'Da farfar forsvandt' af Line Lybecker // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Da farfar forsvandt

Forfatter: Line Lybecker

Serie: -

Forlag: Calibat

Udgivet: 2020

Antal sider: 255

Jeg skyldte ham alt. Ham og farmor. De to havde gjort mig til den jeg var i dag, lært mig alt hvad jeg vidste, men farmor var væk, og det var farfar på sin vis også. Der var kun en tom skal tilbage, en bundløs sø hvor brudstykker af menneske af og til brød overfladen og mindede mig om alt det jeg var ved at miste. Patrick har boet sammen med sin farmor og farfar i Assens siden han var seks. Nu er han atten, og sammen med vennen Alex har han lavet en pagt om at klare gymnasiet med høje karakterer. De har en god plan, og de følger den grundigt. For et halvt år siden døde Patricks farmor, og nu siger lægerne at farfar måske er ved at blive dement. Farfar er ikke længere helt farfar, og det er svært at tænke på fremtiden når den før så sikre nutid er ved at falde fra hinanden.

Oh boy!
Dette er en bog jeg ikke lige havde forventet ville få ram på mig. Selvom jeg lidt havde fornemmet hvordan slutningen ville blive, skete der alligevel noget så jeg endte med at sidde tilbage med tårer i øjnene og virkelig føle for hovedpersonen Patrick.

Allerede fra starten nød jeg at være i godt selskab med Patrick og hans farfar. Hvert et øjeblik med disse to skønne herrer, var svære at slippe. Deres bånd og relation til hinanden føltes både ægte og lige som det skulle være. De er et skønt makkerpar, og man fornemmer at de passer godt på hinanden - selvom de blot har hinanden tilbage.

Jeg nød deres stunder sammen, hvor de snakker om livet og det at farfar fortæller om sit liv, barndom og mødet med Patricks farmor - og det at vi også kommer ind på hvad der skete med Patricks familie ift. han har boet med farmor og farfar siden han var 6 år gammel.
Det var svært at se hvordan farfar lige så stille falde fra hinanden, ift. de små ting der fik en til at 

Så det at farfar bliver syg med demens, selvom han ikke officielt når at få diagnosen, giver en hel del udfordringer for farfar og Patrick. For wow, hvor er det svært at følge Patricks færd med at gøre alt han kan for at passe på farfar, der ikke 100 % er med på hvad der foregår, når hukommelsen svigter. For hvordan håndterer man lige livet, når alt omkring en ramler? 
Elsker at Patrick gør alt han kan for at hjælpe sin farfar, rækker ud efter hjælp og selvom alt virker umuligt, giver han ikke op. Elsker det!

Dog er en af hans to venner knap så begejstret for den drejning Patricks liv derhjemme har taget, for det at de har en fastlagt plan giver ingen mulighed for at fejle. Selvom det bestemt er vigtigt at tænke på fremtiden, manglede jeg noget mere forståelse fra den ene vens side - selvom han på den anden side møder forståelse fra alle andre.

Oh boy, for en slutning! Hvor var mine kleenex, da jeg havde brug for dem?
Den ramte mig mere end jeg lige ville indrømme. Selvom jeg lidt havde set den komme, ramte den alligevel. Alt hvad handlingen ledte op til gjorde kun ondt værre, da Patricks reaktion på det hele fik tårerne frem. Efter alt hvad Patrick havde mistet, alt hvad han havde været igennem med sin farfar, det at hele hans verden krakelerede gennem bogen, gjorde ret ondt.

'Da farfar forsvandt' får 4 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina

'Afdeling 64' af Jussi Adler-Olsen // Afdeling Q #4 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Afdeling 64

Forfatter: Jussi Adler-Olsen

Serie: Afdeling Q #4

Forlag: Politikens forlag

Udgivet: 2010

Antal sider: 462

Indtil for blot 40 år siden blev utilpassede eller blot uheldige danske kvinder deporteret til en lille ø, hvor ondskab, misrøgt og torturlignende metoder blev brugt til at holde orden. Hertil kom Nete Hermansen, og her fra slap hun væk: Troede hun. Den dag fortiden indhentede hende, blev det starten på en af Afdeling Q’s mest komplicerede sager. Hvad gemmer hendes fortid? Hvad hændte der hende? Hvor forsvandt menneskene omkring hende hen? Og hvem stod bag? Skønt vicepolitikommissær Carl Mørck har rigeligt at se til med en mordefterforskning, han måske var involveret i og med et privatliv, der ikke helt spiller, presser hans to stædige assistenter ham til at genåbne den sag, der for 23 år siden udspillede sig med voldsomme konsekvenser for de implicerede. Snart går det op for det lille efterforskningsteam, at sagen blot er en lille flig af noget større, der handler om overgreb af den allergroveste slags. Overgreb, som tilsyneladende stadig finder sted.

