'Provinspis' af Ditte Wiese // Anmeldelse

Hey kære læsere <3

En lille anmeldelse af den første bog jeg fik færdiggjort i 2019 - nemlig 'Provinspis' skrevet af Ditte Wiese.

Titel: Provinspis

Forfatter: Ditte Wiese

Serie: - 

Forlag: CarlsenPuls

Udgivelsesår: 2017

Antal sider: 229

"Han var skide ligeglad med, hvad andre tænkte."

"Og det vil du også gerne være?"

"Det er jeg."

"Der er forskel på at være skide ligeglad og være glad."

"Helt sikkert." vrænger jeg.

Ida slås med bøhlandsblues og provinsidioter. Hun vil bare væk. Men hvordan slipper man fri, når der er meget at kæmpe imod: familie, venner, fyre. Og ikke mindst sig selv. Nogle gange er man nødt til at tage en omvej, for at slippe ud.

Jeg havde i et godt stykke tid gerne villet læse 'Provinspis', uden rigtig at have fået det gjort indtil nu, så da jeg så den på biblioteket, greb jeg den og måtte simpelthen vide hvad alt snakken gik ud på. Jeg blev på ingen måde skuffet, idet jeg var fanget igennem hele bogen.

Ida er i den grad en ung, fandenivoldsk pige, der kan og vil mere end hvad den lille provinsby har at tilbyde hende, og det er noget jeg igennem bogen kunne mærke på Ida. Alt hun manglede var at færdiggøre 3.g. hvorefter hendes plan er at være udover alle bjerge, hvilket jeg ikke kunne andet end at betænke hende. Det er dog ikke så ligetil, da hun på flere måder formår at stå i vejen for sig selv igennem bogen, og det at hun formår at brænde alle broer på sin vej, som fortællingen skrider frem.

Provinsby miljøet beskrives på en troværdig og lige til måde, hvor alle kender alle og det at der ikke rigtig er noget at lave - andet end at feste i weekenderne, og fordrive tiden med stoffer, alkohol og sex. Jeg kender dog ikke selv til de vilde fester med stoffer, men kommer selv fra en mindre by, hvor alle kender alle og der ikke sker ret meget for netop unge mennesker - andet end privatfester, hvor der blev drukket (uden stoffer indblandet).

Jeg elsker den måde Ditte formår at bruge sproget, der er råt, lige til og uden filter, uden at være for meget. Hun formår at få beskrevet Idas tankegang, følelser og fremdrift ift. hendes drømme og ikke mindst det at hun både har de få personer i hendes liv hun holder af vs. det at hun gerne vil så langt væk derfra som overhovedet muligt.

Udover at jeg godt kan lide Ida og hele hendes væsen, hendes kvaler med både familien, skolen og den gængse omgang bøhlandsblues, kunne jeg godt lide at til trods for at hun gang på gang skubber folk væk og ikke lader sig stoppe af hvad hun gerne vil - så er der stadig nogen der for alt i verden gerne vil hende det bedste.

Myggen og Jon der begge gerne vil have hende i deres liv, som to elskværdige herrer. Der ærgrer mig at hun ikke kan lade folk ind, når hun sagtens kunne bruge nogen på hendes side. Specielt efter moren valgte at smutte, og jeg kunne godt have brugt mere af hvad der egentlig var grundlaget for hendes grund til netop at smutte.

Dette er helt klart en bog der kan anbefales, da jeg virkelig fløj igennem bogen på en behagelig måde - til trods for at sproget i sig selv er råt og lige til, og jeg glæder mig til at se hvad Ditte Wiese ellers har at byde på. Hvis du ikke allerede har læst bogen, så grib chancen og få den læst.

XOXO - Rina