tirsdag den 29. december 2020

Årets bedste bøger // 2020 // Rina's bogblog

 Hey skønne læsere.

Så kom vi til slutningen af 2020, hvilket har været lidt af et kaotisk år på så mange punkter. Ikke mindst ift. en hvis pandemi, der fik sat verden på den anden ende - og som gav anledning til at begrave sig i bøgernes verden.
2020 har bestemt været året hvor jeg endnu en gang formåede at læse mere end jeg havde forestillet mig, med hele 78 bøger i alt. Heldigvis med en god andel af gode bøger - både ift. fysiske bøger og lydbøger, nye læse oplevelser, såvel som et par gensyn med et par kendinge. 

I den anledning vil jeg se tilbage på en stak af de bøger, der på sin egen måde træder en smule ud af mængden - der er dog ingen form for rangering, da der ikke nogle af bøgerne på listen der er bedre end den anden. De er med af den simple grund, at de i mine øjne kan noget på hver deres måde.

'Rosens akkorder' & 'Sjælens ekko' af Marie Alexander White

Disse to bøger var der for mig ingen tvivl om skulle være en del af denne liste. Jeg nød at læse dem, fløj næsten igennem siderne og jeg kunne ikke andet end grine, græde og nyde musikken sammen med hovedpersonen Agathe, der på alle måder har diverse udfordringer - både ift. sine klassekammerater, såvel som med visse personer i sin familie.
Jeg formåede at græde, grine og blive frustreret sammen med Agathe og blive glad for musikken sammen med hende, idet hun finder et fællesskab i netop det.
Det svært for mig ikke at holde af disse to bøger, idet forfatteren formåede at give et indblik i en karakter der er både har sine styrker og svagheder og undervejs finder frem til at stå ved sig selv - i et sprog, der giver en lyst til at ville have mere, vide mere og mest af alt kramme hovedpersonen.

'Den sorte enkes by' af Nicole Boyle Rødtnes

'Den sorte enkes by' er den første bog i 'Rød og blå'-serien, som jeg efter dens udgivelse i 2019 havde hørt en hel del gode ting om fra andre læsere/bogbloggere. Det var ret svært ikke at se de gode reaktioner den fik - derfor blev jeg heldigvis kun positiv overrasket over hvor god den egentlig er, da jeg selv læste den.
Jeg kunne ærlig talt ikke andet end læse videre, mens min hjerne adskillige gange lige skulle twistes ift. karakterernes skæbne og forholde sig til den mindblowing verden Nicole har kreeret - lige såvel som handlingen der får en til at sidde på kanten af stolen.
Nicole formår at give en bog, der får ens tanker i gang ift. de situationer der er i bogen, karakterernes dilemmaer, frustrationerne der er ift. den by de lever i og der er bestemt en grobund for at jeg skal læse videre i denne serie. Der er lagt op til noget stort.

'Den magiske sten'/'Undergrundens mysterier'af Sissel Moody

Disse to bøger, der er de første to bøger i trilogien 'Forbandelsen over Laitana', er bøger jeg lidt manglede da jeg var yngre. I hvert fald ift. hovedpersonen Linea, der ikke helt er med på at slippe magien og de små ting, som anses for at være barnlige i hendes alder. Jeg kan se mig selv i hende på flere punkter og kunne spejle mig i hendes tankegang.
Jeg nød at tage med Linea på eventyr i Laitana, se hende udvikle sig undervejs og opleve hvordan det er at finde et sted at høre til. Lade Linea finde venner der ser hende som hun er, lader hende være sig selv og udfordrer hende på samme tid.
Ikke mindst fordi Sissel Moody formår at gøre det i et sprog, der henvender sig til de unge, hvor man som læser lader sig rive med ind i en anden verden der er ret så levende og dejlig magisk. Ikke mindst når man har brug for netop at finde det magiske sted at høre til.

'Er du okay, Helene?' af Anika Eibe

Dette er en af de bøger jeg bestemt havde set frem til, da jeg i forvejen havde læst de forgangne 4 bøger i 'Er du okay?'-serien af Anika Eibe. Så da jeg fik fat i den, kriblede det i mig for at give mig i kast med den og lære Helene at kende - og må sige at Anika skuffede på ingen måde med denne bog. Anika Eibe formåede endnu en gang at kreere en bog, der på alle måder er velfortalt, perfekt skruet sammen og en karakter med sit at kæmpe med.
Det en bog der sætter ens tanker i gang ift. det emne der er fokus på i bogen, vrider ens følelser rundt et par gange (& gerne en ekstra gang, for en sikkerheds skyld). Det en bog, hvor man som læser kommer tæt ind på en karakter der på flere måder forsøger at virke hård udenpå, men som alligevel har sit at kæmpe med - og som giver en stof til eftertanke, ift. fx effekten af en voldtægt.