Stille, roligt og indædt går opklaringsarbejdet i gang, og det kommer til at tære på Carl, ikke mindst fordi hans, Roses og Assads engagement i sagen bliver livsfarligt. Og da Carl endelig mener at vide, hvordan tingene hænger sammen, melder en ny og meget koldblodig spiller sig på banen.

Oh boy, så er vi på den igen - i godt selskab med Carl Mørck, Assad og Rose.

Ikke mindst ift. den nyeste sag der landede hos Afdeling Q, som de bliver kastet i hovedet på dem. En sag der bringer dem lidt rundt omkring og ikke er helt så nem at løse. En sag der gjorde mig mere end blot nysgerrig, da fortællingen om de misrøgtede gav mig kriller.

Det at vi kommer ind på en sag om misrøgtede kvinder, der falder udenfor normen. Kvinder som ingen tager oprigtigt hånd om, men som i stedet ender på en afdeling hvor deres skæbner desværre bliver alt andet end hvad de fortjener - trods deres udfordringer. Det var svært ikke at lade sig rive med af sagens natur, da vi følger den lille trio gør deres bedste for at finde hoved og hale i den.

Især den del hvor vi endnu en gang får et indblik i den modsatte part, idet vi følger Nete Hansen, gjorde at vi får et indblik i hvordan tiden på øen var for en af kvinderne. Så selvom der er gået 40 år, er fortiden svær at slippe. Jeg nød at følge med i hvad der umiddelbart kunne være en fin gesture fra hendes side, men som ikke er helt som hun udgiver det for at være. 
Så det at vi følger begge sider af sagen, idet Carl Mørck, Assad og Rose graver sig mere og mere ned i sagen og nærmer sig Nete Hansens foretagende. Love it!

Men wow, jeg får ærlig talt kriller af hvordan filan lige netop de ting kunne foregå, uden nogen greb ind ift. kvindernes velbefindende. Det at lige netop den type kvinder formåede at blive udstødt, og sendt væk fordi de ikke passede ind i normen? Shit! Forfatteren formåede at komme med noget af et indblik, selvom jeg godt ved dette blot er fiktion.

Jeg nød at vende tilbage til Carl Mørck, Assad og Rose, der er en skøn trio. Deres interne relationer er for mig det der klart er et plus at vende tilbage til gang på gang. 

Især Assad er min personlige yndlingskarakter, da hele hans tilstedeværelse giver et frisk pust til Carl - dog er der visse ting omkring Assad der gør mig nysgerrig omkring hans fortid, da hans måde at reagere på indimellem virker overilede.

For slet ikke at nævne Rose der lidt er et mysterie at komme ind på, ift. hendes personlighed. Elsker at vi i denne bog kommer lidt mere ind under huden på Rose, ift. hendes baggrund - især hendes familie kommer med lidt info ift. hvad der foregår i hovedet på hende. Elsker det!

Selvom jeg ikke er den store krimielsker, er det en fornøjelse at vende tilbage til Afdeling Q-serien.
Jussi Adler-Olsen formår at skrive på en måde, så jeg kun kan have lyst til at vende tilbage og finde ud af hvilken sag den lille trio nu skal afdække - ikke mindst afvekslingen mellem at følge Carl Mørck, Assad og Rose og at følge den modsatte part, så man får sagen fra begge sider.

Bogen får 3,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Genkendelsen' af Pernille Neergård // Verdensherrene #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Titel: Genkendelsen

Forfatter: Pernille Neergård

Serie: Verdensherrene #3

Forlag: Dreamlitt

Udgivet: 2021

Antal sider: 405

Det er ti år siden, Anna ofrede sig for sine venner og det land, der lænkede hende. Ti år siden, Alexander traf et valg, hvis tyngde brænder ham op. Ti år siden, Ildets element blev slukket for altid og efterlod Elementa i forfald og kongen til at dø. Dodekatheon ved, at noget altødelæggende er på vej – for Jörmungandr har forladt sin plads for første gang, siden verdnerne blev skabt. Kan Alexander og hans venner stå overfor faren uden Befrieren? Når Anna at finde hjem, inden det er for sent?

Holy moly! What did I get myself into with this one?
Hvis jeg ikke allerede elskede Verdensherrene og Pernille Neergårds velkreerede univers før, så gør jeg det blot endnu mere nu. Jeg elskede at være tilbage i Elementa, i godt selskab med velkendte karakterer, såvel som nye - om end en hel del er forandret efter det store opgør i den forgangne bog. For én ting er at der er gået 10 år siden Anna ofrede sig, noget andet er at hverken Alexander eller resten af Elementa har glemt hende.

Men wow, hvor er der meget på spil denne gang.
Ja, der har været meget på spil fra første bog, alt imens det hele eskalerer dét mere i denne bog. Jeg lod mig let rive med af handlingen, idet alt falder fra hinanden omkring Alexander og co. der gør alt hvad de kan for både at finde Anna og redde Elementa.
Jeg elskede at blive revet med af handlingen fra start til slut, lod mig rive med at universet der blev udvidet og det at vi kommer ind under huden på karaktererne og universet på en ny måde.

Jeg nød at se den effekt Annas ofring har på Elementa, hendes venner og overalt i universet.
Elsker stadig Alexander, Ramon, Casper og resten af flokkens pingpong mellem hinanden - trods der er en mere alvorlig undertone. Jeg nød blot at følge karaktererne, deres færd med at finde hoved og hale i hvad der foregik og gøre alt hvad de kan for at redde verden.

På den anden side nød jeg at følge Anna, der kæmper hårdt for at genfinde sig selv efter alt hvad hun er blevet udsat for. Se hendes udvikling gennem bogen, og følge hendes færd med at vende hjem igen. Jeg elsker hendes viljestyrke, hendes elskværdige personlighed
For wow der sker meget med hende gennem handlingen, om end visse personer har en bestemt dagsorden med hende i mente. Personer der formåede at overraske noget så vildt på flere fronter.

Jeg elskede at vi igen følger flere karakterer, der giver et bredt perspektiv på universet - ikke mindst det at vi denne gang også får muligheden for at følge et folk vi indtil da kun havde hørt om i periferien. Et folk jeg undervejs funderede over hvorfor vi lige netop skulle følge dem, trods deres måde at leve på var ret så interessant.

Jeg elsker sproget, opbygningen af universet og den måde forfatteren formår at inkorporere teknologi og magiske elementer på én og samme tid. Jeg elskede forfatterens sans for detaljer, ift. de små hints vi fik undervejs.
Jeg elsker at Nordisk Mytologi spiller en stor rolle, såvel som historiske personer. Især det faktum at Jörmungandr aka Midgårdsormen får en central rolle i hvad der sker i Elementa. Dens tilstedeværelse igennem handlingen og det den symboliserer, synliggør for alvor hvad der er på spil.

Da jeg havde vendt sidste side, sad jeg måbende tilbage. Med åben mund og polypper, da jeg på ingen måde kunne tro hvad jeg lige havde læst.
Igennem hele bogen havde jeg forsøgt at finde hoved og hale i de forskellige dele jeg som læser havde forsøgt at samle sammen ift. de forskellige karakterer vi følger - men på ingen måde havde jeg regnet med lige netop de afsløringer vi fik.
Specielt ift. én bestemt karakter der agerede i midten af det nye folk vi fulgte, gjorde mig nysgerrig, uden jeg kunne sætte en finger på hvorfor. Det at hun gjorde op med deres måde at tænke og gøre tingene på, var interessant at følge - især da jeg med store øjne og ren forbavselse fandt ud af hvad hun gemte på i bagagen.

Så well done, Pernille. Well done. Jeg kan ikke forestille mig en mere eminent fortsættelse på  en så velskrevet og velskabt univers, som jeg bestemt ikke kan få nok af - en lille minus er dog at jeg skal vente på næste bog. Vente på den helt store afslutning efter denne rutchetur af en fortælling.

'Genkendelsen' får 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.

'Nordlys' af Eva Munk // Grøn klode #3 // Anmeldelse

Hey skønne læsere.

Dette er et anmeldereksemplar fra forfatteren og forlaget - tusind tak for bogen.

Alle meninger/holdninger er dog mine egne.

