tirsdag den 11. februar 2020

'Den blå portal' af Linette Harpsøe // Skæbneløs #2 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Dette er en bog, jeg har lyttet til på lydbog via eReolen.
Titel: Den blå portal 
Forfatter: Linette Harpsøe
Serie: Skæbneløs #2
Forlag: Dreamlitt 
Udgivet: 2019
Antal sider: 288

Enden er nær. Snart vil døden indtage jeres elskede verden, og balancen mellem de to dimensioner vil for evigt være knust.
En grusom og nådesløs smitte hærger blandt Arkis folk og efterlader ofrene som levende døde. Sirika er overbevist om, at balancen i Den Hinsides Verden er blevet forstyrret, og de eneste, som kan hjælpe med at genoprette den, er de formskiftende theanere. Sammen drager Arki og Sirika sydpå. Desværre når de ikke langt, før en shaman kaster sin forbandelse på Arki, og de må fortsætte hver for sig. Madiga plages af et blåt lys. Det trækker i hende og kommer ofte nærmere, men aldrig så tæt på, at hun kan undersøge, hvad det er. Da hun får titlen som Nationens Forkynder, beder Kongens Garde hende forkynde den unge mand Odan som Nationens kommende konge. Men smitten har allerede et godt tag i ham, og under ceremonien modtager Madiga ilde varsler om Odans og landets fremtid. Sammen med Bjarko og dragen Ra må Madiga rejse ud for at finde sandheden om Odans fortid. Ingen ved dog, at det blå lys og smitten blot er begyndelsen på den altoverskyggende ondskab, som er på vej. Den blå portal er andet bind i serien Skæbneløs.

Wow, wow, wow.
Linette Harpsøe har formået at gøre det igen og skabe en fortsættelse der vil noget. Selvom jeg i forvejen syntes at den første bog, 'Forfædrenes talisman', havde en god afrunding i sig selv og som sådan ikke lagde op til en 2'er, har Linette alligevel formået at give den en efterfølger.

En smitte har indtaget Etyral, og vil ingen ende tage. Om det så er Nationens befolkning, eller Echoerne. Alle lider, og endnu en gang forbindes Madiga og Arkis skæbner, idet de må finde ud af hvad der foregår og finde en ende på det.
Linette formår endnu en gang at give læseren noget af et eventyr, om man end følger Madiga og hendes drage, Ra. Eller om om man følger Arki og hendes vogter Sirika. Begge ender de ude i at måtte foretage svære valg undervejs og de ender begge i situationer, hvor de måtte give afkald på noget stort.

Jeg elsker den måde kapitlerne skiftevis følger Madiga og Arki, samtidig med at vi følger handlingsforløbet fra to vinkler. På den måde ser vi hele situationen på flere måder, end hvis vi kun fulgte én af dem. På en måde får vi mere at vide om landet Etyral end tidligere, hvilket er fedt. Samtidig lærer vi flere folkefærd at kende, samt kommer dybere ned i dem vi lærte at kende i forrige bog.

Madiga og Arki er begge to nogle stærke kvinder med ben i næsen. De vil begge deres folk det bedste, selvom ikke alle omkring dem er enige med dem eller kan se det fra deres side.
Selv Sirika er en stærk karakter, der vil gøre alt for Arki - selvom hun ikke er enig i hendes valg undervejs, mens kærligheden imellem dem er skøn og ægte. Elsker deres forhold og den forbindelse de har til hinanden. Sirika har klart en blød side nedenunder, og ville elske at se den side af hende, samt lære hendes fortid mere at kende.

Forsiden denne gang er i samme stil som sin forgænger, men har sit eget præg ift. den historie som den omslutter. Den giver et godt indtryk af en fed fantasy fortælling.

'Den blå portal' var bestemt en bog jeg nød at lytte til, og kunne ikke andet end have lysten til at lytte videre. Mest fordi jeg havde trangen til at vide hvad der ville ske, hvad smitten var og hvordan Madiga og Arki fandt frem til kilden. Der var masser af spænding, mysterier og karakterer der alle står klart for mig som læser. Beskrivelserne af universet, handlingen og alt omkring smitten, fungerer på bedste vis. Man kommer en tand dybere ned i alt, end hvad man gjorde i den første bog.

Dette er klart en bog der kan anbefales til alle fantasy fans, idet Linette Harpsøe har noget at byde på.

Alt i alt giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

'Sanjategnet' af Majbrit Ravnholt Cramer // Anmeldelse

Hey skønne læsere. ' Sanjategnet ' er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget. Alle meninger/holdninger er dog mine egne. T...