Så blev det tid til endnu en boganmeldelse og denne gang er det fjerde bog i serien "Maze Runner", som denne gang er en forhistorie til den oprindelige triologi, så lad os da hellere komme igang og jeg håber i kan li' min anmeldelse. Jeg vil dog lige advare om at der er lidt spoiler involveret i dette indlæg - så er du advaret :)Titel: Udbruddet
Serie: Maze Runner
Forfatter: James Dashner
Forlag: Høst og Søn
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 332
"Soludbruddet har ramt jorden. en ukendt sygdom hærger og truer med at tvinge hele menneskeheden i knæ. Mark og Trina er overbeviste om at det kan lade sig gøre at redde de endnu raske fra sindssygdom og død. hvis de da ellers selv kan holde sig i live så længe. for i denne nye, ødelagte verden har hvert et liv en pris. Og for nogle er du mere værd død end levende.."
I prologen møder vi kort Thomas og Teresa, lige før Thomas bliver sendt ind i Labyrinten. To velkendte karakterer fra de tre første bøger - et indblik fra Teresas tanker, inden hele dramaet går igang.
Herefter bliver vi kastet tilbage til et år efter at soludbrudene er sket, og møder Mark, der bor i en koloni sammen med en hel del andre - hvor vi bliver introduceret til hans venner: Trina, Alec, Lana og alle de andre. Det hele virker fredeligt, indtil en Bastion kommer og folkene, & skyder med pile. Sygdom og død kommer i kølvandet, hvilket indebærer en sindslidelse der udmunder i at folk i det første døgn dør på stribe, og flere de næste dage og længe efter.
Mark og Alec, samt resten af gruppen, tager afsted, for at finde ud af hvad der foregår og tager hen til, hvor Bastionen kommer fra. Undervejs bliver de dog skilt ad, hvorefter Mark og Alec gør alt i deres magt for at få deres venner tilbage. Men det går ikke så gnidningsfrit som man kunne have ønsket - og undervejs møder de diverse typer, der alle er ramt af virussen. Eller Udbruddet, som de kalder det.
Hver eneste gang man tror at nu falder det lidt til ro et stykke tid, kommer der et eller andet, som gør at spændingen holdes i gang og for mig er bogen ikke kedelig. Samtidig formår han endnu en gang at inddrage den videnskabelige del i Sci-Fi genren i denne bog, på en forståelig måde og som gør det interessant for læseren. Alt i alt ender man med at forvente det værste - eller rettere forventer at intet er som man håber på og man ved at man skal forvente at der sker noget.
Jeg elsker den måde forfatteren endnu en gang formår at inddrage min opmærksomhed i spændingen og giver mig en god portion information, uden at give for meget på en gang, hvilket gør at jeg får nysgerrighed på at finde ud af hvad det er for en sygdom der raser - hvilket gør at jeg får lysten til at læse videre. Spændingen i at gruppen samtidig kommer ud for at finde en anden koloni, der har været ude for nøjagtig det samme, bare et par måneder forinden.
Jeg elsker den måde karaktererne er beskrevet på, samt omgivelserne. Man bliver virkelig inddraget i hvordan Mark ser omgivelserne og den virkelighed der er, efter soludbrudene og det at sygdommen raserer hvert eneste sted. En af de ting jeg samtidig elsker, er de flashbacks man får del i, via Marks drømme, som tager en med tilbage til da soludbrudene skete, og det at Mark og Trina fandt sammen med Alec, Lana og resten af gruppen.
Selv min mistanke om at selve virussen - den der hærger ens hjerne og gør en sindssyg - er menneskeskabt, hvilket jeg fik mistanke om da bastionen kom og personerne skød pile efter dem og folk derefter dør på stribe. Virussen der går amok, fordi regeringen vil halvere befolkningen, med intentionen om at redde menneskeheden.
Forfatteren har virkelig beskrevet det hele så godt - i hvert fald i mine øjne - og det giver en god baggrund for hvordan hele den verden startede, før tingene sker i "Labyrinten" og fremad. Endnu bedre er at forfatteren både starter og slutter bogen af med en karakter vi kender - nemlig Thomas.
Det var egentlig alt for denne gang, og jeg håber i kunne li' mit indlæg. Indtil næste gang, må i have det godt og passe på her selv og hinanden.
XOXO - Rina <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar