mandag den 9. april 2018

Lunar Krøniken #2 - Scarlet // Boganmeldelse

Hey kære læsere <3

Så blev det tid til endnu en anmeldelse & denne gang er den heldige vinder 'Scarlet', som er bog nr. 2 i serien 'Lunar Krøniken'. Så lad os se at komme i gang med anmeldelsen.

Titel: Scarlet
Serie: Lunar Krøniken
Forfatter: Marissa Meyer
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2013
Antal sider: 454

18-årige Scarlet Benoit kaster sig i "Scarlet" ud i en intens eftersøgning af sin bortførte bedstemor og bliver undervejs hvirvlet ind i cyborgpigen Cinders kamp mode den onde dronning Levana. Scarlet opdager hurtigt, at der er mange ting hun ikke ved om sin bedstemor eller om den store fare, der har fulgt i hælene på Scarlet hele livet. I forsøget på at opspore sin bedstemor er Scarlet nødt til at alliere sig med slagsbroderen Ulv, der måske gemmer på afgørende informationer. Scarlet ved at hun ikke kan stole på ét ord, der kommer ud af munden på Ulv - men hun kan ikke benægte at der er kemi mellem dem.

Marissa Meyer gjorde det igen! Hun leverede en fantastisk roman, omkring eventyret om Rødhætte, i samme verden som 'Cinder'. En verden jeg har elsket fra første færd. Endnu en gang formår forfatteren at tage mig med storm og give mig alt hvad jeg vil have i en bog - nemlig en hæsblæsende fortælling, der virkelig formår at give mig kuldegysninger, informationer i små mængder ad gangen ift. kampen mellem Cinder og dronning Levana, og ikke mindst drama der holder hele vejen igennem, uden at jeg mister lysten til at læse bogen undervejs.

Scarlet er i bund og grund Rødhætte, hvilket i den grad kan kendetegnes ved at hendes bedstemor er væk og Scarlet i den grad er opsat på at finde hende. Samtidig er der kendetegnet omkring tilnavnet 'Rødhætte', som i denne omgang leveres i form af en rød hættetrøje. Alle kendetegnene er der fra det klassiske eventyr, hvilket forfatteren endnu en gang formår at få genfortolket på sin helt egen måde. Fra den røde hætte, ulven, den forsvundne bedstemor og hvad der end hører med til eventyret om Rødhætte.

Jeg elsker den måde Marissa Meyer formår at skabe en original fortælling, samtidig med at holde fast i det klassiske eventyr. Udover at præsentere os for endnu et eventyr i sin originale fortælling, formår hu virkelig at holde fast i de karakterer vi i forvejen har mødt i 'Cinder' og samtidig præsentere helt nye karakterer som både Cinder og Scarlet møder på deres vej.

Udover Scarlet, har vi gensynet med Cinder, der er på flugt fra det Østlige Forbund. En undvegen fange, sammen med en ny karakter, Thorne, som til trods for at have lidt for høje tanker om sig selv, trods alt er en elskværdig karakter. For slet ikke at glemme gensynet med min yndlingskarakter, Iko. Sammen ender de ude på lidt af et eventyr. Vi får samtidig også et gensyn med Kejser Kai.

Og sidst, men ikke mindst, får vi for første gang en helt ny vinkel, i form af et kapitel med selveste Dronning Levana. Ikke ligefrem en af mine yndlingskarakterer, men det var alligevel rart at få vinklet situationen fra hendes side og læse hvad det netop er hun tænker og føler.

Ikke mindst kemien mellem Scarlet og Ulv er samtidig noget der giver en lidt mere blød side til den ellers så hårde konflikt der er hovedtemaet mellem månen og jorden. Godt nok ved Scarlet at der er noget farligt over Ulv, men der er noget ved ham der gør at hun viser ham tillid. Selvom det dog giver lidt bagslag. Flokken som Ulv er en del af, er på et tidspunkt kort blevet nævnt i 'Cinder', men Ulv er på en god måde anerlede fra de andre. Til trods for at det er en smule forudsigeligt at der lige er den ene slemme fyr der er anerledes, så gør det ingen skade på resten af handlingen. I denne situation er det en god ting.

Hvad mere er at forfatteren virkelig formår at skrue op for intensiteten ift. handlingen, der virkelig gør bogen spændende. Konflikten mellem Luna og Den Jordisk Union optrappes på en facon, der virkelig sætter gang i tingene, hvilket kun gør det bedre. Det går i hvert fald ikke kedeligt hen for sig, og forfatteren er rigtig god til at holde mange tråde i gang på en gang. Hun ved hvad hun gør, hun ved hvor hun skal placere de små information, uden at det bliver for meget og hun har virkelig gennemtænkt det hele.

Jeg elsker at hun indtil videre viser hvordan hun selv har fortolket eventyret, og på en eller anden måde binder hvert eventyr sammen med de andre. Godt nok har jeg kun læst de første to, men det er virkelig gennemtænkt.

XOXO - Rina <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

'I den mørke skov' af Gry Kappel Jensen // Eventyrsagaerne #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Titel: I den mørke skov Forfatter: Gry Kappel Jensen Serie: Eventyr Sagaerne #1 Forlag: Turbine Udgivet: 2024 Antal ...