torsdag den 24. maj 2018

Grænsen til Trafallas - Julie M. Day

Hey kære læsere <3
Kan vi lige snakke om hvor
flot denne forside er?

Dette indlæg er lavet i forbindelse med Julie M. Days genudgivelse af 'Grænsen til Trafallas - Den 1, Den halves arv' hos Forlaget Leatherbound og udgivelsen af hendes anden bog i samme serie. 

'Grænsen til Trafallas - del 1, Den halves arv' er helt klart et af de bedste bud på en fantasy roman jeg længe har læst. Bogen er i mine øjne gennemført, og planlagt ned til mindste detalje.

Bogen er virkelig en page turner.
Elskede at læse i den stortset
hver aften inden jeg skulle sove.
Først og fremmest elsker jeg hovedperson Grace, der i den grad har en introvertet side, som jeg kan relatere til. En af de gode ting ved hende er at hun ikke er en teenager eller et barn, som jeg tit oplever i andre bøger, men til gengæld en person der er i starten af 20'erne - hvilket for mig kun er et plus. Samtidig kan jeg relatere til hende, idet hun er en bogorm (altid et sikkert hit hos mig). Alt i alt en karakter man kan relatere til på flere punkter.

Hmm, gad vide
hvilken karakter det
er jeg snakker om her?
For slet ikke at tale om alle de karakterer som man bliver præsenteret for undervejs i bogen. Ikke mindst relationerne iblandt nogle af dem - for slet ikke at tale om Grace og Fëra. Disse to kvinder skal man helst holde øje med, for man ved aldrig hvad de finder på, hvis de ikke er under opsyn - just saying. Elsker deres samspil med hinanden, og det at jeg sagtens kunne forestille mig dem være bedste veninder.

På den anden side elsker jeg også relationen mellem Grace og Zachos, der giver mig en tro på at kærlighed kan findes alle steder og man eventuelt lige skal give en person en ekstra chance. Lige meget hvordan førstehånds indtrykket er til at starte med.

Jeg var på ingen måde klar
til at forlade Trafallas og
dette fantastiske univers.
En anden af de ting jeg elsker ved bogen, udover Grace og ikke mindst Fëra, er at jeg bliver præsenteret for en helt ny verden. Trafallas er en verden, der er virkelig godt beskrevet fra start til slut. Det at Julie har formået at beskrive den verden så levende, er virkelig godt. Ikke mindst det at Trafallas er delt op i forskellige områder, ift. den kamp de har imellem de to grupper, der begge ønsker noget forskelligt fra Grace. Om det så er et ønske om at Grace forsvinde, eller ønsket om at bruge Grace til et højere formål.

Nok til at jeg ville ønske jeg kunne finde min egen vej til Trafallas. Man bliver virkelig hevet med ind til mindste detalje, som om man selv var der. Og det at man får en forklaring på de forskellige ting og det at Trafallas befolkning består af elvere.
That cliffhanger though?
Not fair. So not fair.
Just pull my heart out,
would you?
En af de ting jeg mest af alt elsker, er at der er MAGI med. MAGI SIGER JEG DIG! Hvem kan tage fejl af magi? Ingen. Bogen er gennemfør med både magi og kampen mellem det gode og det onde, hvor Grace både er ønsket og uønsket. Der er en god fordeling af både de rolige stunder og de stunder hvor der er lidt mere gang i den. Specielt det at ens følelser kommer i spil, og man ikke kan lade være med at have hjertet siddende oppe i halsen.

Kan vi så samtidig ikke lige slutte af med at snakke om den cliffhanger af en afslutning? Den fik da for alvor mit hjerte til at sidde langt oppe i halsen. Ja, jeg elsker når en bog leder en videre til den næste i serien, men denne afslutning er ond. OND siger jeg dig. Men samtidig så elsker jeg det. Den slutning leder virkelig op til den næste.

Jeg elsker når en bog kan give mig en følelse af ro, smil på læben, hyggelige stunder og ikke mindst at få alle mine følelser i spil undervejs. Det at jeg for alvor er faldet for disse karakterer, efter blot en enkel bog - det er awesome. Det er svært kun at nævne enkelte steder som jeg elsker mere end andre, for hele fortællingen er elskværdig. 

5 gode grunde til at læse bogen:
  1. En fantasy fortælling der vil noget
  2. Fantastisk verdensopbygning
  3. Magi, magi og atter magi
  4. En kamp mellem det gode og det onde
  5. Og et tvist af kærlighed
I bund og grund er denne bog et 'must have' på sin TBR liste. Specielt hvis du er typen der elsker en god fantasy fortælling, hvor du bliver taget i hånden fra starten og ført igennem en fortælling, hvor du i ro og mag bliver præsenteret for både karakterer, omgivelserne og ikke mindst en verden hvor ikke alt er som det ser ud til - til trods for at følelserne kommer i spil undervejs. Hvem kan man stole på og hvad gør man ikke for at beskytte dem man holder af?

