Til trods for det, kunne jeg ikke andet end holde af de små twist og overraskelser man fik undervejs. Der var vitterligt øjeblikke hvor jeg måtte stoppe op og tænke over de forskellige informationer man fik serveret og de små ting/handlinger der blev beskrevet undervejs. De fik mig til at undre mig over visse ting og lade mig drive videre til at finde ud af hvad der ville ske.
Nød at lære de forskellige karakterer at kende, venskaberne der blev opbygget og hele afslutningen med kampen der var blevet bygget op til igennem hele bogen (til trods for Lineas lille outburst). Og ikke mindst det at slutningen på bogen lægger op til at vi kan forvente mere, såvel at det hele ikke 'bare' afsluttes på en enkel bog.

Og kan vi lige her på falderebet tage et øjeblik og beundre forsiden? For hold nu op, hvor kan jeg ikke andet end holde af den forside. Den er for mig så fint dragende for en fantasy fortælling, der har noget at sige. Så flot, smuk og lige som den skal være. Perfekt, siger jeg bare. Perfekt.

Alt i alt giver jeg bogen 3,5 ud af 5 stjerner.



XOXO - Rina <3

tirsdag den 11. februar 2020

'Den blå portal' af Linette Harpsøe // Skæbneløs #2 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Dette er en bog, jeg har lyttet til på lydbog via eReolen.
Titel: Den blå portal 
Forfatter: Linette Harpsøe
Serie: Skæbneløs #2
Forlag: Dreamlitt 
Udgivet: 2019
Antal sider: 288

Enden er nær. Snart vil døden indtage jeres elskede verden, og balancen mellem de to dimensioner vil for evigt være knust.
En grusom og nådesløs smitte hærger blandt Arkis folk og efterlader ofrene som levende døde. Sirika er overbevist om, at balancen i Den Hinsides Verden er blevet forstyrret, og de eneste, som kan hjælpe med at genoprette den, er de formskiftende theanere. Sammen drager Arki og Sirika sydpå. Desværre når de ikke langt, før en shaman kaster sin forbandelse på Arki, og de må fortsætte hver for sig. Madiga plages af et blåt lys. Det trækker i hende og kommer ofte nærmere, men aldrig så tæt på, at hun kan undersøge, hvad det er. Da hun får titlen som Nationens Forkynder, beder Kongens Garde hende forkynde den unge mand Odan som Nationens kommende konge. Men smitten har allerede et godt tag i ham, og under ceremonien modtager Madiga ilde varsler om Odans og landets fremtid. Sammen med Bjarko og dragen Ra må Madiga rejse ud for at finde sandheden om Odans fortid. Ingen ved dog, at det blå lys og smitten blot er begyndelsen på den altoverskyggende ondskab, som er på vej. Den blå portal er andet bind i serien Skæbneløs.

Wow, wow, wow.
Linette Harpsøe har formået at gøre det igen og skabe en fortsættelse der vil noget. Selvom jeg i forvejen syntes at den første bog, 'Forfædrenes talisman', havde en god afrunding i sig selv og som sådan ikke lagde op til en 2'er, har Linette alligevel formået at give den en efterfølger.

En smitte har indtaget Etyral, og vil ingen ende tage. Om det så er Nationens befolkning, eller Echoerne. Alle lider, og endnu en gang forbindes Madiga og Arkis skæbner, idet de må finde ud af hvad der foregår og finde en ende på det.
Linette formår endnu en gang at give læseren noget af et eventyr, om man end følger Madiga og hendes drage, Ra. Eller om om man følger Arki og hendes vogter Sirika. Begge ender de ude i at måtte foretage svære valg undervejs og de ender begge i situationer, hvor de måtte give afkald på noget stort.

Jeg elsker den måde kapitlerne skiftevis følger Madiga og Arki, samtidig med at vi følger handlingsforløbet fra to vinkler. På den måde ser vi hele situationen på flere måder, end hvis vi kun fulgte én af dem. På en måde får vi mere at vide om landet Etyral end tidligere, hvilket er fedt. Samtidig lærer vi flere folkefærd at kende, samt kommer dybere ned i dem vi lærte at kende i forrige bog.

Madiga og Arki er begge to nogle stærke kvinder med ben i næsen. De vil begge deres folk det bedste, selvom ikke alle omkring dem er enige med dem eller kan se det fra deres side.
Selv Sirika er en stærk karakter, der vil gøre alt for Arki - selvom hun ikke er enig i hendes valg undervejs, mens kærligheden imellem dem er skøn og ægte. Elsker deres forhold og den forbindelse de har til hinanden. Sirika har klart en blød side nedenunder, og ville elske at se den side af hende, samt lære hendes fortid mere at kende.

Forsiden denne gang er i samme stil som sin forgænger, men har sit eget præg ift. den historie som den omslutter. Den giver et godt indtryk af en fed fantasy fortælling.

'Den blå portal' var bestemt en bog jeg nød at lytte til, og kunne ikke andet end have lysten til at lytte videre. Mest fordi jeg havde trangen til at vide hvad der ville ske, hvad smitten var og hvordan Madiga og Arki fandt frem til kilden. Der var masser af spænding, mysterier og karakterer der alle står klart for mig som læser. Beskrivelserne af universet, handlingen og alt omkring smitten, fungerer på bedste vis. Man kommer en tand dybere ned i alt, end hvad man gjorde i den første bog.

Dette er klart en bog der kan anbefales til alle fantasy fans, idet Linette Harpsøe har noget at byde på.

Alt i alt giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

tirsdag den 14. januar 2020

'Fantomet' af L. J. Smith // The Vampire Diaries #8 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Fantomet
Forfatter: L. J. Smith
Serie: The Vampire Diaries #8
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2012
Antal sider: 415

Elena og Stefan er tilbage i Fell's Church, men de har haft en blind passager - og ny og farlig fjende - med fra Mørkets Dimension.
Damon ligger tilbage på den ødelagte måne i Mørkets Dimension. Død og begravet, hævder Vogterne - men noget er begyndt at røre sig under askelaget der dækker ham ...

Okay, well. Fell's Church er tilbage til at være sig selv igen, mens alt hvad der er sket i de forgangne bøger, er som en dårlig drøm byen ikke husker. De eneste der husker hændelserne de forgangne mange måneder, er den lille gruppe der sørgede for at alt blev godt igen.
Men alligevel en smule forvirrende, idet vi i starten sammen med Elena og co. skal finde hoved og hale i hvordan og hvorledes de lige skal agere ift. omgivelsernes idylliske ro og uden nogen guideline til HVAD der er sket fra alt kaosset startede og til hvor det sluttede. Det kommer lidt efterhånden.

Havde en okay god følelse med bogen, selvom jeg godt kunne mærke at det var en lidt anden fortæller-stil end sine forgængere - mest ift. at det er en 'Ghost writer' der har taget over, i stedet for L. J. Smith. Visse karakterer virkede anderledes. Nogle trådte lidt mere i kraft end tidligere, mens andre virkede det samme.
Fx at Elena stadig er centrum for Stefan og Damons opmærksomhed, er stadig en central del.
Mens Bonnie for den sags skyld bliver tilsidesat ift. at hun har øjnene rettet mod Damons hengivenhed, samt frustrationer ift. venskabet med Elena og Meredith.

Det jeg godt kunne li' ved bogen er at vi er tilbage til basic i Fell's Church. Samtidig med at visse karakterer kommer lidt mere frem i lyset - Fx Meredith, hendes fortid og det at hun er mere i karakter end tidligere. Samtidig var der de mystiske hændelser undervejs, der indikerede at, til trods for at alt virkede 'normalt' i Fell's Church, var der alligevel noget der ikke var som det skulle være.

Det at de ikke helt kunne undgå at noget var sluppet med tilbage fra Mørkets Dimension. Jeg blev som læse/lytter, spændt på hvad det kunne være. Alt imens den lille gruppe forsøgte at finde hoved og hale i de mystiske hændelser og små ulykker der skete. Såvel som en vis karakter der dukkede op, og gjorde hele situationen sværere.
Lige så vel som den afsluttende konfrontation med det, der var kommet med fra Mørkets Dimension, gav en god afslutning på bogen og den efterfølgende effekt det hele havde.

En ting jeg i bund og grund manglede svar på, er hvad der er sket med Caroline. Jeg følte ikke jeg fik en ordentlig forklaring på hvad der var blevet af hende, mens forfatteren sprang let og elegant over den del - med få simple forklaringer. Og med Tyler for den sags skyld, andet end en fætter der forsøgte at finde ud af hvad der blev af ham.
Samtidig var der forholdet mellem Meredith og Alaric, der ikke helt kunne sige at de var et par, samtidig med at de var et par. Mens Alaric knap nok kunne mande sig op ift. den lille 'bitch' fight der udspiller sig mellem Meredith og Celia - uden at der egentlig er en slåskamp.

Til trods for det, nød jeg alligevel at lytte til historien, mens gruppen gjorde hvad de kunne for at få bugt med de mystiske omstændigheder de var havnet i.

Alt i alt giver jeg bogen 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

onsdag den 8. januar 2020

'Baronessen' af Jeanet Kirch // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Forfatterskabet.dk.

Titel: Baronessen
Forfatter: Jeanet Kirch
Serie: Baronessen #1
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivet: 2017
Antal sider: 252

I en kælder fyldt med bøger drømmer Reina sig langt væk fra hverdagen og gymnasiets trivialiteter.
En dag bliver drømmen til virkelighed, da hun sammen med en flok af sine medstuderende bliver trukket gennem en magisk portal til landet på den anden side.
Her får de muligheden for at udleve deres drømme – eller dø i en arena.
Kampen om kongeriget Valdor kan begynde.

Først og fremmest vil jeg fremhæve at selve forsiden på bogen er ret så betagende. For mig er den indbydende og lægger op til at personen på billedet, ser ud mod noget som læseren først skal finde frem til ved at læse bogen. Samtidig med at farverne spiller rigtig godt sammen.

