2. praktik #10

Hey kære læsere <3

Flere tanker - flere overvejelser.
Hvilket kun er en god ting, da der har været mange tanker indover de ting der er sket i den sidste uges tid. Har alt for længe gemt mig selv væk og undgået at lytte til de signaler min krop og indre har forsøgt at fortælle mig. Men har bare aldrig vidst hvordan jeg skulle forholde mig til det, samtidig med at gøre noget ved det. Jeg har alt for længe gjort alt det jeg troede omverdenen forventede af mig, tonset afsted og så undgået at lytte til mig selv.

Men nu er det slut. Kan godt mærke at mit sind ikke kan mere, før jeg får håndteret de ting der blokerer for at jeg kan med rette ånd gennemføre praktikken på bedste vis. Hvilket jeg godt kan mærke at jeg ikke kan nu. I hvert fald ikke med rette ånd og ikke uden en frygt for at jeg i sidste ende vil dumpe. Frygten er stadig den værste del og den jeg kæmper mest med ift. at gøre noget. Så det er i hvert fald en af de ting jeg skal have arbejdet med, hvis jeg ellers kan finde den rette hjælp.

Jeg kan ærlig talt godt mærke at jeg har ramt en væg, hvor jeg ikke kan komme videre. Vil gerne tingene, og har mod på det. Men alligevel når jeg så skal igang med tingene, som f.eks. at stå foran klassen som jeg er med inde i, går jeg i baglås og det skal bare overstås. Jeg vil virkelig gerne kæmpe videre, men har ikke kræfterne til det, uden at jeg vil ende med at brænde ud og ikke have energien til det videre forløb.

Så for nu, sætter jeg det hele på pause og fokusere på mig selv. Uden nogen prøver, eller pres ift. at klare målene eller presset fra min egen side. Kan mærke at det hele fylder for meget. Målene, mig selv, prøven i sidste ende, fritiden og det at skulle være på hele tiden og konstant at skulle rykke sig. Har nok vidst det i et stykke tid, men har først nu her begyndt at tænke over hvad der der bedst for mig, i stedet for at tænker over hvad andre forventer af mig. Det er mig selv jeg skal tænke på først. Det er jeg begyndt at indse.

Skal på onsdag til møde med begge mine vejledere og praktik stedets leder, for at de kan høre det hele fra min side af og for at jeg kan høre hvad mine muligheder er og hvad der skal ske fremadrettet. Det er trods alt bedst at jeg selv vælger at sige stop, fremfor at praktikstedet "fyrer" mig eller at jeg i sidste ende dumper.

XOXO - Rina

2. praktik #9

Hej kære læsere <3

Som nogle nok har kunnet fornemme i mine tidligere indlæg, så kæmper jeg en del med mig selv. Ikke bare ift. praktikken, men en hel del med mig selv på hverdags niveau. Nogle dage er bedre end andre. Nogle dage kæmper jeg mere end andre dage, hvilket kommer an på hvordan jeg har det på den pågældende dag og hvordan tingene er gået. Om det så er at opnå mine mål eller om jeg føler mig utilstrækkelig. Hvilket jeg gør en del. Kan jeg nu opnå det jeg gerne vil? Kan jeg leve op til kravene og de mål jeg skal igennem? Kan jeg udvikle mig nok og tids nok til når praktikken er slut? Jeg er ikke sikker.

Efter sidste uge har der kørt en masse tanker omkring en eventuel pause fra det hele. I sidste uge kørte det hele rundt i hovedet, men nu er jeg nok mere afklaret med det. Ikke fordi jeg stopper lige nu og her, men kæmper videre og giver mig selv tid til lige at mærke efter hvordan jeg har det med tingene. Det er virkelig ikke noget jeg har været god til, men er begyndt på det. I hvert fald med hensyn til at lytte til mig selv og prøver på ikke at bekymre mig om hvad andre mon tænker om mig og de valg jeg tager. Det er trods alt mit liv og måske har jeg virkelig brug for en pause, så jeg kan få ro på de ting jeg kæmper med og i sidste ende ikke lade det stå i vejen for mig. Først og fremmest kæmper jeg videre, da jeg endnu ikke er parat til at give op i den her omgang.