'Af blod og støv (Sagakvartetten #1)' af Julie M. Day

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Julie M. Day er en forfatter, jeg beundrer. Ikke nok med at jeg knuselskede 'Grænsen til Trafallas'-serien, var jeg ret så spændt på at give mig i kast med hendes nyeste skud på stammen, idet jeg nok havde lidt høje forventninger til denne bog - og hun skuffede på ingen måde.
'Af blod og støv' er en bog der er sat helt og holdent i et andet univers, med et væld af karakterer der på hver deres måde giver noget til historien og på hver deres måde gør mig nysgerrig på at læse mere. Julie M. Day kan noget med ord, hun kan noget ift. historie fortælling og hun kan drage en ind i en verden der er ret så levende, at jeg næsten tror jeg er der selv. 
Jeg er helt klar nysgerrig på hvad denne serie ellers har at byde på, og hvad forfatteren formår at trække os læsere med ud på i denne skønne, skræmmende og fascinerende nye serie. 
Samtidig er der måske også et par af karaktererne jeg er lidt mere nysgerrig på end andre, mens de resterende stadig formår at give mig lysten til at følge deres færd - og hvordan deres skæbner på en eller anden måde hænger sammen i den lange ende.

'Djævlepassagen, del 2 - Devotstjernens hånd' af Karen Inge Nielsen

Dette er en bog der på flere måder overraskede mig, selvom jeg havde min egen lille kamp med at få den læst - men da jeg endelig kom ordentlig i gang, så overraskede den mig og gav mig kuldegysninger, de helt rigtige steder.
Forfatteren formåede at kreere en 2'er, med en hel del spænding, kuldegysninger de helt rigtige steder og detaljer, der formåede at få Herstedholm til at stå tydeligt frem. Den mystiske og creepy atmosfære omkring stedet er velbeskrevet og giver den helt rigtige stemning ift. historiens setting.
Hvis man er til horror delen af fantasy, så er dette bestemt en serie der er værd at tage fat på. Karen Inge Nielsen formår at give en fortælling uden lige.

'Mellem træernes grene' af Eva Munk

Dette er en af de bøger, der bestemt har sat sine spor i mig og givet mig stof til eftertanke ift. et emne, der bestemt ikke er let at tale om. Samtidig er det en bog jeg stadig tænker på, efter jeg har læst den og ser tilbage på den som en, der kan give anledning til at læse den igen og igen. 
Det en bog der skildrer sorg, identitet og det at miste dem man har kær. Og Eva formår at gøre det i et sprog, der er let forståeligt og lige til - såvel som fortalt fra 2 synsvinkler, der giver et godt indblik i de pårørendes såvel som den døendes perspektiv.
Det var nok mest anden del af bogen, der gav mig mest at tænke over og noget af en klump i halsen - såvel som et par tårer i øjnene. Men bogen som helhed er en skøn, tankevækkende og vigtig fortælling.
Samtidig er bogen flot illustreret, hvilket giver mere liv til fortællingen, og supplerer historien helt perfetk - såvel som det at illustrationerne næsten fortæller historien uden nogen egentlige ord

'Død verden'-serien af Louise Haiberg

Zombier, vampyrelvere og en verden, der på alle måder er på den anden ende?
Det er bestemt en serie jeg nød at læse i år, og som på alle aspekter oversteg mine forventninger. Louise Haiberg formåede at kombinere dystopisk sci-fi med fantasy elementer og gøre det til helt sit eget. Jeg formåede at holde vejret i spænding for hvad der ville ske for hovedpersonen Nera og hendes venner, grine og græde med hende og på forunderlig vis gå på opdagelse i den verden Nera og co. var en del af. Louise formår at kreere et setup der er både realistisk, skræmmende og på samme tid med elementer af fantasy, med et væsen jeg ikke i min egen fantasi havde tænkt på kunne kombineres.
Helt klart en serie, der bør læses og elskes.

'Spektrum'-serien af Nanna Foss

Dette er en genganger ift. 2019, da jeg også havde Spektrum med på sidste års liste af 'Årets bedste bøger'. Men eftersom jeg deltog i #SpektrumReadalong ifm. at de 4 første bøger blev (gen)udgivet på forlaget Gyldendal her i år, kan jeg ikke dy mig for at have dem med - igen.
Mest af alt fordi jeg stadig er lige så betaget at det univers Nanna Foss har skabt i de fire første bøger i denne serie, og det at de stadig kan formå at blæse mig bagover. Specielt ift. det at jeg opdagede små detaljer og hints fra første bog og videre i genlæsningen af de efterfølgende bøger, der for mig kun gør dem endnu bedre. Der er et eller andet ved denne serie, karaktererne, nørderiet der er lagt i dem og Nannas skrivestil, der gør at jeg ikke kan andet end have bøgerne med på min liste - igen!

-------------------------------------------------------------

De bøger der er nævnt, er blot et udtryk for de bøger jeg i løbet af året har læst, og som har gjort et indtryk på mig - ud af det samlede antal bøger jeg har læst.

XOXO - Rina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

'I den mørke skov' af Gry Kappel Jensen // Eventyrsagaerne #1 // Anmeldelse

Hey skønne læsere. Titel: I den mørke skov Forfatter: Gry Kappel Jensen Serie: Eventyr Sagaerne #1 Forlag: Turbine Udgivet: 2024 Antal ...