Nora har det svært. Hun passer ikke ind i skolen. Hun passer ikke ind blandt de andre piger. Og hun passer bestemt ikke ind i sin mors forestilling om hvordan en pige skal være. Men en dag møder Nora fru Drissing. Hun har også meget at slås med i forhold til at kunne begå sig i verden. Men hun deler Noras store passion for bøger. Gennem deres venskab finder Nora ud af at det er godt nok at være som man er. Og måske, bare måske vil andre acceptere én hvis man tør være tro mod sig selv …
Nora, Nora, Nora - sødeste, skønneste Nora. Du er et skønt eksempel på hvor svært det egentlig er at stå udenfor fællesskabet, blot fordi du har andre interesser end klassekammeraterne.
Nøj, hvor jeg dog elskede at følge Nora. Mest af alt fordi jeg på visse punkter kunne se mig selv i hende, hendes interesse for bøger og det at stå udenfor fællesskabet.
'En som Nora' berører emner som ensomhed ift. Nora der ikke har nogen venner på skolen og er ret meget alene på skolen og i fritiden. Lige såvel som manglende fællesskab ift. at Noras klassekammerater holder hende udenfor og ikke rigtig kan se udover deres egne interesser, hvor de holder Nora væk fra. Samtidig har vi kløften mellem Nora og hendes mor, der ser forskelligt på tingende. Forfatteren formår på en god måde at skildre en mors forventninger til hvordan hun forventer datteren skal være, ift. hendes egen barndom/ungdom.
Lise Bidstrup formåede på fineste vis at ramme den tone de unge har overfor hinanden, og vise hvor trælse/lede unge mennesker egentlig kan være - fx når der er nogen de syns er anderledes eller ikke helt passer ind i det syn de har på hvordan man skal være.
Samtidig elskede jeg at følge med i den tid Nora bruger sammen med Fru Drissing, hvor hun på en eller anden måde finder det fællesskab hun har manglet. Det var rart at se Nora og Fru Drissing sammen, hvor de på en måde sætter nogle tanker i gang ift. hinanden og giver hinanden noget, de hver især har manglet - såvel som sætter nogle ting i gang hos den anden, som de på sin vis giver stof til eftertanke.
Dog kunne jeg godt have brugt at bogen var en smule længere, da jeg gerne ville have fulgt Nora i længere tid og ladet hende få plads til rigtigt at komme ind i det fællesskab hun finder hen mod slutningen af bogen. Jeg ville personligt have elsket at se hende blomstre lidt mere, se hende stå op for sig selv i skolen og se hvordan klassekammeraternes reagerer på Noras nye syn på sig selv.
Bogen er dejlig letlæselig, sproget er let at forholde sig til og selve fortællingen er ikke så lang. Så hvad end man er en vant læser, der har brug for en hurtig læsning, en der ikke læser så meget og har brug for en lettere start eller alt derimellem - så er dette bestemt en bog der kan anbefales.
Så kom vi til slutningen af 2020, hvilket har været lidt af et kaotisk år på så mange punkter. Ikke mindst ift. en hvis pandemi, der fik sat verden på den anden ende - og som gav anledning til at begrave sig i bøgernes verden. 2020 har bestemt været året hvor jeg endnu en gang formåede at læse mere end jeg havde forestillet mig, med hele 78 bøger i alt. Heldigvis med en god andel af gode bøger - både ift. fysiske bøger og lydbøger, nye læse oplevelser, såvel som et par gensyn med et par kendinge.
I den anledning vil jeg se tilbage på en stak af de bøger, der på sin egen måde træder en smule ud af mængden - der er dog ingen form for rangering, da der ikke nogle af bøgerne på listen der er bedre end den anden. De er med af den simple grund, at de i mine øjne kan noget på hver deres måde.
'Rosens akkorder' & 'Sjælens ekko' af Marie Alexander White
Disse to bøger var der for mig ingen tvivl om skulle være en del af denne liste. Jeg nød at læse dem, fløj næsten igennem siderne og jeg kunne ikke andet end grine, græde og nyde musikken sammen med hovedpersonen Agathe, der på alle måder har diverse udfordringer - både ift. sine klassekammerater, såvel som med visse personer i sin familie. Jeg formåede at græde, grine og blive frustreret sammen med Agathe og blive glad for musikken sammen med hende, idet hun finder et fællesskab i netop det. Det svært for mig ikke at holde af disse to bøger, idet forfatteren formåede at give et indblik i en karakter der er både har sine styrker og svagheder og undervejs finder frem til at stå ved sig selv - i et sprog, der giver en lyst til at ville have mere, vide mere og mest af alt kramme hovedpersonen.
'Den sorte enkes by' af Nicole Boyle Rødtnes
'Den sorte enkes by' er den første bog i 'Rød og blå'-serien, som jeg efter dens udgivelse i 2019 havde hørt en hel del gode ting om fra andre læsere/bogbloggere. Det var ret svært ikke at se de gode reaktioner den fik - derfor blev jeg heldigvis kun positiv overrasket over hvor god den egentlig er, da jeg selv læste den. Jeg kunne ærlig talt ikke andet end læse videre, mens min hjerne adskillige gange lige skulle twistes ift. karakterernes skæbne og forholde sig til den mindblowing verden Nicole har kreeret - lige såvel som handlingen der får en til at sidde på kanten af stolen. Nicole formår at give en bog, der får ens tanker i gang ift. de situationer der er i bogen, karakterernes dilemmaer, frustrationerne der er ift. den by de lever i og der er bestemt en grobund for at jeg skal læse videre i denne serie. Der er lagt op til noget stort.
Disse to bøger, der er de første to bøger i trilogien 'Forbandelsen over Laitana', er bøger jeg lidt manglede da jeg var yngre. I hvert fald ift. hovedpersonen Linea, der ikke helt er med på at slippe magien og de små ting, som anses for at være barnlige i hendes alder. Jeg kan se mig selv i hende på flere punkter og kunne spejle mig i hendes tankegang. Jeg nød at tage med Linea på eventyr i Laitana, se hende udvikle sig undervejs og opleve hvordan det er at finde et sted at høre til. Lade Linea finde venner der ser hende som hun er, lader hende være sig selv og udfordrer hende på samme tid. Ikke mindst fordi Sissel Moody formår at gøre det i et sprog, der henvender sig til de unge, hvor man som læser lader sig rive med ind i en anden verden der er ret så levende og dejlig magisk. Ikke mindst når man har brug for netop at finde det magiske sted at høre til.
'Er du okay, Helene?' af Anika Eibe
Dette er en af de bøger jeg bestemt havde set frem til, da jeg i forvejen havde læst de forgangne 4 bøger i 'Er du okay?'-serien af Anika Eibe. Så da jeg fik fat i den, kriblede det i mig for at give mig i kast med den og lære Helene at kende - og må sige at Anika skuffede på ingen måde med denne bog. Anika Eibe formåede endnu en gang at kreere en bog, der på alle måder er velfortalt, perfekt skruet sammen og en karakter med sit at kæmpe med. Det en bog der sætter ens tanker i gang ift. det emne der er fokus på i bogen, vrider ens følelser rundt et par gange (& gerne en ekstra gang, for en sikkerheds skyld). Det en bog, hvor man som læser kommer tæt ind på en karakter der på flere måder forsøger at virke hård udenpå, men som alligevel har sit at kæmpe med - og som giver en stof til eftertanke, ift. fx effekten af en voldtægt.
'Af blod og støv (Sagakvartetten #1)' af Julie M. Day
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Julie M. Day er en forfatter, jeg beundrer. Ikke nok med at jeg knuselskede 'Grænsen til Trafallas'-serien, var jeg ret så spændt på at give mig i kast med hendes nyeste skud på stammen, idet jeg nok havde lidt høje forventninger til denne bog - og hun skuffede på ingen måde. 'Af blod og støv' er en bog der er sat helt og holdent i et andet univers, med et væld af karakterer der på hver deres måde giver noget til historien og på hver deres måde gør mig nysgerrig på at læse mere. Julie M. Day kan noget med ord, hun kan noget ift. historie fortælling og hun kan drage en ind i en verden der er ret så levende, at jeg næsten tror jeg er der selv. Jeg er helt klar nysgerrig på hvad denne serie ellers har at byde på, og hvad forfatteren formår at trække os læsere med ud på i denne skønne, skræmmende og fascinerende nye serie. Samtidig er der måske også et par af karaktererne jeg er lidt mere nysgerrig på end andre, mens de resterende stadig formår at give mig lysten til at følge deres færd - og hvordan deres skæbner på en eller anden måde hænger sammen i den lange ende.