Selve starten på bogen var lidt en udfordring for mig at komme igennem, idet man allerede fra starten får introduceret flere synsvinkler i de enkelte kapitler. Det virkede en smule forvirrende i min optik, da jeg ikke helt kunne formå at fange rytmen ift. de karakterer man møder
Men lige så snart jeg kom forbi de første par kapitler og jeg blev introduceret til den nye verden de fem studerende havner i, så begynder der for alvor at ske noget. Der er både magi, sværdkamp og det at jeg blev revet med undervejs, gjorde at jeg fik en god fornemmelse af at have lyst til at læse videre.

Sproget var dejlig let, forståeligt og passede godt sammen med at fortællingen skred frem i et godt tempo, og jeg blev revet med fra start til slut ift. intensiteten i at der er en hel verden med intriger de forskellige racer imellem, som de fem gymnasie elever bliver kastet ind i at skulle løse på bedst mulige måde - med hjælp fra nye karakterer vi møder undervejs, idet vi bliver introduceret til hele den her verden. Samt en forhistorie der bliver udfoldet mere og mere, som historien skrider frem - elsker det.
Selvom jeg godt kunne have brugt et godt over Era, for at se hvor man er henne samt lært hele verdenen lidt bedre at kende.

Dog er det lidt ærgerligt at forfatteren rammer lidt ved siden af ift. det sprog de fem gymnasieelever bruger. Det virker en smule for formelt og voksent ift. deres alder.
Jeg kan forstå at karaktererne i den anden verden, Era/Adelheim, taler formelt og har en anden omgangstone, idet jeg formoder at det vel og mærke kan være den måde de snakker til hinanden på og at de er fra et andet sted en vores verden - men Reina og co. er unge i vores tid og fra vores verden og har derved ikke den samme omgangstone som en ældre generation har.

Samtidig havde jeg til tider en lidt flad fornemmelse af karaktererne, da jeg godt ville have haft muligheden for at komme lidt mere ind under huden på dem og lært dem bedre at kende. Mest af alt ift. at forfatteren lidt har det med at forklare ting omkring karakteren og dens relation til de andre og omgivelserne via deres tanker/reflektioner, hvor jeg i stedet godt kunne have brugt at det blev vist igennem deres handlinger og via interaktioner med de andre.

Men til trods for det formåede jeg dog alligevel at holde af karaktererne, der formår at give sig i kast med de udfordringer de møder, formår at holde sammen til trods for at de er så forskellige som de er og bruger det hele som styrker. Lige så vel som de karakterer vi møder undervejs.

Spændingen der er undervejs, gør at jeg samtidig holder af hele præmissen for historien og alt omkring det at man bliver kastet ind i en helt ny verden. Små twists undervejs, karakterer der ikke helt er som de giver sig ud for at være og intriger iblandt racerne, såvel som racerne imellem.
Man kan godt mærke at forfatteren har en del på hjerte ift. den her historie, selvom ikke alt kommer helt så meget til udtryk som det kunne ønskes og nogle linjer sagtens kunne udspilles noget mere - og hun har bestemt brugt en del tid på at udvikle præmissen for hele settingen, den nye verden og forhistorien op til hvor vi møder karaktererne.

Alt i alt kunne jeg sagtens li' historien, og kan uden tvivl anbefale den til fantasy elskere, der har brug for en god, let og ikke mindst, spændende historie. Ikke mindst afslutningen er en åben slutning, og leder vel og mærke op til at der kan komme mere fra forfatterens side ift. det her univers.

Den får intet mindre end 3.5 ud af 5 stjerner fra mig.

XOXO - Rina <3

fredag den 27. december 2019

'Midnat' af L. J. Smith // The Vampire Diaries #7 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Midnat
Forfatter: L. J. Smith
Serie: The Vampire Diaries #7
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2011
Antal sider: 486

Elena Gilbert vender tilbage, og hendes vampyrkæreste Stefan Salvatore er fri fra sit fængsel. Men redningen af Stefan har en utilsigtet konsekvens: Hans vampyrbror Damon Salvatore er nu blevet almindlig dødelig.
I Midnat møder Elena, Stefan og Damon de mørkeste øjeblikke, de hidtil har oplevet. Der er fare, romantik og overnaturlige kræfter på spil.

Ved ikke helt hvor jeg skal starte med den her bog. Retningen i den her serie kører ud i et spor, jeg ikke ved hvor ender.
For slet ikke at snakke om de hemmeligheder der kommer frem i lyset. Meredit får for en gang skyld noget mere baggrund, end hvad jeg tidligere har læst i de forgangne bøger, samt hendes bedstefars baggrund for hvorfor hans ageren i en tidligere bog var lidt mystisk - det giver mere mening nu, end tidligere.

Alt omkring det der sker i Fell's Church og i Mørkets Dimension hænger godt sammen, selvom de forskellige synspunkter i bogen forvirrede mig dog en smule, når de skiftede rundt inde i kapitlerne - i stedet for ved hvert kapitelskift. Nogle gange skiftede det lidt 2 gange, men ikke at det var det helt store. Specielt når forfatteren skiftede synsvinkel fra værende i Fell's Church til Mørkets Dimension og tilbage igen.

En ting er at Damon endte som menneske igen, hvilket han forståeligt nok ikke er glad for. Men det at han i løbet af kort tid ender med at blive vampyr igen, og får sin tidligere 'kræfter' tilbage, sker i min optik en tand for hurtigt. Ikke at jeg ikke kan se han godt kan få sine kræfter tilbage og blive vampyr igen, men en lille smule mere modstand ville have gjort ham godt - til trods for at han vinder mit hjerte en smule mere, for hver bog der går. Der er en tand 'menneskelighed/kærlighed' i ham, hvis man ser en smule under overfladen.

