Så for dælen da. Folkeskolerne rundt omkring i Danmark har i den sidste uge haft både første skoledag og første uge i skole. Det samme gælder på min praktiksted, som trods alt er en skole. Forrige skoleår havde de igennem skoleåret inddelt det i 4 perioder og timer på 60 minutter. Det samme gjaldt 12-pausen. Men nu har de nye ringetider og en kortere 12-pause. Så vi skal alle lige finde ud af de nye ringetider og få det hele til at fungere i og med at skemaet er det samme hele vejen igennem. Så skal man ikke tænke på hvornår ens skema vil ændre sig.
Men jeg kæmper stadig med at skulle vise initiativ ift. f.eks. det at skulle snakke med andre og danne relationer til andre. Der er nogle stykker af børnene jeg har fået en lille relation til, men ikke nok til at de for alvor kommer over til mig. Det samme gælder med mine kollegaer, hvor jeg heller ikke rigtig snakker. Endda selv når de prøver at snakke med mig, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at snakke videre. Det ender i tanken om at jeg ikke selv syns jeg er interessant. Hverken som person eller andet. Jeg er trods alt bare mig. Hvordan kan det jeg laver, det jeg kan li' og det jeg er interesseret i, være interessant nok til at andre ville lytte til mig? I mine øjne er jeg ikke så interessant. Jeg har nok prøvet at været usynlig for længe.
Selv min vejleder ser heller ikke den vilde udvikling i de sidste 2 måneder. Hun er bekymret for om jeg nu kan udvikle mig mere, når jeg på samme tid kæmper med mig selv og mine tanker. Specielt i hverdagen sammen med så mange mennesker at forholde sig til. Ikke fordi hun ikke kan se noget potentiale i mig, det er ikke det. For det kan hun godt. samtidig med at jeg så gerne vil det her, hvilket hun sagtens kan se og det at jeg godt kan de pædagogiske ting jeg skal og har tankerne med mig.
En ting er at vide tingene og ville det inderst inde. Noget helt andet er at skulle gøre det i praksis. Det er praksis delen der volder problemer for mig. Ligesom i forrige praktik, hvor jeg var mere tidspresset end i den her praktik. Alligevel er jeg tidspresset i at skulle nå at komme ud over mine egne grænser på en tryg måde og kunne opnå mine mål, inden praktikken den er slut og jeg måske i sidste ende ikke har udviklet mig en skid. Spørgsmålet er bare om jeg KAN nå at udvikle mig nok, når jeg i forvejen kæmper med mig selv og mine tanker. Jeg er hæmmet. Hæmmet af mine tanker, der sidder fast i en gammel plade af dårligt selvværd og dårlige tanker.
På den ene side har jeg modet til at fortsætte og kæmpe videre. Kæmpe for at bevise at jeg kan og vil det her. Bevise overfor min vejleder på praktikstedet og min vejleder på skolen at jeg kan og vil, ligeså vel som at bevise for mig selv at jeg har styrken til at gennemføre. For mig føles det som et dejligt sted at være, med søde kollegaer og en god vejleder, der ikke bliver skræmt af at jeg de fleste gange til vejledningerne indtil videre har tudet. Mest af alt når vi har snakket om de ting der er svære for mig at snakke om og de ting jeg har svært ved.
På den anden side føler jeg mig udkørt, udbrændt og tabt for energi. Tabt for energi til at kæmpe videre. Har det som om jeg har lyst til at give op. Tillade mig selv bare at smide det hele på gulvet og sige "fuck det" til det hele. Forklare folk at jeg er træt. Træt af konstant at kæmpe. Kæmpe en kamp det alligevel føles håbløs. Specielt når man ikke har energien til at kæmpe, selvom det man gerne vil er det værd at kæmpe for. Men tanken om at stoppe nu er for mig et tegn på svaghed, selvom det på den anden side er et tegn på styrke. Styrken til at sige stop, når man er træt af at kæmpe.
Har de sidste par dage siden vejleningen tænkt på om jeg nu skulle tage en pause fra studiet på et tidspunkt og give mig selv tid til at få styr på nogle ting ift. mig selv. Jeg har tabt pusten. Tabt lysten og ikke mindst energien til at kæmpe videre. For f***** det er svært at finde ud af hvad man skal gøre. Hvis jeg hejser det hvide flag og tager en pause, er der på ingen måde sikret at jeg ender det samme sted næste gang, hvilket jeg ville være rigtig ked af, da jeg faktisk er glad for at være der.
Men for nu, så kæmper jeg videre. Hvad tænker i?
XOXO - Rina <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar