søndag den 24. maj 2020

'Forenet' af Louise Haiberg // Død verden #4 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger/holdninger er mine egne.

Titel: Forenet
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: Død verden #4
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2020
Antal sider: 288

Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver den til fremtidige generationer.
Nera har ikke opgivet håbet. Selvom alle andre anser Bane som fortabt, nægter hun at give slip på ham. Peter har fundet en kur til menneskene, og Nera planlægger at redde Bane og bringe ham med tilbage til Vita. Men planen vil muligvis koste hende livet. Hvor langt vil Nera gå for kærlighed og sjælefred? Og hvilken pris er for høj når man kæmper for den man elsker?

Nera, Nera, Nera - hvor jeg dog elsker dit mod, din viljestyrke og den måde du formår at gribe din nye situation an, på en måde jeg på ingen måde ville have gjort det. Jeg ville bestemt have skidt grønne grise.
Det at Nera formår at gennemfør et ret så tosset stunt, ingen kendte bagsiden/konsekvenserne af siger en del om de små plottwist forfatteren har formået at planlægge. Jeg kan ikke andet end smile ved tanken om at Nera for det første formår at gennemføre det hun gjorde, for at give Bane en ekstra chance - samtidig med at det på samme tid ikke ville lykkedes, uden at det på nogen måde ville få en form for konsekvenser. 

Elskede tempoet i bogen, da jeg næsten ikke kunne slippe den, da jeg kom i gang, og spændingen var lige som den skulle være. Selvom starten var en smule low-key, stille og rolig, så kom spændingen som historien skred frem. Vi får endda et større indblik i vampyrelvernes verden, hvordan deres verden fungerer og relationerne imellem, samt lidt mere om hvad der foregik efter virussen begyndte.
Historien var for mig fængende, der var gang i den på de helt rigtige steder og både læsere og karakterer blev holdt hen i spænding undervejs, mens man fandt ud af hvad det var der skete i samme tempo som karaktererne gjorde.

Jeg nød bestemt den her slutning på hele serien, som er en slutning Nera og Bane bestemt havde fortjent. Selvom den ikke var helt som hverken de eller jeg som læser havde forventet. Heldigvis på den gode måde. Så mange ting blev på en eller anden måde afsluttet og rundet af, selvom jeg ville have elsket at få et indblik i hvordan det hele udviklede sig, ift. kuren og dens virkning på hele verdens situationen.
Hvordan ville verden nu komme til at se ud? Mindskes antallet af zombier, eller vil det forblive det samme? Eller vil verden finde tilbage til noget der ligner den verden de havde før det hele gik af helvedes til?

Igennem hele serien har jeg virkelig nydt den måde Louise har skrevet på, da sproget er dejligt levende, ungdommeligt og man fornemmer rigtig Neras tanker og følelser igennem handlingen, såvel som via dagbogs siderne.
Det at dagbogen har været Neras tro følgesvend fra start til slut, har givet en form for genkendelighed igennem de ting hun har gennemlevet, givet indblikket i hendes tanker og de ting der er gået forud for historiens start, såvel som vi får direkte beskrivelser af hendes tanker og oplevelser. Ikke kun ved selve beskrivelsen af handlinger, men vi får en bedre fornemmelse af de ting Nera kæmper med - både ift. sig selv, oplevelserne og omverdenen hun befinder sig i. Selvom den er så langt fra den verden vi som læser befinder os i.

Jeg har bestemt nydt at læse med i denne serie, lært Nera og co. at kende, karakterernes relationer til hinanden og den indirekte kærlighedshistorie der foregik mellem Nera og Bane. Det var rart at se hvor meget Bane egentlig holdt af Nera, såvel som det familiære bånd Nera havde til Aidan.
Til trods for at Nera mistede hele sit liv, da virussen bredte sig, fandt hun alligevel en ny form for familie i den nye verden.

'Død verden'-serien er helt klart et læs værd, og for mig var det bestemt et skønt første møde med zombie bøgernes charme.

Alt i alt får 'Forenet' 4 ud af 5 stjerner.
Tusind tak til Louise Haiberg og Tellerup for anmeldereksemplaret.

XOXO - Rina.

torsdag den 21. maj 2020

'At danse mellem glasskår' af Bettina Stuhr Lindskow // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: At danse mellem glasskår
Forfatter: Bettina Stuhr Lindskow
Serie: -
Forlag: Tellerup
Antal sider: 256
Udgivet: 2018

Rose drømmer om en professionel dansekarriere i London. Hun træner hårdt til Europamesterskaberne med sin dansepartner, Christian. Men finalen går slet ikke som planlagt. Rose vågner op på hospitalet og får at vide hun har diabetes. En sygdom som hun skal leve med resten af sit liv – men kan hun stadig danse? Og hvem er hun egentlig hvis hun ikke længere er Christians dansepartnerner?
At danse mellem glasskår er en historie om kærlighed og identitet. Om hvor svært det kan være at acceptere en kronisk sygdom og om at turde gå efter sine drømme.

