fredag den 8. marts 2019

The Selection #4 - Arvingen af Kiera Cass // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Endnu en anmeldelse er på banen, og denne gang er det fjerde bog i 'The Selection' serien der står for skud.

Titel: Arvingen
Forfatter: Kiera Cass
Serie: The Selection #4
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2016
Antal sider: 440

Tyve år er gået siden Illeás sidste Udvælgelse. I sin regeringstid er det lykkedes Maxon at skabe fred i landet og opløse kasterne, men dele af befolkningen har svært ved at vænne sig til de nye forhold, og utilfredsheden ulmer. Der er brug for en afledningsmanøvre, noget folket kan samles om mens der findes en løsning på problemerne: En Udvælgelse for den kongelige families ældste datter og tronarving, Eadlyn. Men Eadlyn er opdraget til at regere og er bestemt ikke villig til at afgive magt. Heller ikke til sit hjerte. Arvingen er fjerde bind i en serie om venskab, kærlighed, rivalisering og et samfund bygget på forbud og klasseskel.

For at være ærlig, så elskede jeg de første 3 bøger, og blev væltet omkuld ift. hvor meget jeg egentlig er endt med at holde af netop denne serie. Mere end jeg i bund og grund forventede. Det samme gælder denne bog, selvom man fra start lidt skal lægge de 3 første bøger til side, og tænke at de sidste 2 bøger er en ny start - samtidig med at man sagtens kan have de første bøger i baghovedet, uden at lade dem tynge.

Eadlyn er den nye hovedperson, og er helt klart sin egen, selvom hun for mig ved første øjekast virker ret irriterende. Mest af alt fordi hun lever i sin egen lille boble, hvilket gør at hun ikke kan se udover sin egen næsetip. Hun virker hævet over alle andre, snobbet/forkælet, idet hun lidt tænker at alt drejer sig om hende og alle holder af hende, fordi hun er tronarvingen. Men heldigvis udvikler hun sig undervejs, idet hun træder et skridt tilbage og finder ud af hvordan alting hænger sammen. Hun er sig selv, helt sin egen og kommer gevaldigt på prøve, når det kommer til fyrene i Udvælgelsen. 

Elskede at Udvælgelsen denne gang blev set fra en helt ny synsvinkel, og med en kvindelig karakter i midten af 35 fyres opmærksomhed, samt processen med at Eadlyn skulle lære nye mennesker at kende. Kunne godt li' at hun på en måde er på dybt vand, samtidig med at hun lige så stille (og uventet) lader paraderne falde, jo længere hen i processen hun kommer. Elsker at selve Udvælgelsen denne gang ikke er helt som den var i de første 3 bøger, og det at Eadlyn selv har mere at skulle have sagt.

Jeg kunne dog godt have brugt lidt mere indflydelse fra forældrende, hvordan de lidt kommer ind over opdragelsen, men elskede søskende sammenholdet mellem Eadlyn og hendes tre søskende. Der kommer indimellem hints til de første 3 bøger, omkring forældrenes Udvælgelse, men ikke mere end hvad man kan klare. De fire søskende har alle fire den der herlige søskendekærlighed til hinanden, hvad end der sker. Ja, de kan blive irriteret på hinanden, men i hårde tider så er de der for hinanden.

Endnu en gang formåede jeg at flyve igennem bogen, idet der sker noget fra ende til anden. Elskede personerne, Eadlyns udvikling og det at ikke alt i landet er fryd og gammen, selvom kastesystemet er blevet afviklet. Det er en skøn og oprigtig pageturner, som jeg på ingen måde kunne slippe. Den gav mig et smil på læben, irritation over karaktererne og håb for hvad der vil ske i den næste, og sidste bog i rækken.

XOXO - Rina <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

'I den mørke skov' af Gry Kappel Jensen // Eventyrsagaerne #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Titel: I den mørke skov Forfatter: Gry Kappel Jensen Serie: Eventyr Sagaerne #1 Forlag: Turbine Udgivet: 2024 Antal ...