Noget andet er at flokken der bliver tilbage i Fell's Church, mens resten begiver sig ind i Mørkets Dimension, lidt virker som værende en tam flok. Ja, de klarer det rigtig godt, men selve handlingen der foregår i den lille by virker en smule tamt. Visse ting bliver der fint lagt låg på og rundet en sløjfe, men en smule langtrukkent. Det bedste var dog Mrs. Flowers, der træder mere i karakter ift. hendes evner, hvilket jeg rigtig godt kunne li' - mest af alt ift. hvordan hun har ageret i de forgangne bøger.
Det der sker inde i Mørkets Dimension er på sin vis lidt mere spændende, selvom visse ting er lidt for meget i min optik - men giver dog alligevel en god mening, ift. bogens titel.

Afslutningen af bogen - well, den ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige til. At alt hvad der er sket i de forgangne bøger op til og med denne bog, bliver på en måde ligegyldig ift. at visse ting bliver ugjort. Hvad skulle det til for? Selvfølgelig er der en pris for det, men helt ærligt? De er gået igennem så meget, for at alting hallvejs bliver slettet - bortset fra deres minder. I hvert fald den lille gruppe der er involveret i at få det hele til at ende ved det gamle.

Forskellige ting bliver afrundet, bundet sløjfe på og spørgsmål bliver besvaret. Der kommer lidt mere kød på visse ting, mens visse personer og karakteristika bliver sat i baggrunden.

Alt i alt giver jeg bogen en 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

tirsdag den 17. december 2019

'Kvadrantiderne' af Nanna // Spektrum #4 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Så kom vi til fjerde bog i 'Spektrum'-serien af Nanna Foss, og sikke en bog.

Titel: Kvadrantiderne 
Forfatter: Nanna Foss 
Serie: Spektrum #4
Forlag: Tellerup 
Udgivet: 2019
Antal sider: 699

Det er fucking nederen at blive ædt. At dø i drømme, uden at kunne gøre noget som helst. Men det allerværste? At være skyld i at en anden person dør. Hver eneste nat, igen og igen. Og måske også i virkeligheden. Noah er ekspert i at blive uvenner med alle, og i at lyve uden at blinke. Men han er også ekspert i at holde sig vågen. Helst for evigt. For med søvnen kommer monstrene – og alt det andet som Noah kæmper for at undgå. Sprækkerne i hans panser bliver langsomt større, og det kan have alvorlige konsekvenser. Både for ham selv og for andre. Tilmed er livet som tidsrejsende mere livsfarligt end nogensinde, og for at overleve skal Noah og hans venner hele tiden være et skridt foran. Katastrofen lurer lige om hjørnet hvis man mister kontrollen. Over monstrene, over løgnene – og over sig selv. Noah indser snart at han ikke kan blive ved med at flygte fra fortiden. For visse hemmeligheder kan koste liv. Det er kun et spørgsmål om tid …
KVADRANTIDERNE er fjerde bind i serien SPEKTRUM, hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

Noah, Noah, Noah. Hvor skal jeg dog starte med dig? Du er mere end den hårde facade du sætter op, men samtidig en røvbanan uden lige. Du gemmer på mere end hvad du vil stå ved. Og for pokker, hvor kan du være noget af et grødhoved. Men samtidig en jeg har gevaldigt lyst til at give et ordentlig kram - for det fortjener du, lige så vel som du fortjener en lammer.

Jeg ønskede ikke andet end at ville læse 'Kvadrantiderne' efter den afslutning der var i 'Ursiderne'. Selvom jeg først har taget fat i 'Spektrum' serien her i år, så er jeg intet mindre end fanget af karaktererne, handlingen og alt hvad tidsrejserne har at byde på. Ikke mindst når det er Noah vi kommer ind bag og en karakter jeg fra starten gerne ville vide mere om - se hvad der gemte sig bag facaden. Og det må jeg indrømme at jeg gjorde i stor stil.

Noah's fortælling er en venden op og ned på alting, uden helt altid at vide hvad der er drøm eller virkelighed - for med Noah er der de brutale drømme der truer med at slå ham ihjel gang på gang. Specielt når han nægter at sove, da det er der monstrene kommer. Han gør alt hvad han kan for at undgå at sove - spiller computerspil, drikker energi drik, hører højt musik. Men søvnen sniger sig alligevel ind på ham og monstrene lige så.

Noahs minder giver et rigtig godt indblik i hvem Noah var, før vi møder ham i 'Leonderne' og giver en mulighed for at se hvordan han er gået fra A til B.
I de forgangne bøger fik man en fornemmelse af ham som person, med en facade der gemte sig noget bag. Man fik fornemmelsen af at der lå mere bag hans sorte ydre og humoristiske kommentarer. Men her får man Noah uden filter. Jeg fik en fornemmelse af hvem han er, hvorfor han har reageret som han har gjort på visse tidspunkter i de forgangne bøger og fået et indblik i hans tanker.

På samme tid fik jeg et par gode grin, da gruppen holder nytårs fest og Noah træder ud af sine vante klæder og giver et nyt look en chance. Såvel som man får en fornemmelse af Noahs frygt, hans følelser og afmagt ift. at han gerne vil kunne passe på dem han holder af.
Elsker den måde Nanna Foss formår at beskrive Noah, så jeg som læser for alvor kommer ind i hovedet på ham og hvad der sker inde bag facaden. Man både føler med ham, forstår ham og har lysten til at give ham en kram - såvel som stadig vil give ham en mindre lussing. Eller en 'rusketur' -alt efter hvordan man forstår den del (hvorend man kommer fra i landet).

'Kvadrantiderne' er intet mindre end en skøn pageturner, fyldt med spænding, grin og tidsrejserne bliver mere farefulde end tidligere. Jeg nød at se gruppen have det sjovt sammen til deres nytårsfest, slå sig løs, uheldige situationer der fører flere uheldige situationer med sig og mest af alt samarbejde om tidsrejserne og mysterierne der hober sig op - endda med en tilføjelse af stress, hverdagens normalitet og de hverdags problemer de hver især går og kæmper med.

Hen mod slutningen sad jeg med hjertet oppe i halsen, og visse kapitler gav mig en rynke mellem brynene og forvirrende tanker, jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af. For hvad var pludselig virkelig og hvad var en del af Noahs drømme? Og var der noget jeg var gået glip af?
Well played, Nanna. Well played.

Nanna Foss formår virkelig at skabe en YA/Sci-Fi fortælling, der har så meget mere på hjerte end blot en gruppe unge der formår at kunne rejse i tiden og forsøger at løse et mysterie der bliver kastet i skødet på dem, uden de ved hvorfor. Nogle tråde bliver samlet op og bundet knude på, lige så vel som der bliver kastet flere ud og jeg står igen tilbage med ubesvarede spørgsmål. Hvordan pokker gør du det, Nanna?

Alt i alt giver jeg 'Kvadrantiderne' 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

søndag den 24. november 2019

Dødens engel - K. L. Berger // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Dødens engel
Forfatter: K. L. Berger
Serie: Fortællinger fra døden
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2019
Antal sider: 372

Søg Jahve, og han vil give jer det svar, I længes efter. Søg sandheden, og I vil finde forståelsen. Søg løgnen, og I vil finde modet.
Det er århundreder siden, at Døden snød Himlen og Helvede for deres retsmæssige sjæle – men da sandheden om bedraget kommer for dagen, får det vidtrækkende konsekvenser for alle. Inklusive menneskene. Dommedag er få uger væk, og med Helvedesriddernes genopstandelse slutter Raven, Zeph og Dalia sig til krigerne. Vil Jahve endelig give dem de svar, de behøver? Vil sandheden bringe lys over Dommedag? Og hvad er det for en løgn, som ifølge Døden indeholder modet selv? De tre halvbørn står over for deres hidtil hårdeste prøve, når alt kulminerer, og menneskehedens eksistens står på spil. Dødens engel er tredje og sidste bind i Fortællinger fra Døden.

Well, Katja har gjort det igen.
Hun har endnu en gang formået at slå benene væk under mig, med en bog jeg ikke kunne slippe. For en gangs skyld greb jeg en bog, jeg læste færdig på under en uge - hvilket ikke sker så tit for mig. To uger kan måske gøre det, men 'Dødens engel' er var en bog der trak i mig og tog mig med på noget af en afslutning.

For det første er Raven lige så badass, handlekraftig, viljestærk og har en uendelig tro på menneskeheden, selvom andre har opgivet dem. Hun vil for altid have en speciel plads i mit hjerte og ville ønske jeg havde halvdelen af hendes mod. Zeph og Dalia er med på at stoppe dommedag, på godt og ondt, hvori de finder deres styrker og svagheder. Hvad end det er i feltet eller bagtroppen, der holder dem i front kørende.

Katjas formåen i at samle alle tråde er skønt, måden hun skriver på og taklingen af at holde styr på hele tre hovedpersoner i hver deres kapitler, samt det at de hver især skinner igennem på hver deres måde. Ikke en eneste af dem føltes flade, såvel som de andre karakterer man møder undervejs. Man ved hvem der er hvem og de har alle fået en stemme. Så fedt!

Myter, religioner og trosretninger spiller ind på så god en måde, at jeg ikke kan andet end holde af fortællingen. Hver og en får de en stemme, en repræsentation og gøres levende på hver deres måde. De tydeliggøres og forklares uden at man føler at de dumpes ned over en som en lang smøre, men mere som små bider der bliver forklaret, når det har relevans for selve handlingen. Jeg elsker det! Mest af alt den måde Katja formår at fortolke det og anvende det på bedste vis.

Specielt Leviathan, som vi for alvor møder ansigt til ansigt i den her bog. En karakter, en myte og intet mindre end genial udspillet. 
Og Lilith? Noahs første kone? Genialt koblet på dommedag, hendes forbindelse til Livet og alt hvad der hørte til omkring hende. Well played, Katja, well played.

Og Ash? Du sødeste, lille dødling. Hvor hæslig du end må se ud og hvad du end er for en skabning, så kan jeg ikke andet end se det sødeste og mest nuttede lille væsen. Bare det at du nævnes, giver mig et smil på læben. Tak, Katja, for at kreere Ash - har mest af alt lyst til at kramme ham og have ham som kæledyr.

Og kan vi lige tale om afslutningen? Den er helt klar som den skal være. Selvom der ærgerligt nok er dødsfald, så kan man ikke undgå at gå i krig uden der er nogen der mister livet. Det var både spændende, nervepirrende og dramatisk på bedste vis. Fra da dommedag endelig begynder, til det hele er slut og der på fineste vis bliver rundet af. Raven og co. får den afslutning de fortjener.

Katja har alt i alt kreeret en fantastisk fortælling, et eventyr uden lige og karakterer der alle har deres styrker og svagheder. Beskrivelserne undervejs gør at man selv føler man er der, set gennem karakterernes øjne. Specielt Himlen og Evighed, og de steder man bliver ført hen, er andet end hvad jeg havde forestillet mig - og alligevel som det skulle være. Passede perfekt til historien.

Alt i alt giver jeg 'Dødens engel' 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

onsdag den 6. november 2019

'Skyggesjæle' af L. J. Smith // The Vampire Diaries #6 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Titel: Skyggesjæle
Forfatter: L. J. Smith
Serie: The Vampire Diaries #6
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2010
Antal sider: 477

Elena Gilberts store kærlighed vampyren Stefan Salvatore er blevet fanget af dæmoniske kræfter, og Elena drager ud for at lede efter ham sammen med Damon - Stefans bror, der også gerne vil have hende, og barndomsvennen Matt. Men Elena føler sig tiltrukket af Damon, mens de forsøger at finde Stefan, og kommer i tvivl om, hvilken bror, hun egentlig er forelsket i.

Skyggesjæle er helt klar en mindre forbedring ift. sin forgænger. Mest af alt omkring det at Elena føler sig mere tilpas i sin nye menneskekrop, kombineret med at hun nu føler sig mere tiltrukket af Damon - i deres jagt mod at redde Stefan. Det giver et par mindre problematikker undervejs. Ikke mindst er Damon påvirket af sine handlinger fra slutningen af 'Mørkets frembrud', der undervejs dukker op igennem 'Skyggesjæle'.

Det er fedt at man følger Elena og Damon, i deres færd for at nå til mørkets dimension, ligeså vel at man også får øjeblikke fra Fell's Church via Matt og Mrs. Flowers. Forfatteren opretholder trofast tonen med at man følger handlingen via forskellige synspunkter. Der er stadig rigeligt med gang i den, Elenas retfærdighedssans kommer i spil, hvilket giver en del ballade og ikke alt ender med at følge planen - og de må finde andre veje til at komme hen til målet.

Fell's Church er et stort rod, efter kitzunierne har været i gang, og som stadig er i gang med at splitte byen ad. Det er skønt at vide at forfatteren stadig forholder sig til det hun satte i gang i forrige bog, og se hvordan det påvirker byen og hvordan det hele udvikler sig.

Ikke mindst bliver man introduceret til nye personer undervejs, og det at Elena, Damon og co. giver den gas i mørkets dimension, for netop at finde frem til nogle nøgler, der skal hjælpe dem med at redde Stefan - hvilket ikke er helt så nemt som man kunne håbe. Samtidig kommer man mere ind bag Damon, og hvad han eventuelt går og gemmer på, bag hans hårde og umiddelbare facade. Den del var det jeg holdt mest af - for mig gav det Damon et plus point og minder en om, at han ikke er helt så slem som han ellers gerne vil have en til at tro.

Der er gang i den i en god del af bogen, men indimellem føltes visse dele en smule langtrukkent og unødvendigt - selvom jeg på visse punkter godt kan følge at det skal have plads. Men det virkede en smule for meget for mig.

Alt i alt giver jeg bogen 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

søndag den 27. oktober 2019

'Hvordan far blev skaldet' af Thomas Arnt // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Skal først og fremmest pointere at bogen er et anmelder eksemplar fra forfatteren. Tusind tak til Thomas Arnt for bogen.

Titel: Hvordan far blev skaldet 
Forfatter: Thomas Arnt
Illustrator: Lykke Bianca
Forlag: Calibat
Antal sider: 32
Udgivet: 2019 

Hvad har en ged, en ørn, et kæmpespejlæg og et rockband at gøre med hvordan far blev skaldet?
Emma får den videste historie, men er det mon sandt, hvad far fortæller?

Må helt klart sige at bogen er både velfortalt og perfekt illustreret, med en masse humor og ikke mindst en bog, der henvender sig perfekt til børn.

Sproget er både letlæseligt, lige til at gå til, fyldt med humor, og det at Thomas Arnt formår at fortælle på en så humoristisk måde, gør at selv jeg som voksen kan få et smil på læben. Illustrationerne, der er så flot kreeret af Lykke Bianca, giver samtidig noget for barnet at kigge med på. De fortæller historien så fint i sig selv, så barnet formår at opleve historien lige så meget via illustrationerne, så vel som via ordene der bliver fortalt højt. De kan lige så vel give en samtale mellem voksen og barn, idet man kan snakke om hvad der sker ift. illustrationerne.

Bogen kan til enhver tid bruges til højtlæsning - hvad end det er ved sengetid, middagslur eller hvornår man end læser højt for enten sit eget eller et andet barn. Hvad enten det er derhjemme eller i børnehaven/vuggestuen.

Jeg syns det er en bog der klart kan anbefales til ethvert barn, eller voksen der eventuelt kunne bruge en god oplæsnings bog til deres barn.

Alt i alt giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

søndag den 6. oktober 2019

'Stalker' af Michella Rasmussen // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Endnu en anmeldelse er på banen, som denne gang er en bog jeg læste på kort tid - nemlig 'Stalker'.

Titel: Stalker
Forfatter: Michella Rasmussen
Serie: -
Forlag: Tellerup
Udgivet: 213
Antal sider: 2016

Gymnasieeleven Julie får kærlighedsbreve fra en hemmelig beundrer, og pigerne i klassen bliver ellevilde. Men da brevene tager en uhyggelig drejning, går det op for Julie at beundreren ikke bare er betaget. Han er besat.

Oh damn, sikke en bog. Jeg læste den hurtigere end jeg havde forventet, hvilket kun er en god ting. Også selvom selve historien i sig selv er tankevækkende og skræmmende - ikke mindst titlen i sig selv.

Inden jeg begyndte, havde jeg ikke de store forventninger. Ikke andet end en let bog, der kunne give et afbræk mellem to større bøger - hvilket den leverede med topkarakter. Sproget var letlæselig, lige til at gå til og jeg blev hurtigt fanget i fortællingens gang. Ikke mindst fordi fortællingen skrider okay hurtigt frem, idet bogen ikke er så lang.

Historien bliver fortalt fra både Julies side, idet man ser handlingsforløbet fra hendes side. Hendes tanker, følelser og forholdet til dem omkring hende, samt hvordan både hun og dem omkring hende bliver påvirket af hændelserne. Samtidig ser man det fra stalkerens side. Hans situation på hjemmefronten, hans tanker ift. hvorfor han gør som han gør, hans overbevisning bag handlingerne - hvilket jeg syns er ret fedt, da man netop får en fornemmelse af hans side af fortællingen.

Noget andet er at jeg på flere punkter troede at jeg havde en fornemmelse for hvem der var stalkeren, selvom man ikke decideret fik et navn. Alt man fik var stalkerens tanker, følelser og motiver i hans andel af kapitler. Men i sidste ende overraskede det mig, hvem det var der var stalkeren - på den gode måde. Det jeg netop godt kan li' ved den del, er netop at selve stalkeren ikke nævnes ved navn og man netop ikke får andet end hans tanker og følelser, giver et suspense ift. at læse videre.
Det overraskede mig virkelig, da stalkerens identitet blev afsløret. Godt gået.

Det der dog ærgrer mig ved historien, er at den ikke er længere end hvad den er. Jeg kunne godt have brugt at tempoet blev skruet en lille smule mere ned, så jeg fik en lidt dybere følelse af hvad der foregik i hovedet på både Julie, hendes familie og stalkeren. Ikke mindst da hans identitet blev afsløret, for netop at finde ud af hvad hans tanker og følelser var omkring det efterfølgende forløb - specielt ift. hvad der nu skulle blive af ham.

Alt i alt giver jeg 'Stalker' 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

søndag den 29. september 2019

Lunar Krøniken #4 - Winter // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Så fik jeg afslutningen på en serie, jeg ikke har andet end ros til overs for.

Titel: Winter
Forfatter: Marissa Meyer
Serie: Lunar Krøniken
Forlag: Thorndike Press
Sprog: Engelsk
Udgivet: 2016
Antal sider: 827

Princess Winter is admired by the Lunar people for her grace and kindness, and despite the scars that mar her face, her beauty is said to be even more breathtaking than that of her stepmother, Queen Levana. Winter despises her stepmother, and knows Levana won't approve of her feelings for her childhood friend--the handsome palace guard, Jacin. But Winter isn't as weak as Levana believes her to be and she's been undermining her stepmother's wishes for years. Together with the cyborg mechanic, Cinder, and her allies, Winter might even have the power to launch a revolution and win a war that's been raging for far too long. Can Cinder, Scarlet, Cress, and Winter defeat Levana and find their happily ever afters?

Wow, sikke en afslutning på en skøn serie. Jeg nød at læse de første tre bøger i serien, og havde glædet mig til at få afslutningen på en serie, som hver især rummer en genfortælling af fire klassiske eventyr - og jeg blev ikke skuffet over 'Winter'. Til trods for at det var lidt en kamp for mig at komme igennem en bog på 827 sider. Men hey, der var en del handlings tråde der skulle samles op på, lige så vel som en revolution der skulle afgøre en krig der havde varet alt for længe.

Marissa Meyer har formået både at komme med en genfortælling af eventyret om Snehvide, med de træk vi kender fra eventyret, og leveret dem i hendes exceptionelle sci-fi univers - for samtidig at komme med den afslutning enhver læser af serien har ventet på.

