onsdag den 18. november 2020

'Glasmuren' af Linette Harpsøe // Exilium #2 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere.

Titel: Glasmuren
Forfatter: Linette Harpsøe
Serie: Exilium #2
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2017
Antal sider: 422

Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur. I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere. I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mog Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på.
Glasmuren er andet bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.

'Glasmuren' var bestemt en skøn fortsættelse til 'De fejlfødte', hvor vi endelig kommer ud af Kuben og videre ind i Brudstykket - men det gode er at lige som de tror de er undsluppet det værste, er der flere udfordringer i selve Brudstykket end man ellers lige skulle tro. Man bliver opslugt af at finde ud af hvad dælen det her nye sted er, og hvordan tingene fungerer her - hvor skrøbeligt et land det end er.

Jeg nød at følge Fry's rejse i det nye univers hun er havnet i, den uvidenhed hun har om hendes venner har klaret turen ud eller ej. Fry er bestemt en karakter der er let at holde af, samtidig med hun blot er et menneske med dertilhørende fejl - hvilket gør hende endnu mere elskværdig, og hun er bestemt blevet meget stærkere som person, end hende vi mødte til at starte med. Hun har helt klart en vilje af stål.

Samtidig nød jeg også at vi fik handlingen fortalt via de forskellige synspunkter undervejs, der for mig gav det et bedre billede af Brudstykket, det dystopiske univers vi befinder os i og Linette formår at give de forskellige karakterer hver deres stemme.
Det gav det nuancerede billede af Brudstykket, som Linette i min optik gjorde rigtig godt.

En lille ting jeg dog undrede mig, var hvordan pokker en person kunne genkende en sneglehvisker fra alle de andre? Hvilke små tegn/signaler skal man kigge efter for at kunne skelne mellem en der er og en der ikke er? 
Specielt da Fry og co. møder den første person i Brudstykket og han på en eller anden måde kunne se Fry ikke var helt som de to andre. Hvordan gjorde han det?

Jeg elskede de små plottwists der kom undervejs. Plottwists og information jeg på ingen måde havde set komme.
Specielt når der kom til en hvis karakter, der mere eller mindre vender op og ned på flere ting - mest af alt for hovedpersonen, der mildest talt får vendt sin verden på hovedet.

Universet virkede dejligt levende, beskrivelserne af Brudstykket er detaljerede på en rigtig god måde, og diversiteten af karaktererne gav et godt indblik i det nuancerede billede af mangfoldigheden - såvel som der var en repræsentation af enkelte LGTBQ-personer, som jeg syns blev præsenteret på en god måde.

Sproget var ikke mindst lige så levende som i sin forgænger, man mærker hvordan karaktererne tænker og føler, såvel som selve omgivelserne. Linette formår at give et godt indblik i et Danmark der på ingen måde fungerer længere.
Det er let at se Linette har udviklet sig, gennemtænkt hver en detaljer og hele universet. Intet af de små detaljer, informationer og karakterer, såvel som plottwists er sat tilfældigt. Hver en ting er kommet på de rigtige tidspunkter, så man som læser får lyst til at læse videre.

Og kan vi lige snakke om at slutningen var noget af en cliffhanger, med et spørgsmål hvad der nu kommer til at ske? Oh boy, hvor gav den mig lyst til at læse videre og få nogle svar. Intet mindre end kraftfuld, nervepirrende og giver et indtryk af at der er mere på færde end vi som læsere har fået at vide.
Specielt ift. 

Alt i alt for 'Glasmuren' 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

søndag den 15. november 2020

'Stormflod' af Eva Munk // Grøn klode #1 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger er dog mine egne.

Titel: Stormflod
Forfatter: Eva Munk
Serie: Grøn klode #1
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 2020
Antal sider: 131

“Jeg burde fryse. Vi er kun i starten af marts. Men vandet har en beroligende virkning på mig.
Jeg forestiller mig mit lange brune hår, der spreder sig ud som tang, der danser stille under vandet. Et langt net af beskyttende tråde, der lægger sig over havets bund. Forsøger at redde det. Give det mere tid. Beskytte det for plastik.
Jeg er en havfrue, der lever for havets hemmelighed. De beskyttede skatte, som gemmes uberørt af menneskehænder.”
14-årige Tenna går i 8. klasse og bor i en lille by i Vestjylland. Hun samler tit skrald på stranden, fordi hun hader at se, hvordan mennesket ødelægger naturen. En dag opdager hun gruppen @grønklode, hvor hun møder Pelle og A.K., der går lige så meget op i miljøet som hende selv. Sammen dedikerer de al deres tid til at sprede budskabet om en bedre verden. Men vejen mod en grøn klode er svær, og nogle gange er Tenna ved at miste modet ...