Inden jeg gik i gang vidste jeg ikke 100 % hvad jeg skulle forvente, eller hvad jeg gik ind til. Ikke andet end hvad jeg kunne læse mig til på bagsiden. Men på visse punkter fik jeg lidt noget andet end hvad jeg egentlig troede jeg forventede, ift. at hovedpersonen drømte om en professionel dansekarriere - som så blev sat ud af kurs ift. hun fik at vide hun havde diabetes.
Havde lidt håbet på at selve dansen var lidt mere involveret end hvad den egentlig var - udover i selve begyndelsen, hvor vi møder Rose. Og en lille del i slutningen.

Det jeg godt kunne li' ved bogen, er at vi fik et indblik i at skulle leve med diabetes (type 1), og de konsekvenser/udfordringer det fik for Rose, såvel som hendes familie. Blot ved den måde som de hver især reagerer på, den omstilling de skal igennem og hvordan de forsøger at opføre sig ift. omstændighederne.
Det var rart at følge den formation Rose gennemgår, ift. hvem hun egentlig er uden dansen? Kan hun stadig danse eller er det en del af fortiden? Hvem er jeg, nu hvor jeg har diabetes og hvad betyder det for resten af mit liv? Spørgsmål der er relevante for en der lige har fået sit liv vendt på hovedet.

Selve historien flyder rigtig fint fremad, hvori det hele føles direkte i øjenhøjde til selve målgruppen. Jeg kunne som læser nemt følge med i den hverdag de havde, såvel som frustrationerne, venskaberne og de op- og nedtur Rose og co. støder på undervejs. Det var let af føle med dem, blive irriteret på dem og have lysten til at give dem et lille skub i den rigtige retning - men på den gode måde.
Selvom jeg dog blev en smule forvirret enkelte steder ift. hvor lang tid der egentlig er gået, fra hun får at vide hun har diabetes, til hvor selve bogen slutter. Det var svært for mig at få et overblik over hvor stor eller lille en periode vi har med at gøre.

Det jeg dog lidt manglede fra Rose, var at hun ikke rigtig ænsede dansen så meget en tanke igennem fortællingen som jeg havde håbet efter hun faldt ved EM - hendes fokus var mest på Christian, og det hun havde mistet ved ikke at skulle danse med ham længere.

Alt i alt får bogen 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

mandag den 18. maj 2020

'Håb' af Louise Haiberg // Død verden #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger/holdninger er mine egne.

Titel: Håb
Forfatter: Louise Haiberg
Serie: Død verden #3
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2017
Antal sider: 288

Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke længere kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minder og beskrivelser. Jeg skriver dem til fremtidige generationer.
Nera finder et formål. Hun vælger at rejse ud sammen med vampyrelverne for at redde mennesker. Men den døde verden har ændret sig. Zombierne er farligere end nogensinde, selv hvis man rejser med vampyrelvere. Vil de finde mennesker og nå sikkert tilbage til Vita? Eller er håb, viljestyrke og kærlighed ikke nok?

Nera, Nera, Nera - hvad gør du ikke for kærlighed og en smule håb?
Jeg elskede seriøst at Nera havde en tand mere vilje og fighter over sig i denne bog. Hun ville og ønskede mere end blot at forblive i Vita, uden muligheden for at kunne gøre noget. Hun ville mere end blot at sidde stille, gøre ingenting og blot indfinde sig i Vitas hverdag, såvel som hun konstant stillede spørgsmål til systemet og den måde tingene blev gjort på.
Det var virkelig rart at se Nera sætte foden i overfor vampyrelverne, stiller spørgsmål ved deres fremgangsmåde og får muligheden for at gøre tingene anderledes end den måde vampyrelverne hidtil har gjort det.
Ikke mindst ift. muligheden for at være med på det hold der tager afsted, for at redde mennesker.

Men verden er dog ikke helt som hun husker den, idet situationen er værre end da hun kom til Vita. Der er bestemt flere zombier, større farer og den del mere på spil, i jagten på at redde flere  menneskeliv. Samtidig er der også mere gang i den, mere action og man får et bedre indblik i vampyrelvernes taktik/regelsæt for hvem de redder og hvem der ikke gør - såvel som man får et indblik i hvordan det hele startede og hvorfor. Jeg elskede seriøst at det var mere gang i den.
Vi får ikke mindst også et bedre indblik i hvad der sker, når en vampyrelver bliver bidt, konsekvenserne deraf og hvordan vampyrelverne forholder sig til det, når det sker.

