Det er desværre ikke blevet en skid nemmere i den sidste uges tid. Ikke med mig som den største stopklods i mit eget liv. Jeg har alle tingene i teorien & alt det jeg virkelig gerne vil, men kan simpelthen ikke overvinde mig selv. Jeg har været der i en HEL måned & føler ærlig talt ikke at jeg er kommet ret langt. Jeg har selvfølgelig 5 måneder tilbage, men 3 uger går til tvungen ferie, så har i realiteten kun 4 måneder tilbage efter ferien. Selvom det er okay god tid i teorien, så giver det mig alligevel stress på ift. om jeg mon kunne klare de videns- & færdighedsmål jeg har sat for mig selv (ud fra dem der er sat til den her praktik).
Det værste er at jeg virkelig tvivler på om jeg kan klare det her, eller om jeg ender med at knække sammen & giver op, inden jeg når at bevise for mig selv at jeg godt kan klare det. Jeg er trods alt kommet så langt, at det ville være dumt at give op nu & jeg er ikke typen der giver op eller vil give op. Tvivlen sidder inde i hovedet på mig, & jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal vende tankerne, så jeg kan det her.
At danne relationer er den del der er den sværeste for mig. Om det så er ift. voksne eller børn/unge. Mest af alt fordi jeg ser mig selv som en 'loner', der mest af alt hænger ud alene. Jeg nyder at være alene, men det er også rart at være sammen med mennesker. Men alligevel frygter jeg hvad andre tænker om mig & om de overhovedet vil snakke med mig. Selvom jeg bare er interesseret i det de laver & bare gerne vil snakke om dem. Alt det dårlige jeg har oplevet i min egen folkeskoletid sidder for godt fast i kroppen & i sindet.
Jeg ved det godt. Det er en del af min bagage, men det gør det ikke mindre pinefuldt. Glæden bliver på en måde mindre af min egen usikkerhed & tvivls spørgsmål. Men på den anden side har jeg sagt til mig selv at jeg vil give den gas i den næste uges tid. Så det skal i nok få noget at vide omkring i det næste indlæg, næste weekend.
Jeg prøver virkelig at stole på mig selv i at det jeg gør er god nok & jeg kan kun gøre mit bedste. Men som sagt, er tankerne svære at vende. Jeg skal virkelig have hanket op i mig selv, & prøve på ikke hele tiden at lede efter anerkendelse, som jeg i bund & grund kun kan give mig selv. Hvis jeg får den fra andre, er det ikke sikkert at jeg vil tro på det eller tage det til mig som noget godt. Jeg har alligevel aldrig kunnet se alle de gode ting jeg kan. Kun alle de ting jeg ikke kan & alle de dårlige ting, hvilket billedet øverst så fint repræsenterer: "Not talented enough, not pretty enough, not smart enough, not thin enough, not fun enough". I det hele taget har jeg ikke tænkt at jeg er god nok til noget. MEN! Jeg vil ikke give op.
Jeg har endda givet mig selv den udfordring at jeg i løbet af den næste uges tid skal snakke med børnene & kollegaerne så vidt muligt & dagligt skrive 3 gode ting ned. Om det så er små eller store ting kan være ligemeget. Alt tæller. Mest af alt for at bekæmpe de dårlige tanker & indse at jeg godt kan & at der ikke sker noget ved at give ud af sig selv & de ting jeg kan. Snak løs, spørg løs = dan relationer til andre mennesker, uden at være bange for hvad de tænker om en. Jeg skal bare være mig selv & vise dem hvad jeg kan.
Var i torsdag ude på min egen skole for at snakke med min vejleder i en halv times tid. 2 timer blev dog brugt på bus & vente på bussen frem & tilbage. Men alligevel fik jeg råd om at jeg skal være mere tydelig:
- Turde at hæve stemmen (usikkerhed i stemmen skal bekæmpes)
- Stå fast ved det jeg siger/gør - turde gentage det flere gange, hvis personen ikke hører efter i første omgang
- Se bestemt ud (krops sproget) når jeg fx vil noget bestemt
- Vær tydelig, men bestemt
- Blive set & være tydelig i at jeg er den voksne
Det var de råd jeg fik & jeg ved at det bliver svært at følge, men jeg er opsat på at kunne klare det, so wish me luck! Jeg skal alligevel også turde træde ind i et rum & turde blive set. Som jeg nævnte i et tidligere indlæg, skal jeg ud af min usynligheds bobbel & turde blive set. For ja, livet er fyldt med diverse prøvelser & det nytter alligevel ikke at gemme sig. Nogle gange er det rart lige at gemme sig lidt væk & bare være alene eller med sine aller nærmeste, der forstår eller kender de ting man går igennem. Hellere have få gode venner man er trygge ved, frem for mange bekendte, hvor man føler sig ensom.
Jeg undskylder for det lange indlæg, men havde en del på hjertet, Men i sidste ende kan det trods alt være at der er andre end mig som har det på samme måde som mig & jeg ved at skrive mine kampe her, kan hjælpe dem med at klare det.
XOXO - Rina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar