søndag den 20. oktober 2019

'Grænsen til Trafallas, del 3 - Den sidste alliance' af Julie M. Day // Anmeldelse

Hey, kære læser <3

Først og fremmest er bogen en gave fra forfatteren, som jeg er mere end taknemmelig for at modtage. Tusind tak til Julie M. Day for bogen.
Advarsel - Der kan forekomme spoilers undervejs.

Titel: Den sidste alliance 
Forfatter: Julie M. Day 
Serie: Grænsen til Trafallas #3
Forlag: Leatherbound 
Antal sider: 565
Udgivet: 2019

Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Notget ved hans suk lød, som om dette var håbløst. 
“Vi vil kæmpe,” sagde han med en skuldertrækning.
“Og hvem vil vinde?”
Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. “Det må tiden vise.”
I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning syntes meget langt borte.
Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?

Julie M. Day har endnu en gang formået at tage mig med på et hæsblæsende eventyr, og kommet med en afslutning der for alt i verden både er endegyldig for læseren og karaktererne og en følelsesmæssig rutchetur. Udviklingen fra første bog er tydelig, idet karaktererne og Trafallas er mere tydelig i sit udtryk - der er ingen tvivl om at Julie er en eminent forfatter, der har udviklet sig fra første færd.
Samtidig fik jeg svar på alle de spørgsmål jeg håbede på, inden jeg gik i gang med bogen.

I 'Skyggen fra Nord', er der ingen tvivl om at Julie knuste mit hjerte, idet hun tog livet af Zachos. Jeg havde for alt i verden lyst til at kaste bogen ud af vinduet, og håbede på at han ville komme tilbage til livet i 'Den sidste alliance'. Men det at Grace vælger at lade ham forblive død, idet han alligevel ikke ville være den samme som før, giver i sig selv rigtig god mening.

'Den sidste alliance' overraskede mig mere end én gang undervejs.
Først og fremmest ift. Graces valg vedrørende Zachos, omend det er en af de svære valg hun må tage. Der måtte jeg sluge et par kameler, selvom det i sig selv giver god mening.
Morfildor a la 'Skyggen fra Nord'. Lidt af en mystisk fyr, som ikke rigtig giver mening, da man ikke ved hvor man har ham - specielt ikke hvilke tanker/planer han går og gemmer på.
Og kan vi lige snakke om den overraskelse der har gemt sig i Nord? Genialt. Intet mindre end genialt. Alle detaljerne, informationer og retninger jeg ikke havde set komme undervejs, alliancer der bliver indgået - og en afslutning der er intet mindre end lige som den skal være.

Grace er i den grad blevet mere en kriger, og er helt klart vokset som person. Hun er kickass, sårbar og tager mere ansvar end hun hidtil har gjort - fantastisk. Til trods for hjælp fra uventet kant, for at nå frem til sit mål. Omend hun tager et valg der overrasker alle, ift. Oprørsgruppen og hendes deltagelse i krigen mellem de to sider.
For slet ikke at snakke om Ethellion, der overraskede mig positivt, selvom han stadig var okay irriterende undervejs. Men hans motiver for at hjælpe Grace, giver alligevel ret god mening og jeg havde godt set det komme en lille smule - men ikke på den måde som det gjorde. Ikke desto mindre giver forbindelsen imellem dem en grobund for mere, og er alligevel til en stor hjælp for Grace. Ethellion giver for mig mere mening end før, og ingen tvivl omend han gav anledning til et par tårer.

Oteras og hele hendes del ift. Oprørsgruppen, og det at hun har en forbindelse til Grace, er intet mindre end blevet afdækket på fineste vis. Detaljer jeg ikke havde set komme, blev afsløret og Graces reaktion er prisværdig. Intet mindre end en forventelig reaktion, fra en der har mistet så meget som hun har.

Graces beslutning i sidste ende? Well, den var ikke helt nem for hende, men ikke mindre end nødvendig for hende. Så meget stod på spil, for hende og for verden omkring hende, hvilket gjorde det nervepirrende - på den gode måde.
For slet ikke at tale om at jeg ikke kunne undgå at mit hjerte sank helt ned i maven undervejs, og tårerne springer let ud af mig, da Grace, Kanthos og Fëra krammer, da krigen for alvor er slut. Og jeg græder forholdsvis sjældent til bøger, så det siger en del af Julie formår at ramme ens følelses register på den måde.

Jeg elsker Julies skrivestil der er levende, veludført og ikke til at slippe. Beskrivelserne gør at man forestiller sig være en del af universet, og værende en del af fortællingen - ikke kun en læser. Hvordan hun formår at holde styr på alle karaktererne og et univers der er så veludført som den er, er mig en gåde, men ikke desto mindre er hun i mine øjne en eminent forfatter.
Julie formår at dække og beskrive sorg, hævn og tilgivelse på en måde, så indlevelsen i Graces beslutninger bliver en tand bedre.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i forvejen var nervøs for at gå i gang med bogen, i og med at det var den store afslutning på en serie jeg har holdt så meget af at læse. Grunden var at jeg på én og samme tid havde lysten til at læse bogen, for at få afslutningen, men havde på samme tid ikke lyst til at det skulle slutte endnu - mest af alt fordi jeg holdt så meget af Trafallas, Grace og co.

Hvis du/I ikke allerede har læst serien, så kan den varmt anbefales.
Alt i alt giver jeg 'Den sidste alliance' 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

'Glasmuren' af Linette Harpsøe // Exilium #2 // Anmeldelse

 Hey skønne bogelskere. Titel: Glasmuren Forfatter: Linette Harpsøe Serie: Exilium #2 Forlag: Dreamlitt Udgivet: 2017 Antal sider: 422 ...