Endnu en gang formåede jeg at elske Neras dagbogs sider, der fra starten af gav et anderledes udtryk end hvad jeg er vant til. For mig gav det bogen et særlig udtryk, og ekstra personlighed - specielt ift. det at vi får et godt indblik i Neras tanker og følelser, uden omsvøb. Jeg elskede de små tegninger der var undervejs, såvel som udstregningerne og blandingen mellem dagbogs siderne og selve handlingen, var for mig lige som den skulle være.
Det drev også selve handlingen mere fremad på en anden måde, gav Nera mere dybde og et anderledes syn på den verden de befinder sig i.

Hvad angår forholdet mellem Nera og Bane fik jeg endelig det nøk opad, som jeg længtes efter i den forrige bog, selvom en del af det stadig var ret så fysisk. Samspillet imellem dem fik en lidt anderledes klang, men på den gode måde. Bane viste endelig at han ikke blot så Nera som kun en snack og en han hyggede sig med, når han var i Vita - men at han faktisk holdt af hende, mere end blot at holde hende i live. Det var skønt at se.
Jeg elskede fighteren i Nera, der på ingen måde gav op - hverken ift. at redde de få mennesker de mødte, såvel som Bane og menneskeheden generelt. 

Nera har virkelig formået at få en plads i mit hjerte, med både hendes historie, hendes trang til at ville mere end blot overleve og det at hun er vokset som person, som karakter og jeg er ret så spændt på hvad den fjerde bog har at byde på - ikke mindst ift. selv afslutningen på serien.

Alt i alt får 'Håb' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

onsdag den 13. maj 2020

'Sjælens ekko' af Marie Alexander White // Luscinias lyrik #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Alle meninger/holdninger er mine egne.

Titel: Sjælens ekko
Forfatter: Marie Alexander White
Serie: Luscinias lyrik #2
Forlag: Forlaget Petunia
Udgivet: 2019
Antal sider: 372

Agathe skal kun have det sidste af eksamen overstået. Så strækker idéen sig om den mest skønne sommerferie, sig foran hende. Det hele er så pisse pragtfuldt.
Altså, hvis det ikke var fordi, resten af verden hele tiden vil forstyrre. Og så er der lige det, som hun nok bliver nødt til at fortælle, meget snart. For fortiden spøger.

Den første bog i den her serie, nød jeg og nød at lære Agathe og co. at kende. Men den her bog? Den var lige en tand bedre. Selv forsiden indbyder til en skøn fortælling - for mig virker den ret sommerlig, ligesom bogen gav nogle skønne sommervibes.

Jeg nød virkelig at følge forholdet mellem Agathe og Kaia. De to er simpelthen så skønne sammen, selvom både tiden og omverdenen konstant afbryder dem, så de knap nok formår at få ordentlig kvalitets tid med hinanden - samtidig med at Kaia knap nok er hjemme.
Jeg elsker den måde forfatteren formår at vise deres forhold på godt og ondt, deres op og nedture og hvordan de takler distancen. 
Og elskede den tur de var på i slutningen af bogen, hvor de endelig får lov at nyde hinandens selskab, uden afbrydelser.

Og jeg skal da lige love for at der kom et par hemmeligheder frem i lyset. Både dem der (heldigvis) var positive, selvom de var udfordrende og dem der formåede at vride mit hjerte ud.
For holy moly, følelserne formår at få lidt en rystetur i den her og alle bliver så fint beskrevet - mest af alt ift. Agathe og det hendes far gjorde ved hende 18 måneder forinden. Fornemmede let hvor svært det var for hende at åbne om det.

For mig var det en skøn læseoplevelse, med skønne karakterer, små grin undervejs og intet andet end hjertevarme stunder mellem Agathe og Kaia, såvel som venskabet mellem Agathe og My der også ledte til nogle skønne stunder.
Selvom visse karakterer også formåede at frustrerer mig noget så kraftigt.
Og ja, Agathes mor er dælme en der frustrerede mig mere end nødvendigt - for pokker, hvor havde jeg lyst til at pande hende en, for den måde hun taklede situationen med Agathes far.

Marie Alexander formår på en god måde at beskrive hvor svært det kan være at takle andres meninger om hvordan livet skal leves vs. ens egne forventninger til livet. Venskaber, kærlighed, livets op- og nedture.
Glæder mig bestemt til at læse den næste bog i serien, hvor vi får Carries historie, som jeg bestemt tror vil blive interessant at følge. Ikke mindst efter de korte stunder hun har haft i den her bog, hvor hun formåede at charmere sig ind hos mig.

Alt i alt får 'Sjælens ekko' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

søndag den 10. maj 2020

'Sværd af glas' af Victoria Aveyard // Rød Dronning #2 // Anmeldelse

Hey, skønne læsere.