Klimastrejke, fokus på miljøet og klimabevidsthed i hverdagen og kampen for en bedre klode, krydret med en passioneret hovedperson, venskaber og det at finde et tilhørssted, hvor man for alvor kan være sig selv.
Og må sige, Eva, du formår at give mine tanker frit løb for hvad jeg selv kan gøre, for at have fokus på miljøet og kloden i min egen hverdag. Og som Pelle siger, så er det selv de små ting der tæller.

Jeg kan ikke andet end holde af Tenna, der på flere måder er mere passioneret, drevet af selvsamme passion og stålfast i sin vision for verden, end jeg på nogen måde var i den alder. Hvilket for mig er ret så beundringsværdigt, når man tænker på ingen i hendes klasse rigtig ser på tingene som hun gør.
Indimellem kunne jeg dog godt tænke hun var en tand for meget, men det var alligevel rart at læse om en karakter der er så passioneret som Tenna.

Nød at følge Tennas fremdrift idet hun kommer med i Grøn Klode, de venskaber hun opbygger og det eventyr hun kommer ud på igennem bogen, såvel som de tiltag/arrangementer der udfolder sig undervejs - både de ting de laver i fællesskab, såvel som de ting Tenna formår at gøre på egen hånd.
Det var for mig rart at se hvordan Tenna udfolder sig undervejs, den gejst hun har og den ro hun får igennem sine nye venner og sin familie. Jeg elsker hendes tro på det hun gør, selvom modet svigter lidt indimellem.

Den eneste lille udfordring jeg havde med bogen, var da Tennas mor fanger Tenna i at pjække. Ja, jeg elsker morens engagement i datterens kamp for klimaet, men manglede lidt en løftet pegefinger i netop den situation. Ikke fordi hun behøver give hende stuearrest, men kunne som sagt godt have brugt en løftet pegefinger der let kunne føre videre til 'let's do this thing'.
Men ellers er det rart med en støttende mor, der lader sin datter vokse på sine egne vilkår og giver hende en chance for at stå på egne ben ift. visse beslutninger.
Selv Tennas bror (såvel som faren) lader sig rive lidt med i Tennas engangement, selvom bror Andreas virker lidt lukket i sin egen lille verden til at starte med.

Derudover, så elsker jeg humoren der forekommer undervejs. De små platte jokes som Tennas far og vennerne fyrer af - I just love it!
Selv de små øjeblikke der er mellem Tenna og hendes bror Andreas, der giver et godt indblik i deres relation og deres forskellige personligheder, ift. fx interesser.

Historien skrider let fremad, i et dejligt, højt tempo og med et sprog der passer til de unge i alderen 13-14 år. Begge dele gør at historien er let at forholde sig til ift. venskaber, ens identitet, finde sit ståsted og et sted at høre til, og det at bogen sætter ens tanker i gang ift. hvordan vi passer bedre på miljøet. Både for os selv og for andre, i nutiden og for fremtiden.

Alt i alt får 'Stormflod' 4 ud af 5 stjerner.
En rigtig god start på en serie, og glæder mig til at se hvad Tenna og co. har at byde på.

XOXO - Rina.

onsdag den 11. november 2020

'De fejlfødte' af Linette Harpsøe // Exilium #1 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere

Titel: De fejlfødte
Forfatter: Linette Harpsøe
Serie: Exilium #1
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2017
Antal sider: 368

I halvandet år har 17-årige Fry og hendes familie siddet i tvungen isolation i deres eget hjem. De har mistet kontakten til resten af omverdenen. Sult og elendighed driver familien længere og længere ud mod vanviddets rand. Udenfor bevæger ukendte skabninger sig omkring i mørket, og Fry ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes hus bliver det næste, der falder. Familiens eneste håb er at blive reddet, men da den dag kommer, bliver intet, som Fry havde forestillet sig det.
Sammen med nabodrengen Timo, bliver Fry hvirvlet ind i et kynisk komplot mod menneskehedens overlevelse. Hendes venners liv hænger i en tynd tråd, men kan Fry redde dem, når de har allermest brug for hende, eller vil løgne og halve sandheder blive deres undergang?
De Fejlfødte er første bind i den planlagte trilogi, Exilium

Hvorfor pokker er det lige jeg har ventet så længe med at komme i gang med den her serie?
For sikke en start på et dystopisk univers, der foregår i, ja - Danmark. Har før læst dystopiske serier, som fx Maze Runner og The Hunger Games, som Exilium godt kunne læne sig godt op ad. Men Linette Harpsøe formår at gøre det på sin helt egen måde og på sine helt egne præmisser.

Den første del af bogen, hvor vi møder hovedpersonen Fry, gennem hendes diktafon, forvirrede mig en smule til at starte med, men det gjorde mig alligevel nysgerrig på hvad det var der foregik. Det var rart at se forfatteren lege med formatet på sin egen måde, og give bogen en form for kickstart ift. at komme ind i hovedpersonens tanker omkring hvordan verden omkring hende er.

