Hej kære læsere <3
Dette indlæg handler om andet end bøger i dag, siden jeg lige har nogle tanker jeg skal ud med og det bliver nok lidt personligt. Som jeg skrev i mit aller første indlæg, er jeg igang med pædagog uddannelsen og det vil sige at jeg indimellem skal ud i praktik.
Jeg er så kommet i første praktik i en SFO, for mest af alt at få det prøvet af, inden jeg skal vælge specialisering. Tro mig, jeg elsker børn og deres fantastiske verden, som på den ene side kan være en verden af fantastiske goder, men som på et split sekund kan brase sammen.
Jeg har de sidste 2 uger haft en god begyndelse, men alligevel lidt svært. Mest af alt kommer man ind i en hverdag, som allerede er godt kørende. Jeg er i forvejen ikke den der bare går hen til folk og begynder at snakke helt vildt - rettere sagt er jeg introvert. Samtidig har jeg det personlighedstræk kaldet
HSP - Highly Sensitiv Person = særlig sensitiv. Det gør at jeg er ret tilbageholden og kan føle mig ret så akavet blandt nye mennesker. Det gør det slet ikke bedre når jeg oveni købet skal stille undrende spørgsmål til pædagogerne og lærerne, for at jeg viser at jeg er interesseret og virkelig går op i mit studie. Jeg kan sagtens have spørgsmålene inde i hovedet, men at få dem ud i ord kan være en udfordring.
Nerverne er samtidig mere på mærkerne end andres og min energi bliver hurtigt opbrugt i løbet af dagen, hvilket kan gøre at jeg er helt udkørt når jeg kommer hjem.
Men i løbet af de her 2 uger føler jeg på nogle punkter at jeg kunne have gjort det SÅ meget bedre, mest af alt med hensyn til at kunne stille undrende spørgsmål. En lille del af mig tænker: "Ta' dig nu sammen og kom ind i kampen", mens en anden del har lyst til at give op og dumpe. Men der er kun gået 2 uger, og har 4 uger tilbage, så har tænkt mig at få stillet nogle spørgsmål i løbet af mandagen og håbe at min indre introvert ikke spænder ben for mig. Selvom at jeg føler det håbløst når der kun er 4 uger tilbage.
Frygten er der for at lærere og pædagoger der arbejder der, tænker dårlig om mig og at jeg ikke klarer mig særlig godt. Specielt når jeg ikke siger særlig meget, da det er svært for mig at komme ud af min skal. Bare lige nu har jeg lysten til helt at gå i spåner over det, da frygten for at jeg dumper prøven vi skal igennem i slutningen af praktikken.
Vi har 3 forsøg i alt, men jeg er ærlig talt bange for at dumpe og ikke komme videre, da jeg har haft drømmen om at blive pædagog siden jeg var 17 og det er den eneste drøm jeg har. Jeg vil være sønderknust, hvis jeg ikke kan komme videre efter det her. Så jeg må gøre alt jeg kan for at vise dem at jeg vil det her og komme ind i kampen. Alt i alt vise dem at jeg kan noget og ikke bare viser det på skrift.
Allerede nu kan jeg mærke at min selstændighed hænger i laser. Jeg kan sagtens have det hele i hovedet og der er det hele som det skal være, men når jeg så skal have det ud, går det lidt af helvedes til. Jeg ved jo godt jeg kan, men at få det ud er noget andet, samtidig med at selvtilliden og selvværdet hænger lidt i en tynd tråd i forhold til at være i praksis.
Men tak fordi i læste med så langt.
XOXO - Rina
