'At se lyset' af Jay Asher // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Endu en anmeldelse er på banen, og denne gang er det en sød kærlighedshistorie af forfatteren Jay Asher, der også står bag 'Døde piger lyver ikke'.

Titel: At se lyset

Forfatter: Jay Asher

Serie: -

Forlag: Politikens forlag

Udgivelsesår: 2017

Antal sider: 271

Sierras familie driver en juletræsplantage i Oregon – et meget landligt miljø at vokse op i, men hvert år pakker familien deres træer og drager til Californien for at sælge årets produktion. Sierras liv er på den måde delt i to; hun lever et liv i Oregon og et helt andet i Californien – problemet er blot, at når hun er det ene sted, savner hun det andet. Lige ind til i år, hvor Sierra møder Caleb, og livet i Californien med ét overskygger hendes tilværelse i Oregon. Rygterne siger dog, at Caleb ikke umiddelbart er nogen drømmefyr. Han har for år tilbage begået en stor fejl, som han har lidt under lige siden. Sierra ser ud over Calebs fortid og er fast besluttet på at hjælpe ham med at finde tilgivelse og måske endda forløsning for sin fejl. Som misforståelser, rygter og mistanker fyger omkring dem, indser Sierra og Caleb, at de har en styrke, der overvinder alt andet: sand kærlighed. 

Da jeg startede på bogen, havde jeg egentlig ikke de store forventninger. Ikke andet end at det ville være en sød og hyggelig læsning, som netop kunne være en form for afbræk fra de bøger der kræver lidt mere af mig, end hvad denne bog skulle gøre. og jeg blev ikke skuffet.

Det var for mig en hyggelig læsning, hvori jeg syns at Sierra er en klassisk, ung teenager der elsker sine venner - både dem tilbage i Oregon, og hendes veninde i Californien. Dog ville jeg ønske at der var lidt mere til hende end som så, og lidt mere dybde af hendes venskaber i begge lejre. Hele settet omkring at de hvert år tager til Californien for at sælge juletræer er ikke noget jeg har set før. Jeg kan godt lide hele stemningen omkring julen, familiens foretagende og det at de gør det hvert år.

Samtidig kan jeg godt lide at hun ikke lader sig gå på af de rygter der svirrer omkring Caleb, men i stedet lader hans fortid komme ham til gode - det at hun vil ham det bedste er sødt af Sierra  og vil lære ham at kende  Hun formår at stå op for sig selv, og det hun vil. 

Overordnet set er selve historien lidt klichéfyldt, ift at den søde pige forelsker sig i fyren med noget tungt i bagagen. Det koncept er efterhånden blevet brugt i adskillige afskygninger og måder, at det er svært at se skoven for bare træer. Hver især har alle noget at byde på, mens denne her har julestemningen med sig.

Samtidig ville jeg ønske at Jay Asher havde formået at bringe konceptet omkring den søde pige og den mystiske fyr til lidt noget andet end hvad det var, men formåede dog at give mig et smil på læben undervejs ift. hvad det var. Der var ikke ret meget der overraskede mig i at Sierra forelskede sig i Caleb, men det at hun ville gøre noget for ham for at gøre hans situation bedre gjorde at det var okay.

Alt i alt var det en hyggelig fortælling, der gav en dejlig stemning og et smil på læben. 

XOXO - Rina <3

'Provinspis' af Ditte Wiese // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

En lille anmeldelse af den første bog jeg fik færdiggjort i 2019 - nemlig 'Provinspis' skrevet af Ditte Wiese.

Titel: Provinspis

Forfatter: Ditte Wiese

Serie: - 

Forlag: CarlsenPuls

Udgivelsesår: 2017

Antal sider: 229

"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."

"Og det vil du også gerne være?"

"Det er jeg."

"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."

"Helt sikkert." vrænger jeg.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk. Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv. Nogle gange er man nødt til at tage en omvej, for at slippe ud.

Jeg havde i et godt stykke tid gerne villet læse 'Provinspis', uden rigtig at have fået det gjort indtil nu, så da jeg så den på biblioteket, greb jeg den og måtte simpelthen vide hvad alt snakken gik ud på. Jeg blev på ingen måde skuffet, idet jeg var fanget igennem hele bogen.