En af de ting jeg f.eks. kæmper med er anerkendelse og accept. Vil så gerne have anerkendelse og accept fra mine kollegaer, ligeså vel som fra børnene. Er jeg nu god nok som den jeg er? Eller er der noget helt galt med mig? Men den jeg mest af alt burde få accept og anerkendelse fra er mig selv. For hvis jeg accepterede mig selv for den jeg er og anerkendte at jeg har det som jeg har det, samtidig med at se mig selv for den jeg er, så ville jeg hvile mere i mig selv end hvad jeg gør.

I årevis har jeg forholdt mig til at jeg gerne ville være usynlig. Hvorfor mon? Hmm, det er godt spørgsmål. Mest af alt fordi jeg har været så forfærdeligt bange for hvad andre tænker om mig. Hvis jeg overvejer at gøre noget, som jeg et eller andet sted godt kunne tænke mig at prøve af, så kommer tanken om hvad andre mon vil sige til det. Værre er dog hvad de mon vil tænke om mig og sige om mig bag min ryg. Selv når der måske ikke er noget hold i de tanker, så kan jeg ikke lade vær med at frygte det.

Frygten sidder dybt i mig ift. mobningen i folkeskolen. Specielt der er det at man danner ens identitet og ens selvfølelse. Mine er endt med at være en del negative og frygt baseret ift. hvad andre vil tænke om mig, i stedet for at forholde mig til hvad jeg tænker om mig selv. Hvad har jeg lyst til? Hvad drømmer jeg om og hvor vil jeg gerne hen? Jeg ved det ærlig talt ikke. Den eneste drøm jeg nogensinde har turdet håbe på, var at blive pædagog. Man kan sige at jeg er i fuld gang med at blive det, kan forstå tingene og andre siger til mig at jeg er en klog pige. Men er jeg nu også det? Det tvivler jeg selv stærkt på. En ting er jo at have det hele i teorien, men det hjælper dælme ikke hvis man ikke kan udføre det i praksis.

XOXO – Rina <3

2. praktik #8

Hey kære læsere <3

Så for dælen da. Folkeskolerne rundt omkring i Danmark har i den sidste uge haft både første skoledag og første uge i skole. Det samme gælder på min praktiksted, som trods alt er en skole. Forrige skoleår havde de igennem skoleåret inddelt det i 4 perioder og timer på 60 minutter. Det samme gjaldt 12-pausen. Men nu har de nye ringetider og en kortere 12-pause. Så vi skal alle lige finde ud af de nye ringetider og få det hele til at fungere i og med at skemaet er det samme hele vejen igennem. Så skal man ikke tænke på hvornår ens skema vil ændre sig.

Men jeg kæmper stadig med at skulle vise initiativ ift. f.eks. det at skulle snakke med andre og danne relationer til andre. Der er nogle stykker af børnene jeg har fået en lille relation til, men ikke nok til at de for alvor kommer over til mig. Det samme gælder med mine kollegaer, hvor jeg heller ikke rigtig snakker. Endda selv når de prøver at snakke med mig, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at snakke videre. Det ender i tanken om at jeg ikke selv syns jeg er interessant. Hverken som person eller andet. Jeg er trods alt bare mig. Hvordan kan det jeg laver, det jeg kan li' og det jeg er interesseret i, være interessant nok til at andre ville lytte til mig? I mine øjne er jeg ikke så interessant. Jeg har nok prøvet at været usynlig for længe.

Selv min vejleder ser heller ikke den vilde udvikling i de sidste 2 måneder. Hun er bekymret for om jeg nu kan udvikle mig mere, når jeg på samme tid kæmper med mig selv og mine tanker. Specielt i hverdagen sammen med så mange mennesker at forholde sig til. Ikke fordi hun ikke kan se noget potentiale i mig, det er ikke det. For det kan hun godt. samtidig med at jeg så gerne vil det her, hvilket hun sagtens kan se og det at jeg godt kan de pædagogiske ting jeg skal og har tankerne med mig.

En ting er at vide tingene og ville det inderst inde. Noget helt andet er at skulle gøre det i praksis. Det er praksis delen der volder problemer for mig. Ligesom i forrige praktik, hvor jeg var mere tidspresset end i den her praktik. Alligevel er jeg tidspresset i at skulle nå at komme ud over mine egne grænser på en tryg måde og kunne opnå mine mål, inden praktikken den er slut og jeg måske i sidste ende ikke har udviklet mig en skid. Spørgsmålet er bare om jeg KAN nå at udvikle mig nok, når jeg i forvejen kæmper med mig selv og mine tanker. Jeg er hæmmet. Hæmmet af mine tanker, der sidder fast i en gammel plade af dårligt selvværd og dårlige tanker.