Titel: Sværd af glas
Forfatter: Victoria Aveyard
Serie: Rød Dronning #2
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2017
Antal sider: 464

Jeg er et sværd, et sværd af glas, og jeg er ved at gå itu.
Mare Barrows blod er rødt. Hun hører til samfundets bund: den almindelige befolkning, som skal tjene den sølvblodede elite. Men det viser sig, at Mare har Sølver-egenskaber. På overmenneskelig vis kan hun kontrollere lyn, og det gør hende til et våben, som de magtfulde Sølvere ønsker at styre.
Kongen kalder hende en umulighed, men hun finder ud af, at hun ikke er den eneste af sin slags. Hun undslipper den intrigante prins Maven og tager af sted for at finde og redde de andre Røde med Sølver-egenskaber. Hendes håb er, at de vil slutte sig til hende i kampen mod de magtfulde Sølvere, men den mission er livsfarlig og bringer hende på kant med sine allierede i Den Højrøde Garde.
Krigen mellem den voksende oprørshær og de sølvblodede magthavere intensiveres, og det samme gør Mares kamp mod det mørke, der vokser i hendes sjæl. Vil hun vakle under vægten af de mange liv, der må ofres for oprøret? Eller har forræderi og svigt allerede gjort hende hård?

Mare Barrow, du sødeste Mare Barrow - hvad skal der dog blive af dig?
Hun har i den grad sluttet sig til oprørsgruppen og er nu helt og holdent på deres side. Vi bliver mødt af Mare, Cal og den Højrøde Garde, der flygter fra Maven og hans mor, der fik Cal til at slå sin far ihjel. Intrigerne og spændingerne stiger, så man ikke kan andet end læse videre.
Men man kan dog alligevel mærke at den her bog lægger sig ret godt op ad teorien omkring den svære to'er. Mest pga. at den lægger ret meget op til handlingen i de efterfølgende bøger. Ikke at der ikke skete en hel del i den her bog, for det gjorde der og jeg var ret spændt i en god del af tiden.

Men der der var dog en del af bogen der føltes en lille smule ensformig, da forfatteren bruger en del tid på Mare's tanker vedr. konflikten mellem hvad der er rigtigt og forkert. Hun svinger en del mellem at være nede i kulkælderen følelsesmæssigt, at finde hoved og hale i Mavens ageren og at være lidt høj på strå, ift. at hun er 'Lynpigen'. 
Det jeg dog godt kan li' ved den del, er dog at hun fremstår mere menneskelig. Man får på en og samme tid både hendes gode og dårlige sider. Man får hendes hævntørst mod Maven, hendes tro på at missionen vil lykkedes og tvivlen på om det de vil opnå, nu også vil blive til noget - såvel som hvem man overhovedet kan stole på, andre end sig selv.
Man ser hende ligeså stille gå i stykker undervejs, og forandre sig til mere end blot Mare Barrow fra Pæle.

Der blev brugt en hel del tid på netop at finde frem til dem, som Julian havde på sin liste og 'redde' dem, selvom der på en og samme tid skete nogle drastiske ting undervejs og de ikke altid var lige heldige.
Samtidig formår hun ikke rigtig at bekymre sig for dem omkring sig, andet end at de hjælper hende med at finde frem til de andre med specielle evner, som Maven og co. er ude på at gøre en ende på. Det får nogle ret så store konsekvenser undervejs for nogle af dem der står hende nær - mere end hvad hun lige regner med, mens hun alligevel formår at tromle videre, uden de helt store forbehold.
Gav mig indimellem en klump i halsen.

Jeg elskede sproget i bogen, og den måde forfatteren formår at gøre det hele levende på - ikke mindst formår hun at få karaktererne til at fremstå levende. Det var let at fornemme den spænding der blev opbygget undervejs, såvel som karakterernes forhold til hinanden svingede op og ned, i forbindelse med at det hele intensiveres i spændingen omkring Mare og hendes følge, der forsøger at nå frem til dem på Julians liste, før Maven og co. når til dem.

Den del med Mare der ikke helt kunne få Maven ud af hverken tanker eller sind gav mig en smule tvivl ift. det bånd de skabte i den første bog. Selvom jeg ikke på nogen måde er fan af ham, så kan jeg ikke dy mig for lidt at håbe på der er en lille del af ham der er god - inde bag den ret så sindssyge facade, der virkede til at blive styret af hans mor. For ingen er født onde, vel?

Og kan vi lige snakke om den afslutning? Wow.
Jeg blev ret overrasket over det mod Mare udviste - såvel som dumdristighed. For selvom jeg inderligt håber at Mare og de Røde klarer kampen mod Maven og co., så formår hun altså ikke at tænke klart.
Det var bestemt en nervepirrende afslutning, som giver mig ret så meget lyst til at læse videre. For hvad pokker vil der mon ske med Mare nu, hvor hun selv har sat sig i den situation hun er havnet i?