Fry er en person der bestemt har ben i næsen og lader sig ikke kue af nogen - og slet ikke af de mennesker hun møder, efter at være blevet reddet fra karantænezonen. Selvom hun godt kunne have tænkt sig lidt mere om i visse situationer - specielt når det kommer til Anika. Er der mere mellem de to end blot venskab? Ligeså vel som med nabodrengen Timo, der giver hende et holdepunkt i kaosset.
Og Dingo? Well, det venskab gik dog lidt for hurtigt ift. hvor længe de egentlig havde kendt hinanden, til deres videre forløb.

Selve den situation Danmark befinder sig i, og som Linette har skabt på fineste vis, er velbeskrevet, virker realistisk og gennemtænkt. Giver et indtryk af at forfatteren har lagt kræfter i at researche til de forskellige dele af historien, hvordan Danmark som vi kender det er smuldret, lige så vel som planlægningen af hvad der skulle ske hvornår - selv hvem der skulle være i fokus i de enkelte kapitler, udover Fry. Det gav et mere nuanceret billede af den verden de befandt sig i.
Selv mysteriet omkring de væsner/skabninger der lusker rundt omkring er en stor del af fortællingen og holder hele vejen igennem.

Jeg nød bestemt historien, fulgte spændt med i handlingen og at følge Fry i at finde ud af det mysterie der omringer dem, i det sted de befinder sig - udover selve skabningerne. Hele mysteriet omkring disse skabninger og stedet de befinder sig, gav mig et holdepunkt i den større historie omkring det sted Fry og co. havner efter at være blevet reddet. 

Og kan vi lige snakke om at handlingen foregår i slutningen af 2021 og videre ind i 2022?
Well, vi er pt i 2020 og 2021 nærmer sig med hastige skridt. Mon den der apokalypse er tættere på end vi lige tror? Jeg ville nødig møde den skæbne Fry og co. er ude for i den her serie - selvom en hvis karantæne mere eller mindre har ramt Danmark. Bare af andre grunde end i Exilium.
Ved Linette Harpsøe noget vi andre ikke gør?

Alt i alt får 'De fejlfødte' 3,5 ud af 5 stjerner.
En rigtig god start på en skøn serie.

XOXO - Rina.

søndag den 8. november 2020

'Det levende kød' af Lene Kaaberbøl // Madeleine Karno #2 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere. 

Titel: Det levende kød
Forfatter: Lene Kaaberbøl
Serie: Madeleine Karno #2
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2013
Antal sider: 309

Det er en kaotisk og kvælende hed sommernat i Varbourg i 1894. En italiensk anarkist har dræbt den franske præsident, og folkemængdens vrede rammer byens italienske borgere i flæng. Midt i postyret gøres et uhyggeligt fund i en kulhandlers baggård. Rosalba Lombardi, en ung prostitueret, er blevet myrdet og maltrakteret på en måde der får boulevardpressen til at skrive om “Varbourgs egen Jack the Ripper”, men Madeleine Karno får snart en fornemmelse af at sandheden er endnu mere skræmmende. Madeleine er langt om længe startet på universitetet, hvor hendes kærlighed til videnskaben skal stå sin prøve, og det burde være udfordring nok. Ikke alle er begejstrede for at se unge kvinder i lærdommens hellige haller. Hun kan imidlertid ikke lade være med samtidig at jage sandheden om Rosalbas død – til trods for at det bliver en jagt og en sandhed der sætter mærker på både krop og sjæl.
DET LEVENDE KØD er anden bog i serien om Madeleine Karno, Kadaverdoktorens datter og ambitiøse assistent, der ikke har i sinde at lade sit køn stå i vejen for sin fremtid.

Jeg ved ikke helt hvad der er med Lene Kaaberbøl, men hendes forfatterskab fangede mig lige siden jeg læste 'Skammerens datter' den første gang. Dette er godt nok anden bog i serien, efter 'Kadaverdoktoren' - men læste første bog i serien for i 2012, førend jeg startede bloggen og blev ret så overrasket over hvordan Lene Kaaberbøl formåede at overraske mig med en slutning jeg ikke havde set komme.

Det samme gør sig gældende med den her bog, hvori vi bliver kastet ud i at skulle finde ud af hvem det er der begår mord på de prostituerede - det kan være hvem som helst, men hvorfor? Hvorfor ville en person gøre det? Der var for mig mange bolde i luften ift. hvem der kunne have gjort det, mens der lige så stille blev kastet små hints ud. 
Der var for mig ikke så vildt meget fokus på HVEM der havde gjort det, selvom det var en essentiel del af fortællingen, men der var mere fokus på HVORFOR - hvilket for mig var en del af de hints der aflagde vejen for hvem der kunne finde på at begå mordene på de prostituerede.

Madeleine var for mig en person der ikke stoppede førend sagen var klaret, selvom det tog flere måneder at finde frem til - lige ledes ift. ikke at lade sit køn bestemme hvad hun vil med livet. Det var bestemt en krimi, jeg nød at læse, selvom selve mysteriet ikke var så meget i fokus, mere end den del var på lige fod med Madeleines historie/udvikling.