Titel: Nordlys

Forfatter: Eva Munk

Serie: Grøn klode #3

Forlag: Forlaget Klippe

Udgivet: 2022

Antal sider: 305

”Det er vist først her på det sidste, jeg er begyndt at blive mere bevidst om det med klimaforandringerne, tror jeg.” Jeg føler mig lidt flov over at sige ordene højt. Det virker, som om mange har det i deres bevidsthed. Men jeg har bare brugt tiden på identitetskriser i stedet for.

A.K. har det fint i sin klasse, men kun fint, så derfor beslutter hun sig for at tage på efterskole efter sommerferien. Hun længes efter at finde et fællesskab, hvor ægte venskaber spirer som græsstrå i skoven. En dag opdager hun gruppen @grønklode på Instagram, hvor hun møder Pelle, Tenna, Tobias, Mark og Robert, som alle kæmper for klimaet. Tvivlen vokser i hende, for gør hun overhovedet sit for at hjælpe til? Vil det nogensinde være nok? Og hvad gør man egentlig, når den store drøm hele tiden har været lige foran én?

Oh boy! Eva Munk har gjort det igen og kreeret endnu skøn bog, såvel som en velskrevet afslutning på Grøn Klode serien. Denne gang med den skønne og tankefulde A.K. i hovedrollen. Jeg kunne ikke andet end elske bogen fra start til slut - specielt A.K. vandt mit hjerte lige med det samme. 

Jeg nød at være i selskab med A.K., ift. hendes søgen efter et fællesskab, der stikker dybere end hvad hun føler hun får i hendes klasse - hvor alle andre fokuserer på andre ting end hende. Så det at se hende finde et tiltrængt fællesskab i selskab med Pelle, da de virkelig får gang i Grøn Klode og resten af Grøn Klode banden, gjorde underværker for hende.

At hun finder en gruppe af mennesker der ser og accepterer hende for den hun er, varmede mit hjerte - for damn, hvor er det vigtigt at kunne finde lige netop de personer, der lader en være præcis som man er.

Specielt hendes venskab med Tenna gjorde underværker, da de formår at skabe et bånd som A.K. virkelig havde brug for lige der. Især når A.K. manglede en veninde, som hun kunne være sig selv med, såvel som Tennas behov for en der forstod hvem hun var ift. hendes passion - så de to piger supplerede hinanden perfekt, ift. hvad de søgte.

Selv hendes støttende, og til tider nørdede, forældre var lige som de skulle være. Elskede den måde de blot ønskede at være der for A.K. Elskede den måde de formåede at lytte til hende, og opmuntrede hende til at lytte til sig selv.

Grøn Klode gruppen er som altid en skøn flok at være i selskab med ift. de ting de laver, deres måde at interagere med hinanden på og deres fælles humor. Specielt Robert, Tobias og Mark giver gruppen en skøn dynamik, såvel som Tenna med en god portion passion, gør at gruppen vokser sig til mere end hvad A.K. og Pelle havde håbet på. 

Jeg elskede at se dem give den gas med forskellige tiltag, ift. sociale medier, oplag vedr. hvad gruppen står for, bæredygtige opskrifter og demonstrationer. At de gør hvad de kan for at vise at selv de mindste ting tæller ift. at rede jorden og klimaet. 
For slet ikke at nævne deres skønne gruppetur i den sidste del af bogen. Elsker at se dem have det at se frem til og at deres lille gruppe hænge ud på en ny måde.

Noget andet er A.K.'s tanker ift. fremtiden, hvad der skal ske efter 9. klasse. At følge de følelser der opstod omkring det at skulle starte på noget nyt vs. det at hun lige havde fundet et fællesskab. Forandringerne den nærtstående fremtid ville byde på og hvad det så ville betyde.

Jeg kunne ikke andet end føle med hende, identificere mig med hendes tanker vedr. ikke at ville miste de skønne relationer hun endelig havde fundet - for så kun at se deres fællesskab blive endnu stærkere.

Og kan vi lige snakke om A.K. og Roberts lille romance til sidst? Enough said! I LOVE IT!!!

Jeg elskede den måde bogen er sat op på, med både 'normale' sider med tekst, tekst beskeder og dagbogs sider. Sproget er let og flydende, karaktererne troværdige og relaterbare. Det var let at føle med A.K., der var steder hvor jeg formåede at smågrine af Robert, Tobias og Mark.

'Nordlys' får 4,5 ud af 5 stjerner.

XOXO - Rina.