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

tirsdag den 5. maj 2020

'Udstillet' af Nicole Boyle Rødtnes // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Udstillet
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2017
Antal sider: 283

Med min hund Einstein i favnen nærmer jeg mig gruppen. De ler højt af noget, en af dem har sagt. ”Undskyld, må jeg komme forbi?” siger jeg og prikker den nærmeste på skulderen.”Selvføl…” Han vender sig om. Og med ét forvandles hans smil til en stirren. Først på mig, og så på Einstein.”Gud, det er jo dig,” siger han så. ”Dig fra Grænseløs. Dig med …” Han går i stå. Nu har de andre også vendt sig.”Gud ja, det er da dig,” siger en anden.”Og hunden,” siger en tredje.”Jeg skal forbi,” siger jeg igen. Højt og bestemt denne gang. Intet sker. Så maser jeg mig forbi.”Årh, lad være med at være sur!” råber de efter mig. ”Hvis du ikke gider tale om det, hvorfor var du så på tv?”
Ida og Oliver har deltaget i realityprogrammet "Grænseløs". Nu er de hjemme igen. Oliver nyder kendis-livet, mens Ida kæmper med at være et kendt ansigt og hjemsøges af ting, der skete i programmet. Ting, hun ville gøre alt for at ændre …

I et godt stykke tid har jeg fulgt Nicole Boyle Rødtnes på sidelinjen, og hørt adskillige gode ord om hende og læst en hel del positive anmeldelser om hendes bøger. Og må ærligt indrømme at al den positive snak der har været omkring hende og hendes forfatterskab er velbegrundet.

I 'Udstillet' blev jeg revet med allerede fra starten af, og havde det nærmest som om at bogen læste sig selv. Nicole har formået at skabe et realistisk bog, der på fineste vis skildrer det at være ung og ønsket om opmærksomhed. Specielt i en tid hvor vi har muligheden for konstant at være på de sociale medier og unges deltagelse i reality TV - og de konsekvenser det kan medfølge. 

Specielt Oliver nyder sit nye liv i centrum for en masse opmærksomhed - hvilket på visse tidspunkter irriterede mig, da han ikke helt kunne se udover sin egen næsetip ift. de handlinger han foretager sig. Oveni det ville han nærmest gøre hvad som helst, for blot at blive kendt og leve kendislivet. For mig virkede det lidt som om han lod sig rive lidt for meget med ift. at vinde og ikke 100 % tænkte konsekvenserne igennem. 
Men han får dog (heldigvis) lidt en øjenåbner undervejs overfor en han holder af, hvilket får ham til at genoverveje nogle ting og få øjnene lidt op for hans opførsel. Så det var rart at se han forhåbentlig genovervejer den måde han vil opnå sin drøm.

Ida derimod er knap så begejstret for at have deltaget, hvilket man sagtens kan mærke igennem bogen. Både ift. hendes tanker, hendes handlinger og de snakke hun har med sine venner. Det er let at fornemme at der er sket noget i programmet, som hun på ingen måde er vild med og den opmærksomhed hun får er lidt en anden end den Oliver oplever.
Det er fedt at man undervejs så småt får en fornemmelse af de ting der er sket i programmet, og at der er sket noget mellem Ida og Oliver - uden man egentlig får præcist at vide hvad det er, før hen mod slutningen. Nicole formår at opretholde en form for suspence ift. hvad der er sket imellem dem, uden at afsløre mere end hvad der er nødvendigt. Det gav mig ærlig talt en knude i maven, da det går op for mig hvad det er der var sket imellem dem.

En anden ting jeg bider mærke i og nød at følge, var bestemt det forhold der var mellem Ida og David. Både ift. deres fælles fortid og nutidens udvikling. Selvom det måske er lidt for meget instalove til mig, men kunne ikke andet end holde af det alligevel. Det gav Ida et afbræk fra alt det trælse hun går og tumler med, såvel som et pusterum fra sine tanker.

En af de ting der for mig, gjorde at jeg fløj igennem bogen, var at sproget er flydende og at man agerer let igennem det flow Nicole har formået at skabe - både med historiens nutid der veksler mellem Ida og Olivers synsvinkler, flashbacks fra selve showet og de små bider af den kontrakt, som deltagerne skulle underskrive. Samtidig har hun formået at sætte fokus på et emne ift. det at deltage i et reality program, hvor man kommer ind bag scenerne og oplever bagsiden af det. Det der fangede mig var de urimelige

Selvom det her undtil videre kun er den første bog jeg har læst af Nicole, så er det bestemt ikke den sidste. 
Alt i alt får 'Udstillet' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

lørdag den 2. maj 2020

'Valgt ved solnedgang' af C. C. Hunter // Shadow Falls #5 // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Titel: Valgt ved solnedgang
Forfatter: C. C. Hunter
Serie: Shadow Falls #5
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2014
Antal sider: 480

Kylie har forladt Shadow Falls, og flyttet hen til sin farfar og grandtante fra at finde ud af hvad det betyder at være kamæleon.
Ensomheden og savnet af de andre får hende til at tage tilbage. Men hun har endnu ikke valgt hverken Derek eller Lucas. 
Et nyt spøgelse dukker op, og en stemme begynder at tale til hende inde i hovedet.
Et møde mellem Mario og Kylie bliver afgørende. Kun én af dem vil overleve ...

Det her var en afslutning på en serie som jeg har det ret godt med. Mest fordi den overrasker mig på flere punkter - på den gode måde, mens flere detaljer kom ind i billedet og overraskede, hvilket gav det hele et ekstra kant - og som på en positiv måde ledte op til hvad der skulle ske i slutningen af bogen.
Kylie fik et ryk opad ift. at hun voksede lidt mere som karakter, i og med hun bliver stillet overfor situationer der kræver mere af hende og gjorde at hun blev nødt til at agere lidt mere voksent end tidligere. Specielt ift. det at hun tænkere mere fremadrettet, både med hensyn til sig selv og hendes nærmeste. Jeg elsker den omsorg hun har for sine venner og familie, idet hun gerne vil det bedste for dem.

Men Kylie, kan vi to lige tage os en alvorlig snak og drøfte Lucas - bare lige 2 sekunder? For hvordan pokker kan du formå at tilgive ham for det han holdt hemmeligt for dig i den forrige bog? Ja, han virker som en sød og charmerende fyr, der formår at sige de rigtige ting, har de rigtige intentioner og I elsker hinanden, men helt ærligt? Jeg ville med glæde have ladet Della give ham en omgang og smide ham på porten. Aner slet ikke hvordan du kan formå at tilgive ham.

Jeg elskede personligt at Kylie fik et indblik i sin egen arts måde at leve på. Deres måde at leve på er anderledes end hvad Kylie er vant til og deres tankegang til omverdenen er forældet - hvilket er en ting Kylie ikke er spor fan af, men gerne vil lave om på, så de kan formå at leve mere frit blandt alle andre. Det var rart at se hvordan hun formåede at få tingene sat mere i perspektiv, såvel som plottet omkring Mario og hans agenda kom en lille smule mere i baggrunden - uden at det på nogen måde forsvandt. Det gav på en eller anden måde en helt anden udvikling end hvad jeg lige havde regnet med.
Specielt ift. en hvis person der trådte ind i Kylie og hendes mors liv, som for mig gav en ekstra overraskelse, da vi kom hen mod slutningen af bogen.
Jeg havde hjertet næsten oppe i halsen, da bogen nærmede sig sit højdepunkt og Kylie for alvor havde sit opgør med Mario - og selv der formåede visse karakterer at overraske mig noget så gevaldigt. Ikke mindst fordi en karakter sin tidligere blot havde været et irriterende sidespring, viste sig at være en helt anden end jeg havde ventet.

Endnu en ting jeg elskede, var Kylies venskab med både Miranda og Della. De tre er de skønneste veninder, og har på en god måde formået at skabe et særligt bånd til hinanden. Også selvom Miranda er lidt for optaget af Perry og Della er et stædigt æsel, så kan jeg ikke andet end holde af dem. For slet ikke at snakke om det spirende venskab der kom mellem Kylie og Fransesca (den gnavne varulvepige, der altid hænger på Lucas). Det var rart at se de to ikke kom i kambolage med hinanden hele tiden, men til gengæld gav hinanden en bedre chance.
Samtidig nød jeg den sukkersøde udvikling mellem Holiday og Burnett, idet deres forhold formår at udvikle sig til det næste niveau - og den begivenhed der sker i slutningen af bogen gav mig et smil på læben. Hvor forskellige de to end er, og hvor meget de end ikke kunne formå at indrømme deres følelser for hinanden i de forgangne bøger, så kan jeg ikke andet end holde af dem sammen.

Alt i alt giver jeg den 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina

onsdag den 29. april 2020

'Ved dig' af Kis Baadsgaard // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Dette er et anmeldereksemplar, tilsendt fra forfatteren.
Alle meninger/holdninger er mine egne.

Titel: Ved dig
Forfatter: Kis Baadsgaard
Serie: Contemporary #4
Forlag: Baadsgaard Books
Udgivet: 2020
Antal sider: 92

Vi forlod Josefine og Rasmus i et afgørende øjeblik.
Hele Josefines verden smuldrer og Rasmus er nødsaget til at være endnu stærkere for dem begge. Han ved, han må presse hende hårdere end nogensinde, ellers vil Josefine gøre det, hun altid gør, nemlig at flygte. Men er han for barsk i sit forsøg på at få sandheden frem? Kan Josefine virkelig åbne sig helt og give sig hundred procent til Rasmus og hans verden?
Denne novelle er den sidste i Josefine og Rasmus’ fortælling.

I denne fjerde & sidste novelle skifter vi vinkel og får Rasmus' synsvinkel på hvad der sker, efter den cliffhanger vi blev efterladt med i 'Med dig'.
Og for lige at starte et sted, må nok sige at jeg i de forgangne noveller, havde lidt af et problem med Rasmus. For mig virkede han som lidt af en røvhat uden lige, men jeg kan til gengæld mærke den forandring han gennemgår undervejs og man finder ud af hvad der ligger under den ellers så hårde facade. Det var skønt at han også her formåede at åbne mere op for hvad der gemmer sig i fortiden, hvad det er han laver og hans liv generelt.

Samtidig kom vi også tættere på hvad det var Josefine gik og gemte på, ift. den hemmelighed hun hentydede til i 'Med dig'. Det var for mig dejligt at få en fornemmelse for hvorfor hun i nogle situationer reagerer og agerer som hun gør, såvel som kom lidt mere ind under huden på hende. 
Det var for mig rart at se Rasmus gøre hvad han kunne for at hjælpe Josefine, mens hun ligeså stille tør åbne sig op for sine venner - men samtidig med en forståelse for hvad der ligger bag. 

Sproget er mindst ligeså beskrivende som det plejer, og det er på intet tidspunkt svært at se handlingen for sig - selv ikke de lidt mere intime scener. Også selvom jeg ikke er den største fan af den livsstil eller den måde Rasmus agerer dominant overfor Josefine nogle steder.
For mig underminerer han til en hvis grænse hendes selvstændighed, mens hun blot lader ham gøre det i hendes behov for at der var en der dominerede hende. Jeg ville dog gerne have set hende agere mere sin egen, mere selvstændigt og på egen hånd ift. hendes fortid. Også selvom hun havde små 'trodsige' øjeblikke overfor Rasmus i deres 'leg'.

Ellers så nød jeg bestemt at følge med i den sidste og afsluttende novelle om Josefine og Rasmus, og håber alt det bedste for dem. Det var specielt rart at se hvor meget Rasmus er villig til at sætte i spil for at være sammen med Josefine. 

Alt i alt får 'Ved dig' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina. 

søndag den 19. april 2020

'Med dig' af Kis Baadsgaard // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Alle meninger/holdninger er mine egne.

Titel: Med dig
Forfatter: Kis Baadsgaard
Serier: #3
Forlag: Baadsgaard Books
Udgivet: 2020
Antal sider: 77

Josefine og Rasmus har haft et stormfuldt bekendtskab. Selvom hun nok ikke burde gøre det, beslutter Josefine at give Rasmus en chance til.
Men hvad med hemmeligheden Josefine gemmer på? Hvis hun beslutter sig for at fortælle den, hvad vil der så ske, med deres forhold?
Rasmus har også en fortid, og den skal helst forblive sådan. Hvorfor bringe dunkle minder op, når nu fremtiden ser så lys ud?
Kan Josefine tilgive Rasmus? Kan de stole på hinanden? Og er de begge indstillet på at kæmpe for forholdet?

Her kommer vi endnu en gang tilbage til Josefine og Rasmus lige hvor forrige historie sluttede.
Samtidig var det rart endelig at få et indblik i hvad der gemmer sig bag Rasmus' hårde facade, såvel som hvad der ligger til grund for nogle af de ting han gør og siger. Det var rart at han endelig formåede at åbne lidt op, selvom der er stadig er nogle spørgsmål som jeg mangler at få svar på.
Alligevel ender jeg med stadig at blive en smule paf over nogle af de ting han siger i visse scener og studsede lidt over nogle af hans formuleringer. 

Josefine, Josefine, Josefine - dig havde jeg et mindre problem med i den her fortælling.
I 'Over dig' virkede hun mere selvsikker og mere som sin egen person, samt næppe lod sig rive for meget med af de følelser hun har for Rasmus - lod det gå langsomt og sikkert fremad. Men her i 'Med dig' faldt det lidt til jorden igen, ift. hendes ret så specielle forhold til Rasmus. Der skulle på ingen måde noget til, før hun gav Rasmus lov til hvad som helst.
Samtidig følte jeg lidt at Josefine slog en hvis hjernehalvdel fra mens hun var sammen med Rasmus og fornuften får ikke rigtig plads til at få noget at sige. Hun formåede at irritere mig noget gevaldigt, idet hendes selvstændighed blev sat ud af spil - hvilket jeg syns er ret ærgerligt.

Sproget er der til gengæld ikke en finger at sætte på, og beskrivelserne står levende frem for sig - jeg kan bestemt se alle scener for mig. Der kom bestemt et par afsløringer på bordet, som var blevet hintet til undervejs. Endda nogle der overraskede på den gode måde, og som jeg ikke havde set komme. Specielt kommer der visse ting frem på bordet ift. Josefine og hendes fortid, som jeg bestemt ikke havde regnet med. Det var rart lidt at få et indblik i visse hemmeligheder som hun gemt på - noget som man undervejs var blevet hintet til, uden at man fik nogen hints til hvad det kunne være.
Ud over det elsker jeg at se Josefine gå juleamok i sin lejlighed og få pyntet op. Det gav mig et smil på læben.