'Djævlepassagen, del 2 - Devotstjernens hånd' af Karen Inge Nielsen
Dette er en bog der på flere måder overraskede mig, selvom jeg havde min egen lille kamp med at få den læst - men da jeg endelig kom ordentlig i gang, så overraskede den mig og gav mig kuldegysninger, de helt rigtige steder. Forfatteren formåede at kreere en 2'er, med en hel del spænding, kuldegysninger de helt rigtige steder og detaljer, der formåede at få Herstedholm til at stå tydeligt frem. Den mystiske og creepy atmosfære omkring stedet er velbeskrevet og giver den helt rigtige stemning ift. historiens setting. Hvis man er til horror delen af fantasy, så er dette bestemt en serie der er værd at tage fat på. Karen Inge Nielsen formår at give en fortælling uden lige.
'Mellem træernes grene' af Eva Munk
Dette er en af de bøger, der bestemt har sat sine spor i mig og givet mig stof til eftertanke ift. et emne, der bestemt ikke er let at tale om. Samtidig er det en bog jeg stadig tænker på, efter jeg har læst den og ser tilbage på den som en, der kan give anledning til at læse den igen og igen. Det en bog der skildrer sorg, identitet og det at miste dem man har kær. Og Eva formår at gøre det i et sprog, der er let forståeligt og lige til - såvel som fortalt fra 2 synsvinkler, der giver et godt indblik i de pårørendes såvel som den døendes perspektiv. Det var nok mest anden del af bogen, der gav mig mest at tænke over og noget af en klump i halsen - såvel som et par tårer i øjnene. Men bogen som helhed er en skøn, tankevækkende og vigtig fortælling. Samtidig er bogen flot illustreret, hvilket giver mere liv til fortællingen, og supplerer historien helt perfetk - såvel som det at illustrationerne næsten fortæller historien uden nogen egentlige ord
'Død verden'-serien af Louise Haiberg
Zombier, vampyrelvere og en verden, der på alle måder er på den anden ende? Det er bestemt en serie jeg nød at læse i år, og som på alle aspekter oversteg mine forventninger. Louise Haiberg formåede at kombinere dystopisk sci-fi med fantasy elementer og gøre det til helt sit eget. Jeg formåede at holde vejret i spænding for hvad der ville ske for hovedpersonen Nera og hendes venner, grine og græde med hende og på forunderlig vis gå på opdagelse i den verden Nera og co. var en del af. Louise formår at kreere et setup der er både realistisk, skræmmende og på samme tid med elementer af fantasy, med et væsen jeg ikke i min egen fantasi havde tænkt på kunne kombineres. Helt klart en serie, der bør læses og elskes.
'Spektrum'-serien af Nanna Foss
Dette er en genganger ift. 2019, da jeg også havde Spektrum med på sidste års liste af 'Årets bedste bøger'. Men eftersom jeg deltog i #SpektrumReadalong ifm. at de 4 første bøger blev (gen)udgivet på forlaget Gyldendal her i år, kan jeg ikke dy mig for at have dem med - igen. Mest af alt fordi jeg stadig er lige så betaget at det univers Nanna Foss har skabt i de fire første bøger i denne serie, og det at de stadig kan formå at blæse mig bagover. Specielt ift. det at jeg opdagede små detaljer og hints fra første bog og videre i genlæsningen af de efterfølgende bøger, der for mig kun gør dem endnu bedre. Der er et eller andet ved denne serie, karaktererne, nørderiet der er lagt i dem og Nannas skrivestil, der gør at jeg ikke kan andet end have bøgerne med på min liste - igen!
De bøger der er nævnt, er blot et udtryk for de bøger jeg i løbet af året har læst, og som har gjort et indtryk på mig - ud af det samlede antal bøger jeg har læst.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Meninger/holdninger er dog mine egne.
Titel: Sprækker
Forfatter: Emilie Querling
Serie: -
Forlag: Valeta
Udgivet: 2020
Antal sider: 484
Ida vil bare gerne være almindelig. Men når man har violette øjne, og folk er bange for, at man kan slå ihjel med dem, er det lidt svært. Gudskelov for de rette venner!
Da to nye drenge begynder på hendes gymnasium, bliver det startskuddet til det mest turbulente år i Idas liv. Den ene bliver hendes ven, den anden hendes fjende, og Ida står pludselig som den eneste, der kan genoprette balancen i de menneskelige dimensioner og redde sine venner og resten af verden fra sindssyge og undergang.
Alt i mens hun skal udvikle sine kræfter og gøre sig parat til den ultimative kamp mellem det gode og det onde, skal hun også tackle at være teenager og gå i gymnasiet med det, der dertil hører af forelskelse, fester, glæde og sorg. Ida er ved at blive voksen.
Emilie Querling har i denne spændende debutroman, skrevet en historie der var både fængende, tankevækkende og fyldt med både fantasy, teenage drama og med en hovedperson, der tør stå fast ved sig selv.
Ida er en ret så sej karakter, der er sig selv hele vejen igennem, står ved sine overbevisninger og tager ikke nogen form for pis fra andre - selv ikke overfor eller ift. dem hun holder af.
Men samtidig er hun en hovedperson der undervejs får sat sit syn på visse ting i et helt nyt perspektiv, hvor det er let at se forandringen hos hende, da jeg havde læst bogen færdig.
Der gik dog en rum tid førend vi rigtig kommer i gang med selve fantasy delen, mens der til gengæld er plads til vaskeægte teenagedrama, og vi kan lære karaktererne og omgivelserne at kende førend det kommer for godt i gang. Samtidig får vi indikeret at der er noget under opsejling undervejs. Mest af alt ift. 2 karakterer der igen og igen siger noget er galt, samtidig med visse hændelser karaktererne er ude for - såvel som hændelser der bliver introduceret via nyhederne.
Det giver et godt indblik i at noget er galt, og intet er som det skal være.
Starten virkede dog en smule rodet, og der blev i min optik introduceret lidt for mange karakterer på samme tid. Jeg havde det lidt som om forfatteren ville lidt for meget i starten, mens det heldigvis blev bedre undervejs.
Forfatteren formår at tage en med på noget af et eventyr. Både ift. vores verden hvor der sker de forunderlige ting, men samtidig til de forskellige dimensioner. De to dimensioner står meget klart for ens blik, idet forfatteren formår at beskrive dem så levende og forskelligheden imellem dem.
Udover det, så nød jeg bestemt at følge Idas tanker undervejs, ift. at alt måske ikke er så sort og hvidt som visse karakterer indikerer det til at være - en hvis Mikael deriblandt, der er ret så loyal overfor De Gyldne at det næsten er en tand for meget.
Ida tør stille spørgsmål ved de ting hun får forklaret og ved de ting hun ser og møder. Selvom visse personer ikke er enige i hendes observationer, er det fedt at ikke alt nødvendigvis er så sort og hvidt som det evt. bliver opstillet af visse personer.
En anden ting er dog at Ida, i min optik, havde lidt for nemt ved at kunne håndtere de evner hun får/har. Som om det er noget hun har kunnet hele livet, og ikke først lige opdaget. Mikael nævner at hun har disse evner og vupti, så kan hun dem - udover den éne enkelte evne der voldte problemer.
Samtidig virkede det ikke helt som om hun tog sin træning seriøst, for at blive klar til at udføre sin opgave. Ja, hun fik da trænet, men jeg kunne godt have brugt at Ida havde gjort lidt mere ud af det - såvel som Mikael der påpegede det.
Jeg elskede venskabet mellem Ida og Toby, der begge er ret nørdede omkring tegneserier og superhelt - hvilket gør dem ret søde og noget jeg ikke kan andet end holde af. Samtidig er Toby ret beskyttende overfor Ida, og agerer en rigtig god ven.