På den ene side har jeg modet til at fortsætte og kæmpe videre. Kæmpe for at bevise at jeg kan og vil det her. Bevise overfor min vejleder på praktikstedet og min vejleder på skolen at jeg kan og vil, ligeså vel som at bevise for mig selv at jeg har styrken til at gennemføre. For mig føles det som et dejligt sted at være, med søde kollegaer og en god vejleder, der ikke bliver skræmt af at jeg de fleste gange til vejledningerne indtil videre har tudet. Mest af alt når vi har snakket om de ting der er svære for mig at snakke om og de ting jeg har svært ved.
På den anden side føler jeg mig udkørt, udbrændt og tabt for energi. Tabt for energi til at kæmpe videre. Har det som om jeg har lyst til at give op. Tillade mig selv bare at smide det hele på gulvet og sige "fuck det" til det hele. Forklare folk at jeg er træt. Træt af konstant at kæmpe. Kæmpe en kamp det alligevel føles håbløs. Specielt når man ikke har energien til at kæmpe, selvom det man gerne vil er det værd at kæmpe for. Men tanken om at stoppe nu er for mig et tegn på svaghed, selvom det på den anden side er et tegn på styrke. Styrken til at sige stop, når man er træt af at kæmpe.

Har de sidste par dage siden vejleningen tænkt på om jeg nu skulle tage en pause fra studiet på et tidspunkt og give mig selv tid til at få styr på nogle ting ift. mig selv. Jeg har tabt pusten. Tabt lysten og ikke mindst energien til at kæmpe videre. For f***** det er svært at finde ud af hvad man skal gøre. Hvis jeg hejser det hvide flag og tager en pause, er der på ingen måde sikret at jeg ender det samme sted næste gang, hvilket jeg ville være rigtig ked af, da jeg faktisk er glad for at være der.

Men for nu, så kæmper jeg videre. Hvad tænker i?

XOXO - Rina <3

2. praktik #7

Hey kære læsere <3

Så er jeg tilbage i praktikken efter 3 ugers ferie. Damn. Kunne sagtens have brugt noget mere ferie, men oplever vi ikke alle det at vi godt kunne have brugt en uge mere? Det kan jeg som altid. Alligevel er det dejligt at komme igang igen, selvom jeg i den sidste uges tid er træt når jeg kommer hjem. Mest af alt fordi jeg har været ude blandt andre i løbet af dagen.

Det er heller ikke fordi der er sket så meget mens jeg var på arbejde. Mest af alt fordi ungerne i SFO2 (hos de store unger) har lov til lidt mere frihed end de små. De har spillet computer, set fjernsyn og ellers bare været inde i de kreative rum, mens os voksne har snakket med dem i løbet af dagen. Der har da også været nogle af dem, som var med på at spille spil, hvilket var rart.

Nogle gange fik jeg dog også tid til at sidde og læse lidt i fagbøger, for nogle gange at slå tiden lidt ihjel. Mødte ind kl. 10.30 (dejligt nok) og havde fri kl. 17.00. 6,5 timer hver dag. Fredag var det kl. 10.00-16.30. Lange dage, men det har nu alligevel været rart at komme tilbage og have noget at lave. Nogle gange gav jeg mig selv noget at lave og igen, var det for at slå tide ihjel.

Alligevel, inden ferien sluttede og i den sidste uges tid, har jeg været i tvivl om jeg nu kan klare det her. Modet og energien droslede lidt da jeg var kommet tilbage, men lidt af den er kommet tilbage. Nu håber jeg at resten kommer i løbet af den næste uges tid, når børnenes ferie er slut og de skal tilbage i skolen. Det bliver rart med nogle rutiner og vide hvad man skal i løbet af dagen. Samtidig også det at kunne realisere de mål jeg skal opnå og finde ud af om jeg finder modet til det der skal gøres. Samtidig prøver jeg at blive bedre til at kommunikere i ny og næ med de andre, samtidig også med børnene. Det er en udfordring, men ikke umuligt.

Har endda ikke haft verdens største energi når jeg kom hjem. Da slet ikke til at få skrevet ret meget på mine historier. Jeg skal nok mest af alt vænne mig til at komme tilbage til arbejdet.

XOXO - Rina <3