Ida er i den grad en ung, fandenivoldsk pige, der kan og vil mere end hvad den lille provinsby har at tilbyde hende, og det er noget jeg igennem bogen kunne mærke på Ida. Alt hun manglede var at færdiggøre 3.g. hvorefter hendes plan er at være udover alle bjerge, hvilket jeg ikke kunne andet end at betænke hende. Det er dog ikke så ligetil, da hun på flere måder formår at stå i vejen for sig selv igennem bogen, og det at hun formår at brænde alle broer på sin vej, som fortællingen skrider frem.

Provinsby miljøet beskrives på en troværdig og lige til måde, hvor alle kender alle og det at der ikke rigtig er noget at lave - andet end at feste i weekenderne, og fordrive tiden med stoffer, alkohol og sex. Jeg kender dog ikke selv til de vilde fester med stoffer, men kommer selv fra en mindre by, hvor alle kender alle og der ikke sker ret meget for netop unge mennesker - andet end privatfester, hvor der blev drukket (uden stoffer indblandet).

Jeg elsker den måde Ditte formår at bruge sproget, der er råt, lige til og uden filter, uden at være for meget. Hun formår at få beskrevet Idas tankegang, følelser og fremdrift ift. hendes drømme og ikke mindst det at hun både har de få personer i hendes liv hun holder af vs. det at hun gerne vil så langt væk derfra som overhovedet muligt.

Udover at jeg godt kan lide Ida og hele hendes væsen, hendes kvaler med både familien, skolen og den gængse omgang bøhlandsblues, kunne jeg godt lide at til trods for at hun gang på gang skubber folk væk og ikke lader sig stoppe af hvad hun gerne vil - så er der stadig nogen der for alt i verden gerne vil hende det bedste.

Myggen og Jon der begge gerne vil have hende i deres liv, som to elskværdige herrer. Der ærgrer mig at hun ikke kan lade folk ind, når hun sagtens kunne bruge nogen på hendes side. Specielt efter moren valgte at smutte, og jeg kunne godt have brugt mere af hvad der egentlig var grundlaget for hendes grund til netop at smutte.

Dette er helt klart en bog der kan anbefales, da jeg virkelig fløj igennem bogen på en behagelig måde - til trods for at sproget i sig selv er råt og lige til, og jeg glæder mig til at se hvad Ditte Wiese ellers har at byde på. Hvis du ikke allerede har læst bogen, så grib chancen og få den læst.

XOXO - Rina

'Claire og julemiraklet' af Luna Mørup // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Julen er ovre & vi er kommet over på den anden side af nytår, men vil alligevel komme med en anmeldelse af en bog med et juletema.

Titel: Claire og julemiraklet

Forfatter: Luna Mørup

Serie: -

Forlag: Solvind

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 160

„Jeg skal fandeme ikke til Frankrig!“

Claire er stadig i dyb sorg over farens død, da hendes mor beslutter, de skal være hos deres franske familie hele julen. Claire er både vred og frustreret, men med sine sytten år kan hun intet bestemme selv. Selvom det ikke ligefrem har været de nemmeste to måneder, må Danmark alligevel være bedre end åndssvage Paris. Ikke nok med alle taler fransk – et sprog Claire for længst har opgivet at lære, så er hun også tvunget til at være social, hvilket hun vil gøre alt for at undgå. Derfor er Claire overhovedet ikke i godt humør, da de når frem til familiens store hus. Midt i al sin elendighed møder hun Fleur. Selvom Fleur er lidt underlig, nyder Claire at være sammen med hende. Der er som om, alt det dårlige forsvinder og bliver erstattet af noget helt ubeskriveligt. Da det går op for Claire, hun er forelsket i Fleur, bliver tingene for alvor besværlige.

Først og fremmest var det skønt med en bog der var lige til at gå til. En sød, romantisk fortælling der foregår i Paris - den romantiske by. Da jeg gik i gang med bogen, havde jeg aller mest brug for en fortælling, der ikke krævede vildt meget af mig, andet end en følelse af at være en hyggelig fortælling. Det er ikke på nogen måde skidt, men derimod rart at læse en bog, hvor man bliver taget ved hånden og lader sig flyde med af historien, og det må man sige at Luna Mørup formår at gøre med denne fine debutroman.