Jeg kunne rigtig godt li' at forfatteren formåede at give de forskellige karakterer en stemme, hvori vi følger dem alle i hver deres kapitler - selvom Cinder godt kunne have fået lidt mere plads, ift. udfoldelsen af det faktum at hun er den fortabte prinsesse Selene, der vender tilbage for at vinde sin retmæssige plads tilbage. Men udover det gav det god mening for mig at der var plads til at se revolutionens udvikling via flere synsvinkler - selvom der til tider virkede ret langsommeligt.

Winter som hovedperson, var for mig en interessant karakter at komme ind under huden på. Ikke mindst ift. hendes psykiske tilstand, idet hun nægtede at gøre brug af sine Lunarske kræfter - lidt skør i bolden, men alligevel giver hendes motiver mening, lige så snart man lærer hende at kende. Ikke mindst elsker jeg samspillet mellem hende og Jacin.

Jeg elskede samspillet mellem de forskellige karakterer, se deres udvikling og hvordan de hver især fandt deres 'Happy ever after'. Specielt forholdet mellem Cress og Thorne var min favorit, da hverken den ene eller den anden kunne finde ud af at fortælle den anden at de elskede hinanden - før hen mod slutningen. De var min OTP (=One True Pairing).
Elskede også venskabet mellem Scarlet og Winter, idet der var et eller andet specielt over de to. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad der gør dem specielle for mig, men de er skønne sammen som venner. Den handlekraftige Scarlet og den 'skøre' Winter.
Ikke mindst elsker jeg Iko, som er Cinders android veninde. Elsker hendes personlighed, hendes modige valg, og alt omkring Iko. Hun har bestemt været min yndlings fra start. Ikke mindst hendes kække bemærkninger.

Afslutningen er i sig selv den slutning jeg havde håbet på - mest ift. den pest, der har været en af de gennemgående temaer i serien, Levanas 'skønhed' blev afsløret og hele hendes nutcase af en personlighed udfoldede sig endnu mere. Ikke mindst hele revolutionen der udfoldede sig efterhånden som Cinder og co. får samlet befolkningen på Luna mod Levana.
Ikke mindst det at Kai viser sit mod overfor Levana, hans modstand imod hende, ligeså vel det at han har sit lands ve og vel for øje hele vejen igennem. Han gør hvad han må gøre, for at sikre sig at han får det han er kommet efter - sikre freden mellem Jorden og Luna.

Alt i alt giver jeg 'Winter' 4.5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

onsdag den 17. juli 2019

'Vildheks #2 - Viridians blod' af Lene Kaaberbøl // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Fik efter 'Ildprøven' kastet mig over 'Viridians blod', som er anden bog i serien 'Vildheks'. En historie om Claras kam for at overleve som vildheks.

Titel: Viridians blod
Forfatter: Lene Kaaberbøl
Serie: Vildheks #2
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2011
Antal sider: 169

“Du bliver nødt til det! Der er ingen andre der kan. Eller vil.”
Vildheksen Shanaia er fortvivlet og hårdt såret, og det hun beder Clara om at gøre, er livsfarligt. Clara vil helst sige nej – men det får hun ikke lov til … 
”Viridians blod” er anden bog i serien om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden hvor magi ikke ligefrem er barnemad.

Må indrømme at Lene Kaaberbøl formåede at gøre det igen. Kunne ikke andet end holde af Clara, hendes ven Oskar og alle væsnerne, der alle formår at have hver deres personlighed.

Ikke mindst det at der hele tiden sker noget, så man på ingen måde sidder og føler at historien er langtrukken. Jeg kunne ikke andet end at holde af at følge med og føle mig fanget af selve historien. Mest af alt ift. at jeg fornemmer fortællingen på sådan en måde at - selvom jeg er langt over aldersgruppen, stadig kan fornemme de ting der sker, Claras følelser og fantasy elementerne.

Lene Kaaberbøl formår som altid, at fortælle i et levende sprog der gør at man fornemmer hvad der sker, følelserne der kommer i spil. Specielt ift. en af Kimæras skabninger, der både formår at irritere mig, men samtidig kunne jeg ikke andet end holde af skabningen. Lige så vel som Clara, der gennemgår udfordringer på forskellig vis - for netop at hjælpe Shanaia.

Samtidig kan jeg ikke andet end elske moster Isa, der i min verden er den sejeste moster i verden - selvom Claras mor ikke er så vild med sin søsters livsstil.

Jeg ville dog alligevel ønske at Lene Kaaberbøl havde dykket lidt mere ned i historien om Viridians blod - ikke mindst ift. forbindelsen til netop Clara. Selvom forbindelsen i sidste ende var en smule forudsigelig, idet en hvis sætning blev gentaget en del gange. Samtidig ville jeg ønske man så mere af at Claras udvikling ift. det at lære at være en vildheks og det at dykke ned i det univers hun er blevet kastet ud i.

Men bortset fra det, så giver jeg 'Viridians blod' 4 ud af 5 stjerner.
Det er helt klart et læs værd for børn, unge og deres forældre.

XOXO - Rina <3

'Engleblod' af Elisabeth Hjartdal // Efter krigen om solen #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Titel : Engleblod Forfatter : Elisabeth Hjartdal Serie : Efter krigen om solen #3 Forlag : Hi Reader Udgivet : 2025 Antal...