Forfatteren har formået at kreere en verden, hvor der er plads til mere end hvad vi som læsere får introduceret, uden at kaste alt for mange informationer omkring verdenerne indover - selv om der er et par ting jeg godt kunne have ønsket blev forklaret lidt mere eller en smule tidligere end det gjorde.
Den sidste del er nok mest henvendt til Mikael, der lidt kun gav informationer der ikke helt blev uddybet så meget som jeg gerne ville have haft.
Det var rart at forfatteren havde formået at indprente en kamp mellem det gode og det onde, med en dæmoner og bevingede væsner - uden at der egentlig var nogen religion ind over. Hun har skabt sit eget, men alligevel givet nogle af karaktererne navne fra kristendommen ift. engle.
Vil samtidig gerne lige advare om at en af karaktererne begår selvmord undervejs, uden nogen detaljer om hvordan - mest i tilfælde af det kan være en trigger for nogen.
Kahlen er sirene, og hendes pligt er at lokke mennesker i døden med sin sang. Hun har allerede tjent Havet i firs år, men om tyve år får hun livet tilbage.
Reglerne er simple: Vær tavs i selskab med mennesker! Syng når tiden er inde! Afslør aldrig Havets hemmelighed!
Da Kahlen møder Akinli, bliver reglerne dog meget sværere at overholde, end hun havde forestillet sig.
Må være ærlig og sige at jeg i forvejen har læst, og knuselsket, 'Selection'-serien af selvsamme forfatter, og kunne i den forbindelse ikke dy mig for også at ville give mig i kast med den her.
Denne bog gave dog ikke de helt samme fornemmelser, som da jeg læste førnævnte serie.
Heldigvis er 'Sirenen' helt sin egen og underholden på en anden måde - ift. både historie, karakterer og hele setup'et. Jeg nød at følge Kahlen, hendes søstre og den spirende kærligheds historie, der gjorde at Kahlen fik et andet syn på det liv hun levede.
'Sirenen' er bestemt en sød, finurlig kærligheds historien, hvor vi følger Kahlen der pligtopfyldende gør hvad Havet be'r hende om, samtidig med man følger hendes skyldfølelse ift. at have taget så mange menneskeliv igennem tiden som sirene.
Fik endda et smil på læben, idet man ser Kahlens hobby ift. at lave små scrapbøger med billeder/info om alle de personer, der har været med i de forlis hun og søstrene har været skyld i. Det var både interessant, men måske også en smule foruroligende?
Jeg nød at følge Kahlen, ift. kvaler omkring livet som sirene og det at tage andres liv, kærligheden til Akinli og de udfordringer hun møder og afstanden til ham, forholdet til hendes søstre og til Havet, der er som en mor for hende.
Jeg kunne dog godt have brugt at Havet havde været lidt mere konsekvent ift. Kahlen, da hun endelig vender tilbage fra sin lille udflugt med Akinli og havde gjort både Havet og sine søstre bekymrede - for slet ikke at nævne de regler hun havde overtrådt.
Vi havde indtil da fået fortalt historier omkring hvad der var sket med andre sirener, der havde brudt sig med Havets regler og deres skæbne, men Kahlen får ikke den samme straf - nærmere en formildende version, da Havet ikke kan få sig selv til at gøre det af med Kahlen.
Personligt kunne jeg godt have brugt at forfatteren havde givet sine formanende ord mening, ift. historierne omkring de forhenværende sireners skæbner.
Det jeg godt kunne li' var forholdet mellem søstrene, deres fællesskab og den måde de holder sammen på. De er forskellige på en god måde, har hver deres hobby og livsstil, samtidig med at de supplerer hinanden. Selvom jeg dog godt kunne have brugt lidt mere info omkring deres forskellige baggrund og hvorfor Havet netop har valgt dem - udover vi kun får at vide de ikke rigtig ville tale om deres tid, før de blev sirener.
Også det at de igennem deres tid som sirener, formår at opleve så mange steder, byer, lande og får en chance for at opleve nye kulturer med jævne mellemrum.
En anden ting, var det specielle i at forfatteren formåede at personificere Havet, så det var en karakter for sig selv. Både ift. hvem hun var, hvorfor hun har brug for sirenerne, den måde man fornemmede hendes humør ift. enten bølger, vinden eller rystelserne i jorden.
Jeg nød Kiera Cass skrivestil, der er dejlig let, flydende på en ungdommelig måde og jeg flød let igennem historien, sammen med karaktererne - selvom de sidste par sider lidt virkede forhastede og historien blot skulle afsluttes, hvoraf resten af historien havde fået tid nok til at udfolde sig.
Kærligheds delen mellem Kahlen og Akinli virkede både sød, let og en kontakt som Kahlen helt bestemt havde brug for - men samtidig virkede det også en smule forhastet. Specielt ift. starten af deres relation, mens slutningen virkede lidt akavet, hvor forfatteren blot skulle gøre et eller andet.
12-årige Percy Jackson er på vej til at blive smidt ud af endnu en skole, fordi han har pulveriseret sin lærer. Han ved ikke helt, hvad der skete, men det er ikke første gang, der sker besynderlige ting omkring ham. Da han efter en dramatisk flugt ender i Halvblodslejren, møder han væsner, der kun burde optræde i bøger om græsk mytologi. Og de græske guder viser sig også at være særdeles levende. Og vrede. Overguden Zeuz? lyn er nemlig blevet stjålet, og Percy er den hovedmistænkte. Han har nu ti dage til at bevise sin uskyld, og sammen med to venner sætter han af sted tværs over USA i jagten på tordenkilen.
Første bind i successerien om Percy Jackson og heltene i Olympen.
Oh well, sikke en tur. Må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvorfor det har taget mig så forbandet lang tid at komme i gang med den her serie. Selvom jeg allerede nogenlunde kender handlingen i denne bog, eftersom jeg allerede har set filmatiseringen (what a shock!), så giver bogen så meget mere, end hvad de har formået at få med i filmen.
Jeg elsker Percy, hans personlighed og hele atmosfæren der er omkring ham og de ting han udsættes for undervejs.
En anden jeg jeg elskede var al den nørderi ift. Græsk mytologi og historiske fakta der var blevet lagt ind i historien. Elsker når man på en eller anden måde lærer noget nyt om enten historien, mytologier, uden det bliver for meget.
Rick Riordan formår at gøre det til en del af historien, hvoraf vi via Percy får det serveret, som vi får fortalt historien og det at han lærer noget om sig selv og hvem hans far er.
En ting var dog at jeg lidt blev kastet under en bus ift. kapitlernes navne/titler, der virkelig fik mig til at ryste på hovedet. Ikke at der er noget galt med de titlerne, men netop den del er jeg ikke stor fan af - virkede en smule for bizart til min personlige smag. Men det giver god mening ift. at fortællingen er henvendt til et yngre publikum end mig.
Noget andet er dog at jeg lidt blev kastet overbor ift. at forfatteren agerede alvidende fortæller i starten, da vi først møder Percy - hvilket irriterede mig en smule, men ikke mere end jeg havde lyst til at læse videre.
Det var alligevel rart at der var tid til at historien kunne nå at udfolde sig i et roligt tempo indimellem de de mere hektiske ting, der drev fortællingen fremad. Det var rart forfatteren gav plads til at Percy kunne finde hoved og hale i hans nye situation og finde frem til hvem hans far er.
Jeg nød sproget, der gjorde at man let flyver igennem fortællingen. Rick Riordan har en rigtig god måde at fortælle på, lader tingene ske på de rigtige tidspunkter og spændingen undervejs er virkelig på sin plads, ligeså vel som de små guldkorn af information man får undervejs - både ift. Percy, Halvblodslejren og mytologierne/relgionerne ift. verdenshistorien.
Det er let at mærke at forfatteren har gjort sit forarbejde og researchet, da han på en let og forståelig måde får det flettet ind i historien. Man får en skøn og spændende historie, hvor man også lærer noget.
Forfatter: Stephanie Siquenza van-der Watt/Anne Nørkjær Bang
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2020
Antal sider: 160
Stephanie fra "Årgang 0" fortæller for første gang sin egen ærlige version af historien, på og bag skærmen: Om en kaotisk opvækst med flytninger, ustabilitet og svigt. Om konsekvenserne af et liv som ufrivillig kendt. Og om, lige så langsomt, at finde ind til “Stephanie” bag “Stephanie fra Årgang 0” – og acceptere sig selv, som hun er.