Afslutningen var bestemt en cliffhangers, der gav mig kuldegysninger ned af ryggen. Vi fik også en god bid af hvad det er Josefine går og gemmer på og hvilke hemmeligheder der blev hentydet til undervejs. Så fedt, og specielt den måde det blev gjort på - lige så vel som Josefines reaktion. Det gjorde mig mere nysgerrig på hvad det er hendes fortid gemmer på. 

Alt i alt giver jeg 'Med dig' 3 ud af 5 stjerner.

'Utopia' af Louise Haiberg // Død Verden #2 // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger og holdninger er mine egne. 

Titel: Utopia 
Forfatter: Louise Haiberg 
Serie: Død verden #2
Forlag: Tellerup 
Udgivet: 2018
Antal sider: 256

Mit navn er Nera. Dette er mit liv, min virkelighed. Den nye verden. Jeg begyndte at skrive dagbog for ikke at glemme dem vi mister. Fordi jeg ikke kan holde ud at glemme dem. Den indeholder min historie. Mine minde og beskrivelser. Jeg skriver den til fremtidige generationer.
Nera og hendes gruppe når den sikre zone, en bid af den gamle verden: Utopia. Hun forsøger at passe ind i en verden hun ikke længere føler hun tilhører, men fortidens spøgelser plager hende, og Utopia har skyggesider. Nera har kun fred i sindet når hun er sammen med Bane. Er de virkelig i sikkerhed eller er den sikre zone blot en illusion? Og kan man elske en vampyrelver?

Louise Haiberg, du har gjort det igen. For filan, hvor jeg dog elsker dit sprog og din måde at beskrive de nye omgivelser på. Specielt gennem Nera, der ikke helt formår at falde 100 % for det nye sted, selvom det i bund og grund var alt det hun søgte efter - toiletpapir, rindende vand, elektricitet, trykke rammer. En form for normalitet der alligevel ikke helt fungerer for hende på den måde hun havde håbet. 

Alligevel er det fedt at følge Nera og hendes skeptiske tanker overfor alt omkring Vita (Utopia) og alt omkring den sikre zone. Alle smiler konstant, alt virker en smule for perfekt og ingen giver for alvor en døjt for ondskabens der lurer udenfor Vita. Det er fedt at Nera stiller spørgsmål til hele affæren omkring Vita og hvad den sikre zone står for, selvom ingen rigtig vil svare. 
En anden ting er også lejlighedskomplekset, som for mig er en god modsætning til resten af Vita. Jeg nød at følge med i hvor den del af befolkningen blev af, hvis de ikke helt kunne formå at passe ind hos resten af Vitas befolkning. 

Jeg elsker seriøst dagbog siderne, hvor vi i den grad får et indblik i Neras tanker - for slet ikke at nævne tegningerne? I love it! For mig giver de en ekstra touch til fortællingen. Specielt Neras observationer undervejs og hendes tanker omkring stedet, samt hendes rastløshed. 
For slet ikke at nævne de sider som Aiden får skrevet? Det gav mig et lille smil på læben, i og med at Nera ikke havde forventet at han ville gøre det. 
Manglede dog lidt at høre mere til Aiden og resten af gruppen, end det vi får undervejs. Vi hører mest til Nera og hendes kamp med at falde til, mens resten af gruppen er lidt spredt - uden man helt ser dem så meget efter at de er blevet fordelt.

En ting jeg dog lidt manglede ift. fortsættelsen fra første bog, er romancen mellem Nera og Bane. Ja, den er der og kører videre - men det er som om at den lidt kører for meget på at de blot hænger ud i kort tid (mest hjemme ved hende) og Nera finder den fornødne ro hun mangler når han ikke er der. Jeg mangler dog en smule mere dybde, ift. udviklingen af forholdet imellem dem. Jeg manglede lidt mere forholds relaterede scener, der kunne understøtte deres romance/forhold lidt mere. Det virker lidt på mig som om at Bane gerne vil hende, men lader hende mest i stikken efter de endelig nåede den sikre zone og Nera blot er til hans rådighed når han er der.

'Utopia' er bestemt en bog jeg nød at læse og nærmest fløj igennem fra ende til anden. Den kan varmt anbefales til jeres derude. Den er let at læse, sproget er ungdomligt og Louise Haiberg formår at indgyde hendes verden med skønne beskrivelser og tilføjelse af humor undervejs. Der var enkelte øjeblikke hvor jeg ikke kunne andet end smågrine over Nera og hendes tankegang.

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.
Tusind tak til Louise Haiberg og Tellerup for anmeldereksemplaret.

XOXO - Rina. 

'Forenet' af Louise Haiberg // Død verden #4 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget. Alle meninger/holdninger er mine egne. Titel: Fo...