Men mest af alt, havde byen få sin helt egen Jack the Ripper? Jeg elsker at Lene Kaaberbøl på en måde gav Varbourg sin egen Jack the Ripper. Ikke mindst det at flere end en blev dræbt og måden hvorpå ligene blev fundet, samt deres tilstand. Der er så mange faktorer der kunne lede til de enkelte personer.

For mig havde historiens gang dog ret meget fokus på hvordan samfundet fungerede i 1800-tallet, ift. både kvinders rettigheder til fx uddannelse, arbejde og deres plads i samfundet, samt den videnskabens gennembrud i 1894. Der blev brugt en hel del beskrivelser på videnskabelige ord, og giver et indtryk af at forfatteren har gjort sin research rigtig godt - ikke mindst ift. hvor langt videnskaben var på netop det tidspunkt hvor historien foregår.
Jeg nød at Madeleine er af sin egen overbevisning ift. det at hun udfordrer datidens normer, lader sig næppe kue af hvad den samfundet mener hun skal og gør hvad hun sætter sig for - jeg elsker hendes beslutsomhed, stædighed og at kæmpe for sin plads i samfundet på lige fod som med mændene.

Sproget i historien afspejler lige så fint den tid historien foregår i. Den måde der bliver talt på, tidens tanker og hvordan hele historien afspejler den tid vi befinder os i sammen med hovedpersonen. Det var for mig tydeligt at se den tid for mig, hvordan samfundet er så langt fra hvor vi er den dag i dag og dertilhørende menneskesyn ift. f.eks. det at være tiltrukket af sit eget køn. Hint til Madeleins forlovede der for en stund havde noget kørende med en ven.
Det var bestemt en af de ting jeg lagde mærke til, selvom det ikke var så udtalt - men det lå mere i den måde bekendtskabet blev beskrevet.

'Det levende kød' får i alt 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

lørdag den 17. oktober 2020

'Kampen om Valdor' af Jeanet Kirch // Baronessen #2 // Anmeldelse

 Hey, skønne bogorme

Titel: Kampen om Valdor
Forfatter: Jeanet Kirch
Serie: Baronessen #2
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivet: 2020
Antal sider: 252

”Jeg har sendt ham tilbage efter dig. Lov mig, at du sætter mig fri.” 
Fangen falder tilbage i en drøm om baronessen.
Snart skal to hold kæmpe i arenaen om kongeriget Valdor.
Der er gået et halvt år siden Reina og hendes venner forlod Era, men de er ikke glemt. Et sindrigt plot udspiller sig for at få dem tilbage. De kan vende tilbage som helte eller miste deres liv i arenaen.
Kampen om Valdor skal afsluttes.

'Kampen om Valdor' var en bog jeg var spændt på at læse, efter jeg havde læst forgængeren 'Baronessen'. Hvor spændt jeg end var på at læse bogen, levede den bestemt op til alle forventninger.
Jeanet Kirch er vokset som forfatter ift. sin debut. Fortællingen virkede mere levende, man kom lidt mere ind på livet af karaktererne og relationerne virker mere i takt med deres tanker og handlinger - selvom relationen/forelskelsen mellem Anna og Lorac var lidt en overraskelse, dog som et sødt sidespring ift. den relation Lorac havde haft med Reina i den første bog.

Der var dog indimellem passager med lidt for meget info på én gang, omkring hvad der var sket siden Reina og co. forlod Valdor i forgængeren, men heldigvis på en måde hvorpå der virkede naturligt og inkorporeret i historien, via karakterernes tanker og observationer.
På en måde kommer man lidt dybere ind i Valdor, lære verdenen mere at kende end tidligere - selvom vi allerede kendte en del i forvejen. Samtidig fik vi også mere at vide ift. adskillelsen af de forskellige racer/verdenens indbyggere og den måde de har forholdt sig hidtil.

Starten var lidt forvirrende ift. hvem der var fortælleren i det pågældende kapitel, men fandt hurtigt ud af systemet ift. når der var markeret hvem der var hovedpersonen i de enkelte kapitler og når det lidt var dem alle - eller når det blot var en fra Era/Valdor.
En anden ting var ift. Lorac og optakten til selve afgørelsens time, var at jeg godt kunne have brugt et hvis kapitel kom en tak tidligere - fremfor at visse replikker/handlinger lidt blev nævnt to gange.

Jeg elskede spændingen der holdt fortællingen i gang, og kunne ikke helt slippe bogen da jeg først begyndte at læse. Der var op til flere ting jeg fik svar på undervejs, og de små overraskelser der kom undervejs gav fortællingen de helt rigtige vibes ift. at ville vide mere.
Beskrivelserne omkring verdenen er spot on, sproget er i den grad blevet bedre og detaljerne omkring karakterernes væremåde er lige som de skal være.
En af de ting der gjorde udslaget var bestemt slutningen, hvor spændingen var på sit højeste og kampen skulle afgøres, var det svært at sige om en hvis karakter ville kunne holde sit løfte eller ej.