“Jeg kunne ofte blive tvivl om, hvem jeg skulle være, når jeg mødte nye mennesker: Hende fra fjernsynet eller hende den anden, som dukkede frem, når kameraholdet ikke var der. Hvem ville folk helst tale med? Var det “Stephanie fra Årgang 0”? Og måtte “Stephanie fra Årgang 0” godt sige, at livet var noget lort?”
En af de ting jeg har nydt at følge med i, sådan lidt on/off i årenes løb, har været 'Årgang 0' - dokumentaren på TV2, der har fulgt en flok unge mennesker gennem deres opvækst og deres familier.
Den person jeg nok mest har set frem til at følge med hos, er Stephanie, der i mine øjne er en fighter - og af den grund kunne jeg ikke andet end ville læse hendes egen fortælling, der er både tankevækkende, ærlig og helt hendes egen.
Jeg elskede at læse bogen, følge Stephanies egne fortællinger om de ting der er sket i hendes liv - samt de forunderinger hun har haft omkring visse ting, der er sket. For slet ikke at nævne alt det vi på ingen måde fik set i dokumentar-serien.
Det er helt klart modigt af hende at sætte ord på sit liv, hændelserne omkring mange ting og det at stå åbent frem med sin egen fortælling, nu hvor størstedelen af Danmark har fulgt med på sidelinjen - uden helt at kende hele sandheden omkring hende.
Der var bestemt mange af tingene som jeg blev overrasket over, undrede mig over og følte med Stephanie. Det var bestemt tankevækkende hvordan sandheden kan twistes på så mange måder, ift. hvordan hun blev fremstillet på TV, ift. den hun er bag kameraet. Jeg fik en helt anden forståelse for hende, hendes liv og de tanker hun gik og tumlede med - både ift. programmet, hendes identitet on/off kamera, fremtiden.
På samme måde som jeg fik en forståelse for hende, gav bogen også en respekt for hende og det at hun åbner op overfor os, ift. alt det hun har været igennem. Ikke mindst fortjener hun et kram og et klap på skulderen.
Bogen er dejlig letlæselig, korte og overskuelige kapitler, der gør Stephanies fortælling let at læse og let at tilgå. Samtidig er der billeder undervejs, Stephanies egne billeder, der giver hendes fortælling mere liv - og det at man får et indblik i hendes liv undervejs, som hun fortæller om de ting, vi ikke fik i TV2's fortælling.
Det er helt klart en bog der kan anbefales. Både til faste seere af 'Årgang 0', såvel som til dem der ikke har set med eller kun har set delvist med. Det er bestemt en åben fortælling, såvel som ærlig, tankevækkende og en der sætter livet lidt i perspektiv, ift. sig selv.
Der var enkelte øjeblikke undervejs, hvor jeg på forunderlig vis kunne genkende mig selv i Stephanie og hendes tanker.
Bogen får 4,5 ud af 5 stjerner.
Også selvom bogen bestemt er mere end blot en bedømmelse, og helt sin egen. Mest af alt ønsker jeg Stephanie alt det bedste for fremtiden.
16-årige, Starr, er eneste vidne til, at hendes ubevæbnede ven, Khalil, bliver skudt og dræbt af en hvid politimand. Indtil nu har Starr balanceret mellem det sorte lokalmiljø, hvor hun bor, og den finere privatskole i forstaden, som hun går på. Men da nedskydningen af Khalil bliver forsidestof over hele landet, er hun nødt til at beslutte, om og hvordan hun vil råbe op, særligt da nogle af hendes venner på skolen antyder, at Khalil selv var ude om det.
Oh my dear Lord, hvor er det en stærk fortælling, om et emne der bestemt har mere til at sige, end bogen på nogen måde kan formå at komme ud med. Vi følger Starr, der efter at have set sin ven Khalil blive skudt, for alvor oplever ubalancen mellem de sorte og de hvide - selvom hun går på en hvid skole, med hvide skolekammerater, er hun selv sort og bor i ghetto området Garden Heights. En skelsættende fortælling om den kløft der stadig agerer i USAs dagligdag.
Indtil nu, havde jeg kun hørt mange gode ting om den her bog, og har længe villet læse den - uden helt at have fundet tiden til at få det gjort. Men nu hvor jeg endelig har fået den læst, giver den bestemt stof til eftertanke. Jeg nød bestemt at følge Starr, opleve hendes tanker og følelser omkring hændelsen med Khalil - hvordan hun agerer ift. hvem hun omgås. Om det er blandt ligesindede hjemme i Garden Heights eller blandt hendes skolekammerater.
En anden ting er, at jeg nød at følge med i stunderne der var omkring familien, den sammenhold de har og de små, søde øjeblikke de har sammen - hvor skøre de end er, gav det mig lyst til at ville besøge dem og være en del af det. Det var spændende at følge Starr, hendes tanker og observationer omkring de forskelle hun selv bemærker og hændelserne der kommer, efterhånden som vreden bygger sig op i hende. Nød bestemt at se hvordan handlingen udfolder sig, ift. de forskellige hændelser Starr kommer ud for, de indre og ydre kampe hun er nødt til at tage og det at hun endelig formår at give igen på en måde, der i min verden giver god mening.
Det er bestemt en bog der er værd at læse, og som giver stof til eftertanke. Ikke mindst det at det er så langt fra min egen hverdag, mine egne oplevelser - og det at jeg selv er hvid. Forfatteren formår virkelig at få sat ord på de ting Starr gennemgår, ift. tanker og følelser, hvordan hun takler sine venners ord/handlinger ift. Khalils drab og netop skildringen mellem de to verdener hun på daglig basis agerer i. Ikke mindst forskellen mellem dem.
For slet ikke at nævne at den lykkelige slutning ikke nødvendigvis kom, men at man nærmere ser de trælse konsekvenser der er, for netop sorte og de hvides privilegier kommer frem i lyset.
Sproget er let, overkommeligt og omgivelserne, som vi befinder os i, virker levende og træder let frem. Forfatteren formår på en god måde at skildre både karaktererne på fineste vis, såvel som relationerne imellem dem - og de fordomme der stikker dybere end man lige skulle tro. Ikke mindst får vi en realistisk fortælling om det miljø der er i den ghetto som Starr er vokset op i, de livsbeslutninger nogle har måtte tage og konsekvenserne deraf.
Hvis du/I endnu ikke har læst 'The Hate U Give', så giv den endelig en chance. Alt i alt får den 4 ud af 5 stjerner.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren. Alle meninger/holdninger er dog mine egne.
Titel: Coronakrisen - digte fra en kaotisk tid
Forfatter: Martin Søgaard
Serie: -
Forlag: Skriveforlaget
Udgivet: 2020
Antal sider: 118
CORONAKRISEN - DIGTE FRA EN KAOTISK TID er en autentisk fortælling om, hvordan en verdensomspændende sundhedskrise påvirker det enkelte menneske, fortalt gennem 56 digte. Digtene centrerer sig om krisens udfoldelse, og hvordan ens sindstilstand kan skifte under et dramatisk punkt i den danske historie. Temaerne er mange. Fra det samfundskritiske perspektiv til ensomheden - ohæg til længslen for samvær med andre mennesker og til det at finde tryghed i sig selv.
Godt nok er jeg ikke den store læser af digtsamlinger, men lige netop denne digtsamling kunne jeg ikke dy mig for at ville læse, da den berører tanker omkring netop corona, nedlukningen i foråret og utrygheden, der bestemt har været i os alle - selvom pandemien endnu ikke er drevet over.
Men Martin Søgaard formår i simple digte i forskellige længder (korte som lange - dog maks to-fire sider) at beskrive tanker, følelser og oplevelsen der er omkring pandemien ift. både ham selv, såvel som andre omkring ham, inden den helt rammer Danmark og da nedlukningen skyller indover landet, og vi for alvor skal forholde os til den. Nød at læse digtene, der gav et godt indblik i både Martins tanker fra det hele starter, frem til Danmark lige så stille lukker op igen.
