Damn. Shit. Fuck.
Det er satme ikke nemt at være introvert, mig & samme tid skulle komme ud over sig selv når man på en måde har en usynlig væg, der spærrer for det hele. Den ene del af mig har lyst til at kæmpe, men ikke ved hvordan & den anden del har lyst til at græde, skrige & bryde sammen, samtidig med at give fuldstændig op.
Allerede nu viser bekymringerne sig om det er for stor en mundfuld for mig. Måske er det? Men hvad pokker. Mennesker er en stor mundfuld at skulle have med at gøre. Specielt når man som person ikke har verdens stærkeste træk i at f.eks. danne relationer til andre & frygter hvad de mon tænker om en. Også selvom de i realiteten ikke har gjort en noget. Det hele sker inde i mit hoved & jeg har alle tankerne & refleksionerne, men det er fandme på tide at jeg kommer ud af mig selv & viser dem hvad jeg kan. Ligeså vel som at få en masse succes oplevelser, så jeg kan få en masse erfaringer indenfor det her område. Jeg vil sQ så gerne vise at det er det her jeg vil & vise at jeg kan, samtidig med at jeg er mig selv.
Når jeg er i praktik er jeg mere sårbar end normalt, modsat når jeg ikke er i praktik. Føler konstant at jeg ikke er god nok, & spørger mig selv om jeg nu også kan klare det her. Er det virkelig en for stor mundfuld & burde jeg give op & finde en anden uddannelse, der ikke har så meget med mennesker at gøre? Men hvad vil det så gøre mig til? En der giver op? Nej tak.
Jeg har villet det her så længe & har ikke kendt til andre drømme om andre uddannelser. Så den er ret svær. Hvis jeg giver op nu, er jeg bange for at jeg ender på kontanthjælp & ikke kommer videre. Det kommer nok ikke til at ske, men tanken er alligevel skræmmende.
Jeg har nogle søde & venlige kollegaer & børnene er skønne & fulde af energi. Alt i alt skal jeg stole mere på mig selv i at jeg ER god nok som jeg er. Jeg skal finde tryghed i de ting jeg elsker & tage dem med mig i det jeg gør, hvilket vil sige den kreative del. Der blive endda skrevet til min vejleder på skolen, som forhåbentlig kan give nogle tips til hvordan jeg kan hjælpes bedst muligt. Selvom det sættet gang i nogle tanker.
Det var mest af alt ift. fortiden i & med at der var nogle fagfolk der mente at jeg skulle have flere former for støtte & hjælp, da jeg var udsat for mobning i folkeskolen & ikke var vildt socialt anlagt. Der var mange ting indover, som gjorde at jeg ikke rigtig fungerede i skolen. Det er nogle af de ting der hæmmer mig nu & er en stor del af min bagage, selvom jeg ikke er vild med at indrømme det & helst ville være det foruden. Alt jeg så var ting der blev hevet ned over mit hoved, uden at jeg havde ret meget at skulle have sagt, så jeg fik følelsen af at jeg ligeså godt kunne give op, siden jeg følte mig som en statist i mit eget liv.
Men nu er det for længst på tide at jeg er hovedpersonen i det liv jeg gerne vil have & kunne skabe de ting jeg ønsker, selvom der stadig er ting jeg ikke selv er herrer over & ting jeg SKAL gøre. Jeg har alt for længe levet i en bobbel for at beskytte mig selv mod en omverden af mennesker der gjorde grin med mig, til en verden hvor der ikke er nogen der vil mig noget ondt. Men det er svært at komme af med. Selv efter så mange års kamp.
Den eneste der rakker ned på mig, er mig selv. Jeg er blevet min egen værste fjende, der stadig kæmper med dårligt selvværd. Det er på visse punkter blevet bedre, men der er dælme stadig lang vej at gå. Processen er & bliver en proces, der aldrig ender.
XOXO - Rina