XOXO - Rina <3


mandag den 14. maj 2018

Blodets Bånd #6 - Forfald // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Ny uge, ny anmeldelse. Har fået afsluttet endnu et bind i Blodets Bånd serien, af skønne Pernille Eybye. Det kan vi sammen fejre ved at der nu kommer en lille anmeldelse af den.


Titel: Forfald
Serie: Blodets Bånd
Forfatter: Pernille Eybye
Forlag: Tellerup
Udgivelsesår: 2013
Antal sider: 388

Efter begivenhederne hos Liliana gør Kassie et nyt forsøg på at nå Viking, men det er ikke uden konsekvenser, for i skyggerne lurer en anden fare. Leo frygter mere end nogensinde sin indre følgesvend og egne handlinger, og må igen bede Anastasia om hjælp. Imens stilles Viking over for et umuligt valg, og indsatsen er ikke længere kun hans eget liv. Viktor kæmper mod sin tikkende bombe og tabet af Lilja …men er hans store kærlighed virkelig borte?

Mange spørgsmål omkring Kassie og hendes fortid som Helena mangler stadig at blive besvaret. Men de bliver dog besvaret, samtidig med at der kommer flere jo længere man kommer i bøgerne. Denne gang begynder Kassies fortid at dukke op på egen hånd. Man lærer lidt mere om hvem Helena var.

Samtidig er der muligheden for at Liliana kunne have løjet for Kassie vedr. hendes fortid efter de gange Liliana har gravet i Kassies sind. For hvem er Liliana egentlig? Det er lidt svært at svare på, når hun gik fra at være Kassies ven og hjælper mod at finde frem til hvem Helena var, til at vise sig at være en helt anden.

Jeg elsker den måde forfatteren giver nogle enkelte svar, uden helt at kaste det hele ud på en gang. Man skal læse videre, for lige så stille at få svarene. Ligeså vel det at man også lige så stille finder ud af hvem Liliana i virkeligheden var og hvorfor hun i forrige bog komplet vendte 180 grader personlighedsmæssigt. Og det at Viktor, som viser sig at være i ledtog med Liliana, og hendes død optrapper kun hans agenda mod hvad end det er Liliana havde at planer - både overfor Kassie og ikke mindst hendes familie.

For slet ikke at tale om Leo, hans følgesvend og det at han stadig ikke helt har styr på sine indre Wicca kræfter. OPGIV IKKE HÅBET, LEO! Kæmp videre. Det samme gælder Kassies familie, der i den grad også bliver udsat for lidt af hvert. 

Elsker hver den måde karaktererne bliver skildret på, hvilket gør dem alle levende. Om den måde de hver især har deres egen personlighed og den måde forfatteren lader dem komme til udtryk. Om det så er Anastasia der lige giver Leo et mentalt/verbalt spark bagi eller om det er Viktor der lige så stille er ved at miste forstanden.

Elsker at forfatteren formår at give en lidt gåsehud, samtidig med trangen til at læse videre og finde ud af hvordan alt det med Kassie/Helena hænger sammen med henholdsvis Zan, Archer og ikke mindst Leos grønne øjne - generelt hvordan Kassies fortid i det hele taget hænger sammen med de personer omkring hende og de informationer man indtil videre har fået vedr. hendes fortid.

Det der nok er mest skræmmende Archers uvidenhed ift. hvad hans søn, Viktor, har gang i nede i den kamparena hvor de træner de hyæner de bruger til at fange og dræbe vampyrer. Archer, den skrøbelige skabning af en karakter, der virkelig har en del skygger at kæmpe med. Og tro mig, der er rigeligt. Hvis du vil have svar, så spørg endelig Viking. Han kunne sikkert fortælle dig en del.

Sproget et dejligt letlæseligt, ungdommeligt og man flyver let igennem bogen, fordi skriften er dejlig let at overskue. Så længe man har tungen lige i munden, ift. de informationer der bliver givet undervejs, og alt det man i forvejen skal huske fra de forrige bøger, så bliver det spændende at se hvor det hele fører hen.

Alt i alt en spændende optrapning ift. de dilemmaer der bliver skildre, og skal helt klart have læst videre i serien. Er da slet ikke klar til at slippe de karakterer endnu. Hvem der er min yndling, vil jeg nødig afsløre endnu. Måske på et senere tidspunkt?

XOXO - Rina <3

mandag den 7. maj 2018

Feberen - Maze Runner #5 // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Så kom jeg endelig til den sidste bog i 'Maze Runner'-serien og dermed afslutningen på den serie. Det er et helt år siden jeg fik læst fjerde bog i serien, så det var vist på tide at jeg kom til den femte og sidste.
Titel: Feberen
Serie: Maze Runner
Forfatter: James Dashner
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2017
Antal sider: 331

Engang mødte Jorden sit endeligt. Skovene brændte, søerne og floderne tørrede ud, mens havene steg. Så udbrød en epidemi, og en global feber spredte sig. Familier uddøde, vold herskede, og mennesker slog hinanden ihjel. Ud af dette virvar voksede WICKED, der ledte efter svar. Og fandt den perfekte dreng. En dreng ved navn Thomas, der byggede en labyrint. "Feberen" er historien om Thomas, og hvordan han byggede Labyrinten som kun han selv kunne ødelægge. "Maze Runner - Feberen" er forhistorien til den første bog i Maze Runner-serien, men bør læses som femte bog i rækken.

Hvordan skal jeg dog starte? Bogen var ikke helt som jeg havde regnet med til en start. Jeg havde selvfølgelig regnet med at finde frem til hvordan labyrinten blev opbygget, men det var ikke helt på den måde jeg havde regnet med. Det var dog ikke på nogen dårlig måde, idet man i den grad får endnu mere baggrundshistorie, og endda får svar på spørgsmål, som eventuelt kunne være opstået under læsningen af de første tre bøger.

I bund og grund møder man alle de karakterer fra den første bog - 'Maze Runner - Labyrinten'. Dengang mødte man dem da de allerede var kommet ind i labyrinten og havde fået slettet deres hukommelse. Denne gang møder man dem fra de er er børn, efter WICKED er sat i gang. WICKED der i den grad er ude efter at finde en kur mod sygdommen, der hærger ens hjerne.

Dette er før de bliver sendt ind i labyrinten og igennem Thomas' synsvinkel ser hvordan labyrinten bliver opbygget. Man får deres baggrundshistorie, hører om hvordan de kom til WICKED og opdelingen af de to grupper. Jeg elsker at forfatteren, gennem denne bog og den forrige, giver de første tre bøger en historie til hvor det hele startede. Det at labyrinten og WICKED ikke bare kom ud af ingenting, ligeså vel som de informationer man får igennem de første tre bøger nu giver mening.

Man får i den grad svar på en hel masse spørgsmål, som man ikke kan lade vær med at stille sig selv igennem de første 3 bøger. De spørgsmål, som nu er blevet besvaret. Thomas og Teresa der begge er med til at bygge labyrinten fra begyndelsen og helt til slut. Det at de er med til at sende de andre ind i labyrinten, og ser hvordan gruppen agerer med hinanden og deres omgivelser. 

Det at man følger Thomas' tanker der går fra at være lidt a la 'vi gør det i en god dags tjeneste' og det at det er hverdag for ham, til at gå over i at noget er grueligt galt. Det leder ligesom videre til at han selv ender i labyrinten.

Jeg elsker karaktererne hele vejen igennem, da de er velbeskrevne. Ikke mindst det at vi møder dem alle før de ender i labyrinten, og får deres historie. Det giver et eller andet, hvis jeg på et tidspunkt vælger at genlæse bøgerne - eller ser de første tre film. Ikke mindst mine 2 yndlings Newt og Chuck. Thomas har da også en speciel plads i mit hjerte, der rummer adskillige fiktionelle karakterer. Newt og Chuck har dog deres lille specielle plads, idet jeg i forvejen kender deres skæbne, fra de første 3 bøger (vil ikke afsløre mere, hvis I endnu ikke har læst de andre, men seriøst - se at få dem læst).

Den karakter der stadig irriterer mig til det yderste, er i den grad Teresa. Selv fra hun er lille, har hun et eller andet med at opsøge og afprøve grænserne hos de voksne. Det at hun skal udfordre de voksne fra WICKED og samtidig få Thomas med på hvad end det er hun har gang i - uden helt altid at sige hvad det er. Samtidig får man svar på hvorfor det er, at netop de to kan snakke sammen via tankerne. Det gav ikke altid mening i den første bog, men det gør det nu, hvor jeg har læst denne bog. Samtidig har jeg fået svar på hvorfor det var, at Teresa og Ari agerede på en spøjs måde sammen i 'Dødskuren'. 

Hvis det er I vil have svar på hvad det er jeg mener med de ting i den sidste passage, kan jeg klart anbefale at læse bogen, idet jeg ikke vil afsløre for meget og derved ødelægge læseoplevelsen.

XOXO - Rina <3

November Wrap Up // 2024 // Rina's bogblog

Hey skønne læsere. Det er efterhånden et godt stykke tid siden jeg har lavet en opsamling af hvad jeg har fået læst - foruden jeg har lavet ...