Der var dog et enkelt af digtene, kaldt 'Flaskeautomaten', jeg personligt ikke helt forstod meningen med eller hvilken betydning den havde i denne sammenhæng. Et andet digt, ved navn 'Distancerede debattører', som jeg sagtens forstod og tankerne omkring det. Men den virkede for mig alligevel ret svær at læse og irriterede mig en smule, da den udelukkende er skrevet med store bogstaver - for mig kunne det godt have virket bedre, hvis den ikke var skrevet med Caps Lock.
Dog var der enkelte digte der i mine øjne ramte nogle af mine egne tanker ift. de oplevelser der var under selve nedlukningen, hvoraf Martin rammer spot on. Specielt ift. det psykiske aspekt, der kom i forbindelse med at vi gik i isolation i vores eget hjem og manglen på det sociale fællesskab vi er så vant til. Personligt var jeg selv ramt af et indre kaos, hvilket Martin på fineste vis formår at ramme i disse digte.
Et af de digte der ramte spot on, var fx 'Kaos', der meget godt rammer det kaos der kom, efter at statsministeren valgte at lukke Danmark ned, og folk strømmer ud for at handle ind og hamstrer næsten alt der hamstres kan. Det samme gælder de digte der efterfølgende kommer, med beskrivelser at det syn der rammer Martin, da han som så mange andre handler ind og synet af de mange mennesker på et sted.
En anden ting jeg dog også nød, var at Martin havde gjort noget ud af at digtene (ikke alle, men en del af dem) havde ord der rimede/mindede om hinanden forenden af hvert vers - hvad end det var to vers lige efter hinanden, eller hvert andet vers (Vers: de enkelte linjer. - Strofe: en samling af linjer/vers).
Det gav for mig en rigtig god rytme og gjorde læsningen gled fremad, og jeg forstod stemningen i selve digtet - selvom der var enkelte ord der var ment som et rim/lagde tæt op ad hinanden, men som i mine øjne ikke helt ramte rimen i det. Dog ved jeg ikke helt om det var Martins intention at de skulle rime eller ej.
Samtidig var det rart at digtsamlingen var delt op som den var, så de forskellige digte hørte sammen med de faser der kom ift. før, under og efter nedlukningen. Det gør det dejligt let at kunne skelne digtene fra hvornår de opstod ift. hvad der sker omkring forfatteren. Det samme gør sig gældende ift. den indholdsfortegnelse der er i starten, som giver et let overblik over digtene, såvel som de faser digtene er delt op under.
Alt i alt nød jeg at læse digtsamlingen, som får 3,5 ud af 5 stjerner. Kan nemt anbefales, hvis man gerne vil have sat tanker på coronakrisen, der ramte Danmark i foråret 2020.
I byen Viduana lever mænd og kvinder helt adskilt. Opdelingen bevarer freden i en verden af kaos. Men ikke alle kan overholde grænsen mellem kønnene …
CLARA er lige fyldt 18 år og er nu tvunget til at deltage i forplantningspligten.
SILAS lever under slavelignende tilstande i mændenes kvarter. Han vil gerne ændre byen, men det kræver et ubærligt offer at få indflydelse.
EMMAs mor dør, og hun må flytte ind hos sin bedstemor, den sorte enke, som regerer Viduana med hård hånd. Men Emma skjuler en hemmelighed, der kan koste hende livet.
Velkommen til Viduana, hvor forelskelse er forbudt, og ethvert forsøg på flugt straffes med døden.
OMG! Hvad pokker skal jeg dog sige? Denne bog er virkelig en pageturner uden, og var noget af en læseoplevelse. Den var på flere måder svær at slippe, tankerne kredsede omkring den når jeg ikke læste i den og hele settingen for bogen var intet mindre end fantastisk. Hvordan Nicole Boyle Rødtnes end formår at skrive så godt, er mig en gåde - og dette er kun anden bog jeg læser af hende, men må læse mere.
Nicole formår at skabe en verden, hvor mænd og kvinder er delt op og en by fyldt med regler. Hun formår at være en mester i worldbuilding, hvor det er let at mærke hun på forhånd har lagt en hel del kræfter i netop at gøre Viduana levende for læseren.
Man formår at få et indtryk af hvorfor byen fungerer som den gør, hvorfor mænd og kvinder er delt op og hvordan de to dele af samme by fungerer på hver deres måde og i samspil med hinanden - ligeså vel som selve verden udenfor Viduana.
Jeg nød at følge de 3 karakterer der hver især har en stemme, som Nicole formår at gøre levende, såvel som hun gjorde det let at kende dem fra hinanden. Hver en karakter var noget for sig selv. Det fungerede rigtig godt at man som læser får vinklen fra de tre karakterer, der på hver deres måde giver et indblik i deres eget liv, deres egen hverdag og deres historie og de er hver især spændende at følge. Ikke mindst ift. Viduanas hverdag og historien omkring byen.
Sorteper, Sorteper, Sorteper. Du er helt klart mit yndlings væsen i den her historie, med din charme, og nuttethed, der kunne smelte enhver. Det er dælme svært ikke at holde af dig.
Og kan vi lige snakke om det lille hjerteknusende øjeblik hvor en hvis person, nævner ingen navne (*host* Den sorte enke *host*), gør skade på det lille pus for at lave en pointe? Well, den del gjorde for mig ondt i hjertet, og gjorde det ubærligt at forestille mig Sortepers smerte.
Bogen var også ret tankevækkende ift. det billede der blev opstillet af mænd, deres tankegang og hvordan de tre kvinder der har opbygget Viduanas samfund fra bunden ser mændene og deres rolle i byen. Hvordan mændene ikke er andet end voldelige, vilde og ikke kan andet end tænke med en hvis legemsdel, når de lægger øjnene på en kvinde. Der bliver på sin vis sat et skræmmebillede op af mænd
'Den sorte enkes by' er bestemt en bog der er værd at læse. Nicole formår at give et godt indblik i Viduana, karaktererne og de små romancer og forhold der er og opstår undervejs, såvel som familierne, samfundet og dets opbygning på fineste vis.
Jeg skal helt klart læse videre, da der er karakterer jeg helt klart vil se mere til - og ikke mindst deres skæbne, og de små spirende tråde der er blevet kastet. For slet ikke at snakke om plottwists og hjerteskærende øjeblikke.
På den anden side af Ingenmandsland, trygt bag massive mure, findes Danmark stadig. I tre måneder har det været Frys hemmelighed. Bag glasmuren kæmper sneglene fortsat for at invadere Glasbyen, og Organisationens blodhunde er blevet ihærdige i deres forsøg på at udrense den isolerede by for sneglehviskere. Fry og hendes venner har kun én chance – de må krydse Ingenmandsland og nå ud til Danmark.
Ingenmandsland er tredje og sidste bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.
Efter jeg afsluttede 'Glasmuren', var jeg meget spændt på hvordan tredje bog ville udspille sig for Fry og co. i tredje og sidste bog - som jeg tænkte ville blive en afslutning hvor vi forhåbentlig ville finde ud af om der var et Danmark på den anden side af muren.
Der var en hel del ting vi som læsere stadig havde at forholde os til og ender der på en måde skulle bindes sammen, hvilket jeg syns Linette Harpsøe formår at gøre ganske fint i at få afsluttet.
Den del jeg dog mest holdt af ved fortællingen, var samspillet mellem Fry og Ea, der på hver deres måde er sarkastiske, egenrådige og har hver deres mening. Ikke mindst Fry's jalousi ift. Ea, i og med en hel del af Fry's opvækst (grunden til hun voksede op netop hvor hun gjorde) gav en del spændinger i hendes indre.
En anden ting var at Fry samtidig har en hel del nye ting at skulle forholde sig til - ift. sig selv, men også til den mission de bevæger sig ud på. Nemlig at finde frem til Danmark. Fry har på sin egen måde nogle forbehold for at tage afsted, når det de har virker trygt, mens resten af gruppen er opsat på at komme afsted.
Jeg nød bestemt den del hvor de befandt sig i Ingenmandsland, hvor løgnene der har omringet deres liv, for alvor går op for dem og trådende af løgne Stefan har spundet for at kunne overtage Danmark.