Jeanet Kirch har bestemt skabt en spændende, medrivende og skøn 2'er, der lever op til sine forventninger. Og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd.

'Kampen om Valdor' får i alt 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

søndag den 11. oktober 2020

'Kvantespring' af Lise Villadsen // Anmeldelse

 Hey, skønne bogelskere

Titel: Kvantespring
Forfatter: Lise Villadsen
Serie:
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2020
Antal sider: 260

Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå. Astrid vil gøre alt for sin skrøbelige storesøster, og den dårlige samvittighed over ikke at kunne hjælpe ligger som en konstant underlægningsmusik i alt hvad hun foretager sig. Men da Astrid forelsker sig, begynder livet at folde sig ud på en ny måde. Pludselig ser hun sig selv og sin familie med nye øjne. Men kan Cecilie holde til, at Astrid begynder at prioritere sig selv og følger sine følelser? Og kan man overhovedet blive sig selv uden at miste nogen eller noget undervejs?
’Kvantespring’ er fortællingen om de bittesmå bevægelser, der driver os længere og længere fra hinanden – eller tættere på. Bevægelser der har kolossal indflydelse på vores tilværelse. Og som i sidste ende kan være afgørende for, om vi finder modet til at springe ud i livet.

Hvordan skal jeg dog formå at beskrive den her bog? 
En bog der bestemt giver et førstehåndsindtryk af hvordan psykisk sygdom, i det her tilfælde angst,  påvirker, ikke kun personen der har det, men hele familien. 

Vi følger Astrid, hvis søster, Cecilie, har angst og det at hun vil gøre hvad som helst, for at Cecilie har det godt. Som læser får man et godt indblik i hvor dysfunktionel hele familien er og de tråde Cecilies angst trækker i dem alle. 
Astrid og forældrene har nærmest sat alt på standby for Cecilies skyld. Venskaber bliver sat på prøve, sociale arrangementer bliver valgt fra og kærligheden? Endnu en ting der giver Astrid en knude i maven, for hvornår går grænsen for at fravælge sig selv til fordel for sin søster? Og hvornår er det tilladt for en gangs skyld at vælge sig selv? For slet ikke at nævne forældrene, hvis nerver godt og vel er tyndslidte.

Bogen formåede at give mig kuldegysninger, gøre mig frustreret og vred på Astrids vegne, lige så vel som forældrenes. Hvor meget de end forsøgte at hjælpe Cecilie, gav hende muligheder, terpede med hende til eksamen, kom de nærmest ingen vegne, når det nærmest virkede som om alt hun ville var at forblive hvor hun var - i sin egen trygge zone, sammen med familien.

Den person jeg nok blev mest frustreret over, er moren. For hvor meget det end kræver at skulle sørge for et barn, på 19 år vel at mærke, der har angst og skulle manøvrere i den situation der i sig selv er hård - havde jeg det lidt som om hun agerede lidt for omsorgsfuldt overfor Cecilie, pakkede hende ind i vat og bare føjede hende, når situationen blev for meget for datteren.
På den anden side har vi en far, der på sin vis har givet op, og udfordrer datteren på en lidt for hårdfør måde, at hun ikke kan forblive i situationen for altid. Han ønsker at hun skal formå at hive sig selv op af det sorte hul og komme fremad
Begge parter gør det ud fra bedste mening, af kærlighed til deres datter og hendes fremtid, men ingen af delene er på nogen måde en løsning, hvilket Lise Villadsen formår at vise på fineste vis. Det kræver mere end 'bare' at tage sig sammen og kræver en holdindsats at komme igennem det - selv fra personen der har det psykisk svært.

Undervejs følte jeg med Astrid og heppede på hende, den indre kamp hun gennemgår. Kærligheden til sin søster, pligtfølelsen overfor hende og familien, den uendelige tålmodighed der er ved at rinde ud og magtesløsheden over hvad de dog skal stille op ift. Cecilie.
Det var let at mærke Astrids frustrationer igennem bogen, kampen for også at ville blive set og da det hele bliver for meget.

Jeg elskede skrivestilen, sprogets lethed igennem bogen og den måde bogen nærmest læste sig selv. Fløj stort set igennem bogen, førend jeg overhovedet nåede at starte - hvilket var en ren fornøjelse.
Dette er bestemt en bog der bør læses. Ikke kun af selve aldersgruppen den henvender sig til, men af alle der vil have et indblik i hvordan psykisk sygdom påvirker alle omkring den pågældende.
Lise Villadsen formår at give et rigtig godt indblik i de uhensigtsmæssige og usunde mønstre man falder i som familie, når man har en med fx angst tæt på livet.

