Hey skønne læsere.
Titel: Solopgang over høsten
Forfatter: Suzanne Collins
Serie: The Hunger Games #0,5
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2025
Antal sider: 420
Da dagen for det 50. dødsspil oprinder, får alle rundtom i Panems distrikter en gruopvækkende nyhed. Det er nemlig blevet besluttet, at man for at fejre jubilæet dette år vil udvælge dobbelt så mange deltagere fra hvert distrikt til Dødsspillet. I Distrikt 12 forsøger Haymitch Abernathy ikke at tænke for meget over dagens udfald. Han vil helst bare passe sit arbejde og glæde sig til at mødes med sin kæreste. Så da Haymitch’ navn bliver udtrukket, mærker han alle sine drømme smuldre. Han bliver flået væk fra sin familie og sin kæreste og sammen med de tre andre deltagere fra Distrikt 12 fragtet til Capitol, og langsomt indser han, at det er meningen at han skal tabe.
Men der er noget i ham, der ønsker at kæmpe imod … og at den kamp skal kunne mærkes langt uden for dødsarenaens mure.
Holy moly, for noget af en fortælling og endnu et møde med det famøse Dødsspil!
Men denne gang fik jeg glæden af at være i godt selskab af Haymitch Abernathy, der uden tvivl er en af mine yndlings karakterer i dette univers. Så det at man får muligheden for at se hvordan hans tur inde i arenaen udspillede sig, var lidt af en rutchebanetur.
Allerede fra starten af bliver jeg revet med, og kunne ikke slippe førend bogen var slut.
Især ift. vi får en god fornemmelse af Haymitch og hans liv i distrikt 12 - hvilket allerede dér giver en hel del ift. hvad vi har fået at vide i den oprindelige triologi, blot tilføjet SÅ meget mere. Der er hjerteskærende øjeblikke undervejs - både i distrikt 12, i Capitol og i arenaen, hvor den kære Haymitch tager nogle valg, der virkelig giver så god mening ift. ham som person og han ikke vil finde sig i Capitols behandling af hverken ham eller andre.
Jeg nød især mødet med flere velkendte karakterer, foruden Haymitch - karakterer man allerede kender, men som man her virkelig får en dybere forståelse af, ift. deres skæbne og hvad de har været igennem, inden man møder dem i den oprindelige trilogi. Ud over de karakterer man får nævnt, der binder både trilogien og 'En fortælling om sangfugle og slanger' sammen med den her bog.
Specielt Beetee, der uden tvivl må tage nogle alvorlige konsekvenser for nogle valg, som man så bedre forstår når man kender hans videre liv.
Det var ret så nervepirrende at følge ham inde i arenaen.
Blot det at de her er hele 48 deltager, modsat de normale 24, er udfordrende nok, men nøj - jeg kunne ikke andet end blive revet med af hvordan han formår at holde sig i live, hans snedige tankegang og hvordan han ligesom formår at komme nogenlunde helskindet ud fra arenaen - trods de konsekvenser det har haft undervejs.
For slet ikke at nævne selve slutningen, der virkelig er ret så hjerteskærende.
For én ting er jeg allerede godt kendte lidt til Haymitchs tab fra hvad der var nævnt i den oprindelige trilogi, men ligefrem at læse hvordan? Holy moly, hvor var det svært ikke at tude, mens man så 1.000 x bedre forstår hvordan han bliver senere hen.
For med alt det han mister? ARGH! Mit hjerte bløder for Haymitch og har virkelig lyst til at give ham verdens største kram!
'Solopgang over høsten' får alt i alt 5 ud af 5 stjerner.
XOXO - Rina.