Specielt ift. de karakterer der befinder sig i netop Ingenmandsland, hvor det hele virker en smule kaotisk. Men alligevel formår der at ske spændende ting, der driver historien fremad, og visse ting trækker tråde tilbage til hvad der skete i den første bog - hvilket var rart at se serien på en måde bindes sammen.
Starten var dog en smule langsom, men jeg syns dog alligevel der var ting der på sin vis skulle have lov til at udfolde sig og komme på plads, inden de bevægede sig ud på en livsfarlig mission. Men efter det, var der gang i den, med masser af spænding, små plottwists og forhastede beslutninger der ikke kunne gøres om og diverse aha-oplevelser for karaktererne.
De oplever hver især nogle små øjeblikke, hvor selvindsigten på en måde giver dem en ro i deres videre færd, selvom rejsen dertil har været lang og hård.
Jeg elsker detaljerne, Linettes dybde ift. at skabe en troværdig setting ift. historien og den måde hun formår at opbygge spændingen undervejs, ift. hvilke informationer man får på visse tidspunkter. Intet er tilfældigt lagt ud.
Og endnu en gang formår Linette at give historien den rette mængde synsvinkler, der hverken er for meget eller for lidt, så man får et godt indblik i Ingenmandsland og deres mission om at finde frem til Danmark.
Alt i alt får 'Ingenmandsland' 4 ud af 5 stjerner.
Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur. I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere. I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mog Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på. Glasmuren er andet bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.
'Glasmuren' var bestemt en skøn fortsættelse til 'De fejlfødte', hvor vi endelig kommer ud af Kuben og videre ind i Brudstykket - men det gode er at lige som de tror de er undsluppet det værste, er der flere udfordringer i selve Brudstykket end man ellers lige skulle tro. Man bliver opslugt af at finde ud af hvad dælen det her nye sted er, og hvordan tingene fungerer her - hvor skrøbeligt et land det end er.
Jeg nød at følge Fry's rejse i det nye univers hun er havnet i, den uvidenhed hun har om hendes venner har klaret turen ud eller ej. Fry er bestemt en karakter der er let at holde af, samtidig med hun blot er et menneske med dertilhørende fejl - hvilket gør hende endnu mere elskværdig, og hun er bestemt blevet meget stærkere som person, end hende vi mødte til at starte med. Hun har helt klart en vilje af stål.
Samtidig nød jeg også at vi fik handlingen fortalt via de forskellige synspunkter undervejs, der for mig gav det et bedre billede af Brudstykket, det dystopiske univers vi befinder os i og Linette formår at give de forskellige karakterer hver deres stemme. Det gav det nuancerede billede af Brudstykket, som Linette i min optik gjorde rigtig godt.
En lille ting jeg dog undrede mig, var hvordan pokker en person kunne genkende en sneglehvisker fra alle de andre? Hvilke små tegn/signaler skal man kigge efter for at kunne skelne mellem en der er og en der ikke er? Specielt da Fry og co. møder den første person i Brudstykket og han på en eller anden måde kunne se Fry ikke var helt som de to andre. Hvordan gjorde han det?
Jeg elskede de små plottwists der kom undervejs. Plottwists og information jeg på ingen måde havde set komme. Specielt når der kom til en hvis karakter, der mere eller mindre vender op og ned på flere ting - mest af alt for hovedpersonen, der mildest talt får vendt sin verden på hovedet.
Universet virkede dejligt levende, beskrivelserne af Brudstykket er detaljerede på en rigtig god måde, og diversiteten af karaktererne gav et godt indblik i det nuancerede billede af mangfoldigheden - såvel som der var en repræsentation af enkelte LGTBQ-personer, som jeg syns blev præsenteret på en god måde.
Sproget var ikke mindst lige så levende som i sin forgænger, man mærker hvordan karaktererne tænker og føler, såvel som selve omgivelserne. Linette formår at give et godt indblik i et Danmark der på ingen måde fungerer længere. Det er let at se Linette har udviklet sig, gennemtænkt hver en detaljer og hele universet. Intet af de små detaljer, informationer og karakterer, såvel som plottwists er sat tilfældigt. Hver en ting er kommet på de rigtige tidspunkter, så man som læser får lyst til at læse videre.
Og kan vi lige snakke om at slutningen var noget af en cliffhanger, med et spørgsmål hvad der nu kommer til at ske? Oh boy, hvor gav den mig lyst til at læse videre og få nogle svar. Intet mindre end kraftfuld, nervepirrende og giver et indtryk af at der er mere på færde end vi som læsere har fået at vide. Specielt ift.
Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget.
Alle meninger er dog mine egne.
Titel: Stormflod
Forfatter: Eva Munk
Serie: Grøn klode #1
Forlag: Forlaget Klippe
Udgivet: 2020
Antal sider: 131
“Jeg burde fryse. Vi er kun i starten af marts. Men vandet har en beroligende virkning på mig.
Jeg forestiller mig mit lange brune hår, der spreder sig ud som tang, der danser stille under vandet. Et langt net af beskyttende tråde, der lægger sig over havets bund. Forsøger at redde det. Give det mere tid. Beskytte det for plastik.
Jeg er en havfrue, der lever for havets hemmelighed. De beskyttede skatte, som gemmes uberørt af menneskehænder.”
14-årige Tenna går i 8. klasse og bor i en lille by i Vestjylland. Hun samler tit skrald på stranden, fordi hun hader at se, hvordan mennesket ødelægger naturen. En dag opdager hun gruppen @grønklode, hvor hun møder Pelle og A.K., der går lige så meget op i miljøet som hende selv. Sammen dedikerer de al deres tid til at sprede budskabet om en bedre verden. Men vejen mod en grøn klode er svær, og nogle gange er Tenna ved at miste modet ...
Klimastrejke, fokus på miljøet og klimabevidsthed i hverdagen og kampen for en bedre klode, krydret med en passioneret hovedperson, venskaber og det at finde et tilhørssted, hvor man for alvor kan være sig selv.
Og må sige, Eva, du formår at give mine tanker frit løb for hvad jeg selv kan gøre, for at have fokus på miljøet og kloden i min egen hverdag. Og som Pelle siger, så er det selv de små ting der tæller.
Jeg kan ikke andet end holde af Tenna, der på flere måder er mere passioneret, drevet af selvsamme passion og stålfast i sin vision for verden, end jeg på nogen måde var i den alder. Hvilket for mig er ret så beundringsværdigt, når man tænker på ingen i hendes klasse rigtig ser på tingene som hun gør. Indimellem kunne jeg dog godt tænke hun var en tand for meget, men det var alligevel rart at læse om en karakter der er så passioneret som Tenna.
Nød at følge Tennas fremdrift idet hun kommer med i Grøn Klode, de venskaber hun opbygger og det eventyr hun kommer ud på igennem bogen, såvel som de tiltag/arrangementer der udfolder sig undervejs - både de ting de laver i fællesskab, såvel som de ting Tenna formår at gøre på egen hånd.
Det var for mig rart at se hvordan Tenna udfolder sig undervejs, den gejst hun har og den ro hun får igennem sine nye venner og sin familie. Jeg elsker hendes tro på det hun gør, selvom modet svigter lidt indimellem.
Den eneste lille udfordring jeg havde med bogen, var da Tennas mor fanger Tenna i at pjække. Ja, jeg elsker morens engagement i datterens kamp for klimaet, men manglede lidt en løftet pegefinger i netop den situation. Ikke fordi hun behøver give hende stuearrest, men kunne som sagt godt have brugt en løftet pegefinger der let kunne føre videre til 'let's do this thing'.
Men ellers er det rart med en støttende mor, der lader sin datter vokse på sine egne vilkår og giver hende en chance for at stå på egne ben ift. visse beslutninger.
Selv Tennas bror (såvel som faren) lader sig rive lidt med i Tennas engangement, selvom bror Andreas virker lidt lukket i sin egen lille verden til at starte med.
Derudover, så elsker jeg humoren der forekommer undervejs. De små platte jokes som Tennas far og vennerne fyrer af - I just love it!
Selv de små øjeblikke der er mellem Tenna og hendes bror Andreas, der giver et godt indblik i deres relation og deres forskellige personligheder, ift. fx interesser.