I alt får 'Kvantespring' 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

onsdag den 7. oktober 2020

'På røven gennem natten' af Søren Poder // Anmeldelse

Hey kære læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Titel: På røven gennem natten
Forfattere: Søren Poder
Serie: -
Forlag: Brændpunkt
Udgivet: 2020
Antal sider: 176

Samtalen var slut. Viktor stirrede på den tavse telefon. ”Hold nu kæft ... De må have trykket vatpinden helt i bund.”
”Hvad sagde han?” spurgte Lukas.
”Han sagde, at vi er fredløse, og at de nok skal finde os. Og hvis vi ikke har 300.000 kroner eller posen, så slår de os ihjel. De drukner os i kogende vand.”
”Men for fanden ...”
”Og de vil smadre min tommelfinger med en hammer, fordi hans hånd kom i klemme i bildøren. Ellers er prisen 350.000.”
Lukas og Viktor er barndomsvenner, men er ved at glide fra hinanden efter 10. klasse. En lørdag aften beslutter de sig for at hænge ud ligesom i gamle dage, og da de ikke har nogen penge, går de med til at at levere en pose for banden Black Brotherhood. Det burde være en nem tjans, men alligevel mister de posen, og efter et mislykket forsøg på at stjæle den tilbage er de pludselig på flugt fra både Brotherhood og det lokale politi. Alting går fra slemt til værre, da Lukas’ kæreste stikker af hjemmefra, og Viktor smækker en bandeleders hånd i stykker med en bildør, og nu kender de kun én person, der kan hjælpe: Oldefar.

Wow! Hvordan jeg end vender og drejer det, så kan jeg kun sige at dette er en bog med et hæsblæsende tempo. Allerede fra starten af bliver vi smidt ind i historien, ift. de to venner der hænger ud på en lørdag aften - som nærmeste kort efter ender på lidt af en tur, der på flere områder ikke burde være noget for to unge drenge. Men hvad gør nogen ikke for at tjene nogle nemme penge?

Det jeg godt kunne li' ved bogen, var at tempoet var tilpas højt til at det var let at lade sig rive med, såvel som at kapitlerne var små og overkommelige til at man kunne tage den i mindre etaper - uden at det nødvendigvis var for meget af det gode. 
Ikke mindst den del hvor man mest af alt følger Lucas og Viktor i deres flugt fra Black Brotherhood og politiet, men man får også politiets perspektiv i den hæsblæsende sag der eskalerer hurtigere end de kan følge med.

Humoren igennem bogen er på flere måder både sjovt, gennemskrevet og på nogle områder lige på grænsen til hvad der kan være for meget.
Men på den anden side så er særligt oldefarens humor noget for sig selv, såvel som hans formuleringer, ordspil og talesprog noget af det der for mig gjorde bogen sjovt - kunne ikke andet end smile og smågrine undervejs.. Selvom jeg indimellem undrede mig over hans talemåder, såvel som drengene sikkert også vendte øjne af ham indimellem.

Sproget er let, lige til at gå til og indimellem ret groft, såvel som tempoet er til at holde til.
Ikke mindst det at forsiden er flot, farverig og giver et godt indtryk af hvad der sker i bogen - selvom det nok først giver mening, når man kommer til et hvis punkt.
Bogen passer rigtig godt til den angivne aldersgruppe, 13-16 år og kan nemt anbefales, hvis man er til en bog med tempo i og er med på et hæsblæsende eventyr.

Alt i alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

søndag den 4. oktober 2020

'Devotstjernens hånd' af Karen Inge Nielsen // Djævlepassagen #2 // Anmeldelse

 Hey kære læsere

Titel: Devotstjernens hånd
Forfatter: Karen Inge Nielsen
Serie: Djævlepassagen #2
Forlag: Dreamlitt
Udgivet: 2019
Antal sider: 354

Månen skinner blegt over Sortedammen, da den nye Stormester træder frem. Som i trance lytter han til Slangens hvislende stemme, mens han stirrer ud over den bølgende tåge, hvor Helvedeshunden langsomt kommer til syne. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hans krop. Mørket lukker sig om Marcus og Kira, da Sortedammens tåge indhyller herregården Herstedholm og med ét forandrer alt. Den ruin, lokalbefolkningen mener, Herstedholm er, viser sig for dem i al sit forfald. Selvom stedet er ubeboeligt for mennesker, er det tydeligt, at andre væsner kan skjule sig mellem de gamle mure. Herregårdens historie rummer mange dystre hemmeligheder, der rækker ud af historiens mørke, lige fra troldkvinden Maren og til det sidste århundredes sindssygehospital. Ikke alle fortidens rædsler forbliver glemt i den forbandede nat, som Marcus og Kira må kæmpe sig igennem for at overleve. Hurtigt går det op for Marcus og Kira, at der er mere på spil end blot at slippe ud af den hjemsøgte herregård. Helvedes dæmoner kradser mod porten til Djævlepassagen, og kun de tre relikvier i Devotstjernens hånd kan forhindre den i at åbne sig.

