Den sorte paraply - Lene Dybdahl // Boganmeldelse

Hey kære læsere <3

Der er gået en hel uge siden sidst og denne gang kommer jeg til jer med endnu en boganmeldelse. Denne gang med en bog fra en dansk forfatter. Nemlig "Den sorte paraply" af Lene Dybdahl. Det er første gang jeg læser en bog af Lene Dybdahl, og havde egentlig ikke de helt store forventninger, da jeg ikke har læst nogle af hendes bøger før - så jeg håbede på at det ville blive en god første gangs oplevelse. Jeg blev ikke skuffet.

Titel: Den sorte paraply
Forfatter: Lene Dybdahl
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2014
Antal sider: 444

England 1666. Adelsønnen Robert Swift tilbringer sommeren på landet i selskab med sin far, som han hader af et ondt hjerte. En nat da Robert ligger og sover, buldrer en hestevogn ned ad markvejen. Det første varsel om at hans trygge tilværelse snart er forbi. På kuskesædet sidder en sortklædt mand med et morderisk udtryk i det ulveagtige ansigt. Sværdet ved hans side klaprer ildevarslende i takt med vognens rystelser. Hvilke dystre hemmeligheder bærer denne sortklædte under kappen? Når tiden er inde, kender Robert da forskel på godt og ondt i en verden af løgn og forræderi?

En yderst velskrevet roman. Hele historien er gennemført, og virkelig inddragende i den forstand at Lene Dybdahl formår at beskrive London i 1600 tallet, med tilhørende historie og stemningen der ulmede under overfladen i datidens London. Samtidig er 1600 tallet tiden hvor pesten er i udbrud, og tiden hvor den katolske tro ikke længere er en del af England.

Jeg elsker at der er inddraget historie hele vejen igennem og jeg samtidig lærer noget om datidens London. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er vild med historien og det at jeg samtidig lærer en del af historien igennem en fortælling, der i den grad inddrager virkelig ting sammen med fiktion og fantasi. Samtidig bliver man revet med at stemningen og man føler med karaktererne.

Man bliver helt klart taget med på en spændende tidsrejse mellem datidens London og nutidens London - der for mig giver den dejlige fornemmelse af fantasy, som jeg holder så meget af. Man kommer på en rejse sammen med Robert, der kæmper for sin egen overlevelse, både i sin egen tid og i den grad også i en nyere tid, som han ender i ved hjælp af en magisk paraply, og samtidig kæmper med et hukommelsestab efter "den store brand" og han lander i vores tid.

Robert var ret meget ude på noget af en rutsjebane tur med alt det han gik igennem. At se sin far blive myrdet (selvom han hader ham), og derved at have mistet alt og blive kidnappet og tvunget til at udføre, men stadig bibeholder sin omsorgsfulde facon. Man kan ikke andet end at holde af ham undervejs.

Min yndlingskarakter igennem hele bogen er helt klart Jenny, der er en omsorgsfuld ældre dame, der uden at kende Robert, tager ham med hjem og hjælper ham. Også selvom hun bliver udsat for så mange frygtelige ting, for at hjælpe en forvirret ung mand, der efter han er kommet til vores tid, ikke kan huske noget som helst om hvem han er.

Rawls - for filan hvor kan man ikke andet end at hade ham og man ved straks at han er den onde og ved at han ikke har andet end onde hensigter. Han har sine skumle bagtanker, der skal hjælpe ham til at få et bedre ståsted i den sociale hieraki - dog uden held. Jeg har ærlig talt kun et meget strengt forhold til ham, idet at han ikke tænker på andet end sine egne behov om at rangere højere på den sociale rangstige end hvad han gør i forvejen og han slår ingen midler for at nå det mål - hvem der så end må lade livet for det. Argh, altså.

Banden af udlændinge, der bliver beskrevet, er så virkelighedstro at jeg ligefrem meget klart kan forestille mig hvordan de ser ud og ligefrem har en klar fornemmelse af deres accent - hvilket kun gør det en bedre læseoplevelse.

Elsker den måde historien bliver en del af fiktionen, fantasien og magien er en vigtig del - og det er det jeg elsker ved fortællingen. Elsker, elsker, elsker magi og fantasi blandet sammen med en del af historien. Er det mærkeligt både at kunne lide fantasy og historie på samme tid? Det håber jeg ikke, for det gør jeg. Samtidig er forsiden mørk og dragende, og passer til den uhyggelige spænding i bogen.

Lene Dybdahl - du har fortjent en god omgang ros :) Jeg vil helt klart gerne læse flere bøger fra din side af.

XOXO - Rina <3