'Jeg har aldrig' af Eva Munk // Måske Maya #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.

Tusind tak for bogen. Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Jeg har aldrig

Forfatter: Eva Munk

Serie: Måske Maya #1

Forlag: Read.Die.Repeat

Udgivet: 2025

Antal sider: 91

"Skat, har du og Daniel egentlig snakket om prævention?" siger mor lige så afslappet, som var det enhver anden samtale om dagens indkøb i Netto.

Maya er kæreste med Daniel, og fordi man har en fast kæreste, når man er 15 år, er alle nysgerrige. Har man gjort det? Eller har man ikke? Og hvis man ikke har, hvornår skal man så? Til en fest på fredag d. 13. ændrer alt sig efter en omgang Jeg har aldrig. Rygterne bliver til flere, og pludselig er Maya den mest interessante på hele ottende årgang. Jeg har aldrig er første del i serien Måske Maya. Historien fortsætter i Alle snakker om det.

Teenage årene kan i sig selv være en svær tid at forholde sig til, med alle de forandringer og forventninger der er til en, foruden hormoner der raser i en. Både ift. skolen og fra forældrene, men når det så kommer til om man har gjort det med sin kæreste eller ej? Hvilket tanker skal man gøre sig? Skal man gøre det fordi andre allerede er smuttet ned af den vej eller skal man vente?

Dét er nogle af de ting Maya fumler rundt med, hvilket man får en klar fornemmelse af allerede fra starten af. For givetvis er hun ikke helt så genert på det område overfor andre, fornemmer man klart at det at kaste sig ud i at gøre det med sin kæreste kan være en anden sag, for hvad er rigtig eller forkert?

Foruden en akavet mor, der formår at tage sex snakken hen over spisebordet, som talte de om en tur i Netto. Elsker det, for nøj, hvor formår Maya at krumme tæer i øjeblikket.

Forfatteren formår på bedste vis at vise dynamikken mellem eleverne i klassen, især ift. pigerne, der kan være lidt af et hyr at finde ud af det hieraki de har kørende. Jeg fik helt kuldegysninger blot ved at være vidne til visse pigers måde at agere på og sætte andre i bås.

Forude det at jeg nød at lade mig rive med af de følelser og tanker Maya tumler rundt med. Især ift. hendes følelser for Daniel, og det at tage det næste store skridt. For jo, kroppen sender så mange signaler, mens fornuften siger noget anden. 

Men selvom Maya er en sej ung kvinde, der formår at lytte til sig selv og egne principper ift. at tage det næste skridt, formår én aften at sætte andres syn på hende over styr. Èn bestemt fest hvor et enkelt spil 'Jeg har aldrig' som jeg selv mindes at have leget til en fest engang, vender op og ned på alt for Maya da hun dukker op i skolen den efterfølgende mandag.

Til trods for at bogen er kort og letlæseligt, i et skønt og velskrevet sprog, formår forfatteren at suge en ind i hvad der foregår i en teenage piges hoved, med følelser og tanker, der føles levende og relaterbart for unge i dag. Især ift. det lettilgængelig sprog, med karakterer og dilemmaer, der står let fremfor læseren.

'Jeg har aldrig' får alt i alt 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Askebringerne' af Jeanet Kirch // Sagaen om Tårnvagterne #2 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar, venligst tilsendt fra forfatteren og forlaget. 

Tusind tak for bogen. Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Askebringerne

Forfatter: Jeanet Kirch

Serie: Sagaen om Tårnvagterne #2

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2025

Antal sider: 331

„Dette er ikke det sidste slag, men måske det første i en krig, der vil ændre alt.“

Tårnvagterne er spredt, forandringens vinde blæser, og uroen ulmer. En koalition af slettekrigere samler sig med et klart mål: Samia skal holdes ansvarlig for sine handlinger mod andre. Og mod krystalhjerterne. Eban kæmper for at vågne fra en magisk søvn, så han kan vende tilbage til sin elskede – og til sine venner. Men først må han konfrontere Maestro for at lære mere om sit krystalhjerte. Atlan er tilbage i Silah. Han venter på sin dom for at have forladt sin post som tårnvagt; en straf, der er værre, end han kunne have forestillet sig. Essi kæmper for at bringe den livløse Eban til Krystalslottet, men et møde med Askebringerne ændrer alt. Ilias holdes fanget af Vindstammen, hvor han ved, at fortiden vil indhente ham – og alle omkring ham. De resterende tårnvagter befinder sig på Stentand, bundet af en skrøbelig aftale med Samia: Bliv, eller jeres venner dør. Men kan de stole på et løfte fra den nation, der dømte dem som forbrydere? Askebringerne fortsætter, hvor Tårnvagterne sluttede. Vore venners veje skilles, og nye alliancer opstår, men hvem er ven, og hvem er fjende? For at forstå nutidens stridigheder må tårnvagterne søge svar, der hvor de første krystalhjerter opstod, og træffe et valg: Hvor mange gange vil de kæmpe for det land, der vendte dem ryggen?

Ughf! Sikke en fortsættelse om Tårnvagterne, der endnu en gang formår at rive mig med ind i lidt af et eventyr, hvor den lille flok gør hvad end de kan for at bringe lys over de ting der sker i Samia. Såvel som kampen om at stille de rigtige personer til ansvar for deres handlinger.

Allerede fra starten af bliver man revet med tilbage til Tårnet, hvor en mindre gruppe af tårnvagterne forbliver tilbage, mens en ny flok ankommer - netop for at udstå deres straf, som tårnvagter. Men allerede i første kapitel formår forfatteren at give mig tårer i øjnene. En karakter der givetvis ikke havde vildt lang tid tilbage at leve i, men som stadig gav mig en klump i halsen.

Jeg nød at blive revet med af handlingen undervejs, der sender en i vidt forskellige retninger. For én ting er dem der er ladt tilbage i Tårnet, for at holde skansen, mens den sidste halvdel er ude på hver deres mission i hver deres retning. Forfatteren formår at rive en med undervejs, så jeg følte jeg blev nødt til at læse videre, for at se hvad der skete med dem hver især.

Der er op- og nedture undervejs, skæbnesvangre øjeblikke og valg der må træffes. Hver især formår de at komme vidt omkring, i deres færd og trods jeg indimellem var en anelse forvirret over hvor vi var på vej hen og hvem det lige var jeg fulgte i enkelte kapitler, så nød jeg at følge dem.

Man fornemmer at forfatteren virkelig har gjort et godt stykke arbejde ift. at holde trit med de forskellige karakterer, deres færd igennem handlingen og spinde dem sammen, så det føles som en samlet historie, hvor alt kører op i en højere enhed. Selvom jeg dog var en anelse forvirret over hele scenariet med Askebringerne, formåede forfatteren at få det til at give mening undervejs. Elsker det!

Man fornemmer endda at forfatteren har gjort sit for at kreere en skøn, veludviklet verden der nok kan føles uoverskuelig for mig som læser, mens forfatteren selv formår at beskrive omgivelserne så de står levende frem for en. Selv karaktererne er skønne at følge på hver deres måde, med hver deres personligheder og missioner, som jeg er spændt på at følge i deres videre færd.

'Askebringerne' får alt i alt 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.