Hvad end der har gjort jeg ikke har fået den læst færdig før nu, er for mig et mysterium. Men da jeg endelig fik den læst, kan jeg kun sige at det var noget af en fortsættelse.
Karen Inge Nielsen har formået at fange den mest mystiske og creepy atomosfære jeg nød at være med på undervejs i bogen. Hun formår at give de mest uhyggelige, fængslende og mareridts-agtige beskrivelser, der gjorde fortællingen levende.

Fortiden og nutiden formår at flyde mere og mere sammen, så de forskellige tide kolliderer på fineste vis. Ikke mindst ift. at selve Herstedholm for alvor ligner en stor ruin, som omverdenen (bortset fra Marcus, hans mor, Kia og fruen) har set.
Tågen omringer på en creepy måde bygningerne, mørket har indtaget stedet og diverse stemmer kalder fra mørket. Det var svært at undgå at få en rislen ned af rygraden.

Det var rigtig fedt at se Marcus og Kia kæmpe sig igennem bygningerne for at undgå Djævlepassagen åbne sig, såvel som fortidens skygger kommer mere og mere frem i lyset. Ikke mindst ift. Elvira der i den grad har sit at kæmpe med, og se hendes perspektiv ift. hendes handlinger og tanker.
For slet ikke at snakke om slangen, der hvisler rundt i sin vært for at få sortedammen til at åbnes? Oh boy! Slangens vært havde forfatteren på ingen måde afsløret, før det helt rigtige tidspunkt - hvor jeg med nød og næppe kunne gætte hvem den uheldige 'vært' var.

En ting jeg dog var lidt forvirret over, var hvordan Marcus formåede at kunne se/fornemme de ting der skete i fortiden, a la Elvira eller andre hændelser.

Endnu en gang var der intet der var tilfældigt placeret. Det kunne mærkes at Karen Inge Nielsen havde tænkt over fortællingen, handlingen, karakterernes handlemønstre, såvel som overlapningen af fortiden og nutiden. For hvem er det lige der er den 'onde'? Hvem er de forskellige karakterer og hvad har de med hinanden at gøre?
Ikke mindst nød jeg den mystiske del omkring Johanne og hendes tilkobling til fortiden.

I alt får bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

lørdag den 26. september 2020

'Fordele og ulemper ved at huske' af Val Emmich // Anmeldelse

 Hey kære læsere

Titel: Fordele og ulemper ved at huske
Forfatter: Val Emmich
Serie: -
Forlag: Politikens forlag
Udgivet: 2017
Antal sider: 329 

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes?
Gavin Winters har mistet sit livs kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og Gavin flygter fra LA til New Jersey for at holde ferie hos en gammel vens familie. Her møder han Joan. 
Joan er familiens tiårige datter. Hun har en et hundrede procent fotografisk hukommelse og kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed. Joan har aldrig mødt Gavin, men hun kendte Sydney, og i hendes ufattelige hjerne venter beviset – en håndfuld helt klare minder. Gavin slår en handel af med Joan; hvis Joan deler sine minder om Sydney med ham, vil han til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence, som hun er overbevist om vil forvandle hende fra Pigen der huskede alting til Hende ingen kunne glemme. Men Joans uventede afsløringer tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.
Set gennem disse to uimodståelige figurers perspektiver bliver Fordele og ulemper ved at huske en sjov og inderlig undersøgelse af det at miste, at mindes og finde fodfæste i en ny virkelighed.

Den her bog var for mig en rigtig fin og sød læsning, ift. det at vi møder to hovedpersoner, der på en skøn måde krydser hinandens vej og får et specielt forhold til hinanden undervejs - hvilket for mig var rart at se udfolde sig lige så stille.
Det var rart at se 10-årige Joan der elsker musik, har en fotografisk hukommelse (HSAM - Highly Superior Autobiographical Memory),  og kæmper lidt med det at kunne huske alt men ikke blive husket selv, danne venskabet med Gavin der for nylig mistede sin partner Sydney, hvori han kæmper for at holde fast i minderne og sorgen over ham han har mistet.

For slet ikke at snakke om den naturlighed der er i at Gavin og Sydney var et homoseksuelt par, på lige fod med heteroseksuelle par i den her bog - uden der var nogen form for problematikker i det, andet end den ene var gået bort så pludseligt.
Det var for mig skønt at støde på et LGBTQ-element på så fin en måde, at det knap nok var bemærkelsesværdigt - velment at det ikke skulle pointeres ud at Gavin og Sydney var et homoseksuelt par, men det blev beskrevet mellem linjerne på den måde forfatteren havde skrevet historien, og de problematikker de som par skulle forholde sig til ift. fx at stifte en familie, mens Gavin lige så stille får gravet ting frem vedr. Sydneys færden i New York, når han (Sydney) ikke var hjemme.

Jeg nød at følge Gavin, hans tanker og de ting han kæmpede med, såvel som den udvikling han gennemgik fra start til slut - ikke mindst det at finde fred med sin fortid, sig selv og tabet af Sydney. Lige så vel som hans venskab med Joan, der på en og samme tid var så sødt som noget kunne være, hvilket fik ham til at fokusere på andet end det triste/trælse der ellers var foregået.