Elsker at forfatteren formår at skabe en så sød og elskværdig fortælling om det at finde sig selv ift. to piger der uventet forelsker sig i hinanden, på en så ligetil måde, at man ikke kan andet end at holde af Claire - for slet ikke at tale om Fleur, der for den sags skyld tager en med på et hyggeligt eventyr. 

Jeg holdt en del af at følge Claire og hendes tanker omkring hvordan hun netop oplevede det at skulle prøve at være en del af en familie, som hun netop ikke havde haft en reel kontakt med før. Samtidig med at skulle forholde sig til sin familie, forholder hun sig på sin helt egen måde netop til sorgen over tabet af sin far - for slet ikke at tale om det at hun forelsker sig i Fleur, der giver hende et lyspunkt i mørket.

Det hele fungerede rigtig fint, selvom jeg godt kunne have brugt flere beskrivelser af relationerne imellem, lidt flere dialoger ift. hendes familiemedlemmer og det at handlingen godt kunne have skruet tempoet ned og konflikterne godt kunne have udspillet sig lidt mere end de gjorde og ikke lade, hvorefter den er hurtigt løst. Samtidig var der indimellem nogle små grammatiske fejl, som små irriterede mig undervejs.

Men udover det kan jeg kun anbefale bogen, idet det er en rigtig sød fortælling, hvor slutningen giver den søde fornemmelse af at de 'levede lykkeligt til deres dages ende'. Specielt når man lige tror at de formår at have deres 'aha' oplevelse i Paris med hinanden og det var så det og de så til gengæld får deres helt egen 'julemirakel'.

XOXO - Rina <3

'Mørke rum' af Kristina Aamand // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

I dag bevæger jeg mig en tur ind en lidt mørkere afkrog af den litterære verden, end hvad jeg umiddelbart er vant til. Men på den gode måde, for vi bevæger os ind i en periode hvor vi har brug for netop at få belyst til lidt mere tabubelagte emner.

Titel: Mørke rum

Forfatter: Kristina Aamand

Serie: -

Forlag: Carlsen Puls

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 231

Sophia har sin mors ord med sig, da hun starter i sygeplejepraktik på Klinikken for seksuelle overgreb. Bærer kvinderne virkelig en del af ansvaret for, at de er blevet overfaldet? Sophias veninde, Maysun, har regnet det hele ud: Det gode liv betyder ingen sex før ægteskab, et godt job som financial controller og en succesfuld forretningsmand som fremtidig ægtemand. Har hun regnet rigtigt? Parvatis forældre har accepteret et ægteskabstilbud fra en passende bejler. Men kan hun leve op til sin mands krav? Elias er Sophias storebror: fornuftig og ansvarlig, og så skal han være læge. Elias drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt. Og så er der pigen, der ligger i sin seng alene om natten - indtil døren til hendes værelse går op, og hun svæver ud af sin krop. Hvem skal hjælpe hende?

Kort fortalt så kommer Kristina Aamand ind på emnet voldtægt, og hvordan karaktererne i denne velskrevne roman kommer i berøring med netop de gråzoner der er i det - både ift. ofre, gerningsmænd og pårørende dertil. Det er flere fortællinger i en historie, der undervejs flettes sammen på en rigtig fin måde. For hvordan definerer man egentlig voldtægt, udover den definition som lovgivningen har foreskrevet som værende en voldshandling mod en anden persons vilje? 

Før jeg læst denne havde jeg ikke de store forventninger, andet end de rosende ord den havde fået med på vejen af andre læsere af denne bog, samtidig med at den ligger i en genre jeg stadig er uvant i. Men for filan da, hvor gav den mig baghjul. Men på en god og ligetil måde, hvorpå den får mine tanker igang. Der lægges ingen fingre imellem, når de forskellige scener beskrives og jo længere ind i romanen man kommer, jo mere får man at tænke over. 

Dette er helt klart en vigtig fortælling. Ja, den kan virke barsk, grusom og grænseoverskridende til tider, men det gør det kun endnu bedre og endnu mere vigtigt, idet verden har brug for at få sat tankerne igang ift. netop dette emne. Både mænd og kvinder har brug for netop at lytte til både sig selv og hinanden, så der ikke opstår misforståelser ift. det intime.

Der bliver helt klart stiller spørgsmål ift. interaktionen mellem offer og gerningsmand, idet gråzonen er så bred som den er, og man kommer virkelig ind bag tankerne og følelserne hos karaktererne i denne roman. Alle vinkler bliver beskrevet på en rigtig god måde, så man ikke går glip at noget. Sproget er lige til og til at forstå, så man både får det faglige perspektiv, samt offeret og gerningsmandens perspektiv. 

Hvis du/I ikke allerede har læst denne bog eller kender en/flere der burde læse denne bog, kan den klart anbefales.

XOXO - Rina <3

'Sortedammens hemmeligheder' af Karen Inge Nielsen // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

Er du klar til en tur på en hjemsøgt herregård? Så læs med her, efter at jeg har haft fingrene i 'Sortedammens hemmeligheder'.

Titel: Sortedammens hemmeligheder

Forfatter: Karen Inge Nielsen

Serie: Djævlepassagen

Forlag: Dreamlitt

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 434

Månen skinner blegt over Sortedammen, da kvinden tænder lysene i pentagrammet. Som i trance skærer hun Herrens tegn og lader helvedes flammer brænde i sit blod. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hendes krop. En uforklarlig kraft trækker i Marcus, da han står på trappen foran Herstedholm herregård – hans nye hjem. Hurtigt bliver Marcus grebet af herregårdens mystik og uhygge. Stemmer begynder at hviske til ham, og især én kvindestemme brænder sig ind i hans tanker - en kvinde ved navn Elvira, der tidligere var frue på herregården. Langsomt går det op for Marcus, at Herstedholm er hjemsøgt. Fortidens løgne, ulykkelige skæbner og hemmeligheder ligger gemt i Sortedammens mørke dynd. I drømme fører Elviras stemme ham tilbage til en tid, der snart skal vise sig at være mere virkelig, end godt er.

Holy moly, sikke en fortælling. Inden jeg gik i gang vidste jeg på ingen måde hvad jeg skulle forvente, da jeg endnu ikke havde læst noget af Karen Inge Nielsen. Men efter at have mødt hende på Esbjerg Fantasyfestival, hvor jeg var til hendes foredrag og hun læste lidt op fra 'Sortedammens hemmeligheder' blev min interesse vakt - jeg måtte læse bogen og finde ud af hvad det var for noget.

Selve fortællingen udspiller sig i to forskellige tidsaldre, hvor vi i 1600-tallet følger Elvira, der er en sød, sjov og forunderlig ung pige, der har sin dagligdag på datidens Herstedholm. I nutiden følger vi derimod Marcus og hans mor Pernille, der flytter ind på Herstedholm hvor der er et eller andet mystisk der trækker i Marcus - uden at han ved hvorfor og hvem det er der visker i hans bevidsthed.

Undervejs oplever man virkelig spændingen og mystikken omkring Herstedholm - både i fortiden, hvor der for alvor sker en masse mystiske ting for beboerne og i nutiden, hvor Marcus og Kira dykker ned i historien om Herstedholm. Jeg fik virkelig spændingen at føle, idet beskrivelserne af scenerne er udpenslet på en livagtig måde, hvorpå man ikke andet end kan føle sig draget af det der sker.

Jeg elskede spændingen som Karen Inge Nielsen formåede at skabe ift. at der blev inddraget forskellige karakterer i kapitlerne, samtidig med en sammenhængen mellem fortiden og nutiden. Det at de hemmeligheder der blev glemt i fortiden, lige så stille kom op til overfladen hos Marcus i nutiden.

Der er intet undervejs i handlingen der er tilfældigt placeret, og alt jeg kunne var at vente på at finde ud af mere om hvordan fortiden og nutiden hænger sammen. Mystiske billeder der giver anledning til spørgsmål, creepy stemmer og Herstedholm der for alle andre end dem der bor der, angiveligt ikke ligner andet end en ruin. For hvordan kan én person træde ind på herregården og få en helt anden oplevelse af stedet end hvad beboerne gør? Samtidig med at der sker mystiske ting for dem begge, og det at handlingen for dem begge foregår på nøjagtig samme tidspunkt?

Karen Inge Nielsen har helt klart formået at skabe en spændende fortælling, hvor hårene rejser sig på armene, man kan mærke stemningen i bogen (om man er fortiden eller nutiden) og man ikke kan andet end at vende side efter side. Selvom jeg dog indimellem i nogle få kapitler/passager var en smule forvirret over hvilken karakter jeg fulgte, så er bogen anbefalelsesværdig.

XOXO - Rina <3