Historien skrider let fremad, i et dejligt, højt tempo og med et sprog der passer til de unge i alderen 13-14 år. Begge dele gør at historien er let at forholde sig til ift. venskaber, ens identitet, finde sit ståsted og et sted at høre til, og det at bogen sætter ens tanker i gang ift. hvordan vi passer bedre på miljøet. Både for os selv og for andre, i nutiden og for fremtiden.
Alt i alt får 'Stormflod' 4 ud af 5 stjerner.
En rigtig god start på en serie, og glæder mig til at se hvad Tenna og co. har at byde på.
Titel: De fejlfødte Forfatter: Linette Harpsøe Serie: Exilium #1 Forlag: Dreamlitt Udgivet: 2017 Antal sider: 368
I halvandet år har 17-årige Fry og hendes familie siddet i tvungen isolation i deres eget hjem. De har mistet kontakten til resten af omverdenen. Sult og elendighed driver familien længere og længere ud mod vanviddets rand. Udenfor bevæger ukendte skabninger sig omkring i mørket, og Fry ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før hendes hus bliver det næste, der falder. Familiens eneste håb er at blive reddet, men da den dag kommer, bliver intet, som Fry havde forestillet sig det. Sammen med nabodrengen Timo, bliver Fry hvirvlet ind i et kynisk komplot mod menneskehedens overlevelse. Hendes venners liv hænger i en tynd tråd, men kan Fry redde dem, når de har allermest brug for hende, eller vil løgne og halve sandheder blive deres undergang? De Fejlfødte er første bind i den planlagte trilogi, Exilium
Hvorfor pokker er det lige jeg har ventet så længe med at komme i gang med den her serie? For sikke en start på et dystopisk univers, der foregår i, ja - Danmark. Har før læst dystopiske serier, som fx Maze Runner og The Hunger Games, som Exilium godt kunne læne sig godt op ad. Men Linette Harpsøe formår at gøre det på sin helt egen måde og på sine helt egne præmisser.
Den første del af bogen, hvor vi møder hovedpersonen Fry, gennem hendes diktafon, forvirrede mig en smule til at starte med, men det gjorde mig alligevel nysgerrig på hvad det var der foregik. Det var rart at se forfatteren lege med formatet på sin egen måde, og give bogen en form for kickstart ift. at komme ind i hovedpersonens tanker omkring hvordan verden omkring hende er.
Fry er en person der bestemt har ben i næsen og lader sig ikke kue af nogen - og slet ikke af de mennesker hun møder, efter at være blevet reddet fra karantænezonen. Selvom hun godt kunne have tænkt sig lidt mere om i visse situationer - specielt når det kommer til Anika. Er der mere mellem de to end blot venskab? Ligeså vel som med nabodrengen Timo, der giver hende et holdepunkt i kaosset. Og Dingo? Well, det venskab gik dog lidt for hurtigt ift. hvor længe de egentlig havde kendt hinanden, til deres videre forløb.
Selve den situation Danmark befinder sig i, og som Linette har skabt på fineste vis, er velbeskrevet, virker realistisk og gennemtænkt. Giver et indtryk af at forfatteren har lagt kræfter i at researche til de forskellige dele af historien, hvordan Danmark som vi kender det er smuldret, lige så vel som planlægningen af hvad der skulle ske hvornår - selv hvem der skulle være i fokus i de enkelte kapitler, udover Fry. Det gav et mere nuanceret billede af den verden de befandt sig i. Selv mysteriet omkring de væsner/skabninger der lusker rundt omkring er en stor del af fortællingen og holder hele vejen igennem.
Jeg nød bestemt historien, fulgte spændt med i handlingen og at følge Fry i at finde ud af det mysterie der omringer dem, i det sted de befinder sig - udover selve skabningerne. Hele mysteriet omkring disse skabninger og stedet de befinder sig, gav mig et holdepunkt i den større historie omkring det sted Fry og co. havner efter at være blevet reddet.
Og kan vi lige snakke om at handlingen foregår i slutningen af 2021 og videre ind i 2022? Well, vi er pt i 2020 og 2021 nærmer sig med hastige skridt. Mon den der apokalypse er tættere på end vi lige tror? Jeg ville nødig møde den skæbne Fry og co. er ude for i den her serie - selvom en hvis karantæne mere eller mindre har ramt Danmark. Bare af andre grunde end i Exilium. Ved Linette Harpsøe noget vi andre ikke gør?
Alt i alt får 'De fejlfødte' 3,5 ud af 5 stjerner. En rigtig god start på en skøn serie.
Det er en kaotisk og kvælende hed sommernat i Varbourg i 1894. En italiensk anarkist har dræbt den franske præsident, og folkemængdens vrede rammer byens italienske borgere i flæng. Midt i postyret gøres et uhyggeligt fund i en kulhandlers baggård. Rosalba Lombardi, en ung prostitueret, er blevet myrdet og maltrakteret på en måde der får boulevardpressen til at skrive om “Varbourgs egen Jack the Ripper”, men Madeleine Karno får snart en fornemmelse af at sandheden er endnu mere skræmmende. Madeleine er langt om længe startet på universitetet, hvor hendes kærlighed til videnskaben skal stå sin prøve, og det burde være udfordring nok. Ikke alle er begejstrede for at se unge kvinder i lærdommens hellige haller. Hun kan imidlertid ikke lade være med samtidig at jage sandheden om Rosalbas død – til trods for at det bliver en jagt og en sandhed der sætter mærker på både krop og sjæl.
DET LEVENDE KØD er anden bog i serien om Madeleine Karno, Kadaverdoktorens datter og ambitiøse assistent, der ikke har i sinde at lade sit køn stå i vejen for sin fremtid.
Jeg ved ikke helt hvad der er med Lene Kaaberbøl, men hendes forfatterskab fangede mig lige siden jeg læste 'Skammerens datter' den første gang. Dette er godt nok anden bog i serien, efter 'Kadaverdoktoren' - men læste første bog i serien for i 2012, førend jeg startede bloggen og blev ret så overrasket over hvordan Lene Kaaberbøl formåede at overraske mig med en slutning jeg ikke havde set komme.
Det samme gør sig gældende med den her bog, hvori vi bliver kastet ud i at skulle finde ud af hvem det er der begår mord på de prostituerede - det kan være hvem som helst, men hvorfor? Hvorfor ville en person gøre det? Der var for mig mange bolde i luften ift. hvem der kunne have gjort det, mens der lige så stille blev kastet små hints ud.
Der var for mig ikke så vildt meget fokus på HVEM der havde gjort det, selvom det var en essentiel del af fortællingen, men der var mere fokus på HVORFOR - hvilket for mig var en del af de hints der aflagde vejen for hvem der kunne finde på at begå mordene på de prostituerede.
Madeleine var for mig en person der ikke stoppede førend sagen var klaret, selvom det tog flere måneder at finde frem til - lige ledes ift. ikke at lade sit køn bestemme hvad hun vil med livet. Det var bestemt en krimi, jeg nød at læse, selvom selve mysteriet ikke var så meget i fokus, mere end den del var på lige fod med Madeleines historie/udvikling.
Men mest af alt, havde byen få sin helt egen Jack the Ripper? Jeg elsker at Lene Kaaberbøl på en måde gav Varbourg sin egen Jack the Ripper. Ikke mindst det at flere end en blev dræbt og måden hvorpå ligene blev fundet, samt deres tilstand. Der er så mange faktorer der kunne lede til de enkelte personer.
For mig havde historiens gang dog ret meget fokus på hvordan samfundet fungerede i 1800-tallet, ift. både kvinders rettigheder til fx uddannelse, arbejde og deres plads i samfundet, samt den videnskabens gennembrud i 1894. Der blev brugt en hel del beskrivelser på videnskabelige ord, og giver et indtryk af at forfatteren har gjort sin research rigtig godt - ikke mindst ift. hvor langt videnskaben var på netop det tidspunkt hvor historien foregår. Jeg nød at Madeleine er af sin egen overbevisning ift. det at hun udfordrer datidens normer, lader sig næppe kue af hvad den samfundet mener hun skal og gør hvad hun sætter sig for - jeg elsker hendes beslutsomhed, stædighed og at kæmpe for sin plads i samfundet på lige fod som med mændene.