En ting jeg dog godt kunne have brugt, efter at Joan var taget alene afsted for at medvirke i et TV-show, var at forældrene på en eller anden måde havde reageret med en form for reprimande/irrettesættelse overfor hende, så hun vidste det hun gjorde ikke var okay - endda efter hendes mor udtrykkeligt havde sagt nej. Det at hendes mor tænkte om hun skulle have sagt ja i stedet er en ting, men at Joan modsætter sig et klart nej, burde have en konsekvens - andet end blive sendt ind på sit værelse.
Ja, jeg kan godt se forældrene agerer som de gør på den bedst mulige måde, ift. datterens HSAM, men manglede alligevel en smule mere konsekvens ift. ens handlinger.

Indimellem kunne jeg godt fornemme at forfatteren havde gjort noget ud af at portrættere Joan som som en almindelig 10-årig med en usædvanlig evne, med en alders svarende tankegang - for nøj, hvor kunne hun irritere mig lidt undervejs, med mangel af forståelse for hvorfor visse ting ikke kunne lade sig gøre eller voksne gjorde som de gjorde, såvel som hendes måde at udtrykke sig på - velment at hun trods alt 'kun' er et barn.

Jeg nød bestemt også de fine illustrationer der var undervejs gennem bogen, der supplerede fortællingen ganske fint og gjorde det til en hyggelig læseoplevelse.

Alt i alt får den 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

onsdag den 23. september 2020

'Alt eller intet' af Nicola Yoon // Anmeldelse

 Hey kære læsere.

Titel: Alt eller intet
Forfatter: Nicola Yoon
Serie: -
Forlag: Carlsen 
Udgivelsesår: 2015
Antal sider: 320

Madelines liv ligner ikke nogen andens: "Min sygdom er lige så sjælden, som den er berømt. Jeg er dybest set allergisk over for verden. jeg har ikke været uden for huset i 17 år. De eneste mennesker, jeg nogensinde ser, er min mor og min sygeplejerske."
Alt det ændrer sig, da Olly flytter ind ved siden af. De mailer til hinanden, og da det ikke længere er nok, får han lov at besøge hende. På kort tid forelsker de sig hovekuls i hinanden.Pludselig er verden inde i boblen ikke længere nok for Madeline - men at bevæge sig uden for den er livsfarligt ...
En historie om hvad det er, der gør livet værd at leve.

Uhh, hvor skal jeg dog starte med den her bog?
Inden jeg gik i gang med den havde jeg i forvejen hørt flere gode ting om den - og endda gjort det utilgivelige (ifølge bogelskere) at se filmen først. Så jeg vidste godt hvad jeg gik indtil ift. handlingen og karaktererne. 

Alligevel fik jeg en skøn fornemmelse af historien, mere dybde og flere detaljer end hvad filmen på nogen måde kunne byde på. Det var en skøn fornemmelse af komme ind bag tankerne hos Madeline, det liv hun lever bag lukkede døre og den hverdag hun har, uden mulighed for at komme ud og opleve verden ligesom alle os andre - indtil Olly flytter ind ved siden af og trangen til at ville mere, lige så stille vokser indeni hende.
Jeg nød deres fine kærlighedshistorie, deres flirteri og den måde selve deres kommunikation foregår på via en form for chatrum/mails.

Det var for mig en fin fortælling, sukkersød og gav et smil på læben, samt et indblik i at leve med SCID - ikke mindst hendes kærlighed for bøgerne og det de kan tilbyde. Selvom jeg dog har det lidt trangt med at jeg som læser igen oplever en karakter der har et godt sideblik til de 'sædvanlige' klassiske forfattere/værker, som fx Emily Brönte og klassiske værker. Ikke at der er noget i vejen med det, da de med god grund har noget at byde på, men mangler personligt lidt mere afveksling i flere genrer/kategorier end 'klassikere' ift. karakterers præferencer.

Sproget er let, ungdommeligt og til at følge med i, ligeså vel som selve handlingen. For slet ikke at nævne den måde hvorpå deres chatbeskeder er opstillet på - hvilket gør det ret overskueligt, når Madeline og Olly kommunikerede via computeren.

Bogen sætter samtidig fokus på sorg over det at miste, og frygten det kan medføre for ikke at ville miste flere man holder af - ikke mindst til hvilken længde man egentlig vil gå for at beskytte netop den/de personer man stadig har. 
Dog kunne jeg godt have tænkt mig at selve slutningen blev trukket lidt mere ud, da den var lidt for forhastet - og at vi fik muligheden for at dykke længere ned i grundlaget for hvordan moren fandt frem til Madelines 'sygdom'.

Alt i alt får bogen 3 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Glasmuren' af Linette Harpsøe // Exilium #2 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere. Titel: Glasmuren Forfatter: Linette Harpsøe Serie: Exilium #2 Forlag: Dreamlitt Udgivet: 2017 Antal sider: 422 ...