'Lyriderne' af Nanna Foss // Spektrum #5 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Lyriderne

Forfatter: Nanna Foss

Serie: Spektrum #5

Forlag: Gyldendal

Udgivet: 2025

Antal sider: 904

Alban har det hele: Udseendet, vennerne og de høje karakterer. At være blind føles ikke som en hindring for at leve det gode liv.

Men efter en traumatisk oplevelse begynder facaden at krakelere, og Alban mister grebet om alt det, han plejer at kunne kontrollere. Samtidig er der hemmeligheder skjult i fortiden, som kan ødelægge fremtiden … ikke kun for ham selv. Albans største frygt er, at han ikke kan beskytte dem, han elsker. Men præcis hvor meget er han klar til at ofre for andres skyld?

LYRIDERNE er femte bind i serien SPEKTRUM, hvor venskab, kærlighed og skæbnesvangre valg bindes sammen på tværs af tid.

Oh boy!

Hvordan formår jeg lige at beskrive en så velskrevet, længe ventet og helt igennem fantastisk bog? For holy moly, hvor har både jeg og så mange andre ventet i ren og skær spænding på Lyriderne, hvor vi kommer ind i hovedet på Alban.

Så for at være 100 % ærlig? Så skuffede forfatteren på INGEN måde! Dette har UDEN TVIVL været hele ventetiden værd!

Lyriderne er uden tvivl en bog fyldt med både ALL THE FREAKING FEELS, mindblowing overraskelser jeg på INGEN måde havde regnet med og alskens op- og nedtur for Alban og gruppen generelt. Jeg formåede både at grine, græde og gispe mig igennem bogen.

Det var en ren fornøjelse at være tilbage hos Alban og resten af tidsrejse gruppen. Om end ikke alt er 100 % rosenrødt, blev jeg revet med ind i Albans perspektiv, hans tanker og følelser, der virker så relaterbart.

Blot den måde han tænker og agerer på, spejler en person, der vægter at have styr på sine ting, være der for dem omkring sig og have kontrol - og glemmer nærmest alt om at passe på sig selv. Hvilket så er knap så let, når alt omkring ham vitterligt krakelerer efter Kvadrantiderne og tiden inden og under Lyriderne.

Den måde forfatteren formår at beskrive alt fra en blind persons perspektiv er eminent udført på en måde, så jeg ikke kunne andet end få en fornemmelse af Albans hverdag og de tanker/handlinger han gør dagligt ift. ikke at have synet - som er en af de ting jeg selv ved jeg nok tager for givet ift. at have evnen til at se.

Undervejs blev man budt på lidt af et mareridt for den lille gruppe, hjerteskærende og søde/sjove øjeblikke.

Både sammen og hver for sig, alt imens de forholder sig til mysteriet om tidsrejser, deres evner og alt det forvirrende der foregår. Alban formår at tage nogle svære valg, tager teten for at guide gruppen gennem hele det hurlumhej de er havnet i, såvel som finde nogle svar et uventet sted.

Samtidig man får perspektivet fra en, man ellers kun havde hørt omtalt som et fjernt minde.

Givetvis får vi nogle svar på diverse spørgsmål undervejs, men nøj, hvor opstår der mindst lige så mange eller endnu flere spørgsmål jeg har brug for svar på efter den her omgang. Men nøj, for en overraskelse man får når visse ting blev gravet frem og en tidsrejse kommer med en uventet drejning ... eller to. Jeg sad måbende tilbage alskens gange, med et forvirret udtryk, uden at vide hvad jeg skulle gøre af mig selv.

For slet ikke at nævne at en hvis scene hen mod slutningen, der VIRKELIG er en af de sødeste og mest corny scener jeg LÆNGE har læst. Men på den mest perfekte måde, jeg ikke kunne andet end ELSKE hele vejen igennem.

Alban, Alban, Alban ... jeg troede virkelig ikke du havde det i dig at gøre netop dét! Ej, men altså, hvor blev jeg helt blød om hjertet. Især efter alt det kaos Alban har været igennem i den her omgang.

'Lyriderne' får alt i alt 5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.