Sproget i historien afspejler lige så fint den tid historien foregår i. Den måde der bliver talt på, tidens tanker og hvordan hele historien afspejler den tid vi befinder os i sammen med hovedpersonen. Det var for mig tydeligt at se den tid for mig, hvordan samfundet er så langt fra hvor vi er den dag i dag og dertilhørende menneskesyn ift. f.eks. det at være tiltrukket af sit eget køn. Hint til Madeleins forlovede der for en stund havde noget kørende med en ven.
Det var bestemt en af de ting jeg lagde mærke til, selvom det ikke var så udtalt - men det lå mere i den måde bekendtskabet blev beskrevet.
”Jeg har sendt ham tilbage efter dig. Lov mig, at du sætter mig fri.”
Fangen falder tilbage i en drøm om baronessen.
Snart skal to hold kæmpe i arenaen om kongeriget Valdor.
Der er gået et halvt år siden Reina og hendes venner forlod Era, men de er ikke glemt. Et sindrigt plot udspiller sig for at få dem tilbage. De kan vende tilbage som helte eller miste deres liv i arenaen.
Kampen om Valdor skal afsluttes.
'Kampen om Valdor' var en bog jeg var spændt på at læse, efter jeg havde læst forgængeren 'Baronessen'. Hvor spændt jeg end var på at læse bogen, levede den bestemt op til alle forventninger. Jeanet Kirch er vokset som forfatter ift. sin debut. Fortællingen virkede mere levende, man kom lidt mere ind på livet af karaktererne og relationerne virker mere i takt med deres tanker og handlinger - selvom relationen/forelskelsen mellem Anna og Lorac var lidt en overraskelse, dog som et sødt sidespring ift. den relation Lorac havde haft med Reina i den første bog.
Der var dog indimellem passager med lidt for meget info på én gang, omkring hvad der var sket siden Reina og co. forlod Valdor i forgængeren, men heldigvis på en måde hvorpå der virkede naturligt og inkorporeret i historien, via karakterernes tanker og observationer.
På en måde kommer man lidt dybere ind i Valdor, lære verdenen mere at kende end tidligere - selvom vi allerede kendte en del i forvejen. Samtidig fik vi også mere at vide ift. adskillelsen af de forskellige racer/verdenens indbyggere og den måde de har forholdt sig hidtil.
Starten var lidt forvirrende ift. hvem der var fortælleren i det pågældende kapitel, men fandt hurtigt ud af systemet ift. når der var markeret hvem der var hovedpersonen i de enkelte kapitler og når det lidt var dem alle - eller når det blot var en fra Era/Valdor. En anden ting var ift. Lorac og optakten til selve afgørelsens time, var at jeg godt kunne have brugt et hvis kapitel kom en tak tidligere - fremfor at visse replikker/handlinger lidt blev nævnt to gange.
Jeg elskede spændingen der holdt fortællingen i gang, og kunne ikke helt slippe bogen da jeg først begyndte at læse. Der var op til flere ting jeg fik svar på undervejs, og de små overraskelser der kom undervejs gav fortællingen de helt rigtige vibes ift. at ville vide mere.
Beskrivelserne omkring verdenen er spot on, sproget er i den grad blevet bedre og detaljerne omkring karakterernes væremåde er lige som de skal være.
En af de ting der gjorde udslaget var bestemt slutningen, hvor spændingen var på sit højeste og kampen skulle afgøres, var det svært at sige om en hvis karakter ville kunne holde sit løfte eller ej.
Jeanet Kirch har bestemt skabt en spændende, medrivende og skøn 2'er, der lever op til sine forventninger. Og jeg ser frem til at læse mere fra hendes hånd.
Titel: Kvantespring Forfatter: Lise Villadsen Serie: - Forlag: Gyldendal Udgivet: 2020 Antal sider: 260
Astrid og hendes storesøster Cecilie går begge i gymnasiet. Astrid burde nyde tiden i 1.g, og Cecilie burde glæde sig til studentertid og sabbatår. Men Cecilie er syg med angst og har brug for mere og mere hjælp til at klare selv de mest basale ting. Hele familien er under stort pres, men selvom alle ofrer sig for at få dagligdagen til at køre rundt, går Cecilies liv bare mere og mere i stå. Astrid vil gøre alt for sin skrøbelige storesøster, og den dårlige samvittighed over ikke at kunne hjælpe ligger som en konstant underlægningsmusik i alt hvad hun foretager sig. Men da Astrid forelsker sig, begynder livet at folde sig ud på en ny måde. Pludselig ser hun sig selv og sin familie med nye øjne. Men kan Cecilie holde til, at Astrid begynder at prioritere sig selv og følger sine følelser? Og kan man overhovedet blive sig selv uden at miste nogen eller noget undervejs? ’Kvantespring’ er fortællingen om de bittesmå bevægelser, der driver os længere og længere fra hinanden – eller tættere på. Bevægelser der har kolossal indflydelse på vores tilværelse. Og som i sidste ende kan være afgørende for, om vi finder modet til at springe ud i livet.
Hvordan skal jeg dog formå at beskrive den her bog? En bog der bestemt giver et førstehåndsindtryk af hvordan psykisk sygdom, i det her tilfælde angst, påvirker, ikke kun personen der har det, men hele familien.
Vi følger Astrid, hvis søster, Cecilie, har angst og det at hun vil gøre hvad som helst, for at Cecilie har det godt. Som læser får man et godt indblik i hvor dysfunktionel hele familien er og de tråde Cecilies angst trækker i dem alle. Astrid og forældrene har nærmest sat alt på standby for Cecilies skyld. Venskaber bliver sat på prøve, sociale arrangementer bliver valgt fra og kærligheden? Endnu en ting der giver Astrid en knude i maven, for hvornår går grænsen for at fravælge sig selv til fordel for sin søster? Og hvornår er det tilladt for en gangs skyld at vælge sig selv? For slet ikke at nævne forældrene, hvis nerver godt og vel er tyndslidte.
Bogen formåede at give mig kuldegysninger, gøre mig frustreret og vred på Astrids vegne, lige så vel som forældrenes. Hvor meget de end forsøgte at hjælpe Cecilie, gav hende muligheder, terpede med hende til eksamen, kom de nærmest ingen vegne, når det nærmest virkede som om alt hun ville var at forblive hvor hun var - i sin egen trygge zone, sammen med familien.
Den person jeg nok blev mest frustreret over, er moren. For hvor meget det end kræver at skulle sørge for et barn, på 19 år vel at mærke, der har angst og skulle manøvrere i den situation der i sig selv er hård - havde jeg det lidt som om hun agerede lidt for omsorgsfuldt overfor Cecilie, pakkede hende ind i vat og bare føjede hende, når situationen blev for meget for datteren. På den anden side har vi en far, der på sin vis har givet op, og udfordrer datteren på en lidt for hårdfør måde, at hun ikke kan forblive i situationen for altid. Han ønsker at hun skal formå at hive sig selv op af det sorte hul og komme fremad Begge parter gør det ud fra bedste mening, af kærlighed til deres datter og hendes fremtid, men ingen af delene er på nogen måde en løsning, hvilket Lise Villadsen formår at vise på fineste vis. Det kræver mere end 'bare' at tage sig sammen og kræver en holdindsats at komme igennem det - selv fra personen der har det psykisk svært.
Undervejs følte jeg med Astrid og heppede på hende, den indre kamp hun gennemgår. Kærligheden til sin søster, pligtfølelsen overfor hende og familien, den uendelige tålmodighed der er ved at rinde ud og magtesløsheden over hvad de dog skal stille op ift. Cecilie. Det var let at mærke Astrids frustrationer igennem bogen, kampen for også at ville blive set og da det hele bliver for meget.
Jeg elskede skrivestilen, sprogets lethed igennem bogen og den måde bogen nærmest læste sig selv. Fløj stort set igennem bogen, førend jeg overhovedet nåede at starte - hvilket var en ren fornøjelse. Dette er bestemt en bog der bør læses. Ikke kun af selve aldersgruppen den henvender sig til, men af alle der vil have et indblik i hvordan psykisk sygdom påvirker alle omkring den pågældende. Lise Villadsen formår at give et rigtig godt indblik i de uhensigtsmæssige og usunde mønstre man falder i som familie, når man har en med fx angst tæt på livet.
